I anledning af Danmarks Nationale Madspildsdag den 29. september 2022, havde Knud Anker Iversen arrangeret en fællesspisning med fokus på klimaforandringer og madspild. Opfordringen kom fra Folkekirkens Nødhjælp til alle, der havde tid og lyst, og Knud Anker hoppede straks på vognen.
Med et par hjælpende hænder fra frivillige ildsjæle og stor opbakning fra lokalmiljøet blev en fællesspisning stablet på benene i Rønnevang Kirke. Middagen bestod af den klassiske asiatiske madspildsret, stegte ris. Knud Anker havde fundet inspiration i det materiale, som Folkekirkens Nødhjælp havde lavet i samarbejde med kokken Jesper Vollmer. Materialet bestod blandt andet af tips og tricks til at sætte madspild på menuen – samt opskrifter på den klassiske risret, som nemt, hurtigt og smagsfyldt kan rumme rester fra køleskabet.
Se også: Arrangér din helt egen fællesspisning i september 2024
Jeg har taget initiativ til at lave en fællesspisning, fordi jeg kan godt lide at være en del af fællesskabet. Og min erfaring siger mig, at man når længst, når man er sammen om tingene. Jeg er dybt taknemmelig over, at der er andre, der har lyst til at hjælpe mig med det.Knud Anker Iversen
De lokale bakkede op
onna Hansen var en af mange, der var taget til fællesspisning i Rønnevang Kirke. Hun var taget afsted sammen med sin veninde efter at have fundet begivenheden på Facebook.
”Den økonomi, vi oplever lige nu, gør, at vi bliver nødt til at tænke over vores madspild. Men derudover synes jeg også, det er vigtigt. Der er ikke nogen grund til at smide mad ud, der ingenting fejler,” siger hun.
Madspild fylder mere derhjemme, end det har gjort tidligere, fortæller Jonna Hansen. Det er ikke meget, der ryger i skraldespanden længere, og fryseren bliver også flittigt brugt.
”Det er forfærdeligt, at vi smider så meget mad ud. Det er voldsomt, og det er jo ikke noget, man tænker over, når man bare står derhjemme og sorterer de mindre friske grøntsager fra i køleskabet,” siger hun.
I kampen mod madspild
Madspild er ikke kun et problem i den vestlige verden. Det er en global udfordring og en af de vigtigste årsager til, at fordelingen af verdens fødevareressourcer er så skæv. På verdensplan bliver 1/3 af alt den mad, vi producerer, smidt ud. Samtidig er der flere end 800 millioner mennesker, der sulter verden over. Vi har derfor skabt et fødevaresystem i ubalance.
Men Madspild er også en stor klimasynder og står for 7-8 procent af verdens samlede co2-udledning. Klimaforandringer skaber tørke og oversvømmelser i Verdens fattigste lande, hvilket gør det meget svært at dyrke afgrøder og holde husdyr i live. Derudover har krigen i Ukraine været med til at forstyrre det globale fødevaresystem, og fødevarepriserne er som resultat skudt i vejret.
Og det er netop de mange problematikker og udfordringer, som fællesspisningerne var med til at sætte fokus på.
”Der er en glæde ved at kunne gøre en lokal indsats i en ramme af det globale. Men det er en lille brik i et stort maskineri, som stadigvæk kører helt skævt,” siger Knud Anker.
Selvom kampen mod madspild kan virke som et lille skridt i globalt perspektiv, er det et vigtigt skridt, vi alle kan være med til at tage.
Knud Anker gentog succesen
Igen i 2023 afholdt Knud Anker fællesspisning i Taastrup. Opbakningen har været stor, og derfor giver det mening at gentage succeen, fortæller han.