Portræt af kvindelig indsamler

For Sara er det blevet en tradition at samle ind

”Det er en rigtig nem måde at komme ud og føle, at man gør en forskel – for det gør man!”, siger Sara Bar Rasmussen.

© Bax Lindhardt

21-årige Sara Bar Rasmussen har samlet ind til sogneindsamlingen i mange år. En del gange med FDF, andre gange med venner eller familie. Det er blevet en tradition, at hun skal ud og samle ind til mennesker i nød i marts – for det gør hun jo hvert år.

”Det er naturligt for mig, at jeg skal ud og samle ind. Jeg kan ikke se, hvorfor man ikke skulle gøre det,” siger hun.

Kvindelig indsamler vælger indsamlingsrute

En frisk gåtur i godt selskab

Der er mange måder at bruge en søndag på. Hvorfor ikke bruge den i en god sags tjeneste? Det er i hvert fald sådan, Sara ser på det.

”Der er altid god stemning, og folk glæder sig til at komme afsted,” siger Sara.

For hende er sogneindsamlingen lig med en dejlig gåtur i godt selskab. Hun foretrækker at samle ind med andre, og i år tager hun turen sammen med sin mor.

Men man kan sagtens gå turen alene. Eller måske kombinere det med en gåtur med hunden. Uanset hvordan man gør det, så er det en god en måde at få lidt ekstra point på både gå- og samvittighedskontoen, synes Sara.

Se også: Vil du samle ind i år? Meld dig til her

Hvem møder man ved døren?

Det er selvfølgelig meget forskellige mennesker, man møder, når man er ude og samle ind. Generelt er stemningen dog god, fortæller Sara.

”De fleste er rigtig søde og er glade for, at vi er ude og samle ind. Nogen venter os endda og sidder klar med pengene. Det giver en rigtig god energi, når de allerede har sat sig ind i, hvad vi samler ind til.”
Sara Bar Rasmussen, indsamler til sogneindsamling

Ind i mellem møder man også et ”nej tak”. Nogle gange er det fordi, de donerer til andre organisationer, andre gange støtter de bare ikke op om indsamlingen. Sara forklarer, at det er de færreste, der er uhøflige. Som regel holdes den gode tone, og mange roser dem stadig for at samle ind.

”Desuden er også rigtig hyggeligt at samle ind i ens lokalområde. Man møder flere kendte ansigter, hvilket gør indsamlingen en del lettere for begge parter, da snakken kører lettere,” siger Sara.

En lille belønning

Hvis god samvittighed ikke helt er belønning nok, så kan man altid regne med at blive tilbudt noget at drikke og lidt til den søde tand, når man samler ind.

Ved Saras indsamlingssted tilbydes der for eksempel saftevand, kaffe og kage til indsamlerne, når de ankommer. Og når de vender tilbage, er der disket op med pizza fra det lokale pizzeria.

Det giver mulighed for, at man sidder sammen bagefter og snakker lidt om, hvordan indsamlingen er gået.

”Der bliver fortalt historier, om de mennesker, man har mødt, og de erfaringer, man har gjort sig,” siger Sara.

Det er en god måde at slutte dagen på og skabe fællesskab om den gode gerning, man har været ude at gøre.

Kvindelig indsamler står med et MobilePay-skilt

En lærerig tur til Nepal

I 2020 var Sara med Folkekirkens Nødhjælp i Nepal for at blive klogere på forskellige bæredygtighedsprojekter.

Siden december 2019 har Sara været med i et udvalg i FDF, hvor hun er med til at udarbejde læringsmateriale med fokus på verdensmålene.

Turen gjorde et stort indtryk på hende, og hun fortæller, hvordan hun blev bekræftet i, at hun støtter den helt rigtige nødhjælpsorganisation.

Sara oplevede enorm glæde ved de mange besøg hos de lokale landmænd i Nepal. Det var særligt elementet af fremdrift og bæredygtighed, der gjorde indtryk.

”Hele princippet om, at Folkekirkens Nødhjælp giver mennesker en fiskestang i stedet for en fisk, så de selv er med til at skabe en bæredygtig levevej, det er virkelig inspirerende,” siger Sara.

Twitter LinkedIn Facebook