Støt

Danmarks første genbrugsbutik

Herluf og Ruth åbnede i Aarhus den første genbrugsbutik

For 46 år siden fik Ruth Andersens mand idéen til Danmarks første genbrugsbutik. Senere kørte ægteparret landet tyndt i deres gamle Volvo og skabte Folkekirkens Nødhjælps genbrugsimperium, som har rejst over en halv milliard kroner til verdens fattige. Vi besøgte genbrugsbutikkernes moder i butikken, hvor det hele begyndte.

Af Jesper Olsen

Ruth Andersen er gammel.

Hvor gammel må jeg ikke få at vide, for det vedkommer da virkelig ikke hverken mig eller nogen andre. Nej, det må være nok at skrive, at hun er gammel.

”Jeg sagde en dag til min yngste søn: ’Åh, jeg føler mig lidt gammel’. Så sagde han: ’Du er gammel, mor!’ Værsgo. Det er just det, jeg er: Jeg er gammel,” siger den kontante dame, der tegner en spinkel, men ikke svagelig skikkelse i sin klapstol omkranset af genbrugsting og -tøj, der er opmagasineret fra gulv til loft i etiketterede papkasser.

”Men jeg vil ikke høre nogen sige, at jeg er for gammel!”

Ruth Andersens mand idéen til Danmarks første genbrugsbutik.

Ruth Andersen var sammen med sin mand med til at åbne Danmarks første genbrugsbutik.

Krigsbarn

Man kunne også sige, at Ruth Andersen er gammel nok.

Gammel nok til at huske smalhalsen under 2. Verdenskrig. De rationeringsmærker, man måtte aflevere for at få lov at købe kaffe, smør, sukker og cigaretter. Den første banan, hun fik efter krigen, hvor man fattedes så eksotiske frugter. Den spadseredragt, hendes mor syede hende ud af et aflagt kjolesæt, som havde tilhørt Ruths fars chef.

”Vi var vant til at gå med brugt tøj, for der var ikke andre muligheder. Da jeg blev konfirmeret lige efter krigen, var det også utrolig vanskeligt at få en konfirmationskjole og andendagstøj,” fortæller hun.

Ruth Andersen er også gammel nok til at have set fjernsynets første billeder af forsultne afrikanske børn med lemmer så tynde som kosteskafter. De satte sig i krigsbarnet, som selv havde oplevet at mangle, og som var opflasket med kristendommens næstekærlighedsbudskab.

Og hun er gammel nok til at huske, da hun og manden Herluf Andersen i 1972 åbnede Danmarks allerførste genbrugsbutik i Gammel Munkegade 8 i Aarhus. En idé, der siden har afstedkommet et overskud på over en halv milliard kroner, som er gået til Folkekirkens Nødhjælps arbejde rundt om i verden.

Fakta

Folkekirkens Nødhjælp har 117 genbrugsbutikker i Danmark, alle drevet af frivillige kræfter. Den første genbrugsbutik blev åbnet i 1972 af præsteparret Herluf og Ruth Andersen. Den lå – og ligger stadig – i Gammel Munkegade 8 i Aarhus.

Cowboy-benklæder i rum 1

Men Ruth Andersen er ikke for gammel til stadig at komme her – i den selvsamme butik i Gammel Munkegade, hvor det hele startede for 46 år siden.

Der lugter hjemligt og lidt hengemt i den gamle butik, som i store træk ligner sig selv. Falmede plakater oplyser om Folkekirkens Nødhjælps arbejde, gulnede skilte reklamerer for ’housecoats’ og ’cowboy-benklæder’, og hjemmegjorte bøjlestænger bærer aarhusianernes kasserede klæder i alskens farver og former.

Det har altid været magtpåliggende for Ruth og Herluf Andersen at spinke og spare. Overskuddet skulle gå til de nødstedte, ikke til designermøbler, personalegoder og telefonregninger. De frivillige medarbejdere må skiftes til at medbringe kaffe og frokost – i dag var det Kirsten med det grå hår og den milde fremtoning – og der har aldrig været en fastnettelefon i butikken.

Peter Schmidt, den joviale nye butiksleder, har dog allernådigst fået licens til at snige et par nye(re) reoler ind som erstatning for Herluf Andersens sindrige system af spånplader og ølkasser, der plejede at huse de bøger, cd’er, lp’er, lamper og nipsting, som er linet op langs vægge og vinduer.

Se også: Som genbrugsfrivillig bliver du en del af et hjertevarmt fællesskab!

Alderens furer

Ruth Andersen er her hver torsdag formiddag. Hun rydder op og rigger til i den gamle forretning, sorterer lagervarer, hænger nyankommet tøj op og konverserer kunderne, som er på jagt efter et godt fund eller måske lidt billigt husgeråd til studiehyblen.

Lige nu sidder hun i det tilstødende lagerlokale, hvor det grå betonloft bærer alderens furer ligesom Ruth Andersens smalle, aflange ansigt, der er indrammet af gråt pagehår og halvindfattede briller. Hun er iklædt en marineblå skjorte ud over en hvid polo med blå tværstriber. Genbrug begge dele. Selvfølgelig.

Det har været en længere forhandling at få interviewet sat op. Vi ville meget gerne filme Ruth; det ville hun meget nødig. Og mens hun sidder i projektørlyset foran kameraet, meddeler hun gerne sin modvilje med en sarkastisk bemærkning eller en himlen med de grågrønne øjne.

Men når det kommer til stykket, er hun en elskværdig værtinde. Sådan en der nøder med kaffe og boller, så man dårligt tør sige nej, og som fortæller sin historie med engagement, tålmodighed og en smule stædighed. For hun ved godt, at den er værd at fortælle videre – om end en indbygget beskedenhed byder hende at protestere, når vi bruger vidtløftige ord som ’historisk’ eller forsøger at gøre hende til hovedperson i historien.

Genbrugsplakat fra den første genbrugsbutik i Århus

Provo-præsten

Hovedpersonen, understreger hun gang på gang, hedder uomtvisteligt Herluf Andersen. Ruths afdøde mand, som hun mødte i 1.g. på nysproglig linje på Aarhus Katedralskole og blev gift med i 1961.

Herluf var præst. En progressiv, næsten provokatorisk, en af slagsen, som til menighedsrådets store fortrydelse bragte guitarer og trommer ind i Christianskirken til sine ’rytmiske gudstjenester’. Han mente, at kirken havde pligt til at tiltale børn og unge i et sprog, de kunne forstå, og han udgav sangbøger, plader og bånd med moderne salmer, som han fandt inspiration til på rejser til England.

Det var på en af disse inspirationsture – til London i 1971 – at præsten og præstefruen en dag stødte på en butik, der påkaldte sig deres interesse. En lille marskandiserforretning med et vindue fyldt med små eksotiske kunstgenstande i håndskåret ibenholt, kunstfærdige vævninger og fine smykker.

”Inde bag alt det udenlandske var der stativer langs væggene og hylder fyldt med skjorter, nederdele, kjoler og bluser,” fortæller Ruth Andersen.

”Alt muligt, som absolut ikke havde noget som helst med Afrika eller Indien at gøre. Vi stod lidt og kiggede på det, før vi spurgte dem, der passede butikken: ’Hvad er det her for noget?’ Og så fik vi hele historien.”

Den historie, som præsteparret fik fortalt, handlede om ulandsorganisationen Oxfam, som efter 2. Verdenskrig havde forbarmet sig over de fattiggjorte tyskere. Derfor havde de åbnet en række genbrugsbutikker over hele England, hvor folk kunne donere deres aflagte tøj og ting, hvorefter butikken solgte det videre og gav overskuddet til trængende tyskere.

Det var en af de butikker, Ruth og Herluf stod i nu.

Fakta

I Folkekirkens Nødhjælps genbrugsbutikker kan man aflevere brugte ting og tøj eller købe de genbrugsgenstande, som andre har indleveret. Butikkerne genererer tilsammen et årligt overskud på cirka 25 millioner kroner, som går til Folkekirkens Nødhjælps arbejde rundt om i verden.

Manden med idéerne

Tanken om at sælge brugte ting videre for et godt formål var ikke fremmed for hr. og fru Andersen.

På det tidspunkt var de nemlig allerede engageret i en klunserlejr i Aarhus, som de havde arrangeret i samarbejde med den såkaldte Emmaüs-forening, der blev grundlagt af den fransk katolske præst og pionér Abbé Pierre.

Klunsning som koncept havde spredt sig til det meste af Europa i 50’erne og 60’erne. Men salget foregik på loppemarkeder og til havefester, der poppede op i et par timer eller dage for så at fordufte igen. En decideret genbrugsbutik med fast adresse og daglig åbningstid eksisterede ikke i Danmark, og tanken havde aldrig strejfet pastor Andersen. Ikke før han nu stod dér i Oxfams butik i London.

”Det må også kunne lade sig gøre i Danmark!” sagde Herluf Andersen med vanlig virketrang til sin kone, da de sad på færgen på vej hjem fra England.

”Han havde altid mange gode idéer. Og så hjalp jeg ham, så godt jeg kunne!” siger Ruth Andersen.

”Når han foreslog, at man kunne gøre dét og dét og dét, sagde jeg ofte, at ’nej, det kan bestemt ikke lade sig gøre!’ Og så så han meget betænkelig ud, og så kom han med en masse argumenter, som var kloge og velunderbyggede. Han vidste, hvad han ville, og hvordan han ville gøre det. Og når han fik en idé, så gennemførte han den.”

Således også denne gang.

Grønthandlen i Grønnegade

Hjemvendt fra London kontaktede Herluf Andersen straks Aarhus Kommune. Fandtes der mon et ledigt lokale, man kunne få lov at låne til et sådant foretagende? Kommunen stillede en tom og nedrivningsmoden grønthandel i Grønnegade til rådighed, indtil der skulle opføres et plejehjem på matriklen.

Få uger senere, i april 1972, slog Danmarks første genbrugsbutik dørene op. Tøjet stammede fra Christianskirkens kælder, hvor det havde dynget sig op i et hengemt lager. Møblementet var, naturligvis, hjemmelavet af affaldstræ, spånplader og ølkasser.

På facaden stod to navne ved siden af et håndmalet hjerte. Abbé Pierres klunsere, som præsteparret havde allieret sig med. Og så Folkekirkens Nødhjælp, som de ville donere halvdelen af overskuddet til.

Ruth og Herluf Andersen havde ved flere lejligheder samlet ind til Folkekirkens Nødhjælp og var især blevet imponerede over indsatsen under Biafra-krigen, den nigerianske borgerkrig som varede fra 1967 til 1970. Her var Folkekirkens Nødhjælp primus motor bag en luftbro, som blev brugt til at fragte føde og forsyninger til den sultende befolkning.

”Når man er kristent opdraget, har man fået indpodet, at man skal dele med hinanden og give til dem, der har det dårligere end én selv. I kunne jo prøve at læse Markus-evangeliet fra ende til anden som en roman. Det er fantastisk spændende, og der bliver sagt mange kloge ting. Værsgo!” ordinerer Ruth Andersen, der godt – tro mig – kan harcelere over ungdommens selvoptagethed nu til dags, så man krymper sig i stolen.

”Man må dele med dem, som ingenting har og lider nød. Vi, som har fået så meget, behøver ikke at samle mere til huse.”

I april 1972 stillede kommunen en tom og nedrivningsmoden grønthandel i Grønnegade til rådighed for Herlufs idé om en genbrugsbutik. 

Overvældende

Ruth og Herluf havde været spændte – og lidt nervøse – i dagene op til åbningsdagen. Ville der overhovedet være nogen interesse for deres lille genbrugsgesjæft? Tænk hvis der ikke kom et øje. 

Det gjorde der.

”Jeg tror, der stod kø udenfor den dag. Det myldrede med mennesker. Vi havde indrettet et lille hjørne med et bord af ølkasser med en genbrugsdug over, hvor vi ville sidde og drikke kaffe. Men det blev der aldrig tid til. Der var kunder hele tiden,” husker Ruth Andersen.

”Det kan ikke nytte noget, at folk i dag siger: ’Oh, det er blevet så moderne med genbrug’. Det har været in i mange, mange år, lige fra begyndelsen af. Interessen var overvældende stor.”

Gør ligesom Ruth - bliv frivillig i en af vores genbrugsbutikker

Hjemløs

Succesen steg hen over sommeren. Aarhusianerne summede om den gamle grønthandel, hvor Ruth og Herluf med glæde kunne konstatere, at genbrugskonceptet havde gang på dansk jord.

Få måneder senere bankede kommunen på døren. Nu skulle det nye plejehjem altså bygges, så Ruth, Herluf og Abbé Pierres klunsere måtte rømme grønthandlen. Butikken, der gav sit overskud til fattige og hjemløse, var selv blevet hjemløs.

”Vi stod der med en butik fuld af ting og sager, og vi havde ingen steder at gøre af det,” siger Ruth Andersen.

Hr. og fru Andersen og de andre frivillige var dog fast besluttede på, at det ikke skulle stoppe her.

”Så vi begyndte at undersøge alle muligheder for at gøre ligesom dem i England. Om der var en butik et sted, der kunne lejes på almindelig basis. Det var der. Her. Lige præcis her i Gammel Munkegade 8.”

Et imperium bliver til

Resten er, som man siger, historie.

Forretningen i Gammel Munkegade 8 – Danmarks første rigtige, blivende genbrugsbutik – åbnede i 1972. Nu uden Abbé Pierres klunsere, som af princip ikke ville betale husleje. Derefter gik overskuddet ubeskåret til Folkekirkens Nødhjælp.

Butikken voksede sig hurtigt både et bag- og et lagerlokale til. Efter et par år besluttede Ruth og Herluf Andersen sig for også at udvide til andre byer. I de følgende tiår voksede præsteparrets genbrugsimperium gradvist til det, det er i dag: 117 butikker og 3.600 frivillige, der skaber et årligt overskud på 25 millioner kroner.

Genbrugsbutikken i Ny Munkegade, hvor den stadigvæk ligger den dag i dag.

Danmarks første rigtige, blivende genbrugsbutik åbnede i 1972 i Gammel Munkegade 8. 

Husmødre i massevis

Rundt regnet 80 af butikkerne er åbnet af Ruth og Herluf Andersen selv. På pastorens fridage om mandagen kørte parret landet tyndt og åbnede nye butikker i deres Volvo 210 fra 1966. En rummelig stationcar med god plads til genbrugstøj fra Gammel Munkegades overskudslager.

Forinden havde de udset sig en by og en lokalitet og indrykket en annonce i den lokale avis. At der var planer om at åbne en genbrugsforretning i byen til fordel for Folkekirkens Nødhjælps arbejde, og at interesserede kunne møde op til stiftende møde dén og dén dag.

De fleste steder strømmede folk til.

”Der var mange, som gerne ville være med. Masser af hjemmegående husmødre, der gik og passede børn dagen lang og kedede sig. Det findes jo slet ikke mere, nu er kvinderne lige så karrieresøgende som deres mænd, og alle har så travlt. Dengang havde man ikke så travlt,” siger Ruth Andersen.

Med sig havde Ruth og Herluf en medarbejderliste og en vagtplan, som sidst på mødet gik på omgang og blev udfyldt med navne. Hvem kunne påtage sig tirsdag formiddag? Hvad med torsdag eftermiddag?

”Så var der pludselig en fyldt medarbejderliste, og på et efterfølgende medarbejdermøde kunne vi så indrette butikken og få slået nogle stativer og reoler sammen. Det var udmærket,” siger Ruth Andersen med et af sine yndede udtryk.

Den hvide Volvo

Herluf og Ruth Andersen plejede kontakten til de frivillige. De brugte først og fremmest Herlufs ugentlige fridag på møder rundt om i landet, men efterhånden som flere butikker kom til, blev det nødvendigt med en medarbejderhåndbog samt årsskriftet GenbrugsNyt, der blev rundsendt til de frivillige medarbejdere. 

Senere kørte parret rundt til alle butikkerne og holdt årlige lysbilledforedrag for de frivillige, så de kunne blive klogere på Folkekirkens Nødhjælps arbejde. Et arbejde, som Herluf og Ruth Andersen selv havde haft lejlighed til at besigtige på deres mange rejser.

Også foredragsturnéerne foregik i den hvide Volvo 210, som med årene blev nærmest ikonisk. Bilen var med på det meste af rejsen, helt frem til det nye årtusinde, hvor den åndede ud efter at have tilbagelagt en halv million kilometer. Det var ikke kun i Gammel Munkegade, at hr. og fru Andersen genbrugte og sparede.

”Det var en pragtfuld bil!” ivrer Ruth Andersen, som plejede at lappe de nedslebne rustpletter med en klat hvid maling.

”Jeg kan godt savne den, fordi den var så rummelig og kørte så godt. Vi kunne tage på sommerferie i den med plads til telt, bagage, mad og fire børn. Til sidst kunne vi ikke få reservedele til den, så vi måtte opgive den til stor sorg for hele familien.”

Den smilende mand

Hun rækker ud efter en stak gulnede dokumenter, som hun har lagt på en papkasse til højre for sig. 

”Her har du pastoren og bilen, værsgo,” siger hun og fremviser et sort-hvidt fotografi. Det forestiller en smilende mand med vigende hårgrænse, hornbriller og en løs vinterjakke, der står ved siden af en hvid Volvo 210 med Folkekirkens Nødhjælps fisk på bagklappen.

”Det er Herluf,” siger Ruth Andersen.

Herluf Andersen

Genbrugsbutikkernes fader døde i marts 2013 efter to års kræftsygdom. Han blev 80 år. I over halvdelen af dem var han en velestimeret præst i Christianskirken, samtidig med at han i sin fritid grundlagde og vedligeholdt et veritabelt genbrugsimperium. Mellem Christianskirken og en af Folkekirken Nødhjælps genbrugsbutikker i Aarhus findes der i dag en Herluf Andersens Plads.

”Han var … han var … jamen, Herluf, han var jo,” hakker Ruth Andersen, da jeg beder hende beskrive sin mand. Stemmen og underlæben dirrer i takt, blikket bliver svømmende, mens hun kigger på fotografiet af den smilende mand og hans Volvo.

”Han var klog, og han var dygtig, og han var … han var en virkelig god præst. Han havde megen omsorg for folk i sognet, han tog på husbesøg og tog sig af det hele ved siden af alt det med genbrugsbutikkerne. Han var et følsomt menneske oven i alt det andet. Han var spændende. Han var meget spændende.”

Familieforetagende

Efter Herlufs død overtog Ruth Andersen rollen som kontaktperson i butikken. Den har hun siden overdraget til Peter Schmidt. Men hun kan stadig godt lide at komme i forretningen hver torsdag formiddag.

”Jeg er jo efterhånden en gammel dame, og det er der mange af os medarbejdere, der er. Men så længe vi kan bruges, synes vi, det er hyggeligt at være med. Det er blevet en naturlig del af ens liv. Og så er det jo et vigtigt arbejde. Det er man nødt til at tage sig af, og det gør vi. Selvfølgelig kan man ikke holde til lige så meget, som man har kunnet. Men vi gør det, så godt vi kan, så længe vi kan,” siger Ruth Andersen.

Hun omtaler butikken som sit andet hjem. Medarbejderne – Kirsten, Peter, 91-årige Inga der lige er stoppet osv. – kalder hun sin ekstra familie.

”Vi deltager i hinandens glæder og sorger, og vi bekymrer os om hinanden. Vi er jo gamle og skrøbelige, og vi bliver bekymrede, når nogen ikke kommer. Vi tager os af hinanden på den måde. Vi har det, som om vi er i familie med hinanden,” siger hun om de frivilliges fællesskab.

Et par af de frivillige i butikken er Ruths familie, bogstaveligt talt. Som barnebarnet Vita på 16, der er her i dag for at hjælpe til. Hun er fjerdegenerationsfrivillig i butikken, hvis man medregner Ruths mor, som plejede at sidde på en stol og holde opsyn med, at ingen langfingrede lømler rapsede noget som helst.

Gods og gaver

Når Ruth Andersen ser tilbage, er hun glad for det, hun og Herluf har skabt. Men ikke stolt, siger hun afgjort. Det er hun for ydmyg til. Nej, hun er taknemmelig, det er det, hun er. Over at hun har kunnet være med i så mange år. Og at det er gået så godt.

”Jeg kan ikke være stolt af, at alle de søde mennesker kommer og bruger en halv dag om ugen på at være med. Det er jo ikke på grund af mig. Nej, det er, fordi Folkekirkens Nødhjælp bruger det overskud, vi sender til dem, på en fornuftig måde. Herluf og jeg har flere gange fået lov at komme ud og besøge projekter, og det har virkelig været spændende at se, hvad det har betydet for mennesker ude i verden.”

Hendes håb for fremtiden er tilsvarende ydmygt. At butikkerne vil blive ved med at give overskud og gøre gavn for dem, der er uheldigere stillet end hun. Og at nogen vil føre livsværket videre, den dag hun endnu en gang følger i sin mands fodspor.

”Her til sidst vil jeg gerne have lov at komme med et lille salmevers, som står i vores salmebog nummer 667,” indskyder Ruth Andersen.

Så tager hun en højtidelig mine på og giver sig til at recitere:

”Gods og gaver, selve livet

er ej mit,

Gud har frit

alt til låns mig givet;

når han kræver sit tilbage,

har han ret,

mig kun slet

sømmed det at klage”

Ruth