Støt

Lærer: ”Karavanen giver efterskoleelever globalt udsyn og et unikt indblik i U-landene.”

Folkekirkens Nødhjælps Karavane giver efterskoleelever et indblik i, hvordan det er at leve i verdens fattigste lande, og hvilke udfordringer unge i disse lande står med. 

I Bidstrup-Skovene udenfor Roskilde ligger Midtsjællands Efterskole. De senere år har Midtsjællands Efterskole haft besøg af Folkekirkens Nødhjælps Karavane med det formål at give eleverne et større indblik i den globaliserede verden og dens udfordringer. Efterskolen vil gerne give eleverne muligheden for at tage aktivt del i den verden, de lever i. Det er blandt andet det, skolen har fokus på i faget verdensborger. 

”På Midtsjællands Efterskole arbejder vi med verdensborgerskab. Det skal give eleverne et globalt udsyn, så vi ikke kommer til at leve i vores egen lille enklave i efterskolelivet. Vi har pligt til at være verdensborgere og gøre noget godt for andre,” siger Forstander Christian Hougaard-Jakobsen.

Christian Hougaard-Jakobsen fortæller derudover, at skolens elever under besøget blev beviste om, at de faktisk kan gøre en forskel for verdens fattigste mennesker, selvom de befinder sig langt væk.

”Det vigtigste eleverne lærte under besøget var, at vi her i Danmark kan engagere os i noget, som har en meget synlig betydning for andre mennesker. Selvom det er en kliché at rejse ud og redde verden, så lærer eleverne, at de kan gøre en forskel for andre unge i verdens fattigste lande.”

Christian Hougaard-Jakobsen, forstander

Karavanen gav eleverne et anderledes perspektiv

Og at det netop er unge, som selv har set nogle af verdens udfordringer, er kun et plus, synes Christian Hougaard-Jakobsen.

”De frivilliges engagement har en spejlingseffekt på eleverne. De giver eleverne et indtryk af, at de selv kan deltage og gøre noget for andre. Det ville være noget andet, hvis det var mig som lærer, der stillede sig op og formidlede noget for eleverne. Selvom Karavanedeltagerne er lidt ældre, så er det i højere grad nogle, eleverne kan identificere sig med.”

Karavaneoplevelsen sluttede dog ikke, da Folkekirkens Nødhjælp drog videre. Christian Hougaard-Jakobsen fortæller derimod at besøget gjorde så stort indtryk på eleverne, at de selv diskuterede problemstillinger som sult, fattigdom og rettigheder efterfølgende. Emner som ifølge Christian Hougaard-Jakobsen ellers ikke diskuteres meget blandt skolens unge.

”Efter Karavanebesøget havde nogle af lærerne samtaler med eleverne, hvor Karavanens temaer blev sat i relief. De talte om, hvad forskellen var på at være ung i Danmark og i verdens fattigste lande. De samtaler ledte skolen godt frem mod Folkekirkens Nødhjælps hustandsindsamling.”

Bestil karavanen

Vil jeres efterskole gerne have besøg af Folkekirkens Nødhjælps Karavane, så kører karavanen næste gang i uge 9 og 10 i 2018 og kan bestilles online her

Eller kontakt Jonas Holmgaard Hundebøll på [email protected]

Eller ring på 50 60 20 06.

Folkekirkens Nødhjælps indsamling 2018 er søndag d. 11 marts.

Af: Pernille Kristoffersen