Sakun

Sakun var gangster. Nu redder han børn fra et liv på gaden

Der ligger seks børn og flyder på øverste etage.

Seks sivtynde drenge med kort sort hår og bare maver har smidt deres hulbrystede overkroppe på et tyndt, rødt tæppe, som er bredt ud over det hårde, nøgne gulv. Jeg vil skyde dem til 10-12 år, men det er ikke til at sige her i Cambodja, hvor massiv fejl- og underernæring ofte lyver børnene et par år yngre, end de er.

Sakun gør et diskret nik mod drengene, der dårligt ænser os i deres dovne siesta.

”De bor på gaden,” siger han lavmælt til tolken, som siger det videre til os.

Tiggerdrengenes frikvarter

Vi befinder os i et ungdomscenter i Cambodjas hovedstad Phnom Penh. Sakun, en stilfærdig mand med fremtrædende kindben og skægstubbe, er i færd med at vise os rundt på de tre etager, hvor farvestrålende tegninger af dyr og planter pryder væggene. Han arbejder for Mith Samlanh, en lokal ngo, der arbejder med gadebørn og andre udsatte unge, og som ejer dette og andre lignende væresteder i byen.

Her kan unge og yngre dumpe ind og ud efter behov, lege, danse, synge karaoke, dyrke sport eller bare hvile sig i ly for solens svitsende stråler. Eller de kan betro deres problemer og bekymringer til en af Mith Samlanhs medarbejdere, af hvem Sakun – meddeler han ikke uden stolthed – er en af dem med størst ansvar.

De seks drenge er her for at få et frikvarter fra den daglige tiggergang, der udgør deres levebrød. De lever og sover på Phnom Penhs farefulde gader og bruger de fleste af de penge, de formår at tiltigge sig, på lim, som de sniffer.

Bliv HÅB-fadder og hjælp udsatte og fattige børn > > >

Lyssky liv

Vi er gået ned på anden etage. To generte teenagepiger med blomstrede bluser står med ryggen til os op ad væggen og synger karaoke med spage stemmer. To mindre piger leger sten, saks, papir med en kvindelig Mith Samlanh-medarbejder rundt om et lavstammet bord.

Sakuns smalle, mørke øjne hviler på et punkt i det mønstrede gulv, mens han udfolder drengenes mistrøstige hverdag. Han kender deres virkelighed bedre end de fleste, for engang var den hans. Da Sakun var teenager, henslæbte han selv et lyssky liv som ungdomsforbryder. Gaden var hans hjem, han sov under broer og i pagoder – de smukke buddhistiske tempelpladser, som besmykker den snuskede hovedstad.

Det var Mith Samlanh, der førte ham væk fra gaden og mod en bedre fremtid. I dag bærer Sakun selv Mith Samlanhs hvide T-shirt og bjerger børn op fra slummens sump.

”Det har reddet mit liv,” siger den nu 36-årige Sakun, der har arbejdet for Mith Samlanh siden 2001.

En ven i nøden

Mith Samlanh, som betyder ’venner’ på nationalsproget khmer, blev grundlagt i 1994 af to franskmænd og en amerikaner. De havde været på gennemrejse i Phnom Penh, da deres indignation blev vakt ved synet af så mange forhutlede børn, der sov i vejkanten, mens fornemme biler susede forbi.

De tre rejsendes naturlige instinkt var at give børnene penge, men de indså snart, at det kun bidrog til at fastholde børnene på gaden. En enkel velment donation fra en turist kan nemt overgå en gennemsnitlig dagløn i Cambodja, som er et af de fattigste lande i verden.

I stedet arbejder Mith Samlanh i dag for at resocialisere Phnom Penhs tusinder af gadebørn, som frister en utryg og udsigtsløs tilværelse. De er nemme ofre for vold, trafficking og seksuelle overgreb, og uden uddannelse peger deres livsbane direkte mod stofmisbrugets afgrund og kriminalitetens ensrettede løbebane.

Sakun var selv gadebarn - i dag redder han unge fra et liv på gaden.
©Andreas Bro

”Det har reddet mit liv,” siger Sakun, som i dag redder unge fra det liv, han selv plejede at leve.

Børnehjemsindustrien

Mith Samlanh forsøger at anvise dem en anden vej. Det sker gennem narkobehandling, undervisning, oplysningsarbejde, erhvervsrettede uddannelsesprogrammer med efterfølgende jobmuligheder samt præventiv økonomisk støtte til familier, der skal forhindre, at børn i risikozonen ender på gaden.

Selvom det er en almindelig vestlig forestilling, er et gadebarn ikke nødvendigvis hjem- og forældreløst. Der kan være mange grunde til, at et barn ender på de lumske gader. Nogle tvinges ud i tiggeri eller børnearbejde, fordi de vil hjælpe deres ludfattige eller sygdomssvækkede forældre. Andre bliver forlokket af stoffer og forbrydere.

Og så er der de rigtigt grumme historier, som Mith Samlanh kender alt for godt. Om børnehjemmene, som er blevet en form for afstumpet industri i Cambodja, hvor følelsesforladte forstandere lokker børn væk fra deres hjem og familier, fordi der er penge at tjene på ’volonturister’ – velmenende vesterlændinge, der melder sig som frivillige i den tro, at de gør en god gerning for forældreløse børn.

Forbandet af forældre

De seks drenge oppe på øverste etage har både hjem og familier. Når de af og til bliver kastet i arresthuset af politiet, fordi de har tigget eller sovet på gaden, henter Mith Samlanh dem og kører dem hjem til deres forældre. Så bliver de skoset og forbandet langt væk.

Det er svært at blive resocialiseret i et hjem, hvor man ikke er velkommen. Uden værgernes velvilje må Mith Samlanh selv opsøge de unge på gaderne. De uddeler bøger og kondomer, oplyser om Mith Samlanhs arbejde og underviser i basal hygiejne, HIV-forebyggelse, fordelene ved uddannelse og farerne ved stofmisbrug.

Håbet er, at børnene efterfølgende dukker op i et af Mith Samlanhs væresteder. Kommer i afvænning eller på et af uddannelsesprogrammerne. Mest eftertragtet er kokkeuddannelsen, som kan lede til arbejde på Mith Samlanhs restaurant Romdeng (kendt for sine sprødstegte taranteller). Men man kan også blive automekaniker, frisør, kosmetolog, radiomekaniker med mere.

Pop-op-skole

Vi forlader ungdomscentret og sætter os ind i en tuktuk – de overdækkede scootertaxaer, der snor sig svimlende gennem Phnom Penhs anarkistiske trafik i en kakofoni af dytten og båtten. Det ophvirvlede støv fyger os i øjnene ledsaget af de skiftende dufte, der trænger gennem varmehinden fra orientalske krydderier, pisstinkende afløb og ophobet affald.

I vejkanten står små boder og stande på rad under parasoller, regnslag og grønne palmer. Usle, ludende blik- og bræddeskure skuler misundeligt op mod knejsende paladser og palæer. I de utallige fabrikker står svedende mænd og svejser metal og hugger træ dagen lang for en hyre på 5-10 dollar. Min frokost kostede 12 dollar.

Vi standser ved en jordvej lidt uden for byen og fortsætter til fods gennem en lille, beskidt basar bygget af bambuspæle og krøllet bølgeblik, der er lappet sammen til et interimistisk tag.

Sakun fører os ned ad en smøge og ind i et lavloftet metalskur. Her har Mith Samlanh åbnet en pop-op-skole. På den anden side af jordvejen er der ved at blive bygget dyre villaer i et hermetisk indhegnet område, og imens byggearbejderne sveder derovre, bliver deres børn undervist her af en af Mith Samlanhs medarbejdere.

Sakun er stolt af at kunne hjælpe. Du kan også hjælpe. Bliv HÅB-fadder
©Andreas Bro

”Jeg ser ikke mig selv som et godt menneske. Men jeg er stolt af, at jeg kan hjælpe.”

Gangsteren fra gaden

På de rustplettede vægge hænger undervisningsplakater udført som piktogrammer. Ord ville falde for døve øren her i slummen, hvor også de voksne for en stor dels vedkommende er analfabeter. Rundt om de lave træborde sidder et dusin små børn med snuden i deres tegnehæfter. En enkelt dreng, tre-fire år gammel velsagtens, i en grå Spider-Man-T-shirt tumler omkring og sparker til en bold. Få øjeblikke senere dejser han sovende om på gulvet.

Sakun står og betragter sceneriet med hænderne foldet på ryggen. Han var selv fire år gammel, da hans mor begik selvmord. Hans bryske alkoholikerfar fik en ny kone – en stedmor fra helvede, som gamblede familiens penge væk, revsede Sakun og lod ham sulte. Til sidst fik Sakun nok og forlod hjemmet.

På gaden blev han ’gangster’, som han udtrykker det på sit rudimentære engelsk. Han havde sin egen lille bande, som sloges med de andre bander om territorium. Sakun var chefen, det var ham, der beordrede undersåtterne ud for at gennemrode containere eller stjæle mobiltelefoner om natten.

Jeg spørger, hvilken farve han var dengang. Mith Samlanh tildeler børnene en farve efter graden af deres problemer. Rød er mest alvorligt, grøn mindst, gul midt imellem.

”Rød,” svarer Sakun lakonisk med blikket vendt mod børnene. Rød betyder, at der er stoffer involveret.

”Alle de andre sniffede lim og brugte ryge-amfetamin. Jeg prøvede også at sniffe lim, men jeg kunne ikke trække vejret ordentligt, når jeg gjorde det, så jeg stoppede,” fortæller han uden synlige sindsbevægelser.

En dag i 1997, da han lå og hvilede sig under en bro, blev han passet op af en kvinde. Kvinden, der præsenterede sig som Sopheak, bar den samme hvide T-shirt med Mith Samlanhs lyseblå logo, som Sakun bærer i dag. Hun fortalte, at hun arbejdede for en organisation, som kunne hjælpe Sakun med at vende sit liv om. I begyndelsen affærdigede Sakun hende.

”Jeg tænkte ikke på min fremtid dengang. Jeg var ligeglad med mit liv, ligeglad om jeg levede eller døde. Jeg var vant til, at alle anså os som udskud,” siger han.

Men Sopheak var insisterende. Hun blev ved med at vende tilbage, blev ved med at forsøge at trænge ind til gangsteren. En dag lod Sakun sig overtale til at følge med hen til et af Mith Samlanhs ungdomscentre. Det blev det første kapitel i det liv, han lever i dag.

Hjælp fattige og udsatte børn i Cambodja: Bliv HÅB-fadder nu > > >

Respekt for trøjen

Der lyder et kollektivt hvin fra pigerne. De har fået øje på en stor gekko på væggen og flygter ud i den solblændede smøge. Drengen i Spider-Man-T-shirten sover uforstyrreligt på gulvet.

Sakun har selv to børn. En søn på ét år og en datter på 13 år, som bor hjemme, går i skole og i det hele ligger lunere i svinget, end hendes far gjorde, da han på hendes alder sov på gadehjørnerne. Sakun siger, at hans fortid gør arbejdet for Mith Samlanh ekstra meningsfuldt for ham. Når han strejfer rundt i slummens smøger og taler med børnene, plejer han at fortælle dem sin egen historie. ”Jeg var ligesom dig,” siger han til dem.

”Og de har respekt for trøjen,” siger han og tager fat i T-shirten.

Forleden holdt han stille ved et lyskryds på sin gamle motorcykel, da en stor og dyr bil gled op på siden af ham.

Han kastede et sideblik ind på førersædet, og dér sad en af de drenge, han engang samlede op på gaden, omgivet af sin familie. Da Sakun mødte ham, var han en gadedreng med en sort fremtid foran sig. Nu var han uddannet kok med fast job, familie og fornem bil.

”Jeg ser ikke mig selv som et godt menneske,” siger Sakun sindsroligt. ”Men jeg er stolt af, at jeg kan hjælpe dem.”

Sådan hjælper Mith Samlanh børnene

Mith Samlanh har siden 1994 fulgt fattige børn i Cambodja til et bedre liv.

I Cambodjas hovedstad Phnom Penh bor tusindvis af børn på gaden, og mange flere lever ikke et værdigt liv med en ordentlig kost, skolegang og en tryg opvækst.

Mith Samlanh opsøger gadebørnene direkte med basale livsråd og oplysningsarbejde vedrørende hygiejne, HIV-forebyggelse og stofmisbrug.

På Mith Samlanhs ungdomscentre kan børnene komme ind og lege og hygge sig med spil, karaoke, sport og lignende.

Mith Samlanh tilbyder narkobehandling, skole og erhvervsrettede uddannelsesprogrammer med efterfølgende jobaktivering.

Mith Samlanh arbejder også præventivt med fattige familier, hvor børnene skønnes at være i fare for at ende på gaden. Disse familier modtager økonomisk hjælp i form af for eksempel nødrationer og skolematerialer, der skal sikre, at børnene kommer i skole og får mad på bordet.

Folkekirkens Nødhjælp yder økonomisk støtte til Mith Samlanh, som er en af vores mangeårige samarbejdspartnere.

Mød børnene du kan hjælpe her

Sophat & Chann
Sophat og Chann drømmer om en cykel. Og et hus fyldt med guld og senge.

Bona
Bona er fattig og må dele sin fisk med fluerne. Men han bekymrer sig kun om fodbold.

Bopha
Læsehesten Bopha mangler en dukke. Hendes far mangler et hus.