Hanna Kudriavtseva, 31 år

Fra politiefterforsker til minerydder

I det øjeblik, Ukraine blev invaderet i 2022, besluttede Hanna Kudriavtseva sig for at gøre noget for at bakke op om sit land. I næsten et årti havde hun arbejdet som efterforsker hos politiet i sager om drab og vold. Men nu kunne hun mærke, at der skulle noget mere til fra hendes side:

“Da jeg som 18-årig søgte ind i politiet, aflagde jeg en ed om troskab mod folket. Intet har ændret sig siden, og derfor besluttede jeg mig for at blive minerydder. Vores jord, marker og skove er fyldt med alle mulige former for eksplosive bomberester, der gør det farligt for især børn at gå rundt. Mit arbejde er med til at give familierne mere tryghed, så de ikke behøver rejse til udlandet,” forklarer hun.

I stedet for at trække i politiuniformen ifører Hanna sig hver morgen et tungt lag af beskyttelsesudstyr. Det meste af arbejdsdagen går med minutiøst at undersøge jorden med en metaldetektor. 43 gange har hun været med til at finde rester af klyngebomber, og hver gang er der gået et sug af lettelse igennem hende. For hver eneste bombe kunne have slået en landsmand ihjel.

Men det er ikke kun jobbet, der har ændret sig for Hanna. Krigen har fundamentalt ændret hele hendes tilværelse:

“Følelsen af sikkerhed er fuldstændig forsvundet fra min hverdag. Tidligere tog jeg ofte i skoven i dagevis uden telefon, men det kan jeg ikke længere. Jeg kan ikke være uden forbindelse til mine nærmeste, for jeg bekymrer mig hele tiden om dem – og de om mig. Jeg er nødt til at følge med i nyhederne, og jeg skriver til dem straks, hvis der er sket et større angreb.”

Hanna har mange venner og bekendte, som gør tjeneste ved militæret. Nogle af dem er allerede døde – blandt andet har hun mistet sin barndomsven og sin første kærlighed:

“Mine følelser svinger meget, fra had til fjenden til kærlighed til Ukraine. Men det er vigtigt, at hadet ikke får overtag i min sjæl. At bevare min menneskelighed og medfølelse. I begyndelsen var jeg bange for at blive hård, men jeg tror nærmere, jeg er blevet mere empatisk. Jeg græder oftere. Først kunne jeg ikke lide det, for jeg havde en idé om, at jeg skulle være stærk. Men med tiden har jeg tilladt mine følelser at være der. Og jeg ved med sikkerhed, at jeg er på min rette plads her i Ukraine lige nu.”

Vil du høre flere historier som Hanna? Lyt til fem andre kvinders historier