PRIDE: Styrket politisk deltagelse for LGBTIQ+-personer i Nepal
Selvom Nepal har vedtaget nogle af Sydasiens mest progressive lovgivninger om rettigheder for seksuelle og kønsmæssige minoriteter, oplever mange LGBTIQ+-personer fortsat diskrimination, stigmatisering og begrænset adgang til politisk indflydelse. Mange frygter social udstødelse og holder sig derfor væk fra politiske processer og beslutningsfora. For der er langt fra Kathmandus pulserende liv til de små landsbyer i bjergene, hvor mere traditionelle kønsroller stadig hersker.
For at styrke inklusion og demokratisk deltagelse gennemfører Folkekirkens Nødhjælp sammen med lokale partnere projektet PRIDE – Promoting Rights, Inclusion, Dignity and Enhanced Political Participation of LGBTIQ+ Individuals in Nepal.
Stærkere stemmer og større indflydelse
PRIDE arbejder for, at LGBTIQ+-personer og civilsamfundsorganisationer får bedre muligheder for at påvirke beslutninger på både lokalt, regionalt og nationalt niveau. Projektet styrker organisationers kapacitet til at arbejde med fortalervirksomhed, dokumentation og politisk dialog samt skaber bedre samarbejde mellem civilsamfund, myndigheder og politiske partier. For Folkekirkens Nødhjælp er det at insistere på alle menneskers lige rettigheder nemlig centralt. Retten til at kunne engagere sig demokratisk og føle sig hørt og anerkendt er helt afgørende.
Samtidig bidrager projektet til at skabe et stærkere vidensgrundlag om de barrierer som LGBTIQ+-personer møder i det politiske system. Denne viden bruges til at fremme mere inkluderende politikker og handlinger hos myndigheder og politiske partier. På den måde har projektet ikke bare en her-og-nu virkning, men skal også sikre, at man fra myndighedernes side fremover har blik for, hvordan man sikre inklusion af minoriteter i det politiske arbejde.
Lokale partnerskaber skaber forandring
Projektet gennemføres i samarbejde med de nepalesiske organisationer Blue Diamond Society, Federation of Sexual and Gender Minorities Nepal og Nepal Voter’s Rights Forum. Sammen arbejder partnerne for at styrke rettigheder, værdighed og politisk repræsentation for LGBTIQ+-personer i fire provinser i Nepal.
Projektet forventes at nå mere end 100.000 mennesker direkte og indirekte gennem træning, oplysning, forskning, dialogaktiviteter og fortalervirksomhed.
Gennem PRIDE arbejder Folkekirkens Nødhjælp og lokale partnere for et mere inkluderende demokrati, hvor alle mennesker – uanset kønsidentitet eller seksuel orientering – har mulighed for at blive hørt og deltage på lige fod i samfundets beslutningsprocesser.