Karina trækker i sit beskyttelsesudstyr, tager sin minedetektor i hånden og går ud mod markerne. Der er ni grader, mudderet sidder fast under sålerne på hendes støvler, og foran hende er hektar efter hektar af marker, hvor eksplosive krigsrester kan ligge skjult. Hun er kun 20 år gammel, men det her er hendes hverdag.
Karina er født i Zhytomyr, men har boet i Mykolaiv siden hun var 4 år. Det var også her i byen, hun havde sine første overvejelser om, hvordan hun selv kunne gøre en forskel.
Da Krimhalvøen blev besat i 2014 var jeg 9 år. Jeg kunne ikke fysisk bidrage med noget dengang, men jeg vidste, jeg ville hjælpe,
I skolen lavede hun tegninger til soldaterne, hjalp med at hente pakker og forsøgte at være en del af den ukrainske modstandsbevægelse, så vidt det nu engang var muligt for et barn.
Da Rusland invaderede Ukraine i 2022, vidste Karina med sikkerhed, at hun skulle have et arbejde, hvor hun kunne hjælpe andre. Det var sådan, hun lærte om minerydningsarbejdet og sidenhen blev en del af Folkekirkens Nødhjælps minerydningshold i Ukraine.
“Jeg tænkte ikke, de ville vælge mig – jeg var jo kun 19 år. Men jeg havde færdiggjort alle kurserne og læst alt, hvad der var at læse, så jeg kom med på holdet,” fortæller hun.
I en park i Mykolaiv gav Karinas minedetektor en dag et stærkt signal. Hun havde opdaget et skjult våbendepot.
Jeg gravede, og pludseligt så jeg et stykke stof, en plastikpose og en grøn taske. Mine knæ begyndte at ryste. Jeg vidste ikke, hvad jeg havde fundet. Jeg kaldte med det samme på min holdleder. Det viste sig at være otte granater og noget ammunition. Nogen havde gemt det og markeret et træ i nærheden.
Da krigen brød ud i 2022, befandt Karina sig i sin mors landsby tæt på Mykolaiv. En morgen vågnede hun ved at telefonen ringede. Rusland havde invaderet Ukraine.
Jeg kunne ikke forlade Ukaine. Min familie er her – min mor, mine bedsteforældre, min søster og hendes nyfødte barn. Det værste øjeblik var da vores landsby blev angrebet af klyngevåben. Vi gemte os i kælderen og gik igennem det hele sammen. Det var så skræmmende.
Efter Karinas landsby blev angrebet, kunne hun for alvor se vigtigheden i at få ryddet jorden for de eksplosive rester fra krigen. I dag rydder Karina miner, så landet igen kan blive et sikkert sted for børn, folk i landbruget, familier og dyr.
