Achuei vinker til den tætpakkede lastbil, da den sætter i gang. Blandt passagererne er hendes seks børn. Den ældste er 11 år gammel – den yngste er ikke engang to.
Børnene er helt alene. Blandt en masse fremmede. Tanken gør ondt langt ind i hendes hjerte. Men krigen nærmere for hver dag, der går, og hun tør simpelthen ikke lade børnene blive i Sudan.
Det er foråret 2025. Achuei har kun råd til seks billetter ud af landet. Hun kan ikke lade et af børnene blive tilbage. Derfor står hun selv tilbage, mens lastbilen forsvinder i støvet.
Afskeden er noget af det sværeste, hun nogensinde har prøvet. En mors værste mareridt. Og tankerne farer rundt i hovedet på hende: Når de mon frem til grænsen? Vil de få noget at spise? Får hun nogensinde børnene at se igen?
Men krig tvinger mennesker ud i desperate valg. Det ved Achuei alt for godt – for det er ikke første gang, hun har stået i denne situation.
Vil du hjælpe kvinder som Achuei?
Vær med til at samle penge ind til Folkekirkens Nødhjælps landsindsamling søndag den 8. marts 2026.
Soldaterne er på vej
11 år tidligere er Achuei gravid i syvende måned med sit første barn. Hun har levet hele sit liv i landsbyen Nyongkuach i Sydsudan. Her kæmper mange mennesker imod fattigdom, men de fleste klarer sig selv, og ellers hjælper naboerne hinanden, som man altid har gjort her på egnen.
Det er kun et par år siden, at Sydsudan løsrev sig fra Sudan og blev en selvstændig stat. I begyndelsen var folk ekstatiske og havde store håb for fremtiden. Men så begyndte generalerne at kæmpe om magten, og borgerkrigen brød ud.
Der går vilde rygter i landsbyen om, at soldaterne er på vej. De vil slå alt og alle ihjel, ligesom de har gjort andre steder længere nede ad floden. I panik pakker folk, hvad de kan bære af sengetøj og køkkenudstyr. Resten er de nødt til at efterlade.
Achuei kommer afsted med en stor gruppe på mere end hundrede landsbyboere. De flygter til fods.
Nogle få af de ældste bliver tilbage. Få dage senere er de dræbt, og landsbyen brændt ned til grunden.
Til fods gennem bushen
Én tanke kører konstant rundt i hovedet på den højgravide Achuei, mens hun slæber sig gennem bushen:
”Hvordan påvirker det her mit ufødte barn? Bare jeg ikke mister det!”
Hver anden dag er de på farten, og hver anden dag holder de hvil. De mindste børn er tæt på at bukke under, og Achueis væskefyldte krop skriger på at ligge ned. Men det er ikke en mulighed. Soldaterne kan være lige bag dem.
Efter to uger når de endelig frem til grænsen til Sudan.
”Nu er mit barn i sikkerhed,” tænker hun lettet.
Her er lægehjælp og organisationer, der deler mad ud. Nu kan livet kun blive bedre.
Den stolteste dag
Efter mere end et årti i en flygtningelejr er Achueis håb om et bedre liv i Sudan fuldstændig slukket. Som sydsudaneser må hun ikke bevæge sig frit rundt, og hun kan ikke tage et rigtigt arbejde.
”Hvad vil I her? Tag hjem til jeres land, I ville jo selv være selvstændige,” råber sudaneserne til hende og hendes landsmænd.
Hun føder seks børn i lejren, og det er en daglig kamp at give dem nok at spise. Men hendes ældste søn kommer i skole – noget, hun aldrig selv har prøvet. Den dag, han rykker op i anden klasse, er en af de stolteste i hendes liv.
Achuei drømmer om at vende hjem til sine fødeegn. Men selv om borgerkrigen i Sydsydan officielt bliver afsluttet i 2018, lurer konflikten lige under overfladen. Hun synes, at det er for farligt at tage børnene med tilbage.
Lige indtil en ny og ekstremt blodig borgerkrig bryder ud – denne gang i Sudan.
Tør ikke vente længere
For hver dag der går, bliver situationen i flygtningelejren mere og mere ustabil. Til sidst beslutter Achuei sig for, at det er mere sikkert at vende hjem til Sydsudan.
Men rejsen er dyr for en flygtningefamilie på syv. Achueil har forsøgt at tjene penge ved at tage forskellige småjobs. Men til sidst tør hun ikke vente længere. Og derfor står hun nu ved lastbilen og vinker farvel.
Hun tager afsked og lukker ned for sine følelser. Der er ikke andet at gøre end at kæmpe videre, hvis ikke de alle sammen skal dø.
Den næste måned er hård. Der er ingen livstegn fra børnene, og hun tænker på dem konstant.
Endelig får hun sparet nok op til, at hun kan rejse efter dem.
Tårevædet gensyn
”Mor! Moooor! Jeg troede aldrig, jeg skulle se dig igen.”
Achuei er lige blevet sat af ved flodbredden i grænsebyen Renk mellem Sudan og Sydsudan, da hun hører sin ældste søns jubelråb.
Han kommer stormende imod hende med tårerne løbende ned ad kinderne. Det er svært ikke selv at græde.
Achueis plan er lykkedes. Alle hendes børn er i live. De har boet hos slægtninge her i byen, mens de har ventet på hende. De er sultne, for mad er en mangelvare. Ellers er alle i god behold, og hun kan endelig ånde lettet op.
Familien bliver i Renk i en måned, inden de tager videre mod Achueis gamle landsby, Nyongkuach. Men også her er alt forandret, siden hun flygtede i 2013.
Alt for mange kriser på én gang
Efter at landsbyen blev brændt ned, stod den forladt i årevis. Området har skiftet hænder mange gange i løbet af borgerkrigen, og hver gang er de civile blevet dræbt.
Borgerkrigen sluttede officielt i 2018, men konflikten ulmer stadig lige under overfladen. Det har store konsekvenser for indbyggerne i Nyongkuach. For eksempel er det for farligt at fragte mad og materialer hertil via flodvejen. Alt skal derfor flyves hertil, og det gør det både svært og ekstremt dyrt at genopbygge et samfund fra grunden.
Naturen har også forandret sig, siden Achuei var barn. Der var også oversvømmelser dengang – men slet ikke som i år, hvor klimaforandringerne har fået floden til at gå så voldsomt over sine bredder, at hele landsbyer står under vand. Alle afgrøder i miles omkreds er ødelagt, og ingen har nok at spise.
En amerikansk støttet NGO stod for vandforsyningen indtil for nyligt. Men da Donald Trump kom til magten i januar 2025, og store dele af den amerikanske bistand med et pennestrøg forsvandt, var der ikke mere rent vand. Nu har folk ikke andet valg end at drikke det beskidte flodvand, og sygdomme som kolera og diarré spreder sig blandt børnene.
Samtidig kommer der flere og flere mennesker til. Ligesom Achuei er de på flugt fra krigen i Sudan, eller fra oversvømmelser og kampe andre steder i Sydsudan. De skal alle have del i de knappe ressourcer.
Achuei aner ikke, hvordan hun skal brødføde sine børn. Men for en gangs skyld tilsmiler heldet hende en smule.
En drøm om at klare sig selv
Achuei og børnene har kun været i Nyongkuach i få dage, da de møder folkene fra Nile Hope – en lokal organisation, der kæmper for at hjælpe folk i det nordlige Sydsudan.
De er netop er gået i gang med et stort projekt sammen med Folkekirkens Nødhjælp, hvor de over nogle måneder jævnligt giver små pengebeløb til de familier, der har det allersværest. Og de spørger, om Achuei vil være med.
Tre gange i løbet af efteråret 2025 får Achuei, hvad der svarer til 650 kroner udbetalt på et hvidt plastikkort, som kan bruges i de lokale butikker. Det er nok til mad og det allermest nødvendige. Det er nok til en ny start.
Når regntiden er ovre, vil Achuei gå i gang med at plante en køkkenhave. Forhåbentlig er det nok til, at hun og børnene kan klare sig selv. Og måske bliver der råd til at få børnene i skole.
Men mest af alt drømmer hun om fred. Et stille og roligt liv, hvor familien ikke behøver være bange for soldater og konflikt. Hvor de forskellige folkeslag i Sydsudan kan leve sammen som gode naboer.
Achuei håber, at hun aldrig mere bliver tvunget væk fra sine børn. Det burde ikke være for meget at bede om.
