Viktoriia Shynkar, 37 år

Fra frisør til minerydder
“Selvfølgelig er det vigtigt at klippe folks hår. Selv soldater har brug for en klipning. Men i princippet kan de jo klippe deres eget hår – det behøver de ikke mig til.”
Viktoriia Shynkar havde arbejdet som frisør hele sit voksne liv. Hun var vokset op i sin mors salon og havde praktisk talt fået faget ind med modermælken. Hun levede et helt almindeligt liv med mand og barn og satte aldrig spørgsmålstegn ved, om livet kunne være anderledes. Men da Rusland invaderede Ukraine i 2022, begyndte en murrende følelse at rumle i maven.
Jeg gik på arbejde hver dag og følte, at der manglede noget. Jeg mærkede en længsel efter at gøre noget, der støttede op om Ukraine – om det så var at flette camouflagenet eller hjælpe med at rydde op efter angrebene.
“Jeg gik på arbejde hver dag og følte, at der manglede noget. Jeg mærkede en længsel efter at gøre noget, der støttede op om Ukraine – om det så var at flette camouflagenet eller hjælpe med at rydde op efter angrebene,” forklarer hun.
En dag kom en af stamkunderne ind i hendes salon og fortalte, at han var blevet minerydder. Han talte så passioneret om det, at hun besluttede sig for at prøve det. Så hun sagde sit trygge job op og søgte et nyt hos Folkekirkens Nødhjælp. Og hun har ikke fortrudt det ét sekund:
“Jeg kan virkelig godt lide arbejdet med at rydde jorden med metaldetektorer. Jeg har fået mange nye venner, og jeg er blevet mere modig. Og når jeg finder noget eksplosivt fra en bombe, og det så bliver destrueret … så er området jo sikkert bagefter! Folk kan bruge jorden, dyrke afgrøder eller arbejde der. Det giver tilfredshed og ro at vide, at jeg ikke har spildt min dag.”
“Ja, jeg sidder i mudder og jord i stedet for i den lune salon, og nogle gange arbejder jeg i regnvejr, men jeg kan lide det. Måske har jeg altid været sådan, måske har krigen gjort noget ved mig. Men jeg tror, at mange kvinder i Ukraine tænker som mig: at de gerne vil hjælpe deres land.”
Viktoriia kan ikke forestille sig nogensinde at vende tilbage til sit gamle liv. For hun elsker sit nye job, og det kommer til at tage årtier, før Ukraines jord er ryddet.
“Tidligere tænkte jeg ikke over livets store spørgsmål. Men når sådan noget her sker, begynder man at tænke over, om det liv, man lever, egentlig er det liv, man ønsker. Om noget kan være anderledes. Måske har jeg fået en ny chance for at ændre mit liv.”
Vil du høre flere historier som Viktoriias? Lyt til fem andre kvinders historier






