Pige som er syrisk flygtning i Libanon

Svært at flygte – sværere at vende hjem

Krigen er tilsyneladende slut i Syrien. Men betyder det, at alle syriske flygtninge nu kan vende hjem?

© Gitte Skotby-Young Ballenstedt

En stor gruppe flygtninge fra Syrien er fanget mellem to onder i Libanon. Et liv med få muligheder og rettigheder i en flygtningelejr i et fremmed land eller et hjemland, hvor alt skal genopbygges.

Folkekirkens Nødhjælp har besøgt de syriske flygtninge, fordi nogle af dem er begyndt at vende tilbage til hjemlandet, og verdens regeringsledere siger, at krigen er slut.

En af de syriske flygtninge er 21-årige Raneem Saleh, som bor i byen Tyre i det sydlige Libanon.

Den unge kvinde har mistet sin bedstefar, sin farbror, kusiner, fætre og sin far i krigen. Nu bor hun sammen med sin mor og sine ældre søskende, der er to brødre og en søster.

Da hun levede i Syrien, drømte hun om at studere, læse arabisk litteratur, og måske uddanne sig til psykolog. Når hun fortæller om det, lyser hendes øjne stadig op som brune juveler i hendes nærmest skulpturelt smukke, perfekt sminkede ansigt.

Elledninger spreder sig som edderkoppespind over flygtningelejrene i Tyre.

© Gitte Skotby-Young Ballenstedt

Byen Tyre er fuld af arkæologiske perler fra UNESCO’s verdensarvsliste. Og med placeringen ved kysten i det sydlige Libanon og et gavmildt klima med middelhavstemperaturer er byen på mange måder en ideel feriedestination.

Men det er ikke som turist, at Raneem Saleh er her. Hun har boet i en af byens flygtningelejre siden 2013, hvor hun flygtede fra Syrien.

Krigen

Syriske flygtninge i Libanon
  • 479,537 flygtninge er registret i Libanon af FN’s hjælpeorganisation for palæstinensiske flygtninge i Mellemøsten (UNRWA).
  • Af dem er godt 31.000 syriske palæstinensere – et tal, der dog hele tiden ændrer sig.
  • Næsten 90 procent af de syriske palæstinensere lever under fattigdomsgrænsen.
  • De modtager hver måned støtte af UNRWA for at kunne købe basale fødevarer.

Folkekirkens Nødhjælp er taget hertil, fordi byens tre flygtningelejre, som oprindeligt blev opført for at huse armenske og siden palæstinensiske flygtninge, nu også er blevet hjem for tusinder af syriske palæstinensere som Raneem Saleh. De seneste otte år er de flygtet hertil fra borgerkrigen i det store naboland.

Krigen er i danske medier hyppigt blevet beskrevet som en kamp mellem det syriske regime med præsident Bashar al-Assad i spidsen og forskellige væbnede grupper med hovedvægt på Daesh – også kendt som Islamisk Stat.

Den omtales nu ofte som en afsluttet konflikt. Daesh er besejret. Krigen er ovre, siges det. Men betyder det så, at millioner af flygtninge fra Syrien, som i løbet af de mere end otte år, konflikten har stået på, er flygtet til stort set alle verdenshjørner, nu kan vende hjem?

Som det sikkert fornemmes allerede her, er svaret langt fra simpelt.

Drømmene på hylden

Går man i de smalle gader i Tyres tre lejre, minder området om et slumkvarter i en hvilken som helst mellemøstlig eller nordafrikansk by.

Der ligger små ramponerede bebyggelser i beton, sten eller blik mellem butikker og bunker af skrot. Der kører biler og knallerter, og henover det hele slynger sig et fintmasket edderkoppespind af interimistisk installerede elledninger.

Det er primært, når man skal ind i områderne gennem nidkært bevogtede checkpoints, at man fornemmer, at de tre kvarterer AlBuss, Burj Isshimaali og AlRashidieh er særlige. Og så lige når man når til afgrænsningerne, hvor pigtråd og solide murer omkranser bebyggelserne.

Men det mest karakteristiske i de kvarterer er ikke omgivelserne. Det er beboerne og deres historier.

 Jeg har ingen drømme mere.
Raneem Saleh, 21 år

Raneem Saleh har lagt sine drømme om studier på hylden. Andre ting er vigtigere. Hun skal tjene penge og hjælpe familien. Hun uddanner sig nu på et skønhedskursus, som Folkekirkens Nødhjælps partner, Najdeh, afholder.

Hun håber, at det efterspurgte erhverv som skønhedsplejer kan generere en indkomst. I Tyre eller hvor som helst.

Det gode liv, siger Raneem Saleh kort, er et liv uden krig. Uden at komme ind på om det liv så er i Libanon eller i Syrien. Men hvis hun og familien tager tilbage, fortæller hun, vil hendes brødre blive indrulleret i den syriske hær.

Hvis bare vi havde et hus

Ikke alle flygtninge har mistet deres drømme.

Soussan Abu Na’em på 31 år har åbnet en skønhedssalon, efter at hun sidste år var på samme skønhedskursus som Raneem Saleh. Hendes store datter, som ligeledes har været med på kurset, arbejder der også.

En lille tv-skærm i det ene hjørne af salonen fylder rummet ud med nonstop snak fra et af de utallige talk-shows, som konstant kører på mange arabiske tv-kanaler. Soussan Abu Na’em flygtede fra Syrien for syv år siden.

“Jeg havde et hus, et smukt hus. Men det er der ikke mere, det er faldet til jorden, blevet til støv. Nu er der ingenting”, siger hun.

Soussan Abu Na’em ville gerne vende tilbage til Syrien. Der er fredeligt nok, synes hun. Men den største hindring for at vende hjem for hende, hendes mand og deres seks børn, er, at der fysisk ikke er noget at vende tilbage til.

“Hvis vores hus stadig stod der, var vi taget hjem, men hvor skulle vi bo, hvis vi tog tilbage – i et telt?”, spørger hun retorisk.

I Tyre har hun salonen. I starten brugte Soussan Abu Na’em størstedelen af sine indtægter fra arbejdet til at investere i udstyr og inventar som stole, en hårtørrer, reoler og spejle. Nu kan pengene efterhånden bruges til andre fornødenheder i det daglige.

Indtjeningen varierer mellem 50 og 200 dollars (cirka 300 og 1.200 kroner) om måneden, men selvom hendes mand også har en lille varierende indtægt fra forskelligt arbejde, er der en ting, pengene ikke kan bruges til.

“Jeg ville gerne eje mit eget, altså salonen og vores hus, men det kan vi jo ikke. Så nu drømmer jeg bare om, at forretningen vokser”, forklarer den 31-årige kvinde.

Syriske palæstinensere kan ikke købe fast ejendom i Libanon, og det er ikke realistisk at spare pengene sammen til at bygge huset hjemme i Syrien op igen.

Det vil koste omkring 5.000 USD (cirka 30.000 kroner) at bygge huset op, anslår hun. Det ligger i luften med meget løse vendinger, hvori både Gud og lykke indgår, at den syriske regering har en andel i nedbrydningen af husene, og dermed også et (økonomisk med-) ansvar for genopbygningen.

Men det bliver ikke sagt direkte. Det gør der derimod om salonen og livet i Tyre.

To slidte, men solide, professionelle stole, og en mængde skønhedsprodukter vidner om, at der er gang i forretningen. Selvom syriske palæstinensere ikke må tage arbejde uden for lejrene, må der godt komme kunder udefra – og det gør der. Flere og flere, fortæller indehaveren med slet skjult stolthed.

Soussan Abu Na’em glæder sig til om to dage, hvor hun skal have en brud siddende og gøre hende klar til den store begivenhed.

Skræmt af lyde

Hana Ahmed Mohamad kom til Tyre fra Syrien i 2016. Hun og familien blev i første omgang i Syrien, og de var vidne til bombardementer og kampe under konfliktens første fem år i håb om, at nabostaterne ville gå ind i konflikten og få den til at stoppe. Men det skete ikke.

Jeg vil ikke tilbage. Jeg husker frygten. Jeg husker lig, døden, synet af døde børn. Jeg har set det hele
Hana Ahmed Mohamed

Pludselig, under samtalen med Hana Ahmed Mohamad i hendes hjem, brager lyden af skudsalver højt og tydeligt udenfor. Hun lader sig ikke mærke med bragene. Kan det være fra et bryllup, som man i nogle arabiske lande traditionelt fejrer ved at skyde op i luften? Eller er der en træningslejr med skydebane tæt på? Hana Ahmed Mohamed svarer, at hun ikke er sikker, men lyden af skud er almindelig og formentlig fra et bryllup.

I starten, lige efter at hun og familien var kommet til Libanon, reagerede hendes mindste barn kraftigt på den slags lyde.

“Hun sad ofte sådan her i et hjørne”, fortæller Hana Ahmed Mohamed og viser med sin egen krop, hvordan datteren sad krøbet sammen med armene pakket tæt rundt om overkroppen.

“Min datter troede, at lyden kom fra bomber. Hun ville heller ikke give slip på mig, når vi var ude. Det går bedre nu, men vi tænder ikke for lyden på nyheder på tv mere. Der ser man jo hele tiden vold og død og ødelæggelse”, siger hun.

“Din uddannelse er dit våben”

Hana Ahmed Mohamed vil ikke vende tilbage til Syrien.

“Jeg husker frygten. Jeg husker lig, døden og synet af døde børn. Jeg har set det hele. Det er rigtigt, at der ikke er bombardementer mere i Syrien – men der er stadig ikke sikkerhed eller tryghed. Folk bliver stadig kidnappet, tilfældig vold sker stadig”, siger hun.

Og fordi infrastrukturen er ødelagt, er der hverken adgang til telefon, elektricitet eller vandforsyning, tilføjer hun. Skolerne fungerer ikke, så børnene kan heller ikke få undervisning.

Hendes søn går i 7. klasse i den skole, som de syriske palæstinensere har adgang til inde i lejren.

“Jeg siger til min søn: ’din uddannelse er dit våben”, fortæller Hana Ahmed Mohamad, som især lægger vægt på, at engelskundervisningen er god. Heldigvis er sønnen både kvik i skolen og meget motiveret, siger hun og tilføjer stolt, at han under den seneste sommerferie på eget initiativ brugte to uger på at forberede sig og læse til eksamen.

Hun og familien bor i, hvad man kan kalde et standardhus, i en af lejrene. Der lugter ramt og jordslået, som i flere af de andre huse. Man må som syrisk palæstinensisk flygtning ikke uden videre foretage udbedringer på sin bolig. Sætningsskader på flere af de op til 70 år gamle huse er blevet til fugtskader, og det kan man lugte.

Som hos de fleste andre består familiens komplette bolig af et fællesrum samt et køkken og et mikroskopisk bad. Nogle få heldige råder desuden over et lille værelse, som forældre eller bedsteforældre sover i.

Men selvom det er småt med materielle goder, er Hana Ahmed Mohamed ikke i tvivl.

“Det er bedre her end dér. Der kan gå dage her, hvor jeg ikke kan huske, hvornår jeg sidst har spist kød eller fået grøntsager, og vores børn er som alle andre børn. De ønsker sig ting, som vi ikke kan give dem. Men det er stadig bedre her”, siger hun.

Et land, der ikke virker

Familiernes historier er lige så forskellige som menneskerne, der fortæller dem. Alligevel er der meget, der går igen. Som f.eks. at familierne siger, at de ikke har medbragt billeder eller andre minder fra deres hjem i Syrien. For ingen af dem havde regnet med, at de skulle være væk så længe.

Af samme grunde har de heller ikke skænket det en tanke at rejse længere væk. Det ville koste flere penge, som de ikke havde. Og det ville være mere usikkert, hvis man ikke kan tale sproget i f.eks. et europæisk land. Og turen hjem til Syrien ville også blive længere.

På trods af at de fleste har familie eller slægtninge i Syrien, som de savner, vil det at vende tilbage være mere udsigtsløst end livet i lejrene i Libanon. For krigen i Syrien har slået infrastrukturen i stykker.

Mange steder er der kun minimal eller ingen adgang til vand, elektricitet, gas og telekommunikation for slet ikke at tale om velfærdsydelser som sundhedsvæsen og skolegang. Det hele kombineret med høje leveomkostninger som følge af et ødelagte logistik- og produktionsapparat. Dertil en skyhøj arbejdsløshed.

Syriske flygtningebørn i Libanon

Syriske flygtningebørn deltager i kreative aktiviteter, som skal hjælpe dem igennem krigstraumer.

© Gitte Skotby-Young Ballenstedt

Der er også mange børn i flygtningelejrene. Børn, der har levet hele deres liv eller en stor del af deres liv i Libanon. Selvom de har bedsteforældre, onkler, tanter, fætre og kusiner i Syrien, er det i Libanon, de har venner, går i skole og kender naboerne.

Når man spørger børnene, om de kan huske noget fra deres liv i Syrien, handler svarene ofte om bestemte personer som slægtninge, de har besøgt og leget med. Nogle er døde, andre bor stadig i hjemlandet.

Børnene, som er vokset op i Libanon, føler sig hjemme, mens de voksne mest føler sig som fremmede. Ud over de juridiske aspekter som at de syriske palæstinensere ikke må tage arbejde, have fast ejendom, sende deres børn i skole og selv færdes frit uden for lejrene, er der følelsen af ikke at høre til.

Følelsen af at ens børn bliver forfordelt i skolen med henvisning til, at de er syriske. Følelsen af at landet, de lever i, ikke tilhører dem. Fordi hjem er et andet sted, som skaber knuder i maven og tårer i øjnene, når man fortæller om det, og hvorfra ens kære ringer dagligt eller ugentligt og fortæller om hverdagens trivialiteter.

Politik er ikke vigtigt

Mødrene svarer vagt, når de bliver spurgt ind til politik. Flere af dem virker mere optagede af, at de er ramt af dårligdomme som diskusprolaps. Det lader ikke til, at de er nervøse for repressalier eller politisk motiverede forfølgelser.

Flere nævner dog om den syriske præsident: “al-Assad blandede sig ikke i, hvordan vi levede i lejrene. Han skabte ikke problemer for os [syriske palæstinensere, red.] – der var ikke forskel på os og de andre syrere”.

Men meninger om hvem man helst vil have til at sætte sig i spidsen for en kommende genopbygning af landet, kommer ikke til udtryk. De fleste har andre ting at bekymre sig om.

De beretter om små og varierende indtægter fra deltids- eller småjobs, som er afhængige af sæson, vejr og andre tilfældigheder. Alle er afhængige i en eller anden grad af støtte fra FN’s hjælpeorganisation for palæstinensiske flygtninge i Mellemøsten (UNRWA) for at brødføde sig.

Najwa Asaad Shunnar er ansvarlig for børnecenteret i AlBuss-lejren. Hun er selv syrisk palæstinenser og står derfor i præcis samme situation, som de andre syrisk palæstinensiske familier.

Najwa Shunnar siger, at ‘amaan’ – et ord, der på arabisk betyder sikkerhed, dækker over mange aspekter. Men hvornår er der nok af det i et land til, at det er forsvarligt at vende tilbage?

“Sikkerhed og tryghed betyder ikke kun, at det ikke regner med bomber, og at folk ikke bliver skudt eller slået ihjel. Amaan betyder også, at man ikke skal være bange for, at man ikke kan skaffe mad på bordet til sine børn, fordi der ikke er arbejde at få og penge at tjene. Eller at man bliver nødt til at bo i et skur eller et telt, fordi ens hus er jævnet med jorden”, siger hun og fortsætter:

“Det betyder også, at man ikke skal bekymre sig om, hvad der skal blive af ens børn i fremtiden, fordi uddannelsessystemet ikke fungerer, og man ikke ved, om de kan få sig en uddannelse”.

Selv er hun også mor og har heller ikke konkrete planer om at rejse tilbage til Syrien. For nok var det svært at flygte, og hver eneste dag er det besværligt at overleve som flygtning. Men lige nu er det sværest at vende hjem til Syrien.

Flygtningelejrene i Tyre

Burj Shemali (23.000 flygtninge)

Grundlagt i 1948 for at huse palæstinensiske flygtninge. Der bor næsten 23.000 registrerede flygtninge, som har adgang til fire skoler og et sundhedscenter.

Der er ekstremt høj arbejdsløshed i lejren, hvor de fleste mænd arbejder i sæsonprægede erhverv som landbrug og byggeri. Kvinderne arbejder i landbrug og med rengøring.

El Buss (11.000 flygtninge)

Etableret i 1937 af den franske regering for at huse armenske flygtninge. Palæstinensiske flygtninge kom til I løbet af 1950’erne, hvor armenerne blev flyttet til et andet område.
Der bor godt 11.000 registrerede flygtninge, som har adgang til fire skoler og et sundhedscenter.

Indbyggerne arbejder overvejende inden for landbrug og byggeri.

Rashidieh (31.000 flygtninge)

Består af to dele: En gammel afdeling etableret af den franske regering i 1936, og en ny del etableret af UNRWA i 1963 til palæstinensere evakueret fra en anden lejr.

Der bor mere end 31.000 registrerede flygtninge, som har adgang til fire skoler, herunder et gymnasium, og et sundhedscenter.

Beskæftigelsesmuligheder er ganske få. Det meste arbejde er inden for landbrug og byggeri.

Twitter LinkedIn Facebook