Karina Palamarchuk, 21 år

Fra veterinærsygeplejerske til minerydder

“Jeg husker min barndom som meget lykkelig. Jeg kunne altid mødes med mine venner og gå ture uden frygt for angreb. Dengang var livet smukt. Jeg forestillede mig, at jeg ville få et roligt liv og skabe min egen familie, når jeg blev voksen. Men sådan blev virkeligheden desværre ikke.”

Karina Palamarchuk var kun ni år gammel, da Krim blev invaderet i 2014. Men hun lovede sig selv, at hun ville være med til at kæmpe for sit land, når engang hun blev stor.

Da hun som 18-årig blev færdig med skolen, startede hun som veterinærsygeplejerske på en dyreklinik. Det var hendes ultimative drømmejob, for hun elsker dyr – især katte, som hun fik lov at nusse og pleje det meste af dagen. Men allerede et år senere sagde hun op for at holde det løfte, hun havde givet til sig selv som lille pige.

“Jeg havde slet ikke lyst til at forlade mit job. Men jeg havde et stærkt ønske om at blive en del af Ukraines kamp. Som minerydder gør jeg en indsats for befolkningens sikkerhed. Det er vigtigere end min kærlighed til dyr lige nu.”

Luftalarmer og nedlukninger har taget alt for meget af Karinas ungdom, og hun føler sig ofte alene. Hendes tætteste veninde er flygtet til udlandet. Og hendes storebrødre, gudfar og mange af vennerne er ved fronten.

“Selv min kæreste er soldat. Han er hjemme lige nu, fordi han er såret. Men ellers har vi skullet vænne os til at være langt fra hinanden, både fysisk og følelsesmæssigt. Det er meget svært. Jeg savner én ved min side, der kan støtte mig og være der for mig.”

Hver dag tænker Karina, at hendes liv som 21-årig ikke burde være sådan her. Hun savner at rejse frit. At sove roligt om natten. At arbejde med dyr hele dagen. Men mest af alt savner hun at give sin ældste storebror et kram. Han blev dræbt i krigen for en måned siden, og smerten er ubeskrivelig.

“Det er svært at forklare med ord, hvor frygtelig situationen er i Ukraine. Krigen er forfærdelig, og det har den været fra dag ét. Det eneste, jeg drømmer om, er, at den snart må slutte, så jeg kan begynde at skabe den familie, jeg drømte om som barn. For mig er et hjem ikke bare et sted med fire vægge. Det er et sted, hvor jeg kan føle mig sikker. Ukraine er mit hjem – og som minerydder gør jeg, hvad jeg kan, for at vi alle kan være trygge og bevæge os frit.”

Vil du høre flere historier som Karinas? Lyt til fem andre kvinders historier