© Bax Lindhardt Indsamlere, der samler ind til Folkekirkens Nødhjælps årlige landsindsamling.

Folkekirkens Nødhjælps Indsamling 2026

Meld dig som indsamler søndag den 8. marts og vær med til at gøre en forskel for mennesker i nød.

Vær med til at sende hjælp til Ukraine, Gaza og Sydsudan

Krige, katastrofer, sult og undertrykkelse. Der er meget, der splitter os i denne verden. 

Men vi kan gøre noget for at samle. Sammen. Når du bruger en søndag i marts på at samle ind, giver din tid mening og håb for mennesker ramt af krig og katastrofer. 

For tid er aldrig kun tid og penge er aldrig kun penge. Penge veksler vi til katastrofehjælp, til klimahjælp, til uddannelseshjælp, til fødevarehjælp og til alt-det-du-kan-tænke-dig-til-hjælp. Hjælp, der skaber varig forandring i andre menneskers liv. ​ 

Meld dig til indsamlingen nu, og vær med til at samle ind til mennesker ramt af krig og klimakatastrofer i blandt andet Gaza Ukraine og Sydsudan ❤️

Jeg glæder mig meget til at samle ind igen i år. Hvert år bliver jeg blæst bagover af den velvilje, jeg møder ved dørene. Der er rigtig mange, der synes, at den højspændte situation i verden lige nu gør indsamlingen endnu mere meningsfuld i år.
Jonas Nøddekær, generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp.

Mød nogle af dem, du er med til at hjælpe:

Livet har ændret sig drastisk for Suzan og hendes familie i Gaza

Suzan på fire år har siden krigen brød ud den 7. oktober 2023 været tvunget til at flygte mere end 12 gange med sin familie. De har søgt ly på hospitaler, i lagerrum, hos slægtninge og endda i et hønsehus.

Før krigen boede de i et hus i Gaza By. Her havde de en hverdag med råd til sund mad og udflugter. I løbet af krigens første uge måtte familien efterlade alt, de ejede, for at flygte. Suzans forældre gør alt for at beskytte deres børn, men situationen er meget svær.

Folkekirkens Nødhjælp er til stede i Gaza – blandt andet med psykologisk førstehjælp og støtte til lokale partnere, der uddeler rent drikkevand, sæbe, bleer og varme måltider til familier som Suzans.

© Olha Onyshchenko
Bohdana får håb under jorden

10-årige Bohdana sidder bøjet over et stykke papir og tegner små hjerter. Hun elsker at tegne – især her i det farverige beskyttelsesrum under jorden. Sammen med 160 andre børn kommer hun her flere gange om ugen.

“Jeg elsker mest at tegne og være sammen med min mor. Hun underviser i dans. Jeg prøver også, men nogle gange kan jeg ikke helt følge med,” siger Bohdana med et lille smil.

Rummet er livligt og fyldt med aktiviteter, der giver børnene i Rybakivka, en kystlandsby i Ukraine, et pusterum – og ikke mindst tryghed, mens krigen raser ovenover dem.

For Bohdana og hendes 2-årige lillesøster er beskyttelsesrummet blevet et fristed. Før krigen levede de et stille liv i Rybakivka, hvor turister kom for at nyde stranden. Men alt ændrede sig for omkring 2 år siden.

“Et missil ramte lige ved siden af vores gård. Siden har frygten været konstant. Missiler vækker børnene hver nat.” fortæller Bohdanas mor, Svitlana. Nu er stranden lukket, og byen er farlig at færdes i. Men under jorden er der liv og leg.

Med støtte fra Folkekirkens Nødhjælp er beskyttelsesrummet blevet mere end et skjulested – det er blevet et sted med håb. Et sted, hvor børn som Bohdana for en stund bare kan være børn.

Du kan være med til at give flere børn tryghed midt i krigens rædsler.

© Jesper Houborg
Achuei kæmper for at redde sine børn

Hvad gør man, når man ikke har råd til at tage alle sine børn med på flugt?

For Achuei var svaret at ofre sig selv. Da krigen i Sudan rykkede tættere på flygtningelejren, hvor hun boede med sine seks børn, måtte hun sende dem afsted i en lastbil fyldt med fremmede – og selv blive tilbage. Over en måned gik, før hun så dem igen

Achuei er oprindeligt fra Sydsudan, men som ung blev hun tvunget på flugt fra borgerkrigen. I ti år levede hun som flygtning i Sudan. Da krigen brød ud dér, måtte hun flygte endnu en gang – nu med seks små liv, som hun havde ansvaret for.

I dag bor familien i en landsby, der både er ødelagt af kampe og ekstreme oversvømmelser. Mad er en mangelvare, og livet er hårdt.

Folkekirkens Nødhjælp giver i disse måneder små kontantbeløb til de hårdest ramte familier, så de kan købe mad og andre livsnødvendigheder – og dermed begynde at genopbygge en hverdag. For Achuei har det betydet en chance for at skabe en smule tryghed for børnene.

Som mange andre i Sydsudan drømmer hun om noget enkelt: fred, stabilitet – og en fremtid, hvor hendes børn kan vokse op uden at skulle flygte igen.

Du kan være med til at hjælpe mødre som Achuei.

Vores søde frivillige sidste år:

Om landsindsamlingen

Gennem et kvart århundrede har Folkekirkens Nødhjælps landsdækkende indsamling hjulpet mennesker i nød. Den anden søndag i marts går flere end 10.000 frivillige på gaden og samler ind til at redde menneskeliv, opbygge robuste lokalsamfund og bekæmpe ekstrem ulighed.  

Har du spørgsmål i forbindelse med indsamlingen?

Find svar på de mest stillede spørgsmål nedenfor – og tøv ikke med at kontakte os! Du kan altid ringe til os på tlf. 3315 2800.

Telefontider:
Mandag: 10-15
Tirsdag: 10-15
Onsdag: 10-15
Torsdag: 10-15
Fredag: 10-15

Du kan også kontakte os på mailen besked@dca.dk.

Tak til Bilka og Føtex for at støtte Folkekirkens Nødhjælp med kontanthåndtering ved indsamlingen, så pengene når sikkert frem.


Ofte stillede spørgsmål om årets indsamling

Kan jeg også deltage i indsamlingen digitalt?

Ja, det kan du. En digital indsamling giver dig mulighed for at samle penge ind online i tiden op mod indsamlingsdagen.

Du kan oprette en digital indsamling her: indsamling.noedhjaelp.dk.

Du kan oprette dig både som et hold (sogne, virksomheder, konfirmandhold, ungdomsgrupper m.fl.) og som privatperson. En digital indsamling kræver, at du bruger et par timer om ugen til at holde dit netværk opmærksom på din indsamling.

Hvornår på dagen samler man ind?

Du vil ofte kunne møde op et sted mellem kl. 10 og 13, hvor du får udleveret en indsamlingsbøsse eller et indsamlingsskilt og en rute i lokalområdet. Derefter er du afsted på ruten og samler ind.

Hvad skal jeg vide som kontantløs indsamler?

Som kontantløs indsamler går du en indsamlingsrute uden en indsamlingsbøsse til kontanter. Du samler udelukkende ind via MobilePay, sms og bankoverførsler.
 
Som kontantløs indsamler modtager du indsamlingsmateriale direkte hjemme hos dig selv, og du skal ikke møde op på et indsamlingssted. I materialet du modtager, får du mere information om, hvad indsamlingen går til, hvad du kan sige, når du ringer på døren i dit område, og hvordan du ser, hvor meget du har samlet ind.
 
Hvis du allerede har tilmeldt dig som kontantløs indsamler, men gerne vil tilmelde dig et mødested, kan du gå ind under ’se mine ruter’, afmelde din nuværende rute og i stedet vælge et mødested på kortet.
 
Hvis du ikke har tilmeldt dig endnu, kan du vælge at blive kontantløs indsamler, når du tilmelder dig via linket her på siden.

Må man samle ind en anden dag?

Nej, det må man desværre ikke. Vi har kun tilladelse til at samle ind søndag d. 8. marts i 2026. Kan du ikke deltage den dag, kan du i stedet hjælpe ved at starte din egen digitale indsamling.

Hvor gammel skal man være for at samle ind?

Børn over 12 år må gå sammen to og to. Børn under 12 år må samle ind sammen med en person, der er fyldt 18 år.

Kan vi samle ind to og to?

Ja, det kan I godt. Det er ofte hyggeligt at gå sammen to og to. I kan gå sammen på den samme rute, eller I kan tilmelde jer hver sin rute og gå begge ruter sammen.

Hvad svarer jeg, hvis folk spørger, hvor mange penge der går til formålet ifm. indsamlingen?

Administrationsprocenten er 4,6%.

Administrationsprocenten beregnes af de totale omkostninger til lønninger, personale- og driftsomkostninger med fradrag af de totale omkostninger, som vedr. aktiviteter i International afdeling og Engagement i procent af den samlede omsætning.

Hvad gør jeg, hvis jeg har problemer på ruten?

Har du udfordringer på ruten, kan du kontakt din lokale indsamlingsleder eller kontakte indsamlingsteamet på 3315 2800. Folkekirkens Nødhjælp har en forsikring, der dækker alle indsamlere under indsamlingen.

Del din indsamlingsdag på sociale medier

Tag os på Facebook eller brug @noedhjaelp på Instagram, så vi kan dele dit opslag eller din story fra dagen.


Du kunne også være interesseret i…