Herluf Andersen var en velestimeret præst og et koryfæ inden for genbrugsbutikkernes historie. Sammen med sin hustru, Ruth Andersen, grundlagde han Danmarks første genbrugsbutik i 1972. Cirka 80 butikker åbnede han sammen med sin hustru inden sin død, 80 år gammel, i marts 2013 – efter to års kræftsygdom.
Dette interview fra 2012 er et af de sidste, der findes med ham.
”Nu må I ikke sælge hans frakke, vel?” Ruth Andersen smiler til det ældre ægtepar, der passer genbrugsbutikken i Gl. Munkegade 8 i Aarhus. ”Nej, det skal vi nok lade være med,” siger kvinden og smiler tilbage. ”Det er sket, at nogen er kommet til at sælge medarbejdernes frakker,” forklarer Ruth Andersen.
”Men,” tilføjer hun, ”Herluf ved nok, hvor han skal hænge den, så den er i sikkerhed.” Hun kigger med et mildt smil på sin mand gennem mere end 50 år, Herluf Andersen. Også kendt som Pastor Andersen.
Det er vist især, når konen driller ham. Sådan som hun gør lidt senere, da de sidder i det snævre baglokale i Danmarks ældste genbrugsbutik. ”Den plakat deroppe trænger da til noget klister, Pastor Andersen,” siger hun, og han giver hende ret. Hun ved jo, hvordan en genbrugsbutik skal se ud.
Plakaten, som mangler klister, er en af Folkekirkens Nødhjælps ældre af slagsen. Med et motiv, som klart og tydeligt signalerer det, som Ruth og Herluf Andersen ser som det centrale: Hjælp til mennesker, der lider under sult, fattigdom, sygdom, naturkatastrofer og undertrykkelse.
”Nøden kan aldrig udryddes. Menneskets ondskab og griskhed kan vi ikke fjerne, og korruptionen og de forfejlede politiske systemer er det også svært at gøre noget ved,” siger Herluf. Med ’vi’ mener han både Ruth og ham selv og Folkekirkens Nødhjælp.
Organisationen er en så stor del af deres liv, at de ikke skelner skarpt mellem deres privatliv og deres frivillige indsats for organisationen. Og Ruth har været hans uundværlige samarbejds- og livspartner. Til sammen udgør de et stærkt makkerpar. Så stærkt, at de har været sammen om at skabe en nu 40 år gammel dansk tradition for at drive genbrugsbutikker, hvis overskud går til nødhjælps- og udviklingsarbejde.
Permanent loppemarked
Det hele begyndte i 1971, da Herluf Andersen var på studieophold i England for at finde nye salmer, der kunne oversættes og bruges til de ungdomsgudstjenester, han var blevet kendt for at arrangere i Christianskirken i Aarhus, hvor han var ansat som præst. Der blev spillet rytmisk musik, og moderne salmer gjaldede under loftet, når de unge samledes til gudstjeneste.
Nogle syntes, at det var lige lovlig moderne, men med tiden har ideen spredt sig over hele landet. Det samme blev tilfældet med den idé, Herluf Andersen tog med sig hjem fra England.
I London kom han forbi en Oxfam-shop, en filial af den kæde af butikker, der var vokset frem i slutningen af 1940’erne med udgangspunkt i Oxford. Organisationen bag butikken hed Oxford Against Famine (Oxford imod hungersnød) og var blevet etableret med det formål at hjælpe de fattigste tyskere efter 2. verdenskrig. I begyndelsen samlede borgere i Oxford tøj ind, som man ville sende til Tyskland.
Men da der blev afleveret både festkjoler og andet tøj, som næppe kunne gavne de fattige tyskere, opstod ideen med at sælge tøjet og bruge indtægterne til at købe fødevarer og betale for transport af nødhjælpen.
Snart åbnede den første genbrugsbutik med faste åbningstider og ulønnede medarbejdere, og cirka 35 år senere, da Herluf Andersen var i England, var antallet af Oxfam-butikker tæt på 1000.
Herluf og Ruth havde allerede erfaring med nødhjælp. I 1968 og 1969 havde parret gået fra dør til dør i deres hjemsogn og indsamlet penge til Folkekirkens Nødhjælps Biafra-hjælp. Og i 1970 var de sammen med Abbé Pierre (fransk præst og grundlægger af Emmaüs-foreningen, der arbejder for at hjælpe fattige, hjemløse og flygtninge, red.) og hans klunsere med til at arrangere en international klunserlejr i Aarhus.
Se også: Historien om Danmarks allerførste genbrugsbutik
Fik tag over loppemarkedet
I samarbejde med de lokale klunsere havde Herluf og Ruth også i flere år stået for et loppemarked hjemme i Aarhus.
”Det foregik i vores have, og det var jo nærmest en katastrofe, når det regnede. Så da jeg så Oxfams butik, slog det mig, at det ville være fantastisk, hvis vores loppemarked kunne få tag over hovedet,” siger Herluf.
Ruth nikker. ”Ja, og når Herluf får en ide, bliver den til noget. Men det vidste jeg jo, da vi giftede os. Så da vi tog hjem fra England, var jeg klar over, at nu begyndte et nyt kapitel.”
Efter hjemkomsten til Aarhus fik Herluf hurtigt engageret nogle af klunserne og en del af sine sognebørn i arbejdet med at etablere ’et permanent loppemarked’. Herluf kontaktede Aarhus Kommune, som tilbød dem at låne en tom grønthandel i Grønnegade, indtil bygningen skulle rives ned. I løbet af få uger lykkedes det at indrette butikken med hylder og stativer af affaldstræ og tøj fra et lager i Christianskirkens krypt.
Det var tanken, at det skulle deles ud til sognets fattige, men der var stort set ingen efterspørgsel på det. Men det ændrede sig, da det blev hængt pænt op og prismærket. Der var gang i salget med det samme – i Danmarks første genbrugsbutik.
Da bygningen skulle rives ned, måtte Herluf på jagt efter et nyt lokale, og valget faldt på en butik i Gammel Munkegade. Den blev indrettet med hylder og stativer af vandrør, ølkasser og spånplader, og på facaden blev der malet butikkens navn ’Folkekirkens Nødhjælps loppemarked’.
Samarbejdet med Abbé Pierres klunsere var ophørt, da klunserne ikke ønskede at have et betalt lokale, og Herluf Andersen var ikke i tvivl om, hvem den mest oplagte samarbejdspartner så var:
”Jeg havde samlet ind til Folkekirkens Nødhjælp i alle mine år som præst og var meget imponeret af Biafra-indsatsen. Jeg var overbevist om, at pengene ville komme nødlidende mennesker ude i verden til gode, hvis de gik til Folkekirkens Nødhjælp,” siger Herluf, og Ruth nikker.
Parløb for genbruget
Sammen har de to været med til at etablere omkring 80 af Folkekirkens Nødhjælps over 120 genbrugsbutikker. Frem til 2003 passede Herluf sit arbejde som sognepræst ved Christianskirken, men sin ugentlige fridag om mandagen brugte han sammen med Ruth til at oplære og rådgive butiksmedarbejdere, hjælpe med at finde frivillige og fungere som konfliktmægler, når der opstod uenigheder blandt butikspasserne.
Ruth, der er uddannet sygeplejerske, helligede sig arbejdet som medhjælpende hustru – både som præstekone og i genbrugsarbejdet – og det blev til mange timers arbejde ugentligt.
”Hun er skam ganske god til at slå søm i,” som Herluf siger med et anerkendende nik.
De mødte hinanden i 1.g på Aarhus Katedralskole og har dannet par lige siden. Som ægtefolk, som kristne og som de danske genbrugsbutikkers ’forældre’. Deres fire børn har fået genbrugstanken indprentet, mens familien kørte Danmark tyndt i en Volvo læsset med materialer stativer, hylder og sække med tøj.
”Vores børn ved, hvad genbrug er, og de har taget deres tørn. De protesterede heller ikke, da vi sidste jul sagde til dem, at vi kun ville have genbrugsting i julegave,” smiler Herluf.
Både han og Ruth går gerne i genbrugstøj, ”selv om det kan være svært at finde noget i de store størrelser, som jeg bruger,” som Herluf siger.
”Stilen her i butikken vil nogle nok kalde gammeldags. Men det er det, kunderne her kan lide,” siger Herluf og tilføjer, at han har det bedst med princippet om billig husleje og frivillig arbejdskraft.
Se også: Vi har brug for dig på holdet i vores butikker
”De frivillige er her for at gøre en forskel for verdens fattige. Hvis de så kan se, at der går masser af penge til husleje, giver det ikke samme mening,” siger han.
På ferie i slumkvarterer
Ruth og Herluf har sammen besøgt en del af de steder, hvor Folkekirkens Nødhjælp arbejder. Deres ferier er blandt andet blevet brugt på at besøge slumkvarterer i Indien og Guatemala, hjemløseprojekter i Skt. Petersborg og fattige landsbyer og flygtningelejre i Afrika.
Overalt har de talt med mennesker, som indtægterne fra genbrugsbutikkerne hjemme i Danmark er kommet til gode, og med sig hjem har de fået indtryk og personlige fortællinger, som de har videregivet i hundredvis af foredrag for de frivillige i genbrugsbutikkerne eller i sognegårde og foredragsforeninger.
”Vi kan ikke længere holde til de anstrengende udlandsrejser. Men vi har et par tusind dias, som vi kan vise ved vores foredrag,” siger Herluf og tilføjer, at foredragshonoraret naturligvis går til nødhjælpsarbejdet.
Deres eget guldbryllup fejrede Herluf og Ruth sidste år, og i år kan de så fejre rubinbryllup med genbrugsarbejdet.
Genbrugsarbejdet, som de har sat i gang, kan desuden tage æren for flere bryllupper. ”Mange gode venskaber, ja endog ægteskaber, er opstået via de frivilliges genbrugsengagement, som når efterladte efter en begravelse har fundet nye venner i en af butikkerne og er kommet videre i livet takket være det,” siger Herluf med et smil.
Der er gang i genbruget og gang i Herluf.
”Det er helt forkert. Herluf sidder aldrig ned,” udbryder Ruth, da fotografen beder hendes mand om at sætte sig i en stol i butikken. Hun insisterer i stedet på, at fotografen tager nogle billeder, hvor han kigger på noget af det udstillede tøj.
Få minutter efter er Herluf forsvundet. ”Er han gået?” spørger den ene af butikspasserne. Den anden ryster på hovedet ”Nej, for hans frakke hænger her endnu, så han skal nok komme tilbage.”
Artiklen er skrevet af Malene Fenger-Grøndahl og blev publiceret den 16. april 2012 på FKN’s tidligere hjemmeside. Artiklen er blevet opdateret i januar 2021.
