Hanna Ivannikova, 38 år

Fra tøjdesigner til minerydder

En dag, da Hanna Ivannikova fulgte sin femårige søn hjem fra børnehaven, kiggede han op på hende og spurgte:

“Mor, er dit arbejde ikke farligt?”

“Jo, det er det,” svarede hun. “Hvorfor spørger du?”

Det viste sig, at børnene i børnehaven havde talt om farlige job. Den lille dreng havde stolt berettet, at hans mor ryddede miner på markerne.

“Det rørte mig, at selv et barn forstår, hvor vigtigt dette arbejde er. Også selv om det kan være farligt,” siger hun.

Hanna har i mange år arbejdet med at designe tøj og mønstre. Men under sin barsel for fire år siden faldt hun over en annonce, der opfordrede folk til at søge job som minerydder. Tanken ville ikke slippe hende:

“Der var brug for mig. Jeg vejede længe fordele og ulemper op mod hinanden ved at skifte min sikre karriere ud med et farligt, udendørs arbejde. Men jeg besluttede til sidst, at det var det, jeg ville,” fortæller hun.

Hanna er altid bevidst om risikoen ved at arbejde i områder, hvor jorden er fyldt med miner og ueksploderet ammunition:

“Jeg kan ikke sige, at jeg ikke er bange. Men frygten er en naturlig del af min selvopholdelsesdrift. Den hjælper mig til altid at følge alle regler og procedurer, så arbejdet er sikkert,” forklarer hun.

Derfor føler hun, at hun har kontrol over sikkerheden, når hun arbejder. Det giver hende en fornemmelse af styrke og handlekraft. Helt modsat de følelser, der rammer hende, når der er luftangreb, og hun hverken kan kontrollere eller forudsige farerne:

“Hver eneste dag bekymrer jeg mig for, om der overhovedet kommer et i morgen for mig og min familie. Jeg forsøger at være stærk og nærværende og give min søn de gode oplevelser, som han har brug for. Men det er svært, når der hele tiden flyver droner over os, og vi kan høre eksplosioner rundt om i byen. Nogle gange må jeg tage en maske på og smile for hans skyld, så han ikke skal overtage min bekymring.”

Arbejdet som minerydder hjælper Hanna med at dæmpe den indre uro.

“Det hjælper at vide, at det, jeg gør, er utroligt vigtigt. Det giver mig drivkraft og håb.”

Vil du høre flere historier som Hannas? Lyt til fem andre kvinders historier