For mange børn er barndommen blevet et livsfarligt minefelt. Når de færdes omkring deres hjem, er det ikke legetøj, de møder på deres vej – det er miner, klyngebomber og ueksploderet ammunition.
Folkekirkens Nødhjælp arbejder for at give dem deres barndom tilbage. Vi rydder miner, beskytter familier og sikrer adgang til nødhjælp i verdens farligste områder. For intet barn skal frygte, hvor de sætter deres fødder.
Hvad koster det at rydde jord for bomber?
For kun 17 kroner kan Folkekirkens Nødhjælp rydde en kvadratmeter for bomber i Syrien. Hver kvadratmeter er et skridt mod at gøre skoler og legepladser sikre igen.

Syvårige Sura mistede benet til en bombe, da hendes hjemby i Sudan blev angrebet. Nu bor hun i en flygtningelejr med sine bedsteforældre, mens hendes forældre arbejder en dagsvandring væk. Miner og ueksploderet ammunition ligger spredt rundt om på jorden i de områder, hvor befolkningen går rundt.
I lejren deltager Sura og hendes bedsteforældre derfor i Folkekirkens Nødhjælps såkaldte EORE træning. EORE står for ‘Explosive Ordnance Risk Education’. Her lærer familien, hvad de skal gøre, når der er risiko for at støde på en mine eller ueksploderet ammunition.

