Støt

Hårdt arbejde - hver dag

Hver dag står solen op omkring kl. 6 i Chandalala. Det samme gør beboerne - nogle står endda op i skumringen endnu tidligere. De første kølige timer tidligst på dagen skal udnyttes.

De fleste bruger timerne på at ordne deres jord: De renser den for knolde, rødder og grene. Imens marken bliver friseret, tager kvinderne opvasken og fejer gårdspladsen.

©Mikkel Østergaard

Hele dagen pukler Hardons Jere og hans kone Nancy Kumwenda. De sidste timer med sol om eftermiddagen bruger de på at klargøre deres mark til, når regnen kommer.

©Mikkel Østergaard

Isabel Mvula tager opvasken fra aftensmaden aftenen før med vand, hun har hentet i vandhullet.

Bagefter henter kvinderne vand i forskellige vandhuller. Vandet skal bruges til at vaske op med, tage bad i og lave mad af over bål med.

Når det i lange perioder kun bliver til ét måltid, bliver det spist lige før solnedgang.

©Mikkel Østergaard

Naboerne Isabel Mvula og Mercy Chipeta med sin toårige søn Frank på ryggen på vej ned til nærmeste vandhul for at hente vand. Forrest med en grøn spand på hovedet går Isabels datter, Catherine, på tre år.

©Mikkel Østergaard

Dafress Mhango er 79 år. Selvom hun har ondt i både sine knæ og ryg, er hun nødt til at arbejde i marken, for at hun og hendes halvblinde mand Godfrey Jere på 93 år kan overleve.

Nogle i landsbyen sætter tempoet ned efter de aktive morgentimer.

Men det gælder ikke for Hardons Jere. Han drømmer om, at sine børn kan gå i skole uden at sulte.

Derfor knokler han og drømmer om at få en ekstra indtægt som tømrer.

* * * * *

Toårige Frank græder ustoppeligt

Der er ingen i Chandalala, der bliver forskånet, når sulten banker på. Heller ikke børnene, faktisk lider de allermest. 

Sultens konsekvenser kan man se på toårige Frank, der har tydeligt markerede ribben og en oppustet mave, og det er før, den hårdeste periode sætter ind. 

"Når Frank er sulten, græder han ustoppeligt. Det giver mig en dyb følelse af smerte i hjertet," siger hans mor, Mercy Chipeta.

©Mikkel Østergaard

Frank på to år bliver badet af sin mor Mercy Chipeta. Alle bade i Chandalala foregår i baljer.

©Mikkel Østergaard

Frank leger med en gren, der fungerer som legetøj.

©Mikkel Østergaard

Catherine tømmer sin kop med vand, der er beskidt, fordi det typisk ikke bliver kogt eller renset, før børnene drikker det. 

©Mikkel Østergaard

Børnene i Chandalala er gode til at finde steder at lege. Også en tør høj kan bruges. 

I det sydlige Afrika, hvor tørken rammer bredt i mange lande, er næsten 580.000 børn alvorligt fejlernærede og har brug for hjælp.

Flere end tre millioner børn har en begrænset adgang til drikkevand på grund af tørken. 

Alligevel har børnene i landsbyen flere pusterum, når de spiller fodbold med en bold lavet af plastikskrald, der er hårdt spændt sammen, mens en let kluklatter sætter tonen for legen.

©Mikkel Østergaard

En sløj Catherine på tre år, der venter på at få det bedre.

©Mikkel Østergaard

Selv de allermindste børn løber frit omkring. En stor del af tiden passer de sig selv, hvis de ikke hjælper forældrene i marken eller hjælper med at hente vand.

©Mikkel Østergaard

Der er en masse sand i den udtørrede flod Tchesamu, som børnene kan lege i. 

©Mikkel Østergaard

Catherine på tre år og hendes ven, der udforsker bunden af den udtørrede flod.

* * * * *

Overlevelse under tørken

I maj, juni og juli måned kan Hardons Jere skaffe to måltider om dagen til sin kone og fire børn, men i de resterende ni måneder er kampen for overlevelse alle vegne. 

En dag fandt Hardons en mand 500 meter fra sit hus. Manden havde ikke spist i tre dage og var kollapset, mens han havde arbejdet i en anden mands mark.

”Det er meget skræmmende at blive konfronteret med sult, når en mand kollapser. Hvad hvis det sker for mig, hvad skal jeg så gøre,” siger Hardons. 

©Mikkel Østergaard

Det plejede at regne fra slutningen af november og frem til maj eller april. Sidste år regnede det fra slutningen af december og frem til marts, fortæller de bekymrede beboere.

©Mikkel Østergaard

Chandalala har en ubrugelig vandpumpe, der pumper saltvand op. Og når vandhullerne er tørret ud, skal beboerne gå omkring 4,5 kilometer for at hente vand.

På grund af tørken løber beboerne i Chandalala tør for mad i oktober eller november. Derefter venter en barsk periode med sult.

Den eneste mulighed, de har for at skaffe mad i den periode, er at tage arbejde som daglejere. Hvis der er arbejde at få. 

Lønnen varierer mellem at være en lille skål med majsmel, til hvad der svarer til 2,5 kroner for en dags arbejde i marken.

©Mikkel Østergaard

Isabel Mvula i den rosa T-shirt bruger meget af sin dag på at hente vand. ”Det her er vores liv, hver dag”, siger hun.

©Mikkel Østergaard

Der skal arbejdes ved vandhullet hver dag.

* * * * *

Størst af alt er kærligheden

På trods af meget modstand holder beboerne i Chandalala tæt sammen. Hemmeligheden er kærlighed. 

Da Isabel Mvula stak af fra sin alkoholiserede mand, der hældte kogende olie ud over hende, flyttede hun hjem til sin mor.

Nu bor tre generationer af kvinder i samme hus og hjælpes ad. Selv Catherine på tre år giver en hånd med.

I nabohuset bor Mphatso Mwale og hans kone Mercy Chipeta i en lille faldefærdig og utæt lerhytte med sønnen Frank Mwale.

Det tog Mphatso Mwale 120 frierier over telefonen, før Mercy Chipeta sagde ja til at leve resten af sit liv med ham. Så selvom hun ikke var meget for at sige ja i starten, er hun lykkelig i dag. Mercy og Mphatso taler alle beslutninger grundigt igennem og handler ikke før, de er enige.

Den gensidige respekt gennemsyrer familierne, og det er tydeligt, at det stærke sammenhold mellem beboerne i Chandalala gør dem mere robuste og modstandsdygtige i de værste perioder med tørke, sult og dødsangst.

* * * * *

Fremtiden

”Jeg drømmer om, at min familie kan få et større hus, og at de ikke sulter”, siger Mphatso Mwale.

Han vil højst have tre børn, fordi han ikke tror, han kan skaffe skolepenge til flere. Den samme historie går igen rundt om i landsbyen. 

©Mikkel Østergaard

Dafress Mhango er til et introduktionsmøde om, hvordan hun og andre kvinder i landsbyen kollektivt kan spare penge op og låne penge af hinanden.

©Mikkel Østergaard

Grupperne blev stiftet i oktober 2016, og herefter har Folkekirkens Nødhjælp hjulpet og vil hjælpe 20 låne- og sparegrupper med at blive selvkørende. 476 kvinder er med i projektet.

Helt grundlæggende drømmer beboerne om ikke at sulte og om, at deres børn kan få en uddannelse og et mere sikkert liv. Op til Folkekirkens Nødhjælps besøg i landsbyen har beboerne ikke fået hjælp udefra.

Men nu vil Folkekirkens Nødhjælp hjælpe beboerne i Chandalala.

©Mikkel Østergaard

Landsbyens spartanske indkøbscentral.

©Mikkel Østergaard

Hidtil har der ikke været råd til stole og borde til eleverne i skolen, så børnene sidder på mursten. Når børnene i 6. klasse går ud af landsbyskolen, skal de gå ni kilometer og i regnsæsonen krydse en flod for at fortsætte deres skolegang.

Hjælpen kommer i flere former: Kvinder kan kollektivt spare penge op og låne af hinanden.

Penge de bl.a. kan bruge til at starte små forretningsinitiativer og betale skolepenge med.

Folkekirkens Nødhjælp går også i dialog med 1.500 kvinder og unge i området for at klæde dem på til at stå op for deres rettigheder. 

©Mikkel Østergaard

Isabel Mvula kigger til sin telefon, mens den bliver opladet fra en solcelle. Hun har ingen anden adgang til elektricitet end solceller.

Et andet projekt, Folkekirkens Nødhjælp laver, handler om at støtte 1.500 kvinder og unge i at dyrke solsikkefrø. 

Frø, de derefter kan sælge til en lokal solsikkeolieproducent. På den måde håber Folkekirkens Nødhjælp på at gøre befolkningen i og omkring Chandalala i stand til at hjælpe sig selv til et mere sikkert liv uden lange perioder med sult.

* * * * *

Siden sidst

Artiklen er skrevet ud fra et besøg i landsbyen i september 2016. I december samme år var der så akut behov for mad, at Folkekirkens Nødhjælp uddelte 10 kilo majsfrø til hver familie, som skulle sikre mad i mange måneder frem. Familierne modtog også kontanter, som skulle sikre mad, indtil majsen kunne høstes.

Sult

De lande, der er hårdest ramt, er Angola, Lesotho, Madagaskar, Mozambique, Swaziland, Zimbabwe og Malawi. I Malawi estimerer FN, at 6,7 millioner har brug for direkte nødhjælp i form af enten maduddeling eller kontanter for at overleve i den nuværende tørkeperiode.

Flygtningenes danske bedstemor
81-årige Anni Kanafani fra Valby har viet sit liv til at hjælpe flygtningebørn i Libanon.

Tørken i Etiopien
Tedesh er hårdt ramt af klimaforandringerne, men hjælpen kom til dertil fra uventet kant.

Se alle longreads 
Få overblikket over alle de mange longreads, Folkekirkens Nødhjælp har skrevet.