Støt

Sognepræst: ”Folkekirkens Nødhjælps Karavane lærer konfirmander betydningen af at elske sin næste”

Mange sogne anvender hvert år Folkekirkens Nødhjælps Karavane til aktivt at give et globalt perspektiv på konfirmandundervisningen. Via foredrag, leg og workshops lærer konfirmanderne om, hvordan det er at leve i verdens fattigste områder, og de problemer verdens fattigste mennesker står med.

Hvert år besøger Folkekirkens Nødhjælps Karavane 10.000 konfirmander landet over for at holde foredrag om verdens fattigste menneskers vilkår. Flere sognepræster anvender Karavanen til at give konfirmandundervisningen et globalt perspektiv. Torben Ebbesen, sognepræst i Ullerød Sogn, fortæller, at Karavanen er med til at få konfirmander til at se udover egne landegrænser og gøre en indsats for de fattigste mennesker i verden.

”Det globale fokus er vigtigt, da verden bliver mindre og mindre. Mange steder i verden kæmper man med fattigdom og sult. Men med et besøg fra Karavanen bliver eleverne beviste om verdens skævheder, og eleverne lærer at se mennesker i andre lande som medmennesker”.

Torben Ebbesen fortsætter:

”Vi bestilte Karavanen, fordi vi synes, at man som et kristent menneske skal gøre noget for andre, der har mindre end en selv, og det er godt at lære konfirmanderne.”

Han forklarer også, at Folkekirkens Nødhjælps indsamling er en konkret måde, hvorpå man kan bruge kristendommen i praksis og gøre en forskel for andre mennesker.

”Karavanen er med sin tilstedeværelse med til at understrege næstekærligheden.”

”Vi tilhører alle et globalt kristent fællesskab”

At karavanen understreger næstekærligheden er sognepræst Jan Asmussen fra Farum Sogn enig i. Han fortæller:

”Karavanen er med til at forklare det dobbelte kærlighedsbud, der handler om at elske sin næste og Gud, og gennem Karavanen lærer konfirmander betydningen af at elske sin næste.”

Jan Asmussen fortsætter:

Karavanens temaer er relevante for kirkens økumeniske dimension. Man kan sige, at alle kristne tilhører én kirke i verden. Selvom vi er splittet op i mange forskellige kirker, så er vi alle kristne, og den kristne kirke er et global fællesskab. Derfor er det vigtigt for konfirmander at høre om problematikker, som sult og fattigdom, der umiddelbart ligger langt væk fra deres liv i Danmark.

Jan Asmussen, sognepræst Ullerød Sogn

Tre timer gør en verden til forskel

I sammenhæng med karavanebesøget i Farum og Ullerød er konfirmanderne også ude at samle ind til mennesker i nød som indsamlere i Folkekirkens Nødhjælps årlige sogneindsamling. Og det er ikke bestemt ikke uden betydning, at konfirmander hver år samler ind, projektleder på Folkekirkens Nødhjælps indsamling, Jonas Holmgaard Hundebøll, forklarer:

”Karavanen er med til at øge konfirmanders motivation for at gøre en forskel i verden og med til klæde de unge på til at samle ind. Under besøget får de en unik viden om, hvordan unge som dem har det andre steder i verden, og hører, hvordan pengene fra sogneindsamlingen bruges."

Konfirmandernes indsats betød sidste år, at der blev samlet to millioner kroner ekstra ind til mennesker i nød. Jonas Hundebøll afslutter:

”Det er vigtigt at huske, at vi kan gøre en forskel herhjemme for mennesker i nød. På tre timer kan en indsamler samle knap 1000 kroner ind, som kan give 33 etiopiske børn i en flygtningelejr mad i en måned. Tre timer af indsamlernes tid kan på den måde gøre en verden til forskel.”

Bestil karavanen

Vil jeres sogn gerne have besøg af Folkekirkens Nødhjælps Karavane, så bestil online her

Eller kontakt Jonas Holmgaard Hundebøll [email protected]

Eller ring på 50 60 20 06 

Af: Pernille Kristoffersen