Støt

Af Anne-Mette Futtrup

Derfor bør du læse med: I Nepal udgør dalitkvinder samfundets bund, som andre må træde på, nedgøre og overse. Kvinderne i landsbyen Banlek har så længe udgjort dette laveste lag i nationens struktur, at de fødes med en nedarvet tro på at være mindre værd end andre mennesker. Men så hørte de om rettigheder, og det har ændret deres liv.

De ranke rygge og faste blikke signalerede både vilje og vej, da kvinder i lange, tunge skørter og flot opsatte frisurer vandrede mod Jagtvej 69 i København en tidlig augustmorgen i 1910. I Arbejdernes Forsamlingsbygning ville de drøfte den ligestilling, som det skortede på over hele kloden dengang. Initiativtageren til den Internationale Socialistiske Kvindekonference var den tyske socialist Clara Zetkin, som mente, at det ærlig talt var på tide, at kvinder kom til orde og var med, hvor beslutningerne blev taget. Mødet blev skelsættende for de 99 deltagende kvinder og for eftertiden.

For i løbet af konferencens 48 timer i det senere så berømte ungdomshus på Nørrebro fødte kvinderne i fællesskab en forandring med stor betydning: Kvinders rettigheder kom på dagsordenen.

©Mary Evans Picture Library/WEIMA

Clara Zetkin under en politisk debat i Tyskland.

En af de konkrete efterveer blev den årligt tilbagevendende internationale kampdag, som siden er fejret med marcher og paroler over det meste af verden.

Så er alt vel godt i dag? Eventuelle krusninger på ligestillingens overflade bliver vel bragt i ro og balance hvert år 8. marts, når verdens kvinder – og mænd – minder hinanden om ligestilling?

Svaret er nej. Og nu skal du høre hvorfor.

Idyl på overfladen

Langt fra Jagtvej og Clara Zetkin i en helt anden tid – men dog også den 8. marts – er nepalesiske Lila Kohli klar til dagens dont. Hun har samlet sit lange, sorte hår med en skriggrøn hårelastik i en stram hestehale, iført sig en knaldrød sari og grøn bluse, der matcher elastikken. Nu står hun et øjeblik på gårdspladsen foran sit hus i landsbyen Banlek og skuer ud over bjergskråningens terrassemarker og køkkenhaver.

For det uvante øje ser det idyllisk ud i solopgangens skær.

©Thomas White

Lila på landsbyens skråning.

Men man skal ikke tage fejl. Haner galer til ingen verdens nytte, for kvinderne i landsbyen er for længst nået frem til dagens første opgave: Det benhårde markarbejde.

Banleks kvinder lever, som fattige kvinder i Nepal altid har gjort: De knokler uden at kny fra morgen til aften for familiens overlevelse. I huse uden elektricitet og uden rindende vand, men dog med nyligt installerede latriner på stierne mellem husene. De fleste kvinder her har aldrig gået i skole og kan hverken læse eller skrive. De bliver sjældent talt til af andre end hinanden, og derfor spiller kvindernes stemme ingen rolle. For de er absolut lavest i hierarkiet.

Alle klodens hinduer lever med kastesystemet, som rangerer – og fastholder - nogle mennesker højere end andre ud fra årtusind gamle ideologier. Foruden de fire hovedkaster, varnaer, findes en række grupperinger inden for hver kaste. Nederst – helt uden for rang – er de kasteløse, dalitterne. Cirka 20 procent (fem millioner mennesker) af Nepals befolkning er dalitter.

Mennesker uden betydning

At kvinderne i Banlek også er dalitter, gør kun alting værre. Dalitter er undertrykte, kasteløse og helt uden for rang i det hinduistiske kastesystem. De er så lavt placerede i samfundet, så urene, at de bogstaveligt er noget, man skal vige udenom. Selv en dalits skygge skal man for Guds og sin egen skyld undgå, advarer folk fra højere kaster. Rammes en person af en dalits skygge, bliver man smittet af urenheden, lyder det.

At regeringen gennem de senere år har gennemført tiltag, der skal eliminere forskelsbehandling både kønnene og kasterne imellem, har ikke rigtig manifesteret sig i befolkningen. Fattigdom, tæsk, overgreb og mangel på mad er stadig hverdag for dalitkvinder. Traditioner vejer tungere end traktater.

Kvindediskrimination

Kvinder i Nepal tjener næsten 60 procent mindre end mænd for det samme arbejde

©Kishor Sharma

Kom til Banlek som 13-årig

Sådan er det også i Lila Kohlis liv. Hun var 13 år, da hun kom til Banlek. Lilas mor havde bedt Lila tage med på besøg hos sin bedstemor. Men da de kom til Banlek, var det en for Lila helt ukendt kommende ægtemand, der ventede og ikke bedstemoren. Som traditionen foreskrev, blev Lila overladt til svigerfamilien og gift med Kalula Kohli. Og Lilas mor rejste hjem igen. 

Som alle andre svigerdøtre levede hun som familiens opvarter og slider. Ved måltiderne, som var hendes lod at tilberede, serverede hun først for sin mand og lod ham spise alene, så serverede hun for børnene, og til sidst spiste hun resterne alene – hvis der var noget tilbage.

©Kishor Sharma

Dette billede af Lila og hendes mand hænger i hjemmet i Banlek.

Det er med den tid i erindringen, at hun denne morgen den 8. marts 2016 er stået op før solen som alle andre kvinder i Banlek.

De er gået ad stejle og sandede stier til markerne i dalen for at høste de sennepsplanter, som de tidligere på året såede. Med håndkraft knækker de strå for strå og samler dem forsigtigt i neg, så de fine sennepsfrø bliver siddende på stænglerne.

Efter høsten traver kvinderne tilbage til Banlek. Her sætter de sig på hug foran ildstederne i små lerklinede køkkener, koger ris og svitser bladgrønt til familiernes morgenmad, inden de ad samme stejle stier henter vand i dunke og spande, samler græsser til foder til dyrene og tungt brænde i bundter, som de slæber i enorme kurve på ryggen.

©Thomas White

Lila på vej tilbage med dagens høst.

I mellem madlavningen luger Lila Kohli sammen med sine ældste døtre de sparsomme planter i køkkenhaven, vasker tøj i det vand, hun selv har slæbt hjem, fejer gulve og gårdspladsen.

Sådan er det for alle kvinderne. Først når børn og mænd er gået til ro, lukker de stille dyrene ind, vasker køkkenredskaberne af og afslutter dagen. Sådan har dalit-kvinder altid levet.

Alle dage. Hele ugen. Året rundt. Hele livet. 

Nye medvinde over kvinderne i Banlek

Hvorfor hjælper mændene ikke? Dels fordi mark og have og hus og børn er kvindearbejde. Dels fordi de fleste mænd ofte slet ikke er her. De er migrantarbejdere i nabolandet Indien og væk i måneder og år ad gangen, fordi det er meget svært at få job i Nepal. Nogle sender dele af deres løn hjem til familien, andre bruger det hele selv.

Også Lila Kohlis mand, Kalula Kholi, arbejder i Indien. Siden han var ni år, har han vasket op, fejet gader og slæbt byggematerialer på arbejdspladser i Mumbai.

Han er hjemme på besøg hvert andet eller tredje år, og de ved begge, at de aldrig får råd til, at han flytter hjem for at bo sammen med familien, fortæller Lila Kohli.

Hun smiler genert og dækker sit smil med hånden. Det er uvant for hende at tale om sin mand. Gennem mange år talte hun ikke engang til ham.

©Kishor Sharma

Lila og hendes familie byggede for få år siden huset i to etager med plads til sønnens kone og familie.

For bare et par år siden ville Lila Kohli have gemt sig ved synet af fremmede gæster i landsbyen.

Overvældet af mindreværd og tynget af generationers normer om, at kvinder tier og fortrækker til huset, ville hun have ladet andre om at tale.

”Før i tiden ville det have været helt utænkeligt, at jeg kunne stå her og tale med jer. Nu tør jeg, og jeg har det godt med det,” siger Lila Kohli og begiver sig ind i en fortælling om den forandring, der har skabt medvind for kvinderne i Banlek. 

©Kishor Sharma

Rettigheder skabte panderynker

Det hele begyndte, da Folkekirkens Nødhjælps partner, FEDO(Feminist Dalit Organisation), for nogle år siden inviterede kvinderne i Banlek til møde og introducerede begrebet rettigheder. Kvinders rettigheder. Dalitters rettigheder. Menneskerettigheder.

Begreberne skabte dybe panderynker rundt om i Banlek. Hvad var nu det for noget? Hvad var det, kvinderne havde ret til?  

©Kishor Sharma

Lila i sin butik.

Men langsomt har kvinderne taget de nye begreber til sig, og de har stiftet kvindegrupper, diskussionsgrupper, spare-låne-grupper. De er blevet undervist i demokrati og har lært, at vold og undertrykkelse ikke bør høre til dagens orden.

De har insisteret på de puljer, regeringen har afsat til marginaliserede dalit-kvinder, men som kvinderne i Banlek aldrig havde hørt om. Derfor bankede de en dag på lokale myndigheders dør og krævede den pulje af penge, der var deres.

Kvindediskrimination

Næsten hver anden nepalesiske kvinde vil i løbet af sit liv få tæsk eller blive udsat for anden vold. 

Demonstrerer 8. marts

Og i dag den 8. marts cementerer Lila og de andre kvinder deres nyerhvervede tro på bedre tider, når de med bannere, paroler og megafon på landevejen i dalen markerer den samme kampdag som verdens andre kvinder. Næsten alle kvinder i Banlek er med og går på række, mens de råber i kor:

”Vi vil have ligestilling.”

Kvinderne vil have ret til et liv uden vold, de vil ikke giftes som børn, de vil have lov til at deltage i offentlige møder, de vil stemme og kunne stemmes ind i politiske organer, de vil have lov at gå i templet og i tehuse som alle andre mennesker, som lovgivningen siger, de har ret til.

©Kishor Sharma

Banleks kvinder under marchen i 2016.

Fra frygtsom ung til stærk iværksætter

Og oppe i Banlek ligger Lilas stolthed, som er det daglige bevis på helt nye vinde:

En butik med kiks, sæbe, blokke og alverdens andre ting. Troen på retten til at udvikle sig fik Lilas forretningstalent til at springe i blomst.

Med hjælp fra FEDO og Folkekirkens Nødhjælp lykkedes det Lila at spare op til en lille metalkasse med hængelås, som hun en gang om ugen fyldte op med varer fra en nærliggende forretning.

Kvindekampen

Hver anden kvinde over 15 år kan læse og skrive, mens det gælder for to ud af tre mænd.

For den opsparede fortjeneste har hun nu bygget sin stolthed, den nye butik, strategisk placeret som nabo til skolen.

Det er ikke kun den fysiske butik, der har ændret Lila Kohlis liv. Hun og manden har fem børn, den nu voksne søn og fire piger. Sønnens kone er flyttet ind og har gjort Lila til farmor. Sønnen Suresh, der som sin far har arbejdet nogle år i Indien, er vendt hjem for at drive forretningen sammen med sin mor.

©Thomas White

”Jeg blev gift alt for tidligt. Derfor har jeg besluttet, at mine døtre først må gifte sig, når de er fyldt 20. Jeg vil forsørge dem, til de bliver voksne,” siger Lila Kohli.

Alligevel er der stadig grund til at kæmpe:

”Selvom det går godt for mig især økonomisk, tør jeg stadig ikke at gå ind i templet, for så bliver jeg råbt ad, fordi jeg er dalit. Det, håber jeg på, kan ændre sig.”

Se de fem bedst sælgende varer i Lilas butik

Kishor Sharma

Forandring tager tid

Panderynkerne, som undervisningen skabte for år tilbage, ses stadig rundt om i Banlek, når talen falder på kvinders rettigheder. Ikke alle – heller ikke kvinder – er lige begejstrerede for de højrøstede gruppers trang til forandring.

For forandring er også usikkerhed. Og usikkerhed skaber rod i de familiære, traditionelle hierarkier, som godt nok rangerer kvinder lavere end mænd, men som også rangordner kvinder indbyrdes. Derfor vil nogle kvinder hellere bevare de gamle normer, hvor uretfærdige de end måtte være.

©Kishor Sharma

For ikke så længe siden blev en ganske ung dalit-pige gennemtævet af flere voksne mennesker, fordi hendes skygge faldt på en mand af højere kaste, da deres veje krydsede hinanden ved en vandpumpe. Skyggen svinede manden til med pigens urenhed, lød begrundelsen for overfaldet.

Historien om overfaldet på pigen vidner imidlertid også om, at der er ved at ske en forandring. For historien fik så meget opmærksomhed, at den kom i avisen og blev samtaleemne vidt omkring. Derfor minder historier som den Lila Kohli om, at selv om hun har fået en butik, så er der altid kvinder at marchere for den 8. marts.

Hvad laver Folkekirkens Nødhjælp i Banlek?

Siden 1980’erne har Folkekirkens Nødhjælp støttet udviklingsprojekter for Nepals fattigste og mest marginaliserede grupper som for eksempel dalitter. Alle projekter styrker menneskers livsvilkår ved blandt andet at fokusere på menneskerettigheder, ligestilling mellem kønnene og udvikling af demokrati.

Det hjælper Folkekirkens Nødhjælp også med: Skaber kvindegrupper, landsbrugsgrupper, låne-spare-grupper. Underviser i rettigheder og i at udvikle landbrug, underviser i opsparing og støtter økonomisk i gennem Giv en ged-projektet.

Flygtningenes danske bedstemor
81-årige Anni Kanafani fra Valby har viet sit liv til at hjælpe flygtningebørn i Libanon.

Tørken i Etiopien
Tedesh er hårdt ramt af klimaforandringerne, men hjælpen kom til dertil fra uventet kant.

Se alle longreads 
Få overblikket over alle de mange longreads, Folkekirkens Nødhjælp har skrevet.