Enarmet syerske i Sydsudan

I Sydsudan skyder de ikke kun for at dræbe

I 2011 fejrede 12 millioner sydsudanesere, at Sydsudan efter mere end 50 års borgerkrig med Sudan fik sin selvstændighed. Nu ville freden komme.

© Mikkel Østergaard

Sydsudans selvstændighed skulle være en fejring, men den blev i stedet startskuddet til en blodig borgerkrig mellem det nye lands etniske stammer – en krig som i dag har kostet 50.000 livet, sendt to millioner på flugt ud af landet og ligeså mange på flugt internt i Sydsudan.

Hvad er det sydsudaneserne kæmper om, og hvordan ser dagligdagen ud for de sydsudanesere, som er blevet tilbage? Folkekirkens Nødhjælp har i tre uger rejst mod flygtningestrømmen og ind i det krigshærgede Sydsudan for at tale med dem, der ikke er flygtet ud.

43-årige Deng Avijok klør sig i hovedbunden og kigger træt på fem af sine i alt 12 børn, som han insisterer på at få til at stå stille, så fotografen kan tage et billede af dem. Det er vigtigt for ham, at billedet bliver godt.

Deng er en spinkel mand med et lidt anstrengt, men mildt smil. Med store armbevægelser viser han rundt på den forladte skole, hvor hans familie og resten af deres 700 personer store stamme har søgt tilflugt, efter at deres landsby blev angrebet af en rivaliserende stamme.

Flygtningefamilie i Sydsudan
Deng Avijok på 43 med sin familie i baggrunden. Familien bor på en nedlagt skole.

“Vi var blevet uenige om, hvem der måtte bruge nogle bestemte marker. En nat kom de, i ly af mørket, hvor vi lå og sov…”

Deng trækker vejret ind.

“… de havde knive, geværer. Alt gik meget hurtigt. To fra min stamme blev skudt, og en kvinde blev stukket ned. Det eneste, jeg tænkte på, var at få mine børn væk”.

Hans historie minder om mange andres.

Deng var heldig. Alle hans 12 børn og tre koner nåede flygte.

En stille og svag vind glider hen over træerne, og cikaderne synger i marken. Længst ude kan man ane den store brede Nil, der slanger sig gennem det grønne landskab. Nilen giver ikke blot vand, fisk og næring til de mange mennesker, der bor i Sydsudan, men fungerer også som en af landets travleste flygtningeruter. Og farligste.

Kort over Sydsudan

Man ved ikke, hvad der gemmer sig bag det næste sving – og derfor bliver Deng indtil videre, hvor han er.

Faktisk er det farligt for alle at bevæge sig rundt i Sydsudan. I 2017 blev seks nødhjælpsmedarbejdere blev skudt og dræbt, da de skulle besøge et projekt i den østlige del af landet. Og siden borgerkrigen i Sydsudan brød ud i 2013 er 82 nødhjælpsarbejdere blevet dræbt.

Det gør Folkekirkens Nødhjælp i Sydsudan
  • Minerydning
  • Undervisning af skolebørn om farer ved gamle miner og granater
  • Virksomhedstræning til låne-spare-grupper
  • Uddeling af fiskenet
  • Undervisning i konserveringsteknikker til fisk
  • Psykosocialhjælp i flygtningelejre
  • Uddeling af kuponer, der kan veksles til mad og redskaber
  • Undervisning af lokale organisationer i bedre drift
  • Understøttelse af lokale fredskomiteer, der skal få stammerne til at lægge deres våben

Hjælp nu: Voldsomme oversvømmelser i Sydsudan

Kvinde ligger på gulv foran tavle på nedlagt skole

En kvinde på gulvet foran den tavle, der engang blev brugt til undervisning.

© Mikkel Østergaard

Alt er væk

Flere af væggene har store revner fra gulv til loft, og en muggen lugt blander sig med varmen udefra. Deng viser det, der engang var et klasselokale, men som nu er hjem for ham og hans familie. Alle borde og stole er væk. Kun en tavle i den ene ende af lokalet vidner om, at der engang sad børn modtog undervisning lige her.

Varmen gør det svært at trække vejret. Deng tørrer svedperlerne af sin pande.

“Vi vandrede gennem bushen i fire dage for at komme hertil. Det var især hårdt for de mindste børn at gå så langt, og vi var bange, for vi vidste ikke, hvem vi kunne risikere at møde på vejen derude”.

Før han flygtede, handlede Dengs liv om fisk og geder. Hver dag sejlede han ud på Nilen, fiskede og solgte sin fangst på det lokale marked. De penge, han tjente, brugte han på at købe geder og redskaber til at dyrke jorden omkring familiens hus. Nu har han ingenting. Alt blev brændt, da angrebet rullede ind over landsbyen.

“Hvordan skal jeg nogensinde få alt det tilbage”, siger han, mens han fægter opgivende med armene.

Dansede i tre dage

Deng stemte selv for selvstændigheden tilbage i 2011. Han var fortaler for, at Sydsudan endelig skulle løsrive sig fra det muslimske Sudan i nord, som man havde været en del af, siden englænderne gav Sudan selvstændighed i 1956. Det ville skabe ro til at være sig selv, sit eget land.

“Jeg havde ikke troet, at jeg skulle stå her i dag. Da vi fik selvstændighed, var vi så lettede. Vi troede, at vi endelig bare kunne få lov til at leve vores liv uden at være bange. Jeg kan huske, da nyheden om valgresultatet blev annonceret i 2011. Vi blev så glade. Ja, faktisk dansede vi i tre dage uden at sove”.

Deng griner lidt ved tanken om fejringen dengang. Dengang glemte de at sove, fordi de dansede af glæde, i dag sover de ikke af frygt for at blive dræbt. Det er ikke mere end et par dage siden, at en mand blev skudt lidt længere nede ad vejen, fortæller han uden at fortrække en mine.

”Vi diskuterer hele tiden, hvad vi skal gøre. Skal vi tage hjem, skal vi tage videre? Jeg frygter, at vi bliver dræbt, hvis vi tager hjem”.

Verdens skrøbeligste land

Deng gjorde som 98 procent af sine landsmænd i 2011: Stemte for selvstændighed. Selvom resultatet fra nogle valgkredse efterfølgende måtte annulleres, da der var mistanke om snyd, var tilslutningen til selvstændigheden slående. Sydsudan ville være sin egen. Det blev Sydsudan endeligt 9. juli 2011.

I dag er videoerne på YouTube et trist vidnesbyrd om de mange mennesker, der håbede på et bedre liv.

Det kan være svært at forstå, at der på seks år er sket så meget i Sydsudan. At den overvældende enighed om at ville være sit eget land, så hurtigt blev til en konflikt, der nu har kostet 50.000 mennesker livet, og sendt millioner af mennesker på flugt.

En situation, der betyder, at det amerikanske tidsskrift Foreign Policy i dag karakteriserer Sydsudan som verdens mest skrøbelige land. En liste, hvor Syrien ligger på femtepladsen.

Vokset op med krig

Afrim Bardoniqi er en stærk mand med et langt ansigt og et par smalle mørke øjne. Han kommer oprindeligt fra Kosovo og blev efter Balkan-krigene minerydder og har været det lige siden.

I dag er han leder af et minerydningshold for Folkekirkens Nødhjælp i Sydsudan – og så har han en fantastisk evne til at undgå hullerne på de ødelagte sydsudanesiske veje.

Afrim elsker at snakke, når vi kører gennem landskabet. Om Kosovo, om Sydsudan, om Angola, hvor han engang slog en sort mamba (Afrikas største giftslange, red.) ihjel med sine bare næver.

Afrim Bardoniqi er minerydder i Sydsudan. Oprindeligt er han fra Kosovo.

”Politikerne tænker kun på sig selv og deres stamme hernede, det er en skam”, siger han og tager hårdt i rattet for at undgå et hul i vejen.

Afrim vil ikke nævne nogen specifikke navne, men flere er især sure på landets præsident Salva Kiir.

”Det er jo klart, at samfundet ikke virker, der har ikke været andet end krig hernede. De er vokset op med det”, siger Afrim bestemt.

Afrim træder pludseligt hårdt på bremsen.

”Kan du se den traktor? De dyrker jorden her”.

Hans øjne lyser op, han ligner nærmest et barn, der lige har fået en gave.

”Jeg elsker at se, når de dyrker markerne. Når der sker noget helt almindeligt. En person, der dyrker en mark, det er sådan det burde være”.

Hvilken stamme er du fra?

For sydsudanesere er det at være en del af en stamme ligeså naturligt, som at solen står op i øst og går ned i vest. Det siger meget om, hvem man er.

En Dinka er stålfast og handledygtig, en Mundari er mere eftertænksom og snedig, fortalte en ung sydsudaneser.

Nogle steder i landet lever forskellige stammer side om side, og andre steder slås de med hinanden. Oftest opstår der konflikter omkring stammernes kvæg, og hvilke marker der tilhører hvem. Det har der gjort så længe, der har boet mennesker i regionen, fortæller Afrim, mens han stikker hovedet helt ned i en gammel granat, der gemmer sig i græsset.

”Den her er ladet og kan sprænge, hvis vi rører ved den. Vi skal lige have sat en indhegning op”.

To afrikanske piger
© Mikkel Østergaard

Med 62 forskellige stammer og kulturelle forskelligheder har det været lidt af en opgave for landets præsident, Salva Kiir, at samle sydsudaneserne under én fane. Under sin indsættelsestale i 2011 understregede han, at det nu var lige meget, hvilken stamme man tilhørte, nu skulle man først og fremmest være sydsudaneser.

Men det er lettere sagt end gjort. Salva Kiir kommer selv fra Dinka-stammen, som er den største stamme i Sydsudan. Han er øverstkommanderende i Det Sudanesiske Folks Befrielseshær (SPLA), som er den militære del af regeringspartiet, SPLM.

SPLM, der kæmpede for de kristne i den sydlige del af Sudan, blev oprettet under den første sudanesiske borgerkrig, der strakte sig fra 1955 til 1972. Her kæmpede de kristne i syd for at løsrive sig fra muslimerne i nord.

Det var en borgerkrig, der aldrig rigtig sluttede og blussede op igen i 1980’erne. Først i 2005 blev processen mod et selvstændigt Sydsudan startet. På det tidspunkt havde urolighederne mellem nord og syd kostet op mod to millioner mennesker livet.

To års fred

Det, der ellers lyder som en positiv forening af forskellige stammer, blev hurtigt til en bitter strid mellem Kiir og Machar. Kiir indsatte langsomt flere fra hans Dinka-stamme i højtstående stillinger, og beskyldninger om forskelsbehandling fløj gennem luften. Det kulminerede i 2013, da Kiir anklagede Machar for at ville begå et statskup mod ham.

Machar afviste beskyldningen og kaldte Kiir en diktator. Machar flygtede ud af Juba med en gruppe loyale soldater, og det var startskuddet til det, der i dag er en borgerkrig på fjerde år. Machar startede sin egen oppositionsbevægelse kaldet SPLA-IO. Kampene har spredt sig til det meste af landet. FN advarer om, at situationen kan ende i et folkedrab, som man så det i Rwanda i 1994.

Situationen har også fået FN til at kalde begivenhederne i Sydsudan for én af de værste menneskerettighedssituationer i verden.

”Det er alvorligt”, understreger Afrim.

”Nu har de ikke nogen fælles fjende længere, og så hopper de i totterne på hinanden”.

Kiir og Machar har flere gange forsøgt at nærme sig hinanden, og i april 2016 kom Machar tilbage til Juba for at genoptage sit virke som vicepræsident, men efter et par måneder brød kampene ud i Juba mellem Kiirs og Machars soldater.

Afrims stemme bliver højere og højere. Det går ham tydeligvis på. Me hvorfor arbejder han i et land som Sydsudan?

”Hver gang jeg fjerner en mine, er der én der ikke dør eller får sprængt benet af. Det giver mening”, siger han.

Minerydning i Sydsudan

Rigtig mange miner og gamle granater gemmer sig i jorden i Sydsudan efter mere end 50 år med krige og konflikter.

Folkekirkens Nødhjælp arbejder tæt sammen med lokalbefolkningen i landet, så minerne lokaliseres og detoneres på en sikker måde. Bare i 2017 er over 700 sprængfarlige elementer blevet uskadeliggjort.

Den enarmede syerske

Ikke alle har som Deng bosat sig i forladte bygninger som skolen i Malek. Lidt uden for byen Bor ligger én af FN’s syv civile beskyttelseslejre i Sydsudan. Det er ikke en klassisk flygtningelejr, men derimod en mere interimistisk lejr, som fokuserer på akut beskyttelse af befolkningen. Her kan sydsudanesere på flugt fra rivaliserende stammer komme i sikkerhed, få en presenning og rent vand. Lejren er omgrænset af en høj jordvold, og i hvert hjørne er der et vagttårn, hvor FN-soldater holder vagt.

Kvinde i Sydsudan har mistet sin arm af skudsår
Nyalit Both blev ramt af skud i armen under sin flugt fra en gruppe soldater.

Midt i lejren sidder Nyalit Both på 45 år sunket sammen på en grøn plastikstol i skyggen. Hun kan ikke holde sine tårer tilbage.

”Jeg ved ikke, hvor to af mine børn er i dag”, siger hun.

Hendes to børn på 12 og 15 år forsvandt, da borgerkrigen brød ud i 2013.

”Soldaterne kom til vores landsby og satte ild til det hele. De fangede min mand og mine to mellemste sønner på 17 og 19, tog dem med ned til floden og skød dem”.

I stedet for at bryde ud i gråd kigger Nyalit bare ud i luften. Hun husker flugten fra byen alt for godt. Hun blev selv ramt af flere skud fra et maskingevær på en pickup. Skudene gjorde uoprettelig skade på hendes venstre arm, som efterfølgende måtte amputeres.

Nyalit havde engang syv børn og en mand. Et barn døde af sygdom, to er måske et sted derude, to blev dræbt sammen med hendes mand ved floden i deres landsby, og to blev dræbt i Juba, da kampene brød ud. Nu har hun ingen… og ingenting.

”Jeg ved ikke, hvad der skal ske. Jeg ved ikke noget som helst”, siger hun.

At sy med én arm

Det eneste, Nyalit er sikker på lige nu, er, at hun gerne vil sy. Det fjerner hendes tanker fra de sidste fire år. Sammen med 15 andre kvinder går hun i en terapigruppe, der er støttet af Folkekirkens Nødhjælp, hvor kvinderne taler om deres oplevelser og bagefter syr tøj og tasker. Sammen.

Og sammenholdet er vigtigt for Nyalit. Mange af de kvinder, hun taler med, har også mistet deres mænd og børn. Mændene har de mistet, fordi han var soldat på den ene eller anden side eller fordi han tilhørte den forkerte stamme.

Selvom hun mangler en arm, kan Nyalit Both stadig sy.

”Det er rart at have nogen at tale med,” siger hun stille.

Nyalit rejser sig fra stolen til et lille område, hvor knap 20 manuelle symaskiner står på række. Det er her, de sidder under åben himmel og syr. Hun sætter sig ved en af maskinerne og giver sig til at sy.

Stoffet bliver lagt under nålen. Hun drejer hjulet for enden af maskinen med højre arm, nålen går ned, kommer op, og hun flytter stoffet, så det er klar til næste sting. Det er en langsommelig proces, men Nyalit fortsætter upåvirket.

”Jeg håber, at jeg kommer til at se mine børn igen, men det er i Guds hænder”, siger hun.

Hun flytter stoffet. Nålen går ned og kommer op.

”Men jeg tror det ikke”.

Ustabil situation

Da Sydsudan fik sin selvstændighed i 2011, fik landet også to tredjedele af Sudans oliefelter, og der blev derfor lavet en aftale med Sudan om, at olieledningerne skulle løbe gennem Sudan, og at Sydsudan skulle betale en afgift for at bruge dem.

Det skulle skabe et økonomisk incitament for begge parter til at udvikle et fredfyldt og økonomisk lukrativt samarbejde. Dog fik man aldrig aftalt, hvor stor denne afgift skulle være.

Samarbejdet udviklede sig derfor til et politisk slagsmål på tværs af den nye grænse mellem Sydsudan og Sudan. Et slagsmål, der i 2012 fik Sydsudans præsident, Salva Kiir, til at lukke ned for olieproduktionen i otte måneder. Et forsøg på at tvinge regeringen i Sudan i knæ.

Ingen penge ingen loyalitet

Men uden penge på lommen kom Salva Kiir i problemer. Op til selvstændigheden havde han brugt oliepenge til at købe loyalitet blandt sine politiske forbindelser, og de begyndte at røre på sig, da pengene ikke tikkede ind på kontoen.

Forladt vej i Bor cirka tre måneder efter borgerkrigen startede i Sydsudan. Billedet er taget i marts 2014.

På det tidspunkt stod olien for 98 procent (tal fra 2010, red.) af indtægterne på statsbudgettet, så Kiir havde ikke andre steder at gå hen for at kunne betale for deres loyalitet.

I flere politiske analyser kan man læse, at konflikten fik en etnisk karakter, bl.a. fordi Sydsudans hær består af mange fraktioner, som baserer sig på etniske tilhørsforhold. Altså hvilken stamme soldaterne kommer fra. Da pengene udeblev, begyndte de forskellige højtstående embedsmænd i militæret, Kiir og Machar inklusiv, at mobilisere sine tropper på baggrund af stammeforhold.

Argumentet, om at konflikten i Sydsudan udelukkende udspringer af en etnisk konflikt mellem landets stammer, synes at være forsimplet. Og mere et udtryk for en politisk kamp i landet. Går man rundt i FN’s beskyttelseslejr i Bor, er det også tydeligt, at folk ikke hader hinanden. Der bor medlemmer fra mange forskellige stammer side om side. Og de fortæller alle den samme historie: Vi vil hjem, og vi vil bare have lov til at leve vores eget liv.

Livet går videre

En kort køretur fra FN-lejren, hvor Nyalit bor, ligger et lille indhegnet området, hvor der står et par gule murstenshuse. Området ejes af den lokale hjælpeorganisation, ”Church and Development”, også kaldet C&D. Folkekirkens Nødhjælp arbejder tæt sammen med C&D.

C&D har mange aktiviteter i området. De uddeler fiskenet, giver psykologhjælp til kvinder som Nyalit og fremmer dialogen mellem stridende stammer.

Paul arbejder for C&D. Han siger, at de elsker deres land, og det er deres ansvar at skabe en fremtid.

”Det kommer til at tage tid, men hvad skal vi ellers gøre, vi må bare tage et skridt ad gangen. Og så er der det der med politik, det gider jeg slet ikke at tale om”, siger han og vifter et par fluer væk fra sin kaffe.

En eksplosiv fejring

Samtalen bliver pludselig afbrudt af skud fra maskingevær. Lyden kommer fra den anden side af vejen, og mit hjerte stopper næsten. En masse mænd hyler og synger, men stemmerne virker hverken vrede eller bange, bare glade.

”Det er et bryllup”, siger Paul og griner.

I Sydsudan er det helt normalt at affyre glædesskud i forbindelse med bryllupper.

Paul kigger ud gennem hegnet, kalder på et par kolleger, og sammen begiver vi os hen mod brylluppet. Vi bliver mødt af en stor gruppe mænd, der danser i en cirkel og hopper i takt. Mange af dem bærer våben. Macheter, spyd og geværer, som med jævne mellemrum skydes af.

Paul forklarer, at mændene fra gommens stamme er på vej over til brudens familie for at hente hende. Her vil mændene symbolsk bære kvinden ud af hendes forældres hus for at tage hende med hjem til gommens familie.

Raketfejring

Dansen foran brudens forældres hus bliver vildere og vildere. Alles tøj er gennemblødt af sved, som derfor klæber sig helt ind til deres slanke kroppe. Alle danser til lyden af en enkelt tromme, og flere støder til. Nu er hele stammen med, og kvinderne fra brudens familie tilslutter sig dansen og hyler i kor. De siger farvel, fortæller Paul.

Et kæmpe brag lyder tæt på. I græsset nogle meter fra brylluppet sidder en ældre mand på knæ. Han har svært ved at holde balancen. På den ene skulder hviler noget, der ligner et bredt afløbsrør i plastic. En hvid røg siver stille ud af røret. Det er en raketkaster, der normalt bruges til at skyde kampvogne med. 20 sekunder lyder et lille brag i det fjerne.

Den ældre herre rejser sig stille op og går videre, som om intet er sket. I mangel på bedre brugte han i dagens anledning raketten som fyrværkerierstatning til at fejre brylluppet.

”Det har jeg alligevel aldrig set,” siger Paul.

Han sger, at det er helt normalt at eje et våben i Sydsudan. Efter mere end 50 års stridigheder har de fleste familier et våben, som de bruger til at forsvare sig med, hvis det bliver nødvendigt.

Paul og resten af C&D arbejder med hjælp fra Folkekirkens Nødhjælp på at få stammerne til at lægge deres våben og i stedet starte en dialog om deres konflikter. Det er et skridt på vejen mod et roligere Sydsudan, forklarer Paul.

Dagen efter får vi at vide, at raketten slog ned i området omkring lufthavnen, og at ingen kom til skade. FN-soldaterne havde dog været forbi og anholde den ældre herre.

Flere problemer end bare våben

Våben er ikke det eneste problem i Sydsudan lige nu. I februar blev der erklæret hungersnød i den centrale del af landet, og FN anslår, at 100.000 sydsudanesere er i fare for at dø af sult i 2017, hvis ikke der gøres noget lige nu. FN har bedt det internationale samfund om ni milliarder kroner for at kunne stoppe det, de kalder ”verdens hurtigst voksende flygtningekrise”.

Det er penge, der skal bruges til akut nødhjælp i form af fødevarer til de allermest udsatte i landet. Indtil videre er kun 14 procent af det beløb blevet rejst.

Derudover kæmper landet med en kraftig inflation, som i perioder har været helt oppe på 800 procent.

”Vi bliver heldigvis betalt i dollars, på den måde er vores levevilkår mere stabile, men problemet for alle andre er, at deres penge forsvinder ud mellem hænderne på dem, inden de kan nå at bruge dem,” siger David, som også arbejder for C&D.

Sydsudans præsident Salva Kiir Mayardit deltog i gudstjeneste i St. Theresa-katedralen i Juba under folkeafstemningen om landets uafhængighed i januar 2011.

Salva Kiir har også inviteret til det, han kalder ”national dialog”. Her er det meningen, at landets stammer skal mødes og tale om Sydsudans tilstand og på den måde forhåbentligt lægge våbnene fra sig. Kiir er dog blevet kritiseret for ikke at invitere Riek Machar og SPLA-IO med til forhandlingsbordet. Flere tvivler på, at det skulle bringe en varig fred med sig.

“Folk er desperate”

Tilbage hos Deng og hans familie på den forladte skole har flere fra stammen sat sig under et højt træ, som skærmer for solens stråler. Det er sidst på eftermiddagen, og her sidder de og venter. På at komme videre, på at diskutere om man skal tage tilbage. Netop det spørgsmål beskriver meget godt den konflikt, mange befinder sig i. Hvor skal de tage hen?

“Det er slemt her, men jeg frygter for vores liv, hvis vi tager hjem”, siger Deng.

Deng er fra Dinka-stammen. Den rivaliserende stamme, der brændte Dengs landsby ned og slog to ihjel, hedder Mundari. Han fortæller, at der altid har været små-konflikter mellem de to, men at man før i tiden kunne tale om dem.

Kvinder, der er på flugt internt i Sydsudan, kan havne et sted som dette – en beskyttelseslejr drevet af FN.

“Vreden er blevet værre. Det er også måden, man taler om andre stammer på. Der er så meget had”.

Han ved ikke, hvorfor at situationen er spidset til, hvorfor de er begyndt at angribe hinanden. Men maden er knap, inflationen er tårnhøj, og du er heldig, hvis du finder et arbejde.

”Folk er desperate,” siger han.

Hvis Gud vil det

Tror Deng at det bliver bedre? Hvordan vil det Sydsudan hans børn vil vokse op i være? Deng smiler.

”Det bliver bedre, det er det eneste, jeg kan håbe på, hvis Gud vil det, så sker det, det er ikke kun op til os”.

Flere nysgerrige er stimlet sammen omkring os. “Khawaja” bliver der hvisket i krogene. Det sydsudanesiske ord for “hvid mand”.

“Du skal ikke tage dig af dem”, siger Deng og fortsætter: “Mange af dem har ikke set en som dig før”.

En ung kvinde har stået lyttet med på vores samtale. Hun præsenterer sig selv som Lona.

“I Sydsudan dræber vi hinanden. Det giver ikke nogen mening”.

Twitter LinkedIn Facebook