Støt

Kvæghyrder uden kvæg

Klimaforandringer i Uganda

Du kan også lytte til historien her:



I det nordøstlige Uganda er klimaforandringerne så voldsomme, at kvæghyrdernes livsform er truet. Mange års tørke har taget livet af deres elskede køer, og den udtørrede jord gør det umuligt for dem at så og høste den mindste grønne spire til hverken mennesker eller dyr. De forandrede og uforudsigelige forhold har presset kvæghyrderne helt ud på kanten, hvor de overlever ved at svide og sælge trækul – en overlevelsesstrategi, der ødelægge den natur, som både de og køerne er afhængige af.

Af Jutta Weinkouff

Vinden jagter en tom, blå plasticpose hid og did over de tornede småbuske, der klamrer sig til den bare jord. Da posen undslipper og sætter sig fast i en af buskene, hvirvler vinden den tørre jord op i en lille tornado og flår i folks tøj, før den jager videre. Sandet stikker i næse og svælg. Så langt øjet rækker, er jorden bar og gold.

©Yilmaz Polat
Køerne er for længst døde af mangel på foder og vand. Nu vogter hyrderne over gederne, som er de eneste dyr, der kan overleve i tørken.

”For tyve år siden var der skov i hele dette område. Kvæghyrderne kunne så og høste efter regntiden og trække med kvæget i tørtiden. Nu kan vi dårligt nok finde ud af, hvilken årstid, det er, og efter den sidste store tørke i 2015 er høsten slået fejl tre år i træk,” fortæller Benedict Lokiru, Folkekirkens Nødhjælps projektkoordinator i Karamoja-regionen i det nordøstlige Uganda.

Selv om Uganda kun har udledt en forsvindende lille del af de drivhusgasser, der fører til klimaforandringer, er landet hårdt ramt af konsekvenserne af klimaforandringerne. Uden tilstrækkelig mad og vand bliver kvæghyrdernes elskede køer svagelige, syge og dør. Det samme gælder menneskene. I alle familier har man mistet børn og gamle til sulten.

Men det er ikke kun de rige landes CO2-udledning, der har forandret klimaet i Uganda. Der er blevet fældet alt for mange træer, og den massive afskovning har mange negative følgevirkninger; jorderosion, manglende læ, så vinden uhindret kan blæse den gode jord væk og stærkt reduceret dyreliv.

Tilsammen fører klimaændringerne til en giftig cocktail af sult og fattigdom, der tvinger de kvægløse hyrder til at fælde træer og svide trækul for at overleve.

Ugandas skove falder med rekordfart
  • 9 ud af 10 ugandere bruger brænde eller trækul til madlavningen
  • Store skovområder fældes for at forsyne byggeindustrien med tømmer og træ
  • Internationale firmaer med forbindelser til regeringen driver ulovlig skovhugst
  • Hvis træfældningen fortsætter uændret, vil Uganda ikke have mere skov i 2050
  • I 2019 planter Folkekirkens Nødhjælp omkring 1.000.000 nye træer i Uganda.

Vi ved, det er forkert – men vi skal jo leve

Med et tungt suk og en kvasen af knækkende grene falder et stort træ til jorden. De unge mænd, som har fældet det, hugger grenene af og den store stamme op i mindre stykker, som de bærer hen til et bålsted. Her er 50-årige Paul Longora og et yngre ægtepar ved at afslutte en trækulssvidning og gøre klar til den næste.

For fem år siden var Paul Longora en af områdets velhavere. Han havde 200 køer, men køerne blev stjålet eller blev syge og døde af mangel på foder og vand, og i dag lever Paul og hans familie på kanten af overlevelse.

Tidligere var Paul Longora en af områdets velhavere. Nu er han nødt til at vælge mellem at få mad på bordet og at sende sine børn i skole.

”Vi svider ikke trækul med vores gode vilje. Vi gør det, fordi vi har mistet vores dyr, og fordi vi ikke kan dyrke jorden pga. tørke. Trækulssvidning er vores sidste chance for at overleve. Jeg føler smerte i hjertet, hver gang jeg fælder et træ, for jeg ved, at træerne er med til at skabe regn. Men jeg synes, det er for farligt at grave guld, og jeg kastede blod op, da jeg forsøgte at bryde marmor. Så jeg har valgt den mulighed, jeg føler mig mest tryg ved for at forsørge min familie,” fortæller Paul Longora.

Måske er det Guds straf

30-årige Paul Ilukol og hans tredje og yngste kone, Regina Moru, hjælper til ved ved bålet i dag. Paul Ilokul fjerner de store sten, der har holdt sammen på bålet, og Regina Moru hælder vand på de sydende kul for at afslutte svidningen.

©Yilmaz Polat
Brændingen afsluttes med vand, og de rygende varme kul rages omgående ud af bålet for at give plads til en ny brænding.

”For få år siden havde vi alt. Da var det ikke noget problem at have mange koner og børn. Vi havde mad nok og var mindre syge, og køerne trivedes. Men vi stjal kvæg fra andre stammer og slog somme tider mennesker ihjel. Så måske er det Guds straf, at vejret har ændret sig, så vi har mistet kvæget og ikke kan dyrke jorden, fordi regnen ikke kommer,” funderer Paul Ilokul og tørrer sveden af panden.

Regina Moru rager kullene ud af bålet med de bare hænder. Selv om jorden omkring bålet er brandvarm, har hun ikke sko på. Hun ejer ikke nogen.

”Hver gang jeg tænker på sko, kigger jeg på mine sultne børn. Og så bruger jeg pengene på mad og ikke på sko,” siger Regina Moru.

©Yilmaz Polat
Alle mændene i kulsvierlejren har sandaler lavet af gamle bildæk. Regina Moru svider kul på bare fødder. Hun ejer ikke sko. Når hun skal vælge mellem sko og mad til børnene, vælger hun maden.

Jens Vejmand i Uganda   

Tæt ved skovområdet, hvor der svides trækul, ligger et forladt marmorbrud. Et minefirma med gode forbindelser til regeringen fik lov at udvinde marmor og afspærrede hele området for de lokale, som har boet der i generationer. Men firmaet gik konkurs og forlod området midt om natten. Nu står kun et par forladte maskiner tilbage.

Helt øde er der dog ikke. Der lyder hammerslag fra bruddet.

Ni timer om dagen hamrer Robert Kiyonga og Loyep Lotukei løs på marmorbruddets store stenblokke med hver sin forhammer, akkurat som i den gamle sang om Jens Vejmand, der af sin sure nød med ham'ren må forvandle de hårde sten til brød.

©Yilmaz Polat
Med hammer og mejsel kan de tidligere kvæghyrder bryde omkring tre tons marmor om dagen. De får ca. ni kroner for et ton.

”Vi kan ikke dyrke jorden på grund af tørken, så det her er vores sidste chance for at brødføde familien,” siger 25-årige Robert Kiyonga og løfter endnu en gang den tunge hammer højt over hovedet og lader den falde ned på den massive stenblok.

Når blokken endelig går i stykker, står to kvinder klar til at sortere de rene, hvide marmorstykker fra de værdiløse sten. Den ene er Paul Ilokuls første kone.

”Genskæret fra de hvide sten er så stærkt, at det ødelægger vores øjne. Men hvad skal vi gøre? Hvis vi bliver hjemme, dør vi af sult. Så længe vi har stærke arme, tager vi herud og arbejder,” siger kvinderne.

Marmorstykkerne males og bruges som fyldstof i maling, fugemasse og puds. Holdet kan bryde tre tons om dagen og får knap ni kroner for et ton. Kvinderne får 3,50 kroner for seks timers arbejde.
Et kilo majs koster 5,50 kroner.

Guldgravere uden pragt

Nogle kilometer derfra, ved et udtørret flodleje, ligger en guldgraverlejr. Her arbejder Paul Ilokuls anden kone. Stemningen i lejren er ond. Landsbylederen er stiv af druk allerede ved middagstid, og folk er mistroiske og skeptiske over for udefrakommende. En mand og en kvinde skændes længe og højlydt om en dunk vand, indtil manden går af med sejren – og vandet.

”Vi mangler alt. Især vand, og det lidt vi har, vi har, skal vi dele med dyrene,” snøvler landsbylederen og kommer usikkert på benene for at signalere, at audiensen er forbi.

©Yilmaz Polat
Det eneste rene drikkevand i guldgraverlejren skal hentes op fra dybe huller i det udtørrede flodleje. Der er kamp om de sparsomme dråber.

Nedenfor hans telt er der gravet et dybt hul i flodlejet. Her sidder en mand på hug, og med et litermål øser han forsigtigt det vand, der pibler op fra undergrunden, op i en vanddunk. Flere steder i flodlejet henter folk vand på samme måde.

Vi møder ikke Paul Ilokuls anden kone, men midt i solen i det udtørrede flodleje står 15-årige Mariko Langora og 13-årige Robert Angela og to yngre drenge og vasker guld. De lader flodsand blandet med en smule mudret flodvand løbe ned over et skråt bræt overtrukket med et håndklæde. Det lette vand og sand løber af brættet, mens de tungere bittesmå stykker guld sætter sig fast i håndklædet.

Drengene er dybt koncentrerede om arbejdet og kigger ikke op, hverken når der kommer fremmede eller når der lyder skrig og skrål fra andre i lejren.

©Yilmaz Polat
I 2015 forlod Mariko Langora og Robert Angelas familier deres hjem og søgte lykken i en guldgraverlejr. Siden har drengene vasket guld i ni timer om dagen for at hjælpe deres forældre økonomisk.

Mariko Langora og Robert Angela har vasket guld sammen i tre år. De mødtes i lejren efter den store tørke i 2015, hvor mange familier måtte forlade deres hjem pga. tørke og finde andre måder at overleve på. Ingen af dem har gået mere end tre år i skole, og nu arbejder de hele dagen for at hjælpe deres familier til at overleve.

”Jeg er nødt til at tjene penge, for min far kan ikke dyrke jorden længere, og vi sulter. På en god dag kan jeg vaske 20 karat (en karat = 200 mg.) og tjene omkring 50 kroner. Jeg giver pengene til min mor, så hun kan tage sig af familien og købe medicin til vores syge bedstemor,” siger Mariko og skynder sig tilbage til arbejdet.

Ingen hjælp at hente

Tilbage i kulsvierlejren har Regina Moru fyldt kullene fra første svidning i en stor plasticsæk, og Paul Longora og Paul Ilokul er i færd med at bygge et bål op til en ny svidning. De øvrige mænd er gået i gang med at fælde endnu et træ.

©Yilmaz Polat
Så snart den ene brænding er afsluttet, sættes den næste i gang.

For 20 år siden boede Paul Longoras familie 15 km. længere inde mod hovedbyen Moroto, men da alle træerne omkring byen var fældet, flyttede de længere ud på landet, hvor der stadig er træer, de kan fælde. De brænder så meget trækul for at overleve, at de er klar over, at om få år må de flytte igen.

”Efter den store tørke i 2015 bad vi regeringen om hjælp, og de gav de gamle og svage en lille pension. Men de sagde, at vi unge var stærke og opfindsomme, så vi måtte selv finde andre måder at klare os på. Hvis regeringen gav os et alternativ, ville vi ikke svide kul,” siger Paul Longora.

Opkøbere presser prisen

Før Paul Longora begyndte at svide kul, var det ikke hver dag, hans familie fik mad. Nu får familien i hvert fald ét måltid om dagen – hvis de mellemhandlere, der køber deres kul, ellers lægger vejen forbi.

©Yilmaz Polat
Normalt kan kulsvier-familierne få 30 kroner for en sæk kul. Men hvis opkøberne lader vente på sig og familierne begynder at sulte, kan prisen presses.

Opkøberne besøger landsbyen cirka en gang om ugen, og Paul og de andre kulsviere får normalt omkring 30 kroner for en sæk kul. Men hvis opkøberne bliver væk så længe, at familierne løber tør for mad og begynder at sulte, kan prisen presses helt ned til 20 kroner. Så skal der fældes endnu flere træer og svides endnu mere kul for at få det hele til at hænge sammen.

”Jeg er meget bekymret for klimaforandringerne og for, hvordan det skal gå os, især vores børn. For som det er nu, er det umuligt at skaffe penge nok til både mad og skolepenge til børnene,” siger Paul Longora.

Trækul er langt bedre end brænde

Trækul svides i en såkaldt mile – et stort, langsomt brændende bål pakket ind i jord eller masser af friske grene og blade, så der næsten ikke kommer luft til. Denne styring af forbrændingen gør, at træet ikke brænder, men tørdestillerer, så vandindhold, affaldsstoffer og brandbare gasser forsvinder. 

I forhold til brænde brænder trækul stabilt og uden flamme og er derfor mere velegnet til indendørs brug – ligesom kul er meget lettere at transportere end brænde.

Der er stadig håb

Også Benedict Lokiru, Folkekirkens Nødhjælps projektkoordinator i området, er bekymret. Men han ser stadig håb for regionen.

”Området kan stadig reddes, hvis der sættes effektivt ind. Det kræver, at hyrderne får alternativer til kulbrændingen, og at regeringen sætter massivt ind med træplantning for at standse klimaforandringerne. Man kan også lukke afskovede områder fuldstændig af i to eller tre år, så naturen får tid og ro til at komme sig af sig selv. Aflukning virker forbavsende godt til genopretning af naturen,” siger Benedict Lokiru.

Fakta om kulsvierfamilierne

Folkekirkens Nødhjælp arbejder i 23 lande for at hjælpe så mange af verdens fattigste som muligt. Desværre overstiger behovet for hjælp langt vores kapacitet. Selvom vi ikke direkte hjælper Paul Longora, Paul Ilokul og deres familier, beskriver deres stemmer de globale udfordringer, vi står over for.

Vi håber og tror, at oplysning er en vej til, at vi kan fortsætte og udvide vores indsats.

Denne reportage er blevet til med støtte fra