Støt

Drømme på papir

©Folkekirkens Nødhjælp

Af Anna Kaarsbøl

Derfor bør du læse med: Hvordan ville det se ud, hvis du skulle overføre dine største drømme til papir? I 2014 tegnede 10-årige Moses fra Kampangi i Uganda det, han drømte allermest om. Det var en svær opgave. For hvor skulle Moses begynde, når regnen trængte ind gennem taget, fødderne var nøgne, og vandhanen befandt sig flere kilometer fra hjemmet? 

Kraftig blæst rusker i de høje bananpalmer, mens regnen slår hårdt mod bliktaget. Der er mørkt og fugtigt i den lille lerhytte, og flere steder drypper det ned fra loftet, så der dannes små mudderpøle på jorden. Det forstyrrer dog ikke familien synderligt – og da slet ikke den 10-årige Moses, som sidder koncentreret og tegner i lyset fra en af vores mobiltelefoner. I øjeblikket har familien ikke penge til at komme olie på petroleumslampen i hjørnet.

Ka-y-on-do Mo-se-s …

Tungen følger kuglepennens sirlige bevægelser mod papiret, bogstav for bogstav. Han skriver sit navn øverst på tegningen. Et kort øjeblik løfter han hånden fra blokken, drejer hovedet og smiler genert op til den hvide kvinde bag ham. Gør jeg det rigtigt? Det er svært at forstå, at der ikke findes et facit for, hvordan tegningen skal se ud. 

Det er en regnfuld formiddag i november 2014. Vi befinder os i landsbyen Kampangi i det sydlige Uganda – så tæt på landegrænsen, at byens fodboldbane har det ene mål placeret i Uganda og det andet i Tanzania.

Området kaldes også Rakai-distriktet, og det var her, man i 1982 opdagede det første tilfælde af hiv i landet. Det er også her, blandt høje matoke-bananpalmer og rødbrune lerhytter, at Moses Kayondo er vokset op.

Thomas White
©Folkekirkens Nødhjælp

Moses har tegnet et hus uden huller i taget. Det er det første motiv, der tager form på tegningen af hans største drømme. Inde i huset er der stole, hvor han og bedstemor Gertrude kan sidde og drikke te. De ser glade ud. Udenfor står en ged og en ko og foran dem et mangotræ. Sidst men ikke mindst har han tegnet et par sko.

"Cow."

Kuglepennen lander midt på koens mave. Moses er efterhånden blevet ret god til de engelske bogstaver, men han er stadig en smule usikker på deres rækkefølge.

En dreng fra Kampangi

Regnen er langsomt aftaget, og de sorte skyer bliver mindre og mindre i horisonten. Ude foran huset breder bedstemor Gertrude farverige stråmåtter ud på den fugtige jord.

Både hun og 19-årige faster Kasif er iklædt deres fineste skrud – de ved af erfaring, at Folkekirkens Nødhjælp altid har kamera med. Den slags tænker Moses ikke på. Iført sin orange skoleuniform ser han blot nysgerrigt til, mens det ene fremmedartede menneske efter det andet tager plads under palmerne.  

I et øjeblik bliver der stille. Det er som om, ingen rigtig ved, hvor de skal begynde. Men spørgsmål for spørgsmål skubbes samtalen i gang, og hurtigt forstår vi, hvorfor Moses er havnet hos sin bedstemor. Livet før Gertrude var langt fra let.

Moses’ mor forsvandt, da han var halvandet år gammel, og selv er han overbevist om, at hun er død. Gertrude fortæller os dog en anden historie; nemlig at moren havde forladt hjemmet pludseligt, og at ingen har set hende siden. Og faren? Han gav afkald på sin søn.

Gertrude i det hullede hus
©Mikkel Østergaard

Gertrude i det hullede køkkenhavehus

Beskeden lød bare, at det ikke var op til en mand at passe børn.

Moses blev afleveret hos Gertrude, der trods dårligt helbred og ganske få midler tog imod sit barnebarn med åbne arme. Der var rart hos bedstemor, husker Moses. Her fik han lov til at være barn.

Men den trygge hverdag blev hurtigt frarøvet ham. En dag var hans far pludselig tilbage i døråbningen med beskeden om, at han var blevet gift på ny og derfor forlangte Moses tilbage. Gertrude havde intet valg. Hun måtte give slip på det barn, der ellers var blevet et vigtigt lyspunkt i hendes hverdag.

Skuldrene sad oppe om ørene på den lille dreng, og øjnene var konstant plantet i jorden. Moses’ nye hjem var præget af vold, og han måtte træde varsomt for ikke at gøre sin fars nye kone vred. Hun lod dagligt Moses mærke, at han ikke hørte til i familien.

Sådan gik et par år, indtil faren endelig indså, at hjemmet ikke egnede sig til sønnen. Turen gik atter til Gertrudes hus, hvor Moses har boet i tryghed lige siden.

©Thomas White

Kampen mod hiv

Det var dog ikke uden bekymring, at Gertrude i sin tid tog Moses under sine vinger. For tidligere kunne hun knapt forsørge sig selv, fortæller bedstemoren.

Jeg brugte timer på at lede efter spiseligt ukrudt for at skaffe mad

Gertrude

Moses er færdig med sin tegning, og solen er begyndt at titte frem bag de sidste skyer. Langs de røde grusstier kommer børn i orange skoleuniformer løbende – nogle af dem så stærkt, at de er lige ved at glide i det friske mudder.

”Pas pååå!”

På denne tid af døgnet ville Moses normalt også være på vej hjem fra skole, men han nåede ikke afsted, før monsunregnen ramte. Lige i dag gør det nu ikke så meget. Der er masser at kigge på, når bedstemor har besøg langvejs fra. Men det, der synes at være idyllisk i dag, var langt fra dagligdag, før Moses flyttede ind, erkender Gertrude.

Få år inden Moses flyttende ind hos Gertrude, var hun og Kasif blevet testet positive for hiv i den lokale kirke, og tiden forværrede kun deres tilstand. Gertrude var svag. Meget svag.

De måtte ofte gå sultne i seng, og tit var der hverken råd eller kræfter til at hente medicin på sundhedscentret i Kakuto, som lå over 30 kilometer væk.

”Jeg brugte timer på at lede efter spiseligt ukrudt for at skaffe mad,” siger Gertrude.

©Thomas White

Da Gertrude blev erklæret hiv-smittet, ventede hun egentlig bare på, at sygdommen skulle tage livet af hende. Men da Folkekirkens Nødhjælp ankom til Kampangi for første gang i 2011, gik det pludselig stærkt. Livet vendte for Gertrude.

Familien fik anlagt en køkkenhave og modtog samtidig to geder, der siden er blevet til seks. Gederne bidrager både med mælk til maden og gødning til planterne, og når de får kid, sælger Gertrude dem videre på det lokale marked. Forbedringerne gjorde, at Gertrude kunne få nok at spise og kunne se en fremtid for sig selv. Og for Moses.

FAKTA
  • Da Folkekirkens Nødhjælp besøgte Rakai-distriktet i 2012, skønnede man, at 1,2 millioner ugandere var smittet med hiv. Hvor det nationale gennemsnit af smittede lå på 6,4%, var gennemsnittet i Kampangi og de omkringliggende byer dobbelt så højt. 
  • Både Gertrude og Kasif er i “ARV-behandling”. Medicinen fungerer ikke som en direkte kur mod aids, men den kan forlænge livet ved at holde mængden af virus i blodet nede og immunforsvaret oppe. På den måde undgår de følgesygdomme. 

Fra gulerod til skolebænk  

Med synligt besvær kommer den gamle kone på benene, og Moses følger stolt sin bedstemor i hælene, idet hun viser os ned til køkkenhaven. Regnen har efterladt planterne grønne og frodige. Efter familien har fået en have, har de næringsrige afgrøder forbedret Gertrude og Kasifs helbred markant, og de er tilmed blevet den indtægtskilde, der i lange perioder har sikret Moses en plads i skolen.

”Køkkenhaven har hjulpet mig meget. Nu får jeg de vitaminer, jeg har brug for, og somme tider kan jeg også få ekstra afgrøder, som jeg sælger.”

Gertrude sælger salathovederne og kan tjene omkring 9200 ugx om dagen, hvilket pt. svarer til cirka 23 danske kroner, og med de penge kan man komme langt i Kampangi –  f.eks. i skole. Hun taler lavmælt, så Moses ikke hører det, for hun har bevidst ladet ham blive i den tro, at det er hans far, der betaler skolegangen:

”Børnene kan komme i skole, hvis jeg får dyrket jorden og får en god høst. Jeg beder og arbejder rigtig hårdt for at holde Moses i skolen.”

©Thomas White

Moses er en af de bedste elever i klassen. Han drømmer om at blive præst, fordi de altid er så glade nede i kirken.

Han vil også gerne kunne velsigne folk og fjerne deres problemer, så de ikke behøver at stjæle. Fingeren peger i retning af den mørke skov, der omgiver Kampangi.

Mellem de høje træer og tætte buske gemmer sig mange tyve, fortæller han. 

Folk hængte sig

Dump, dump. En mango falder ud af favnen på Moses, da vi slentrer tilbage til huset. Efter Gertrude har fået landbrugsundervisning af Folkekirkens Nødhjælps lokale partner, er hun blevet god til at holde liv i sine planter.

Faktisk så god, at mange af landsbyens kvinder opsøger hende for råd eller for at købe stiklinger til egne haver. Men sådan har det ikke altid været. For én ting var sulten, en anden rygterne – og de blev hurtigt spredt i en landsby med kun 600 indbyggere. Hiv’en satte sine spor hos Gertrude både fysisk og psykisk:

”Jeg var flov, de andre veg til side, når jeg kom gående, og de talte om mig bag min ryg.”

Folk kunne finde på at tage gift eller hænge sig, hvis de fandt ud af, at de var hiv-positive.

Gertrude

Snakken gik, som den gør i mange andre små, lokalsamfund.

”Jeg kan tydeligt huske, at jeg var forkølet og havde sår på min krop, og så var der pludselig snak i landsbyen om, at jeg var syg,” fortæller Gertrude.

Blev drillet og udstødt

Gertrude hiver op i ærmet på sin kjole og lader pegefingeren køre ned langs højre arm. De hvide ar beretter om en fortid med smertefulde sår.

”På det tidspunkt vidste jeg også, at folk kunne finde på at tage gift eller hænge sig, hvis de fandt ud af, at de var hiv-positive.”

Den unge Kasif nikker genkendende til Gertrudes ord. Hun husker selv tydeligt, hvordan det var at være en tynd og udmagret pige i det lille landsbysamfund. Der blev snakket i krogene overalt, og til sidst gik det udover hendes skolegang.

”De andre elever drillede mig. Jeg var altid til sidst.”

©Folkekirkens Nødhjælp

Moses med Kasif og Gertrude  i baggrunden, der står med Moses' halvsøster Sandra.

Langsomt veg de dog væk fra de udstødtes plads og blev en del af fællesskabet igen. Det skyldtes Folkekirkens Nødhjælps’ programmer i landsbyen, hvor indbyggerne blev undervist i både behandling og forebyggende beskyttelse mod sygdommen. Oplysningsarbejdet har været en hel essentiel del af Kampangis udvikling de seneste år, idet ren og skær uvidenhed tidligere førte til diskrimination af landsbyens smittede.

Derfor er familien igen respekteret i samfundet, og Moses kan nu færdes i Kampangi på lige fod med alle andre børn og er ikke selv blevet udstødt.

Turen til floden

Det er ved at blive aften, og duften af frisk brænde breder sig i landsbyen. Gertrude sidder på hug foran ildstedet, i færd med at tilberede stuvning af ntula – en lille, let bitter aubergine. Moses har fattet to gule vanddunke og traver nu afsted langs de røde stier for at hente vand ved floden for enden af dalen. Det er blot en af mange daglige pligter.

Stierne snor sig i det grønne, bakkede landskab. Men selvom vejen ned ad bjergryggen ser idyllisk ud, ved Moses, at den ikke er ufarlig. Her er der sket mange grusomme hændelser. Ofte er det på disse stier, at kvinder bliver voldtaget og i værste fald også smittet med hiv. Selv om han er vant til at gå på den snoede sti, er han aldrig helt tryg. Historierne er ikke gode for en 10-årig dreng.

Men Moses fortæller også, at han har hørt landsbyens kvinder tale om, at den danske NGO snart vil bygge en vandforsyning midt i Kampangi. Det håber han, er rigtigt. Så kan han slippe for turen og at blive mindet om grusomhederne.

Han stiller sig i vandkanten. Den kraftige strøm vasker mudderet af de små fødder, imens dunkene fyldes med vand, liter for liter. Når man mærker tyngden af vanddunkene, forstår man godt, at Moses har tegnet en stor kop te på sin tegning. Vejen op af bjerget synes pludselig forfærdelig lang.

©Thomas White

Et hus uden huller i taget

Der lyder et skvulp fra hver dunk, da Moses sætter dem fra sig på jorden. Han kommer lige i tide til aftensmaden. Det damper og dufter fra gryden med ntula, og mens Gertrude øser op i skålene, fortæller Moses, at en vandforsyning ikke er det eneste, han har hørt tale om. I lang tid har bedstemoren sparet op til at bygge et nyt hus, og han håber, der snart vil være nok penge til byggematerialer. Det er nemlig svært at falde i søvn om natten, når kulde og regn trænger ind.

Til dét tilføjer Gertrude, at så længe hun er en del af den lokale låne-sparegruppe, er der håb for, at hun snart kan få råd til et nyt hus.

Gertrude går til møder i låne-sparegruppen et par gange om måneden. Allerede efter ét år som medlem havde hun sparet 200.000 ugx op, svarende til cirka 450 kr. – penge, som hun f.eks. brugte på transport til sundhedscentret i Kakuto, når hun manglede sin livsnødvendige medicin men ikke havde kræfter til at gå.

”Jeg er så glad for at være blevet medlem af opsparingsgruppen. Mange af medlemmerne i gruppen er hiv-positive, men der er også folk, der ikke er smittede. Dem, der førhen diskriminerede os, kan nu se, at vi også har styrke til at investere i vores forretninger og vores landbrug. Og i dag forstår de, at vi ikke er anderledes end dem, bare fordi vi lever med hiv.”

Mørket er faldet på. Tegningens motiv kan ikke ses uden lygte, men Moses’ ønsker kan vi stadig huske. Under ét år efter vil det vise sig, at det er blevet til meget mere end bare en tegning.

©Thomas White

Et hus, en ko og en vandtank

Det er på mange måder en ny landsby, der møder os i 2015. Da vi drejer af ved hovedvejen, står Moses og familien klar til at tage imod os for enden af den smalle sti. De smiler og vinker, som da vi sagde farvel i 2014. Hvad kan der ske på et år? Og hvad er det, der kommer til syne bag dem? Spørgsmålene trænger sig på.

Moses tegnede sin første tegning i november 2014. På dét tidspunkt havde Folkekirkens Nødhjælp allerede arbejdet i Kampangi i tre år, men Moses’ tegning viste os, at der stadig var et stykke igen, før landsbyens familier kunne leve et trygt liv.

Nu er vi her igen. 11 måneder senere. Moses får nu – næsten – samme opgave. Han skal tegne igen, men denne gang er motivet det liv, han lever nu.

Med støtte fra Folkekirkens Nødhjælp fik Gertrude i begyndelsen af 2015 bygget et nyt hus med et solidt tag, som holder regnen ude. Glad fortæller Moses, at han sover meget bedre om natten nu, fordi der ikke længere koldt og vådt indenfor, mens både Kasif og Gertrude kan berette om et bedre helbred.

For at kunne betale de sidste byggematerialer måtte Gertrude sælge et par af familiens geder, så de nu har tre tilbage. Til gengæld har Moses lånt en ko af sin far, som han stolt viser frem.

Koen er uden tvivl hans yndlingsdyr, og Moses håber, han en dag vil få råd til at købe sin helt egen. Synet af koen får tankerne tilbage på Moses’ første tegning og ordet ”cow”.

Moses og den nye ko

Familiens nye medlem får et kærligt klap på ryggen, inden Moses følger med Gertrude og gæsterne rundt bag huset. Her er det et glædeligt syn, der møder os.

De har fået deres helt egen vandtank, der for første gang nogensinde giver familien direkte adgang til rent drikkevand i deres eget hjem.

Med hjælp fra tagrender ledes regnvand ned i tanken, hvor et filter sørger for at si støv og grus fra.

”Vi sparer en masse tid, fordi vi ikke længere skal gå den lange tur ned af bjerget for at hente vand. Nu har vi mere tid til at passe køkkenhaven og forberede mad,” siger Gertrude.

Moses er også glad for vandtanken. Han kan sagtens finde på sjovere ting at tage sig til end at gå til floden – som f.eks. at drikke te med sin veninde Irene, som han har tegnet på sin nye tegning. Hans familie er ikke den eneste, der i 2015 modtog en vandtank fra Folkekirkens Nødhjælp. Mange beboere har mærket en markant forskel i hverdagen, og de er lykkelige for at slippe for de utrygge ture til floden. 

©Folkekirkens Nødhjælp

Ny og bedre skole

Mens Gertrude er ved at lave te, løber Moses rundt og leger med sin kusine, Christine, ude foran huset. Han griner højlydt, og det varmer Gertrudes hjerte.

Det viser sig nemlig, at den ellers så livlige og friske dreng blev alvorligt syg sidste sommer. Han skulle opereres for brok og efterfølgende indlægges i tre uger, så Gertrude måtte tage ham ud af skolen. Operationen var vellykket og tilmed gratis, fordi hun har så godt et forhold til personalet på sundhedscentret.

I dag har Moses det tydeligvis godt, som han løber rundt i landsbyen. Han fortæller, at han snart skal begynde på en ny skole, som både er billigere og bedre. Her er lærerne uddannede. Det var Moses’ far, der i sin tid havde bestemt, at Moses skulle gå på en dyr privatskole, men nu ved Moses godt, at hans far ikke sender skolepenge. Derfor får bedstemor Gertrude lov at bestemme.

”Bye bye, muzungo!”

Da den sidste slurk te er drukket, tager vi afsked med Moses og familien. Det har været spændende at følge deres udvikling, og det er med en god fornemmelse i maven, at vi vinker farvel fra bilen.

"Bye bye, muzungo," lyder det - eller "farvel, hvide!"

Grinende vinker Kampangis børn os afsted, da vi kører gennem landsbyen en sidste gang. På bagsædet ligger Moses’ nye tegning til minde om fire års arbejde i et af verdens fattigste områder. Mange af hans drømme er gået i opfyldelse; et nyt hus, fri adgang til vand, en glad og raskere bedstemor, dyr og egne afgrøder.

Vores arbejde i Kampangi er ved vejs ende, og det synes en smule vemodigt at skulle tage afsked med landsbyen. Men vi ved, at vi forlader Moses, Gertrude, Kasif og alle de andre beboere stærkere end nogensinde før. I løbet af de fire år, Folkekirkens Nødhjælp har arbejdet i Kampangi, har vi langsomt kunnet følge opblomstringen af et stærkt fællesskab. Med låne-sparegrupperne, vandforsyningen og en succesfuld oplysningsindsats er beboerne nu rustet til fortsætte den positive udvikling sammen.

Folkekirkens Nødhjælp har besøgt Moses, Gertrude og Kampangi i en årrække og fulgt arbejdet i landsbyen. Longreaden er skrevet efter samtaler med forskellige medarbejdere, der har været i landsbyen og ud fra de rapporter samt journalistiske artikler, der er blevet skrevet i løbet af årene.

FAKTA
  • Fra 2011 til 2015 har Folkekirkens Nødhjælp arbejdet i Kampangi via vores lokale partner CIPA. 
  • Gennem langsigtede tiltag med særligt fokus på landsbyens svageste familier har vi arbejdet for at skabe et trygt og stabilt lokalsamfund. Moses og hans familie har været en del af projektet fra begyndelsen.

Flygtningenes danske bedstemor
81-årige Anni Kanafani fra Valby har viet sit liv til at hjælpe flygtningebørn i Libanon.

Tørken i Etiopien
Tedesh er hårdt ramt af klimaforandringerne, men hjælpen kom til dertil fra uventet kant.

Se alle longreads 
Få overblikket over alle de mange longreads, Folkekirkens Nødhjælp har skrevet.