Veronikas rejse mod sikkerhed
Den støvede jord i Rhino-flygtningelejren i West Nile-regionen i det nordlige Uganda føles langt fra storbyen Khartoum i Sudan, hvor 30-årige Veronika Simon og hendes familie boede for blot et år siden.
Ligesom millioner af andre sudanesere blev hun tvunget til at flygte fra borgerkrigen i Sudan, og i januar 2025 ankom hun til Uganda.
Veronika flygtede med sine børn – Maria på 12, Regina på 10, Rebecca på 5 og Peter på 14 måneder, som hun fødte under flugten.
Med sig havde hun også sin lillesøster Sarah på 17 og deres tre små brødre, Simon på 15, Steven på 14 og Juma på 9. Deres 14-årige fætter, som også hedder Steven, flygtede også sammen med dem.
En barsk flugt med mange tab
Flugten sidder stadig i deres kroppe. Sarah husker, hvordan FN hjalp dem med at gemme sig i en lastbil, der normalt blev brugt til dyr: ”Vi var mindst hundrede mennesker klemt sammen i varmen. Alle var bange. Vi levede af kiks i to uger,” fortæller hun.
Maria nikker stille. Hun husker lugten af sved, frygten og stilheden – for hvis de blev opdaget af soldaterne, kunne det betyde døden.
Juma tilføjer: ”Vi måtte flygte uden noget. Jeg kom bare i det tøj, jeg havde på.”
Flugten efterlod Veronika alene med ansvaret for hele familien. Undervejs blev hendes mand dræbt af soldater: ”De skød ham foran mig. Først skød de og bagefter dræbte de ham med en kniv,” siger hun og sænker blikket.
Samtidig blev hun og hendes yngre søskende adskilt fra deres forældre under flugten. Siden da har de ikke hørt fra dem.
Jeg savner mine forældre. Vi ved ikke, om de er i live. Det gør mig stresset at tænke på.Simon, 15 år
Fra flugt til håb
Det nytter
For 150 kroner kan Folkekirkens Nødhjælp give kontanter til mad, så et barn i Uganda har mælk, grøntsager og frugt nok til en måned
I dag er familien i sikkerhed fra vold og blodige kampe, men livet i Rhino-lejren er hårdt. Her bor knap 200.000 mennesker på flugt, primært fra Sydsudan, DR Congo og Sudan. Langt de fleste er afhængige af humanitær hjælp og får ikke nok at spise.
Den første tid i lejren var det også tilfældet for familien: ”Nogle dage spiste vi slet ikke,” fortæller Veronika.
Men efter et par måneder begyndte tingene at ændre sig. Veronika blev en del af Folkekirkens Nødhjælps projekt, støttet af Danmarks Indsamling og Novo Nordisk Fonden.
Hun modtog 82.000 ugandiske shilling om måneden i et halvt år – cirka 150 kroner – og fik frø til klimaresistente og hurtigt voksende afgrøder, viden om sund og nærende mad og hjælp til at dyrke en køkkenhave.
Det har ændret mit liv, nu kan vi spise to-tre gange om dagen, og jeg kan dyrke tomater, majs og andre grøntsager.Veronika
Hun har også købt to høns og lejet et lille stykke jord, hvor hun kan dyrke endnu flere grøntsager.
Manglen på vand
Selv med hjælpen er hverdagen stadig præget af udfordringer. Manglen på vand er et stort problem i lejren.
En vandtank på 10.000 liter bliver fyldt én gang om ugen, men efter to-tre dage er den tom, fordi næsten 600 familier deler den. Resten af tiden må børnene hente vand i en bæk en halv times gang fra hjemmet.
”Vi får sår og infektioner af det mudrede vand,” fortæller Simon og viser et sår på benet.
Skole er nøglen til fremtiden
Det, der bekymrer børnene mest, er dog ikke maden og vandet, men skolen. Det koster 45.000 ugandiske shilling – cirka 83 kroner – at sende et barn i skole i et helt år.
Børnene går i øjeblikket i skole, og de elsker det. Men de er bekymrede for, om de har råd til at fortsætte:
”Vi er før blevet sendt hjem fra skole, fordi vi ikke havde betalt,” fortæller Sarah, 17, og tilføjer: ” Hvis vi ikke går i skole, har vi ingen fremtid.”
Maria på 12 stemmer i: ”Jeg er bange for, at jeg aldrig får lov til at gå til eksamen.” Hun drømmer om at arbejde på et kontor, når hun bliver voksen.
Steven på 14 deler også den drøm: ”I Sudan talte vi arabisk i skolen. Nu er alt på engelsk, og det er svært. Men jeg vil tvinge mig selv til at lære, så jeg kan få et kontorjob.”
Regina på 10 smiler, da hun fortæller om sin drøm:
”Jeg elsker at gå i skole. Jeg vil være præst og skabe håb gennem tro.”
Veronikas håb
Midt i børnenes håb og drømme står Veronika, der forsøger at holde sammen på familien. Hun knokler i sin køkkenhave og håber at kunne købe flere høns, så hun kan sælge æg. Hun vil også gerne købe geder.
”Mit håb er, at mine børn får en uddannelse og en bedre fremtid.”
Når hun bliver spurgt, om hun savner Sudan, ryster hun på hovedet: ”Jeg tænker ikke på mit land nu – det er ikke sikkert. Jeg savner mange ting fra før krigen brød ud. Dengang var livet godt, og vi havde penge. Men nu kan jeg ikke vende tilbage. Her er jeg glad, for jeg hører ikke skud.”
Fakta
Uganda er det land i Afrika, hvor der bor flest flygtninge: 1,8 millioner. Størstedelen bor i West Nile-regionen, hvor klimaforandringer, stigende madpriser og mange mennesker på lidt plads skaber akut mangel på mad og ressourcer. Hjælpen til området er faldet de seneste år, og flere organisationer har måttet trække sig, fordi opmærksomheden er rettet mod andre kriser.
Folkekirkens Nødhjælp er blandt de få, der stadig arbejder i West Nile. Med støtte fra Danmarks Indsamling hjælper vi både flygtninge og ugandere med at få adgang til sund og nærende mad. Det sker ved at introducere nye klimaresistente afgrøder til familierne, og de får også hjælp til køkkenhaver, så flere kan dyrke deres egne grøntsager. Samtidig bliver der også uddelt kontanter, så familierne selv kan købe det, de har brug for.
