Olena Shpytsia, 33 år

0:00 / 0:00
DSCF3152.jpg

Fra bogholder til minerydder

Der mangler aldrig samtaleemner omkring køkkenbordet hjemme hos familien Shpytsia. Både fordi Olena og Victor elsker at tale sammen. Og også fordi de deler den samme passion: at rydde Ukraines jord for miner og bomberester, så den kan blive sikker igen.

Som forældre drømmer vi om, at vores børn skal kunne gå ture, tage på udflugt, i skoven og på picnic – og at det skal være sikkert for dem. Det er nok vores største motivation for at arbejde som mineryddere.

“Som forældre drømmer vi om, at vores børn skal kunne gå ture, tage på udflugt, i skoven og på picnic – og at det skal være sikkert for dem. Det er nok vores største motivation for at arbejde som mineryddere,” forklarer 33-årige Olena.

Det var Victor, der først fik øje på Olena for 12 år siden. Hendes billede blev ved med at poppe op som et anbefalet venneforslag på Facebook, og han syntes, hun så skøn ud. Efter et par måneder tog han mod til sig og skrev til hende. Der gik noget tid, før hun svarede, men da de endelig mødtes, slog det bare klik.

“Jeg kunne straks mærke, at han var en god mand, og at det skulle være os to,” fortæller hun.

De første år var lykkelige. Olena og Victor blev gift og fik et barn. Hun arbejdede som bogholder i en virksomhed, han som afdelingschef i kommunen. Men med Ruslands fuldskalainvasion af Ukraine i 2022 ændrede hverdagen sig drastisk.

“Der er kommet en konstant bekymring, frygt og uro ind i vores liv, som ikke var der før. Især i forhold til børnenes sikkerhed,” fortæller Olena.

Victor fik job som minerydder, mens Olena var på barsel. Hver aften kom han hjem og fortalte begejstret om arbejdet. Det lød så spændende og meningsfuldt i hendes ører, at hun fik lyst til at prøve det samme. Og Victor bakkede hende straks op.

“Vi har en bekendt, som trådte på en bombe i vejkanten, da han gik tur i skoven, og han mistede et ben. Den slags sker jævnligt her i Ukraine. Det er jo frygteligt.”

I dag arbejder de begge for Folkekirkens Nødhjælp. Som ægtepar må de ikke være i samme team. Men de går begge op i det med liv og sjæl, og de forstår hinandens hverdag bedre end før i tiden. Og så kan de følges frem og tilbage til arbejde. Det betyder meget for dem begge:

“Jo mere tid vi har sammen, desto bedre,” smiler Olena.

Vil du høre flere historier som Olenas? Lyt til fem andre kvinders historier