Støt

’Hvis vi havde et hjem, var vi taget tilbage til Syrien’

©Gitte Skotby-Young Ballenstedt

En stor gruppe flygtninge fra Syrien er fanget mellem to onder i Libanon: Et liv med kun få muligheder og rettigheder i en flygtningelejr, eller et hjemland, hvor alt skal genopbygges. Folkekirkens Nødhjælp har besøgt dem nu, hvor nogle syriske flygtninge er begyndt at vende hjem, og verdens regeringsledere siger, at krigen er slut. 

af Gitte Skotby-Young Ballenstedt

’Jeg har ingen drømme mere,’ siger Raneem Saleh. Hun er 21 år og bor i byen Tyre i det sydlige Libanon.

Den unge kvinde har mistet sin bedstefar, sin farbror, kusiner, fætre og sin far i krigen. Nu bor hun sammen med sin mor og sine ældre søskende; to brødre og en søster. Da hun levede i Syrien, drømte hun om at studere, læse arabisk litteratur, måske uddanne sig til psykolog. Når hun fortæller om det, lyser hendes øjne stadig op som brune juveler i hendes nærmest skulpturelt smukke, perfekt sminkede ansigt.

©Gitte Skotby-Young Ballenstedt

 
Byen Tyre er fuld af arkæologiske perler fra UNESCO’s verdensarvsliste. Og med placeringen ved kysten i det sydlige Libanon og et gavmildt klima med Middelhavstemperaturer, er byen på mange måder en ideel feriedestination. Men det er ikke som turist, Raneem Saleh er her.

Hun har boet i en af byens flygtningelejre siden 2013, hvor hun flygtede fra Syrien.

Jeg er taget netop hertil, fordi byens tre flygtningelejre, som oprindeligt blev opført for at huse armenske og siden palæstinensiske flygtninge, nu også er blevet hjem for tusinder af syriske palæstinensere som Raneem Saleh. De seneste otte år er de flygtet hertil fra borgerkrigen i det store naboland.

Syriske flygtninge i Libanon

  • 449.957 flygtninge er registret af UNRWA i Libanon.
  • Af dem er godt 30.000 syriske palæstinensere - et tal, der dog ændrer sig konstant.
  • Næsten 90 procent af de syriske palæstinensere lever under fattigdomsgrænsen.
  • De modtager hver måned støtte af UNRWA for at kunne købe basale fødevarer.

Krigen er i danske medier hyppigt blevet beskrevet som en kamp mellem det syriske regime med Præsident Bashar al-Assad i spidsen og forskellige væbnede grupper med hovedvægt på DA’ESH - også kendt som Islamisk Stat. Den omtales nu ofte som en afsluttet konflikt. DA’ESH er besejret. Krigen er ovre, siges det. Men betyder det så, at de millioner af syrere, som i løbet af de mere end otte år, konflikten har stået på, er flygtet til stort set alle verdenshjørner, nu kan vende hjem?

Som det sikkert fornemmes allerede her, er svaret langt fra simpelt.

Drømmene på hylden

Går man i de smalle gader i Tyres tre lejre, minder området om et slumkvarter i en hvilken som helst mellemøstlig eller nordafrikansk by. Her ligger små ramponerede bebyggelser i beton, sten eller blik mellem butikker og bunker af skrot, her kører biler og knallerter, og henover det hele slynger sig et fintmasket edderkoppespind af intermistisk installerede el-ledninger. Det er primært, når man skal ind i områderne gennem checkpoints, som er nidkært bevogtet af bevæbnede soldater, at man fornemmer, at de tre kvarterer AlBuss, Burj Isshimaali og AlRashidieh er noget særligt. Og så lige når man når til afgrænsningerne, hvor pigtråd og solide murer omkranser bebyggelserne. Men det mest karakteristiske her er ikke omgivelserne. Det er beboerne og deres historier. 

 ’Jeg har ingen drømme mere,’ siger Raneem Saleh. Hun er 21 år og bor i byen Tyre i det sydlige Libanon.

Raneem Saleh har lagt sine drømme om studier på hylden. Andre ting er vigtigere. Såsom at tjene penge og hjælpe familien. Hun uddanner sig nu på et skønhedskursus, som Folkekirkens Nødhjælps partner, Najdeh, afholder. Det er her, vi taler sammen. Hun håber, at det efterspurgte erhverv som skønhedsplejer kan generere en indkomst. Her eller hvor som helst.

Det gode liv, siger Raneem Saleh kort, er et liv uden krig. Uden at komme ind på, om det liv så er her eller i Syrien. Men hvis hun og familien tager tilbage, fortæller hun, så vil hendes brødre blive indskrevet i den syriske hær.

Hvis bare vi havde et hus

Ikke alle flygtninge har dog mistet deres drømme. Jeg møder Soussan Abu Na'em, 31, i den skønhedssalon, som hun selv har åbnet, efter hun sidste år var på samme skønhedskursus som Raneem Saleh. Her arbejder hun og hendes store datter, som også har været med på kurset. En lille tv-skærm i det ene hjørne af salonen fylder rummet ud med non-stop snak fra et af de utallige talk-shows, som konstant kører på mange arabiske tv-kanaler. Soussan Abu Na'em flygtede fra Syrien for syv år siden.

’Jeg havde et hus, et smukt hus. Men det er der ikke mere, det er faldet til jorden, blevet til støv. Nu er der ingenting’ siger hun.

Soussan Abu Na'em ville gerne vende tilbage til Syrien. Der er fredeligt nok, synes hun. Men den største hindring for at vende hjem for hende, hendes mand og deres seks børn, er, at der fysisk ikke er noget at vende tilbage til.

’Hvis vores hus stadig stod der, så var vi taget hjem, men hvor skulle vi bo, hvis vi tog tilbage – i et telt?’ spørger hun retorisk.

Her har hun salonen. I starten brugte Soussan Abu Na'em størstedelen af sine indtægter fra arbejdet til at investere i udstyr og inventar som stole, en hårtørrer, reoler og spejle. Nu kan pengene efterhånden bruges til andre fornødenheder i det daglige. Indtjeningen varierer mellem 50 og 200 USD om måneden, men selvom hendes mand også har en lille, dog varierende indtægt på forskelligt arbejde, er der en ting, pengene ikke kan bruges til.

’Jeg ville gerne eje mit eget, altså salonen og vores hus, men det kan vi jo ikke. Så nu drømmer jeg bare om, at forretningen vokser,’ forklarer den 31-årige kvinde. Syriske palæstinensere kan ikke købe fast ejendom i Libanon, og det er ikke realistisk at spare pengene sammen til at bygge huset hjemme i Syrien op igen.

 ’Jeg havde et hus, et smukt hus. Men det er der ikke mere, det er faldet til jorden, blevet til støv. Nu er der ingenting’ siger hun.

Det vil koste omkring 5000 USD at bygge huset op, anslår hun, men det ligger i luften og i nogle meget løse vendinger, hvori både Gud og lykke indgår, at den syriske regering har en andel i nedbrydningen af husene, og dermed også et (økonomisk med-) ansvar for genopbygningen. Men der bliver ikke sagt noget direkte. Det gør der derimod om salonen og livet her. To slidte, men solide professionelle stole, en mængde skønhedsprodukter og bøjler med beklædning på et stativ bag sofaen til ventende kunder vidner om, at der er gang i forretningen. Selvom syriske palæstinensere ikke må tage arbejde uden for lejrene, må der godt komme kunder udefra – og det gør der. Flere og flere, fortæller indehaveren med slet skjult stolthed. Om to dage skal Soussan Abu Na'em have en brud siddende og gøre hende klar til den store begivenhed. Det glæder hun sig til.

©Gitte Skotby-Young Ballenstedt

Skræmt af lyde

Hana Ahmed Mohamad møder jeg i hendes hjem. Hun kom hertil fra Syrien i 2016. Hun og familien blev boende, afventende, og var vidne til bombardementer og kampe under konfliktens første fem år i håb om, at nabostaterne ville gå ind i konflikten og få den til at stoppe. Men det skete ikke.

’Jeg vil ikke tilbage. Jeg husker frygten. Jeg husker lig, døden, synet af døde børn. Jeg har set det hele'

Pludselig, mens vi sidder og taler, brager lyden af skudsalver højt og tydeligt uden for. Min vært lader sig ikke mærke med lydkulissen, og selvom jeg generelt føler mig tryg i lejren, reagerer min krop alligevel på den uvante støj; min puls stiger en smule, og jeg spørger prompte til lydkilden. Er det mon fra et bryllup, som man i nogle arabiske lande traditionelt fejrer ved at skyde op i luften? Eller ligger der en træningslejr med skydebane tæt ved? Hana Ahmed Mohamed svarer, at hun ikke ved det 100 procent, men at lyden er almindelig, formentligt fra et bryllup.

©Gitte Skotby-Young Ballenstedt

 
I starten, lige efter at hun og familien var kommet hertil, reagerede hendes mindste barn kraftigt på den slags lyde.

’Hun sad ofte sådan her i et hjørne,’ fortæller Hana Ahmed Mohamed og viser med sin egen krop, hvordan datteren sad krøbet sammen, med armene pakket tæt rundt om overkroppen, og fortsætter: ’Hun troede, at lyden kom fra bomber. Hun ville heller ikke give slip på mig, når vi var ude. Det går bedre nu, men vi tænder ikke for lyden på nyheder på TV mere. Der ser man jo hele tiden vold og død og ødelæggelse.’

Materielle goder mindre vigtigt

Jeg spørger hende, hvad hun tænker om at vende tilbage til Syrien.

’Jeg vil ikke tilbage. Jeg husker frygten. Jeg husker lig, døden, synet af døde børn. Jeg har set det hele. Det er rigtigt, at der ikke er bombardementer mere i Syrien – men der er stadig ikke sikkerhed og tryghed. Folk bliver stadig kidnappet, tilfældig vold sker stadig,’ siger hun.

Og fordi infrastrukturen er ødelagt, er der hverken adgang til telefon, elektricitet eller vandforsyning, tilføjer hun. Skolerne fungerer ikke, så børnene kan heller ikke få undervisning.

Hendes søn går nu i 7. klasse i den skole, som de syriske palæstinensere har adgang til inde i lejren.

©Gitte Skotby-Young Ballenstedt

’Jeg siger til ham ’din uddannelse er dit våben,’ fortæller Hana Ahmed Mohamad, som især lægger vægt på, at engelskundervisningen her er god. Heldigvis er sønnen både kvik i skolen og meget motiveret, siger hun og tilføjer stolt, at han sidste sommerferie helt på eget initiativ brugte de sidste to uger på at forberede sig og læse til eksamen.

Hun og familien bor i, hvad man kan kalde et standardhus, i en af lejrene. Vi sidder på gulvet, og her lugter, som i mange af husene, ramt og jordslået. Man må som syrisk palæstinensisk flygtning ikke uden videre foretage udbedringer på sin bolig. Så sætningsskader på mange af husene, hvoraf de fleste er 70 år gamle eller mere, er blevet til fugtskader, og det kan lugtes. Som hos de fleste andre her består familiens komplette bolig af et fællesrum samt et køkken og et mikroskopisk bad. Nogle få heldige råder desuden over et lille værelse, som forældre eller bedsteforældre sover i.

Men selvom det er småt med materielle goder, er Hana Ahmed Mohamed ikke i tvivl.

’Det er bedre her end dér. Der kan gå dage her, hvor jeg ikke kan huske, hvornår jeg sidst har spist kød eller fået grøntsager, og vores børn er som alle andre børn: De ønsker sig ting; ting vi ikke kan give dem. Men det er stadig bedre her.’

Et land, der ikke virker

Jeg besøger flere familier over denne og de næste dage. Deres historier er lige så forskellige som menneskerne, der fortæller dem, og alligevel er der meget, der går igen. Som for eksempel det, at ingen af de familier, jeg taler med, har medbragt billeder eller andre minder fra deres hjem i Syrien. For ingen af dem havde regnet med, at de skulle være væk så længe. Heller ingen af dem har af samme grund skænket det en tanke at rejse længere væk. Det ville koste flere penge, penge som de ikke havde. Og det ville være mere usikkert, hvis man ikke kan tale sproget i for eksempel et europæisk land. Og ikke mindst ville der være længere at tage hjem igen.

Det går også igen, at selvom de fleste har familie eller slægtninge i Syrien, en del som internt fordrevne, og som de naturligvis savner mere end noget som helst andet, så vil det at vende tilbage være et mere udsigtsløst projekt end livet her i lejrene. Fordi krigen i Syrien har slået infrastrukturen i stykker, så der mange steder kun er minimal eller ingen adgang til vand, elektricitet, gas og telekommunikation for slet ikke at tale om velfærdsydelser såsom sundhedsvæsen og skolegang. Det hele kombineret med høje leveomkostninger som følge af et ødelagte logistik- og produktionsapparat. Dertil en skyhøj arbejdsløshed.

©Gitte Skotby-Young Ballenstedt

 
Jeg møder selvsagt også mange børn. Børn, hvoraf mange har levet deres hele eller halve liv her i Libanon. Og selvom de har bedsteforældre, onkler, tanter, fætre og kusiner i Syrien, er det her, de har venner, går i skole, kender naboerne og de få, minimale arealer i området, hvor man kan lege og adsprede sig lidt. Egentlige legepladser er det sparsomt med. Når jeg spørger nogle af børnene, om de kan huske noget fra deres liv i Syrien, handler svarene ofte om bestemte personer såsom slægtninge, de har besøgt og leget med, eller nogen, de savner. Nogle er døde, nogle bor stadig i hjemlandet.

I de familier, jeg taler med, gælder det, at mens børnene, som er vokset op her, føler sig hjemme, føler de voksne sig mest som fremmede. Ud over de juridiske aspekter som at de syriske palæstinensere ikke må tage arbejde, have fast ejendom, sende deres børn i skole og selv færdes frit uden for lejrene, er der følelsen af ikke at høre til. Følelsen af, at ens børn bliver forfordelt i skolen, med henvisning til at de er syriske. Følelsen af, at landet, de lever i, ikke tilhører dem. Fordi hjem er et andet sted, som skaber knuder i maven og tårer i øjnene, når man fortæller om det, og hvorfra ens kære ringer dagligt eller ugentligt og fortæller om hverdagens trivialiteter, og at det ville være dejligt at være sammen.

Politik er ikke vigtigt

Jeg prøver forsigtigt at tale lidt politik med mødrene, som er dem, jeg som kvinde møder flest af. Ikke nødvendigvis fordi det vil være upassende at møde mændene, men mange af dem, forstår jeg, er ramt af en del dårligdomme. ’Diskusprolaps’ er for eksempel et ord, jeg hører nævnt i flæng. Min ’værtsorganisation’ er desuden en kvindeorganisation med stærke relationer til kvinderne i familierne.  Når jeg forhører mig om interessen for politik, får jeg ret vage svar. Jeg fornemmer egentlig ikke, at folk er nervøse for repressalier eller politisk motiverede forfølgelser, men simpelthen, at emnet ikke optager særligt mange. Dog nævner flere, at ’al-Assad ikke blandede sig i, hvordan vi levede i lejrene, han skabte ikke problemer for os [syriske palæstinensere, red.] – der var ikke forskel på os og de andre syrere.’ Men mange meninger om, hvem man helst vil have til at sætte sig i spidsen for en kommende genopbygning af landet, møder jeg ikke. De fleste har andre ting at bekymre sig om.

 ’Sikkerhed og tryghed betyder ikke kun, at det ikke regner med bomber, og at folk ikke bliver skudt eller slået ihjel'

Jeg taler eksempelvis ikke med nogen, som siger, at de voksne i familien tilsammen tjener penge nok til at forsørge hele familien. Alle beretter om små og varierende indtægter fra deltids- eller småjobs, afhængigt af sæson, vejr og andre tilfældigheder.  Alle er afhængige i en eller anden grad af støtte fra UNRWA (FN) for at brødføde sig.

På vej tilbage fra den sidste familie, følges jeg med Najwa Asaad Shunnar, som er ansvarlig for børnecenteret i AlBuss-lejren. Det er hende, som har fulgt mig frem og tilbage til de familier, jeg har talt med i dag. Hun er selv syrisk palæstinenser og står dermed i præcis samme situation, som alle de familier, jeg har mødt. Vi taler om Amaan – et ord, der på arabisk betyder sikkerhed, men det dækker over mange aspekter, synes Najwa Shunnar. Vi taler om, hvornår der er nok af det i et land til, at det er forsvarligt at vende tilbage.

©Gitte Skotby-Young Ballenstedt

’Sikkerhed og tryghed betyder ikke kun, at det ikke regner med bomber, og at folk ikke bliver skudt eller slået ihjel. Amaan betyder også, at man ikke skal være bange for, at man ikke kan skaffe mad på bordet til sine børn, fordi der ikke er arbejde at få og penge at tjene. Eller at man bliver nødt til at bo i et skur eller et telt, fordi ens hus er jævnet med jorden og der ikke er penge til at bygge det op igen. Det betyder også, at man ikke skal bekymre sig om, hvad der skal blive af ens børn i fremtiden, fordi uddannelsessystemet ikke fungerer, og man ikke ved, om de kan få sig en uddannelse.’ uddyber hun.

Selv er hun også mor og har heller ikke konkrete planer om at rejse tilbage til Syrien. For nok var det svært at flygte, og hver eneste dag er det besværligt at overleve som flygtning. Men lige nu er det endnu sværere at vende hjem.

Flygtningelejrene i Tyre

Burj Isshimali
  • Grundlagt i 1948 for at huse palæstinensiske flygtninge.
  • Der bor næsten 23.000 registrerede flygtninge, som har adgang til fire skoler og et sundhedscenter.
  • Der er ekstremt høj arbejdsløshed i lejren, hvor de fleste mænd arbejder i sæsonprægede erhverv som landbrug og byggeri samt andet fysisk arbejde. Kvinderne arbejder i landbrug og med rengøring.
AlBuss
  • Etableret i 1939 af den franske regering for at huse armenske flygtninge. Palæstinensiske flygtninge kom til I løbet af 1950’erne, hvor armenerne blev flyttet til et andet område.
  • Der bor godt 11.000 registrerede flygtninge, som har adgang til fire skoler og et sundhedscenter. 
  • Indbyggerne arbejder overvejende inden for landbrug og byggeri.
AlRashidieh
  • Består af to dele: En ‘gammel’ afdeling etableret af den franske regering i 1936, og en ny del etableret af UNRWA i 1963 til palæstinensere evakueret fra en anden lejr.
  • Der bor mere end 31.000 registrerede flygtninge, som har adgang til fire skoler, herunder et gymnasium, og et sundhedscenter
  • Der er kun få beskæftigelsesmuligheder. Det meste arbejde er inden for landbrug og byggeri.