Støt

Praktikant i Wefood

Hver tirsdag formiddag er en flok unge fra Sputnik STU* med til at åbne Wefood på Nørrebrogade i København. De unge er i gruppepraktik, og i Wefood får de mulighed for at prøve sig selv af i trygge rammer og blive klogere på deres kompetencer og fremtidige jobmuligheder. 

Tekst: Jutta Weinkouff

Da Wefood åbner, står 20-årige Oliver Mosel klar til at køre de paller med varer ud, der skal stå foran butikken for at lokke kunder til. Så snart varerne er på plads udenfor, begynder Oliver at tømme store kasser med donerede krydderurter, der skal stå i køledisken lige inden for døren. Han tjekker kvaliteten af hver enkelt bakke basilikum, før den får plads i disken.

Oliver Mosel og tre af hans medstuderende er i praktik fra Sputnik STU. STU der står for en Særligt Tilrettelagt Ungdomsuddannelse for unge med autisme og/eller psykisk sårbarhed. De unge går på skolens ”afklarende linje”, hvor de gennem praktikforløb i trygge rammer kan prøve sig selv og deres kompetencer af. En af de trygge rammer er Wefood Nørrebro.

”Da Sputnik STU henvendte sig for at høre, om vi kunne arrangere praktik i Wefood Nørrebro, tænkte jeg: Vores sociale profil gør det oplagt at have sådan et samarbejde. I Wefood er der plads til alle, både frivillige og kunder. Hvis vi kan give unge arbejdserfaring og aha-oplevelser og bidrage til, at de får noget selvtillid, er vi kommet langt. Jeg håber, at vi kan etablere sådan et samarbejde i alle de byer, hvor vi åbner en Wefood-butik,” siger Jan-Martin Mikkelsen, leder af Wefood.

Du kan også være med: Bliv frivillig i Wefood!

Nyt liv til gamle varer

Længere inde i butikken er to af Olivers medstuderende og en lærer i gang med at sortere ærter, tomater og salathoveder i store kasser. Grøntsagerne er doneret af et supermarked, der ikke selv kom af med dem i tide og nu har doneret dem til Wefood. Varerne skal sorteres, før de sættes frem til kunderne, men derefter får de chancen for at blive solgt og spist i stedet for bare at blive smidt ud.

Ude i baglokalet er endnu en STU-studerende i gang med at registrere de temperaturer på computeren, der er målt ved morgenens egenkontrol af frysere og kølediske. Her er der mere fred og ro end ude i selve butikken, og computer-arbejde kan være en kærkommen pause, hvis uroen i butikken bliver for meget.

©Hans Bach

Et pædagogisk øverum

Hver tirsdag morgen siden marts har Oliver Mosel og hans praktikhold, bestående af seks unge mellem 20 og 24 år, sammen med to lærere været med til at åbne Wefood. Ikke alle har været der hver gang, for mange af de unge på STU har problemer med bl.a. angst, og nogle dage kan være så svære at håndtere, at man er nødt til at blive hjemme.

”Wefood et genialt øverum for os. Her har eleverne mulighed for at prøve sig selv af i en rigtig praktik. Her er mange forskellige, praktiske og let forståelige opgaver og funktioner, og hvis en af de unge ikke har overskud til at være i butikken og måske blive spurgt om noget af kunderne, kan han eller hun tage sig af opgaver ude bagved,” siger Line Rørdam, der er underviser på Sputnik STU.

Et initiativ, der rykker

Da det første STU-hold kom til Wefood Nørrebro i marts, skulle lærere og elever lære butikkens procedurer og arbejdsgange på lige fod.

”Der var nogen af eleverne, der forstod kasseapparatet hurtigere end os, og den slags er godt for selvtilliden. Vi kan mærke, hvordan gode oplevelser får de unge til at tage større ejerskab og byde ind med ideer, fx til, hvor forskellige varer skal placeres i butikken for at tage sig bedst ud,” siger Line Rørdam.

I praktikforløbet lykkes det nogle af de unge at bevæge sig fra opgaverne ude bagved og længere frem i butikken. Den ultimative udfordring i forhold til kundekontakt er at stå ved kassen, håndtere varer, svare på spørgsmål og snakke med kunderne. Den opgave mestrer Oliver Mosel.

Mere afklaret og flyvefærdig

”Jeg synes, det er sjovt at stå i kassen. Der kan man få en hyggelig snak med kunderne, og det er altid rart at smalltalke og møde nye mennesker. Det har været rart at få noget butikserfaring her, hvor tingene er lidt stille og rolige. Jeg har lært en masse om arbejdslivet og om, hvad man kan forvente,” siger Oliver.

Når Oliver er færdig på Sputnik STU, skal han først have en pause fra skolen og så have fundet en praktik.

”Jeg vil gerne finde en praktik indenfor enten butik eller transport. Jeg kan godt lide at komme rundt og se nye ting, så transport vil være ideelt for mig,” siger Oliver Mosel.

* Sputnik STU er en Særligt Tilrettelagt Ungdomsuddannelse for unge med autisme og/eller psykisk sårbarhed. ”Afklarende linje” er for unge, der gennem praktikforløb i en tryg ramme prøver sig selv af for at blive klogere på deres kompetencer og evt. jobmuligheder.

Wefood er verdens første supermarked med overskudsvarer. De foreløbig tre butikker (Amager, Nørrebro og Aarhus) drives af frivillige, og varerne doneres af en række butikker og supermarkeder. Varerne har overskredet ’Bedst før’ og ’Mindst holdbar til’-datoen og ville normalt blive smidt ud.

Poul Due Jensens Fond har støttet oprettelsen af den seneste Wefood i Aarhus med en mio. kroner. Fonden arbejder med inklusion, og donationen skal bl.a. bruges til også at rekruttere sårbare og udsatte mennesker som frivillige.

Se også: Frivilligt arbejde er en hjørnesten i vores arbejde