I har samlet 12,5 mio. kr. ind til mennesker i nød

De tre søstre har været igennem alt for meget i deres korte liv: Deres storebror er dræbt i et bombeangreb, deres hus er smadret, og gang på gang har de måttet flygte væk fra nye angreb.

Nu bor de i en flygtningelejr i et koldt og utæt telt, der slet ikke kan beskytte familen mod det barske vintervejr.

De voldsomme oplevelser har efterladt både voksne og børn med ar dybt ind i sjælen. Heldigvis har pigernes mor fået krisehjælp hos Folkekirkens Nødhjælps lokale partner. Her har hun både bearbejdet sine egne traumer, og hun har lært at tale med sine døtre om alt det frygtelige.

Det har været en kæmpestor lettelse for hele familien – og det har givet pigerne mere rum til bare at være børn. Samtidig har familien fået kontanter og hygiejnepakker, der har hjulpet dem med at overleve nogle af de sværeste måneder i krigen.

Hvad gør man, når man ikke har råd til at tage alle sine børn med på flugt?

For Achuei var svaret at ofre sig selv. Da krigen i Sudan rykkede tættere på flygtningelejren, hvor hun boede med sine seks børn, måtte hun sende dem afsted i en lastbil fyldt med fremmede – og selv blive tilbage. Over en måned gik, før hun så dem igen.

Achuei er oprindeligt fra Sydsudan, men som ung blev hun tvunget på flugt fra borgerkrigen. I ti år levede hun som flygtning i Sudan. Da krigen brød ud dér, måtte hun flygte endnu en gang – nu med seks små liv, som hun havde ansvaret for.

I dag bor familien i en landsby, der både er ødelagt af kampe og ekstreme oversvømmelser. Mad er en mangelvare, og livet er hårdt.

Folkekirkens Nødhjælp giver i disse måneder små kontantbeløb til de hårdest ramte familier, så de kan købe mad og andre livsnødvendigheder – og dermed begynde at genopbygge en hverdag. For Achuei har det betydet en chance for at skabe en smule tryghed for børnene.

Som mange andre i Sydsudan drømmer hun om noget enkelt: fred, stabilitet – og en fremtid, hvor hendes børn kan vokse op uden at skulle flygte igen.

Du kan være med til at hjælpe mødre som Achuei.

Fireårige Anna kalder sin mormor for “mor”. Hendes mor døde nemlig i den samme uge, som Rusland invaderede Ukraine. Siden har mormor været hendes faste holdepunkt i en verden, der ellers på mange måder er faldet fra hinanden.

Da krigen ramte familiens landsby, måtte de flygte og efterlade alt, hvad de ejede – hjemmet, gården og jorden. Nu bor de i en fremmed del af Ukraine i et hus, de selv har genopbygget med de bare næver. Det stod tilbage uden tag, vinduer og døre, efter at bomber havde ramt det.

Den nye landsby har været udsat for utallige russiske angreb i begyndelsen af krigen, og mange bygninger står stadig som ruiner. Vinterkulden er hård, og strømmen forsvinder ofte i timevis.

Derfor betyder det enormt meget, at Folkekirkens Nødhjælp har været med til at give landsbyen et nyt vandtårn. Det betyder, at hele lokalsamfundet nu har rent, rindende vand i hanerne – så har de i det mindste ikke det at slås med. Annas familie har ellers måttet undvære rindende vand i årevis.

Midt i mørket og kulden finder Anna og hendes familie små lommer af tryghed. Og i en landsby, der langsomt er ved at rejse sig igen, er rent vand et vigtigt skridt på vej mod en mere stabil hverdag.