Han går over sandbankerne. Nogle gange er han nødt til at tage skoene af for at passere de små vandløb, der spreder sig som spindelvæv i det flere hundrede meter brede flodbassin. Lige nu er det vinter og tørkeperiode, og han går rundt på bunden af den næsten udtørrede flod. Men når monsunen igen omdanner tørke til oversvømmelse, vil vandet rejse sig mindst 15 meter over hans gamle hoved med det sølvgrå hår.
Når monsunen kommer, vil floden Donda sandsynligvis igen gå over sine bredder, æde endnu flere marker og ødelægge endnu flere liv.
”Det var ikke en flod, da jeg var yngre. Det var en å, der højst var 10 meter bred”, siger han, mens han kører stokken gennem sandet. Manden med stokken hedder Banwari. Vi står på hans jord, der som oftest ligger under vand. “Du står midt i min gamle rismark, og derovre løb Donda-åen”, siger Banwari og lægger tryk på åen med sin hæse, ældre stemme.
Han peger på nogle langhårede bøfler, der står midt i det tilbageværende vand i den brede flodbund. Banwari rynker de buskede grå øjenbryn, sænker stemmen og peger på flodens bred, der rejser sig stejlt omkring 200 meter væk. “Derovre lå mit hus”, siger han.
Banwaris hus er væk. Hans rismarker er opslugt af floden, der bliver ved med at udvide sit territorium. De marker, der stadig ligger over flodens bredder, er overdynget med sand. Når monsunregnen og Himalayas smeltevand oversvømmer området år efter år, bliver enorme mængder sand skyllet ned fra bjergene. Sand, mudder og skifer bruger vandstrømmen som transportbånd, og når det lander i det nepalesiske lavland, omdannes frugtbare marker med ét til ubrugelige sandbanker.
Isen smelter på verdens tag
Vi er i provinsen Kanchanpur i det allervestligste udkants-Nepal med det passende navn ’langt mod vest’ (Far West). Området ligger ved foden af Himalayas mastodonter, hvor de 8.000 meter høje tinder bryder skydækket i det fjerne. Temperaturerne her i Himalaya-regionen stiger væsentligt hurtigere end på verdensplan.
I sommerperioden skaber det voldsomme afsmeltninger i verdens største koncentration af bjerggletsjere. Når isen smelter i 8.000 meters højde, er det ikke svært at forestille sig den enorme hastighed, vandmasserne kommer brusende med, når de rammer landsbyen, der ligger helt nede i 120 meters højde.
“Når vandet kommer ned fra bjergene, river strømmen alt med på sin vej”, siger Banwari og rømmer sig inden han fortsætter: “Vandmasserne har taget vores huse, flere familier har mistet deres elskede børn, og når vandet omsider forsvinder igen, bliver vi bønder efterladt med rismarker, der ikke kan bruges til andet end at bygge sandslotte på”.
Klimaforandringer smelter gletsjerne på verdens tag, men de medfører også helt nye vejrmønstre, der vender op og ned på nepalesernes livsgrundlag, der er baseret på landbrug.
Den nepalesiske vandekspert Pravin Man Singh forklarer, at Nepals landbrug er baseret på stabile sæsoner, og derfor er det ødelæggende, at de nye vejrmønstre er alt andet end stabile.
”Tidligere havde vi en fast monsun på cirka fire måneder, og vi kunne næsten skrive i kalenderen, hvornår den startede og sluttede. Nu kan vi ikke regne med noget længere. Nogle gange regner det kun i to måneder, nogle gange i tre måneder, og vi ved aldrig hvornår”, siger Pravin Man Singh, der bl.a. rådgiver den nepalesiske regering i, hvordan landet skal håndtere de nye vejrmønstre.
Fra floden mod skoven
Klimaforandringerne i Nepal betyder ikke, at regnmængden per år er blevet mindre. Regnen kommer bare på halvt så mange dage. Det gør monsunen kraftigere, men det gør også tørken længere, og på bunden af floden er det tydeligt, at tørken har varet længe.
Ifølge Banwari er regnbygerne uden for monsunsæsonen næsten forsvundet. Han smøger de kakifarvede skjorteærmer op og tager et godt greb om stokken, inden han kravler op ad flodbredden. Banwari tilhører Rana-folket, der altid har levet ved vandløbet, men i takt med at åen blev til en flod, og folks huse og marker forsvandt, måtte flere og flere flygte.
“Folkekirkens Nødhjælp evakuerede os og hjalp os med at få tilladelse til at søge tilflugt i Dronningeskoven”, siger Banwari og peger på en høj, der stikker frem mellem trækronerne cirka tre kilometer væk. Han sukker og sparker til det forbandede sand, inden han afslutter sin sætning: “Folkekirkens Nødhjælp hjalp os med at overleve, men vi lever stadig på lånt land, og lodsejerne eller hæren kan sende os tilbage til hver en tid – men tilbage til hvad?” vrisser han og trasker af sted mod skoven.
Se også: Bliv klimaambassadør i Nepal
Nepalesere udleder meget lidt CO2
Nepal er et af de lande i verden, der udleder mindst CO2 per indbygger, men retfærdighed er ikke en rettesnor for klimaforandringernes indvirkning. Ifølge klimaforskeren Arun Shrestha, der har studeret Himalayas gletsjere i mere end 30 år, går afsmeltningerne af ismassen på verdens tag meget hurtigt.
“Hvis temperaturstigningerne fortsætter som nu, vil en tredjedel af Himalayas ismasse være væk inden 2100”, siger Arun Shrestha fra International Centre for Integrated Mountain Development, der bl.a. samarbejder med FN’s klimapanel.
Arun Shrestha understreger, at klimaforandringerne på verdens højeste tinder vil have katastrofale konsekvenser for nepaleserne, men konsekvenserne rækker langt uden for Nepals grænser.
“Ti af de største flodbassiner i Asien udspringer fra Himalaya. Folk her i regionen kalder Himalaya for verdens tredje pol. Det er selvfølgelig en henvisning til Nord- og Sydpolen, men i modsætning til disse ismasser er 1,8 milliarder mennesker afhængige af det vand, der har sit udspring i Himalaya”, forklarer den anerkendte klimaforsker.
Se også: Klimagaver gavner langt ind i fremtiden
Det er ikke vores skov
Tilbage i Kanchanpur er Banwari på vej igennem de ødelagte rismarker. Vejen mod skoven går opad, og jo højere vi kommer, jo sundere bliver vegetation. Tidligere rismarker er nu gule af raps, som passer bedre til det ustabile vejr. Skovbrynet prydes af de allestedsværende morgenfruer, og under trækronerne møder vi en klynge lerhuse, der falder naturligt ind i skovens idyl. Landsbyens beboere er i fuld gang med dagens gøremål. Der bliver muget ud i en grisesti, og bag en lerhytte er en familie i gang med at slagte en ged, der ikke er drægtig.
Banwari introducerer Rukmani Rana, en ung kvinde med dybe mørke øjne, langt glat hår og lyserød trøje. Hun bærer sin lille dreng, Aditva, på armen. Rukmani har boet i skoven siden 2008.
“Vi har altid levet langs floden, men vores land blev ubeboeligt, og til sidst stod husene under vand. Flere børn druknede. Vi flygtede først, da vi ikke havde noget valg længere”, fortæller Rukmani, mens hun og Banwari viser os rundt i den lille landsby, der består af 30 små lerhytter og et par hundrede mennesker.
Rukmani og Banwari ejede hver en rismark, der i dag ligger under sandet. I dag dyrker de sukkerrør på de tilbageværende rester af deres jord.
“Sukkerrørene bliver ikke ødelagt af oversvømmelserne på samme måde. Folkekirkens Nødhjælp hjalp os med at omlægge de ufrugtbare rismarker til sukkerrør, fordi sukkerrør stabiliserer jorden og forebygger flere jordskred”, siger Rukmani og tilføjer, at de sælger sukkeret inde i byen for at kunne købe ris fra Indien.
Gederne går frit rundt blandt kvinderne, der er i gang med at snitte sukkerrør. Rana-folket lever driftigt og i harmoni med naturen. Selvom den midlertidige landsby hverken har strøm eller rindende vand, er det opløftende at se, hvordan en flok mennesker, der vel i bund og grund kan betegnes som klimafordrevne, har fået en ny tilværelse blot tre kilometer fra deres fødested.
Som en tankelæser bryder Banwari ind med sin karakteristiske hæse røst: “Her i skoven er der godt og trygt, men vi lever her på lånt tid – det er ikke vores skov. Vi har fået at vide af myndighederne, at vi skulle forlade skoven. Vi nægtede, for hvor skulle vi gå hen? Vi ejer intet. Vi er her stadig, men kun fordi hæren ikke har fjernet os endnu”.
Klimaforandringer ødelægger Nepal
Ifølge klimaforskeren, Arun Shrestha er det de fattigste, der rammes hårdest af klimaforandringerne: ”Mange af de nepalesere, der mister deres mark til oversvømmelserne, mister deres eneste mark og eneste indtægtskilde”, siger Arun Shrestha, der studerer, hvilke grupper i det nepalesiske samfund der rammes hårdest af klimaforandringerne. “Vores undersøgelser viser yderligere, at kvinder og børn rammes hårdest i de fattigste grupper”, tilføjer han.
Ifølge ArunShresthaer der ingen tvivl om, at klimaforandringer vil fastholde Nepal i fattigdom.
“De mennesker, der lever over fattigdomsgrænsen, er stadig så skrøbelige, at de mindste ændringer i deres livsgrundlag vil kaste dem tilbage i fattigdommen”, siger han.
Klimaforandringer er ødelæggende for Nepals to vigtigste industrier, landbrug og turisme. Begge dele er baseret på stabile sæsoner, hvor småbønderne ved, hvornår de skal så risen, og bjergguiden ved, hvornår det er sikkert at tage turisterne med op på verdens højeste bjerge. For Arun Shrestha er det åbenlyst, at de rige lande har et ansvar over for Nepal, men løsningerne skal komme fra nepaleserne selv.
“Årsagerne til alt det her er ikke i Nepal, men konsekvenserne er. Nepal har ikke kræfterne eller pengene til at bygge den nødvendige infrastruktur med den hast, forandringerne rammer. Derfor skal Nepal have hjælp og økonomisk støtte til at omstille sig til denne nye virkelighed, men omstillingen skal drives af nepaleserne selv, hvis den skal være bæredygtig”, siger Arun Shrestha.
Risen gror ikke længere
Længere nede ad floden i landsbyen Parsatal har man også måttet erkende, at det er blevet mere eller mindre umuligt at dyrke ris. ”Vi skal så frøene ca. en måned, inden monsunregnen starter. Monsunen er næsten halveret de seneste 10 år, og vi aner ikke, hvornår regnen kommer. Når den kommer, er den alt for kraftig, og resten af året er vi efterladt med tørke”, siger Savitri, der tidligere havde to rismarker.
Hvert år sætter Folkekirkens Nødhjælp 5.000 småfisk ud i den kunstige sø.
Men Savitri og resten af landsbysamfundet har taget deres skæbne i egne hænder. I stedet for nyttesløst at kæmpe mod vejret, har de bedt Folkekirkens Nødhjælp om hjælp til at anlægge en kunstig fiskesø på de tidligere rismarker. ” Når monsunen oversvømmer alt, skaber søen dræn i markerne. Og de resterende 10 måneder, hvor tørken raser, er søen vores eneste sikre kilde til mad, fordi Folkekirkens Nødhjælp fylder den med småfisk og vand fra undergrunden”, forklarer Savitri. Hun går gennem de udtørrede marker, men rundt omkring er der små grønne pletter, hvor afgrøderne ser ud til at trives. Vandet fra den anlagte sø bliver brugt til kunstvanding, og risen gror kun, hvis der bliver tilført vand i den lange tørkeperiode.
Uden at tage tøjet af går Savitri ud i vandet, og den farverige sari bliver langsomt gennemblødt. Sammen med 15 andre kvinder breder hun et kæmpestort fiskenet ud. Syngende går kvinderne rundt i søen, imens fiskene springer omkring dem. Efter et par timer er der fisk nok til alle.
Efter den nærmest messende fiskeseance står kvinderne med de gennemblødte tunge klæder og varmer sig ved et bål. ”Vi fisker to gange om ugen, og hvis vi holder os fra at overfiske, er der mad nok i søen, til at vi kan komme igennem vinteren”, siger Savitri smågrinende og slynger armen om en af de andre kvinder.
Solen går ned. Luften bliver klar, når varmedisen lægger sig som en dyne over markerne, og vi kan skimte verdens højeste bjerge i det fjerne. Kvinderne fordeler fiskene imellem sig. Halvdelen bliver taget fra, så de kan sælges på markedet, og familierne kan købe ris fra Indien. Resten af fiskene kommer med hjem og gøres klar til morgendagens store måltid, der altid ligger kl. 10 om morgenen.
Hvad er klimaforandringer?
Klimaforandringer er et abstrakt begreb for mange. Langt mod vest i Nepal, hvor konsekvenserne af verdens CO2-udledninger er konkrete og altødelæggende, er mange af de interviewede til denne artikel uforstående – uforstående over for den årsagssammenhæng, der er mellem oversvømmelser og tørke i Nepal, og de forbrugsmønstre vi desværre kender alt for godt i Danmark.
For Savitri er det de udtørrede rismarker, der afslører klimaforandringer. ”Vi har oplevet, at der ikke falder en eneste dråbe regn, imens vi dyrkede ris, og så omkring høst begynder regnen pludselig at vælte ned som aldrig før”, fortæller hun, imens hun renser dagens fangst.
Tilbage i Banwaris lerhytte i den midlertidige bosættelse i skoven prøver den ældre landmand at sammenfatte, hvad det er, der sker i Belauri:
“Der er en generel ændring i vandet og i luften. Jeg ved ikke hvorfor, men regnen kommer ikke til tiden, og når den kommer, er den så kraftig, at den ødelægger alt. Alt er blevet usikkert, og vores verden ændrer sig drastisk”.
For Rukmani, der netop har lagt sine børn i seng, er usikkerheden også central.Men hendes svar er så konkret, at det på en måde kondenserer, hvad klimaforandringer er for den, der allerede oplever dem:
“Klimaforandringer er, når regnen ikke kommer til tiden. Når det regner, skyller den det hele væk. Klimaforandringer er storme, som vi ikke kender. Klimaforandringer er tørke og afgrøder, der ikke vokser længere”.
