Jeg har nu været i Palæstina i to uger, og det føles på én gang, som om jeg lige er kommet, og som om jeg har været her meget længe! De to første uger som EA (=Ecumenical Accompanier) er afsat til kurser på kontoret i Jerusalem og oplæring i det team, man skal arbejde i. Det er to meget intense uger med store mængder informationer på engelsk samt navne på samfund og bosættelser på arabisk og hebraisk. På den ene side er alt nyt, men nu, hvor jeg har boet i vores hus i Betlehem og været i felten i seks dage, fylder det hele min dagligdag og min bevidsthed.
I den korte tid vi har været her, står det allerede helt klart, at konfliktniveauet stiger. Hver aften summer vores smartphone, mens opdateringer om hændelser, vi skal følge op på, tikker ind på WhatsApp. Det drejer sig om soldater, der kommer ind i landsbyerne og skyder op i luften og mod husene, affyrer tåregaspatroner i gaderne eller kaster bomber, der giver høje brag. Eller soldater, der kommer om natten til flygtningelejrene og laver husransagninger, smadrer døre, vinduer, vandtanke og møbler og nogle gange laver arrestationer.
En meget stor del af vores tid går med at følge op på disse beskeder. Vi kører til samfundene og får oplysninger om, hvad der er sket, og hvem det har berørt, for senere på dagen at skrive alle disse oplysninger ind i en database.
Adgangen til landsbyerne besværliggøres af omfattende lukninger af vejene, der fører ind og ud af Betlehem. Vi må hver dag vende om og forsøge at finde en ny rute. Nogle veje spærres permanent med betonklodser og klippestykker, mens der andre steder pludselig opstilles afspærringer, der kan lukkes op og i med kort varsel. En sådan er for nyligt stillet op på vejen der forbinder Ramallah og Betlehem, så det nu er muligt at forhindre færdsel mellem den nordlige og sydlige del af Vestbredden.
Mange steder bliver landsbyer og småsamfund generet af bosættere, der stjæler dyr, sætter ild til oliventræer, bryder ind om natten og skræmmer beboerne med skyderier eller voldsom adfærd. Og listen er længere, men jeg stopper her.
Alle disse handlinger presser palæstinenserne til at flytte væk fra landsbyerne, for det er svært at blive boende, når vejene, der forbinder landsbyerne bliver spærret på vilkårlige tidspunkter eller permanent. Det er svært at blive boende, når ens børn ikke kan sove om natten af frygt for pludselig at blive vækket af skyderier eller husundersøgelser. Og det er svært at blive boende, når man mister sine dyr, sine olivenmarker eller får revet bygninger ned. Fordrivelsen af palæstinenserne gør det muligt at udvide og sammenlægge bosættelserne, der langsomt slår ring omkring Betlehem.
