© Martin Schubert

Bliv frivillig i Wefood

- som butiksfrivillig eller chauffør

Som frivillig i Wefood gør du ikke kun en forskel for at mindske varespild og madspild i Danmark og bekæmpe sult i verden. Du får også erhvervserfaring, der kan styrke dit CV og forbedre dine jobmuligheder.

Wefood – et stærkt fællesskab!

  • Vil du bekæmpe madspild?
  • Vil du hjælpe verdens fattigste?
  • Vil du have erfaring med NGO-arbejde?

Wefood er en butik under Folkekirkens Nødhjælp, som sælger overskudsvarer og giver overskuddet til mennesker i nød.

Hos Wefood er der plads til alle, der vil gøre en forskel – uanset køn, alder, erfaringer eller uddannelse.

I Wefood arbejder vi sammen for at bekæmpe madspild, give vores kunder den bedste købsoplevelse og skabe overskud til at bekæmpe sult blandt de 800 millioner mennesker på verdensplan, der ikke får nok at spise (kilde: FN’s Fødevareprogram).

Som frivillig er det vigtigt, at det er en god oplevelse at arbejde i Wefood. Derfor står vores frivilligteams klar med en grundig introduktion for at sikre, at du får en god start.


Hør historien om Wefood

Hør: Sådan fungerer den daglige kamp mod madspild

Frivillig i Wefood

Wefoods frivillige er inddelt i to forskellige teams, som hver især varetager forskellige opgaver.

Butiksteam

Som en del af butiksteamet, bliver du vores tætteste kontakt til kunderne.
Du vil betjene kunderne, hjælpe dem med at finde varer i butikken og svare på deres spørgsmål om konceptet og Folkekirkens Nødhjælp.

Den daglige drift af butikken, vil også være en del af din vagt. Åbne- og lukkevagten variere, men dine opgaver vil bla. være rengøring, optælling, registrereing af varer, varemodtagelse og prissætning.

Det er muligt at få faste vagter, så du kan tilrettelægge din hverdag.

To Wefood frivillige snakker sammen foran kassen i butikken og er i godt humør.

Chaufførteam

Sammen med teamets andre frivillige skal du hente overskudsvarer fra Wefoods leverandører, samt eget lager. Vi har både varevogne med køl, samt større liftbiler, der kun kræver et almindeligt kørekort.

Som en del af Chaufførteamet har du ansvar for butikkens forsyning af varer, samt Wefoods varevogne.
Derudover skal du indsamle overskudsmad fra Wefoods leverandører, der er supermarkeder, landbrug og butikker i området.

Wefood bil fra siden med logo

Helle fra Wefood i Aarhus fortæller om at være frivillig

Jeg har været frivillig i wefood Aarhus siden ultimo Februar 2020, det vil sige umiddelbart før Covid-19 ændrede alting.

Jeg havde læst om butikken i avisen længe inden jeg startede men havde leget med tanken om at prøve noget helt nyt der var meget anderledes end det jeg ellers laver i mit professionelle liv.
Kort fortalt har jeg været igennem en lang rejse ved at komme til Wefood. Jeg har lært uendeligt meget – ikke fordi selve arbejdet er svært. Slet ikke. To prøvevagter hvor jeg blev taget rigtig godt imod, og så var jeg klar til at være een af de andre og tælle med på vagtplanen hvor vi arbejder i vagter 3-4 timer ad gangen. Nej, min rejse har mere bestået i at lære et helt nyt fag at kende. At lære at være “købmand “ hvilket er et mangeartet job med mange funktioner som alle vi frivillige varetager i butikken. At lære en masse om madspild, og om hvad vi kan gøre for at undgå det. At sælge varer der ellers ville være gået tabt, er en større glæde end jeg havde forestillet mig. Varer der vel og mærke er af god kvalitet og som oftest blot har fået en bule i emballagen.

Et andet aspekt ved at være frivillig, er at alle vi der er der, arbejder der fordi vi har tid, lyst og overskud og humøret er derefter. Vi er glade og har det dejligt. Vi er unge og ældre med vidt forskellig baggrund, og nationalitet. Jeg kunne skrive længe om alle dem jeg har talt med og lært noget af. Deres lande, kulturer, om deres oplevelser af at bo i Danmark og vores måde at kaste mad væk på.


I Wefood går alt overskud jo til de fattigste i verden som ellers ville dø af sult, og for mig er det vigtigt at prøve at være med til at øge det beløb, men det er også blevet rigtig vigtigt for mig at prøve at reducere madspild og jeg har lært uendeligt meget af vores leder, Birthe, der virkelig har sans for at sætte priser og ændre dem så varer bliver solgt og spist, istedet for at ende som skrald.


Jeg kunne fortælle meget meget mere, men jeg synes at Wefood skal opleves indefra og da vi altid kan bruge friske frivillige, så kom frisk 🙂

Venlig hilsen
Helle, frivillig


Læs mere om vores butikker

Læs mere om vores butikker og meld dig som frivillig i den butik, der er tættest på dig.


Læs mere om Wefood