Saraswati står op klokken fem om morgenen. Hun forbereder morgenmad til sine fire børn og sørger for, at skoleuniformerne er rene og nydelige. Når ungerne er sendt godt afsted, gør hun huset rent. Resten af dagen bruger hun på at passe familiens dyr og arbejde i rismarken.
Når børnene kommer hjem, får de aftensmad og bliver puttet. Klokken 21 kan Saraswati endelig lægge sig i sin seng. Hun ringer til sin mand, som hun taler med hver aften. Han arbejder som kamelpasser tusindvis af kilometer væk fra familien.
Sådan så Saraswatis liv ud dengang, at hendes mand, Posuram, boede og arbejdede i Qatar for at tjene penge til familien. Fysisk hårdt arbejde fra morgen til aften alle ugens dage.
Hvorfor vælger mange nepalesere at sende familiemedlemmer tusindvis af kilometer væk for at arbejde? Hvis man vil forstå det, bliver man nødt til at se på de svære vilkår, som mange nepalesere lever under.
Fattigdom tvinger fædre til at forlade hjemmet
Arbejdsløshed er et kæmpe problem i Nepal. Selv de mennesker, der lykkedes med at få et arbejde, har svære kår. Som arbejder i landbruget eller industrien er det normalt at tjene 500 nepalesiske rupees om dagen. Det svarer til cirka 30 danske kroner. Det er langt fra nok til at brødføde en familie.
I udlandet kan nepalesere tjene fire gange så meget.
Det var også derfor, at familienfaren Posuram så sig nødsaget til at rejse til Qatar for at arbejde. Posuram troede, han skulle arbejde som sikkerhedsvagt. I stedet blev han mødt af en tjans som kamelpasser midt i ørkenen.
De fleste har hørt om den høje pris, som migrantarbejderne betaler for at arbejde i Qatar. Om slavelignende arbejdsvilkår, om tvang, overgreb, tilbageholdelse og ydmygelser.
Men allerede før afrejse må nepalesere låne kontanter fra private långivere, der udlåner de store beløb, som det koster at få sig et arbejde i Qatar. Pengene går til ansættelsesgebyrer til rekrutteringsfirmaers mellemmænd, der rejser rundt til nepalesiske landsbyer og frister de fattigste med jobs og lønninger, som sjældent holder, hvad de lover.
Nepaleserne betaler også for et obligatorisk lægetjek, som man skal bestå for at få lov at få arbejde i Qatar. Det koster en rejse fra landsbyen til hovedstaden Kathmandu, hvor de betaler for hotel eller pension i nogle uger, mens papirer, pas og lægetjek bliver ordnet.
Alt i alt gældsætter nepalesiske familier sig så hårdt, at det tager år at tilbagebetale. Nogen er gældsat resten af livet.
Snydt for flere måneders løn
Da Posuram kom til Qatar som migrantarbejder, blev han ansat som kamelpasser. Selvom han aldrig havde haft noget med dyrene at gøre før.
Jeg blev samlet op i lufthavnen og kørt til et sted med kameler. Jeg kiggede rundt og sagde, at jeg aldrig havde set en kamel før.
Der gik ikke lang tid, før Posuram kom slemt til skade i en arbejdsulykke.
“Jeg fik kamelen ned over mig. Den ramte mit ben og min fod,” forklarer Posuram.
På grund af skaden måtte han opgive sit job. Chefen nægtede at udbetale de to måneders løn, som han havde til gode. Posuram måtte derfor rejse tomhændet hjem til sin familie i Nepal.
Drømmer om et hus af mursten
Store privatlån er almindelige i Nepal
Mange nepalesere lever på et eksistensminimum. Derfor er det normalt at optage privatlån, som bliver brugt på at købe jordlod, som man kan bygge et hus på, lease jord til at dyrke grøntsager på – eller låne til uforudsete udgifter og til at overleve for i dårlige tider. Familierne betaler af på gælden i årtier.
I nepalesiske landområder er huse ofte bygget af ler. Men lerhuse er usunde at bo i, og de er skrøbelige, når monsuner og andet ekstremt vejr rammer. Derfor drømte Saraswati og Posuram om et solidt hus af mursten til deres fire børn og dem selv.
For at komme i gang med at bygge, lånte de penge, som de skulle afdrage på med lønnen fra arbejdet i udlandet. Planen var, at Posuram skulle være afsted 4-5 år. Men da Posuram kom til skade og måtte tage hjem fra Qatar, forsvandt finansieringen.
“Det er meget dejligt at være sammen med min mand igen, men vi har stadig økonomiske problemer,” fortæller Saraswati.
Familien kæmper med at betale af på lånet. Heldigvis har Folkekirkens Nødhjælp kunne hjælpe familien med to geder, som giver gedekid. Når familien sælger en ged, tjener de 40.000 rupees, hvilket svarer til 2.250 kroner. På den måde sikrer gederne en stabil indkomst, så børnene kan komme i skole.
Tusindvis af børn vokser op uden deres far
Lige nu taler hele verden om migrantarbejdernes vanvittige arbejdsvilkår i forbindelse med VM i Qatar – om hvor uretfærdigt de bliver behandlet i ørkenstaten. Men få taler om de mange andre konsekvenser det har, når forældre i flere år af gangen tager til udlandet som migrantarbejdere.
Den forælder, der bliver hjemme – oftest kvinden – er under alvorligt pres. Hun står for at passe hjemmet, børn, syge familiemedlemmer, marken, dyrene og forretningen. Og tusindvis af børn i Nepal vokser op med en far, der er væk mange i årelange perioder.
Derfor arbejder vi for at bekæmpe fattigdommen i Nepal, der tvinger familiefædre på livsfarlige arbejdsrejser. Og du kan hjælpe ved at styrke familiernes økonomi med en af gaverne fra Folkekirkens Nødhjælp: en ged, en køkkenhave eller en skolebænk.
Ingen familier skal tvinges fra hinanden.
