Illustrationsbillede til Giv en ged-kampagnen

Geden sender børnene i skole

En ged betyder mad, tøj og tag over hovedet i Malawi. En ged kan sågar sørge for skolegang til børnene.

© Paul Jeffrey

Huset har bliktag i stedet for strå, og børnene går i skole. Familiefaren MacNoel Banda fortæller om, hvor stor en forskel Giv en ged har gjort for familiens liv.

Jeg har bygget dette hus for penge, jeg har tjent på gederne.
siger MacNoel Banda

Den 43-årige familiefar læner sig op af væggen i det rum, der udgør halvdelen af den lille hytte – familiens hjem. Ved hans side sidder konen Patricia og ammer parrets yngste datter.

Huset, der er bygget af soltørrede teglsten, har han selv bygget op fra grunden. Taget er lavet af blik, og det viser, at det går den lille familie bedre end mange andre familier i området. De fleste har tage lavet af strå.

”Vi fik en enkelt hunged af Folkekirkens Nødhjælp og undervisning i, hvordan vi skulle passe den godt. Efter noget tid fik vi kid som vi solgte, så vi kunne sende vores datter i skole,” siger MacNoel Banda.

Afrikansk pige set oppefra

Fra ged til mad, tøj, hus og skole

Det er næsten ti år siden, at familien fik den første ged. Den parrede sig med en anden ged i landsbyen, og i dag har de tre geder. Der har været flere, men nogle er blevet solgt fra for at skaffe materialer til huset, mad til hele familien, skolegang til børnene eller tøj.

Gederne producerer også gødning til familiens køkkenhave og små marker, hvor de blandt andet dyrker søde kartofler, majs og soyabønder. Der er ikke brug for at bruge penge på kunstgødning på de i alt tre tønder land.

Børnenes skolegang burde egentlig ikke koste noget, da der er fri skolegang i Malawi. På papiret. Realiteten er dog, at der ikke altid er lærere og skolebøger nok til børnene. Så skal forældrene selv betale bøger eller for at få en lærer til skolen foruden udgiften til skoleuniformer. Heldigvis lykkes det takket være gederne at skrabe pengene sammen til de tre børns skolegang, og når den fjerde bliver gammel nok, skal hun samme vej.

”Gederne har betydet rigtig meget for vores liv,” siger MacNoel Banda.

Patricia Banda med barn på ryggen
Patricia Banda med barn på ryggen. 10 år efter, at familien modtog geden, havde de tre voksne hungeder og to små kid.
Twitter LinkedIn Facebook