Støt

Folkekirkens Nødhjælp og kampen mod Apartheid

11.12.2013

©FKN

Kampen mod Apartheid i Sydafrika har haft flere højdepunkter startende med vedtagelsen af de første Apartheid-love i årene efter det hvide Nationalistparti kom til magten i 1948. De mest markante af dem har givet dønninger uden for Sydafrika:

Sharpeville-masskaren i 1960, Rivonia-retssagen mod Nelson Mandela og de andre ledende medlemmer af ANC i 1963-64, og opstanden i Soweto i juni 1976. Herefter var der mere stille indtil i midten af 1980’erne, hvor de sorte townships eksploderede og kampen for alvor satte ind.

Folkekirkens Nødhjælp var i de år optaget af humanitært arbejde under konflikter og borgerkrige, som opstod i de gamle kolonier, der fik deres selvstændighed i slutningen af halvtredserne og begyndelsen af tresserne.

Men går man tilbage i Folkekirkens Nødhjælps arkiver, viser regnskaberne første gang i 1963 en bevilling på 21.000 kroner til ’Ofrene for racediskrimination i Sydafrika’. Men bidragene steg betragteligt de efterfølgende år.

Fra 1976, da Desmond Tutu blev generalsekretær i Det sydafrikanske Kirkeråd, steg den støtte, som Folkekirkens Nødhjælp bidrog med til ofrene for Apartheid.  Pengene gik nu til programmer, der støttede politiske fanger og deres familier, gav retshjælp i politiske sager samt ydede skolestipendier.

Arbejdet var ikke velset hos Sydafrikas Apartheidregime – og ligesom flere afrikanske regeringer i dag reagerer mistænksomt, når NGO’er modtager penge til menneskerettighedsprogrammer, kom det Sydafrikanske Kirkeråd i de sydafrikanske myndigheders søgelys, og et forbud mod udenlandsk finansiering var overhængende.

Folkekirkens Nødhjælps daværende formand, politimester Jørgen Nielsen og generalsekretær Jens Jørgen Thomsen blev indkaldt til høring i Sydafrika, for at man kunne få klarlagt, om der med pengene fra Danmark også fulgte krav om indflydelse og styring udefra.

Efter høringen kunne Kirkerådet fortsætte sit arbejde, og forbuddet blev afværget. Men forfølgelserne fra regimet fortsatte dog på anden vis. 

Spirende aktivisme

Udover kirkerådet støttede Folkekirkens Nødhjælp også ANC’s skoler i Tanzania, hvor unge sydafrikanere på flugt fra Apartheidsystemet kunne få sig en uddannelse. 

I 1985 blev dette arbejde valgt til at modtage penge fra det første Nordisk Operation Dagsværk, en kampagne som gymnasieleverne startede. Fra dansk side blev der indsamlet fem millioner kroner, mens der på nordisk plan blev indsamlet 35 millioner kroner. Med dagsværk-kampagnen blev Folkekirkens Nødhjælp for første gang direkte involveret i oplysningsarbejdet om Sydafrika.

Men meget tidligt var der imidlertid i den mere aktivistiske og økumeniske del af dansk kirkeliv en vågnende bevidsthed om Apartheid.  Med udgangspunkt i Det Økumeniske Center i Aarhus opstod Kirkernes Raceprogram i 1971. Hovedformålet var oplysning og politisk aktivisme, og her blev det danske handelssamarbejde med Sydafrika en af de største anstødsstene.

En del af de kirkelige aktivister sivede i de år langsomt ind i Folkekirkens Nødhjælp, hvor de kom til at præge anti-apartheid arbejdet. Det skete både som ansatte og som medlemmer af bestyrelsen. Hele to generalsekretærer i Folkekirkens Nødhjælp har haft rødder i det aktivistiske anti-apartheid arbejde: Christian Balslev-Olesen og Peter Lodberg. Leif Vestergaard, præst i Aarhus og Karsten Nissen, senere biskop i Viborg var i en længere årrække med i Folkekirkens Nødhjælps bestyrelse. Jørgen Lissner og Max Kruse blev begge ledende projektmedarbejdere og sidstnævnte blev senere formand for bestyrelsen.

Tutu satte gang i Folkekirkens Nødhjælp

Det var Desmond Tutu, som under et besøg i København i efteråret 1979 for alvor satte skub i Folkekirkens Nødhjælps forhold til Sydafrika. Under et møde i en kirke på Amager opfordrede han Danmark til sanktioner, og han pegede på den omfattende import af kul fra Sydafrika som en oplagt anstødssten. Det blev senere hentet frem i et interview i tv-avisen, og hurtigt nåede nyheden verdenspressen. Og selv om det skabte problemer for Tutu, holdt han fast ved sit synspunkt. Dermed var et frø sået i Folkekirkens Nødhjælp.

”Det kan stedfæstes ganske nøje, at det var den opfordring fra Tutu, som blev anledningen til, at Folkekirkens Nødhjælp for første gang fik lejlighed til at forene traditionel nødhjælps- og udviklingsarbejde med fortalervirksomhed. Det kom til at præge Nødhjælpen udvikling i mange årtier efter,” husker tidligere generalsekretær Christian Balslev-Olesen, hvis første arbejde i Folkekirkens Nødhjælp netop var arbejdet med Apartheid.

I begyndelsen af 1980’erne resulterede en større rapport fra Kirkernes Raceprogram i, at blandt andet ØK trak sine investeringer ud af Sydafrika. Og i 1985 tvang det alternative politiske flertal udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen til at stoppe den omfattende import af kul fra Sydafrika lige som andre handelsmæssige forbindelser blev lukket ned. Den direkte flyforbindelse mellem København og Johannesburg lukkedes af SAS.

Beyers Naudé, nytiltrådt generalsekretær i Det sydafrikanske Kirkeråd fulgte Tutus eksempel op under et besøg i Danmark i oktober 1985 med disse ord:

”Sandhedens time er inde for Sydafrika. Det er nu, kirken må vælge side og entydigt tage stilling for de undertrykte. […] Økonomisk pres og sanktioner fra Vesten er den sidste mulighed for at undgå det store blodige opgør.”  

Vendepunktet

I 1983 blev et forslag til en ny forfatning forelagt i Sydafrika. Den gav farvede og asiater en vis indflydelse, men forbedrede på ingen måde forholdene for det sorte flertal. Som en reaktion på dette dannede omkring 650 organisationer på tværs af alle raceskel United Democratic Front (UDF), som var et forsøg på at lave en ikke-voldelig modstand mod Apartheid-regimet inde i Sydafrika. Her spillede kirkerne en markant rolle, og det var blandt andet det arbejde, som Folkekirkens Nødhjælp op gennem 1980’erne støttede.

Modstanden mod Apartheid ændrede karakter, idet ANC, der havde baser i nabolandene, nu fik en allieret ikke-voldelig medspiller inde i landet. Hyppige konfrontationer alle steder inde i Sydafrika blev daglig kost i de næste år.

Forrest i kampen stod mange kirkeledere som Frank Chikane, Allan Boesak, Beyers Naudé og Desmond Tutu, alle med en tæt tilknytning til Folkekirkens Nødhjælp og andre søsterorganisationer i Kirkernes Verdensråd.

Apartheid falder

Da Nelson Mandela var frigivet, og det omsider stod klart, at Apartheid stod for fald, og de svære forhandlinger om Sydafrikas fremtid var i gang, fortsatte Folkekirkens Nødhjælps støtte til Det sydafrikanske Kirkeråd og andre lokale partnere. Op til det første demokratiske valg blev en ny aktivitet vigtig: vælgerundervisning. Og da Sandheds- og forsoningskommissionen under ledelse af Desmond Tutu arbejdede for at hele de sår, Apartheid havde forårsaget, var Folkekirkens Nødhjælp en af fødselshjælperne.

Men ellers klingede støtten til Sydafrika ud i løbet af halvfemserne. Sydafrika var jo et rigere land end så mange af de øvrige afrikanske lande, og da Apartheid omsider officielt var afskaffet, bortfaldt den særlige begrundelse for at støtte landet.

Se også: Nekrolog over Nelson Mandela.