Denne tekst er skrevet af Sara Simonsen, som i efteråret 2025 var menneskerettighedsobservatør i Palæstina og Israel. Hun boede og arbejdede i Betlehem. Her kan du læse et af de nyhedsbreve, hun sendte hjem, mens hun var afsted.
Vil du have besøg af en tidligere menneskerettighedsobservatør?
Du kan booke et foredrag med en tidligere menneskerettighedsobservatør. Henvend dig til Sarah Ziethen på sazi@dca.dk og hør mere.
Hvordan reagerer et menneske, når otte militærjeeps ankommer til ens hjem midt om natten? Når 12 soldater stormer huset, sprænger døren, smadrer møbler, sprøjter peberspray ind gennem vinduerne? Når en kniv presses mod halsen af et familiemedlem, eller en kvinde låses inde i et værelse?
Det lyder som en scene fra en krigsfilm. Men det er ikke fiktion. Det er virkeligheden – én blandt mange – for palæstinensiske familier på Vestbredden. Det oplagte spørgsmål melder sig: Hvordan kan mennesker leve med den slags uretfærdighed, dag efter dag, år efter år?
Det er et spørgsmål, der ikke har ét svar. Nogle af svarene kan findes ved at tale med de mennesker, der lever under besættelse hver dag.
Flygtningelejre og Nakba
Jeg har besøgt en flygtningelejr i Betlehem og mødt indbyggerne. Det er en lejr fra 1948, som blev grundlagt af UNRWA efter Nakba. Nakba betyder katastrofe på arabisk og er betegnelsen for den etniske udrensning, som blev begået af Israel under og efter grundlæggelsen af landet.
Omkring 400 landsbyer blev fordrevet, ødelagt og mange indbyggere mistede deres hjem. I flere landsbyer blev mange indbyggere dræbt i massakrer. Alle disse historiske palæstinensiske landsbyer ligger i det, som nu er Israel.
I flygtningelejrene på Vestbredden er den historiske bevidsthed om Nakba og identiteten som flygtning levende og konstant nærværende.
På murene står der bl.a. ”Free Palestine”, ”Return is our right and will” og ”We will return”, og indbyggerne har skrevet navnene på alle de landsbyer, som blev etnisk udrenset under Nakba.
Hverdagen som flygtning i eget land
Der findes mere end 912.879 registrerede flygtninge og 19 flygtningelejre på Vestbredden. Det israelske militær indsætter ofte større styrker ved operationer i flygtningelejre, hvilket fører til omfattende anholdelser, vold og tvangsmæssige fordrivelser.
Flygtningelejren består af trænge, snoede gader. Husene er tætpakkede, lavet af beton og bygget oven på hinanden i et forsøg på at få plads til flere mennesker. Mange bygninger er grå, ufærdige og uden puds. Ledninger hænger lavt hen over hovedet.
Infrastrukturen – kloak, elektricitet, vand – følger sjældent med. Affald flyder i rendestenen, fordi renovationssystemet er overbelastet eller ikke-eksisterende.
Samtidig er der et stærkt fællesskab. Folk kender hinanden, hjælper hinanden og har en kollektiv bevidsthed om deres fælles historie.
I lejren er der et kulturcenter, hvor de laver tilbud for børn og unge: dans, yoga og sports- og uddannelsestilbud. De er blevet lukket ned af det israelske militær i marts måned.
Jeg får at vide, at soldater stormer flygtningelejren hver nat. I august blev en mand, som er tilknyttet kulturcenteret anholdt om natten. Lad os kalde ham Yunus.
Jeg kan ikke nævne hans navn, hans tilknytning til kulturcenteret, kulturcenterets navn eller flygtningelejrens navn. Det kan jeg ikke af frygt for, at det sætter ham, hans familie og indbyggerne i fare.
Han har tidligere været i fængsel i seks måneder, hvor hans ribben og kraveben blev brækket af tortur, han fik fnat og tabte sig mange kilo.
Hans familie har på nuværende tidspunkt ingen kontakt til ham, og de ved ikke, hvad der er sket med ham. Familien eller internationale røde kors (ICRC) kan ikke besøge ham, da det israelske militær ikke tillader det.
Militæret kan tilbageholde palæstinensere administrativt i flere måneder uden at stille dem for en dommer.
Kultur er mere end underholdning
Flygtningelejrens kulturcenter skaber gennem forskellige aktiviteter et fællesskab, frirum og safespace for palæstinenserne.
En kvinde i flygtningelejren fortæller os om, hvilken betydning yoga har for hende: ”Fra yoga får vi modstandsdygtighed. Vi palæstinensere er kvalt. Vi har ingen rettigheder. Militæret truer alle, selv kvinder og børn”.
Siden krigens begyndelse har hun ikke kunne bevæge sig frit rundt. Hun har ikke kunnet komme ind til Al Aqsa moskéen, som betyder meget for mange palæstinensiske muslimer. Grunden til det er, at Israel har strammet grebet om palæstinenseres ret til at tilgå religiøse steder.
Selvom der kun er 8 km mellem Betlehem og Jerusalem, er der mange palæstinensere i Betlehem, som ikke har tilladelse til at komme ind i byen.
Derfor er kulturcenterets aktiviteter, hvad enten det er sport eller det traditionelle håndarbejde, centrale for indbyggerne. Kultur er mere end underholdning – det er modstandskraft.
Jeg spurgte indbyggerne i flygtningelejren, hvad de gør, når militæret kommer oftere og oftere. En kvinde sagde, at hun går i seng med tøj og hijab på, i tilfælde af at soldaterne kommer om natten. Jeg kan se på børnene, at de er bange for, hvornår soldaterne kommer næste gang.
Jeg spurgte derefter kvinden, hvordan hun ser fremtiden. Hun svarede: ”Vi har intet valg. Vi kan kun blive. Selvom vi har mistet vores håb, har vi ikke mistet vores tro.”
Mennesker finder måder at overleve på. Ikke fordi det er nemt, men fordi alternativet – at give op – ikke er en mulighed.
