Chann og Sophat

Chann drømmer om et hus fyldt med guld og senge nok til alle. Men lige nu vil han bare gerne have en cykel.

©Andreas Bro

Sophat er otte år gammel, men det ville man aldrig gætte blot ved at se på ham. Som han hænger dér på ryggen af sit nye eksotiske bekendtskab – en hvid, skægget og efter cambodjansk målestok ualmindeligt stor fotograf fra Danmark – med de mørkeblå bomuldsshorts trukket helt op under de skarpe ribben, ligner han kun med god vilje én på seks.

Det samme med storebror Chann, der smiler lige så indtagende, om end en my mere introvert, i sin rødternede skovmandsskjorte. Fødselsattesten, hvis en sådan ellers eksisterer, siger 10 år – højden og drøjden snarere otte.

I den forstand – samt ved deres stride, kortklippede sorte hår og kønne ansigtstræk – ligner brødrene de fleste andre af slumkvarterets drenge, hvis klejne statur sladrer om en kummerlig opvækst, som deres legesyge livsmod ellers intet røber om.

Se også: Faddere sikrer tryg opvækst for udsatte børn i Cambodja.

©Andreas Bro

Fra venstre: Mor Chanda på 39, storebror Chann på 10, lillebror Sophat på 8 og far Sokhem på 39.

Slingrer på fattigdomsgrænsen

Cambodja er et af de fattigste lande i verden. En tredjedel af befolkningen lever enten under fattigdomsgrænsen eller kun lige over. Knapheden fører til fejl- og underernæring, som igen fører til væksthæmning og epidemisk undervægt blandt nationens børn. For ikke at nævne Sydøstasiens højeste børnedødelighed.

Chann og Sophats familie er en af dem, der balancerer slingrende  selve fattigdomsgrænsen. Familien forsørges alene af moderen Chanda. Hun er en mild, lidt forsagt kvinde på 39 år med runde kinder og sort hårknold, som lige nu står i en pink T-shirt og fejer sin overdækkede, sølvblinkende trækvogn med en hjemmelavet børste.

Fra den tunge vogn falbyder hun dagligt kød og grøntsager, som hun køber på et nærliggende marked og sælger lidt dyrere her i de skyggede, sandfarvede smøger omkring familiens lavloftede rækkehus. Huset er en lurvet, dunkelt oplyst rønne med vægge dækket af mørke skjolder og barnlige blyantstreger, kun delvist overdækket af et bølgebliktag, der lukker solens stråler indenfor langs sprækker i kanten.

Den daglige ris

Foruden et rustent, ildelugtende toiletrum består boligen af et enkelt værelse udstyret med én seng, et afskallet klædeskab, en overbebyrdet bambusreol samt et 14-tommers-fjernsyn anbragt oven på et lidt større, defekt fjernsyn, der nu er degraderet til tv-bord.

I alle hjørner ligger dynger af tøj, gryder, bøtter og andre beholdere. Langs det mønstrede gulv summer fluerne om levningerne af en skål ris med kylling, som de to brødre havde været i færd med at spise, inden cirkus kom til byen i form af en flok meget hvide, skæggede og spændende ngo-medarbejdere.

Det daglige brød er i Cambodja den daglige ris. Landbrug, og især risdyrkning, beskæftiger over halvdelen af befolkningen, og på nationalsproget khmer betyder verbet for ’at spise’ bogstaveligt talt ’at spise ris’.

Men det er ikke nemt for Chanda at skaffe ris på bordet til hele familien, fortæller hun med et forsigtigt smil, der afslører et fravær af fortænder. Hun står stadig foran sin splinternye salgsvogn, som er en gave fra den lokale ngo Mith Samlanh, der hjælper fattige og udsatte børn og deres familier med at skabe en bedre fremtid, og som modtager økonomisk støtte af Folkekirkens Nødhjælp.

Følg børn som Chann og Sophat sikkert videre til en bedre fremtid

15 kilo nødris

Chanda havde aldrig selv haft råd til at betale de 150 dollar, sådan en vogn står i, men den har allerede hjulpet familien enormt. Inden hun fik den for kun en måneds tid siden, måtte hun balancere salgsvarerne på sin cykel. Nu kan hun transportere dobbelt så meget, hvilket har fået hendes forretning til at blomstre: Når hun som i dag sælger ud, kan hun indkassere i omegnen af 12 dollar. Før tjente hun 5-7 dollar om dagen.

De 12 dollar, eller 10 på dårligere salgsdage, rækker dog stadig ikke langt. Huslejen sluger 50 dollar om måneden, og dertil kommer tre dollar om dagen til sønnernes skolegang, som går til uniformer, skolebøger og det såkaldte ’uofficielle uddannelsesgebyr’. Sidstnævnte er cambodjanernes eufemisme for det, der reelt er en institutionaliseret form for bestikkelse: Giv læreren 50 cent om dagen, eller han dumper dig.

Familien modtager stadig ’nødris’ af Mith Samlanh af og til. 15 kilo her og der efter behov – ikke længere en gang om måneden, som da de blev en del af programmet for lidt under et år siden. Dengang var armoden akut; familien fik ikke nok mad, de havde svært ved at betale huslejen, og moderen frygtede alvorligt, at hun ville blive nødt til at trække sine to yngste sønner ud af skolen.

©Andreas Bro

Chann kan lide at synge, og Sophat kan lide at danse. 

©Andreas Bro

De synger ofte karaoke sammen med deres far.

Gemmeleg i gyderne

Imens Chanda taler, fistrer hendes to sønner rundt imellem os og gør sig til. Lillebroren Sophat er en hvirvelvind af legesyge. Han danser omkring, griner stort med sine skæve tænder, kaster ufortrødent bolde til os i håb om at få dem retur, springer op på vores rygge og imiterer skælmsk vores engelske volapyk. Chann, storebroderen, er en smule mere agtpågivende, men der går ikke længe, inden også han hænger på fotografens brede ryg og proklamerer, at han også vil have et stort skæg.

Vi beder drengene om at beskrive deres dagligdag. Sophat går til spørgsmålet med metodisk grundighed.

”Først vågner jeg, så står jeg op, så går jeg ud og tisser, så børster jeg tænder, så tager jeg den ene sok på, så tager jeg den anden sok på, så tager jeg underbukser på,” begynder han med sin tynde, lyse drengestemme, inden han distraheres af naboernes fnisen bag ham og bryder af.

Han vender sig uforstående mod dem og beslutter sig uanfægtet til at fortsætte den systematiske afrapportering. Foruden fængslende beretninger om af- og påtagning af tøj fortæller han, at han godt kan lide at lege gemmeleg i gyderne med sin bror og de andre nabobørn. Han kan også godt lide at danse, siger han, og kaster sig ugenert ud i en demonstration, lidt tøvende akkompagneret af storebroderens smukt klingende sangstemme.

Den flyvende mand

Hvad de bedst kan lide ved den anden? De ser på hinanden og griner. ”Hans ansigt,” lyder det samstemmende. Især, tilføjer lillebror Sophat drillende, det lille ar på Channs kind, hvor han engang blev revet af en hund.

Deres største ønske? En cykel, så de ikke behøver at gå den 30 minutter lange vej til skole hver dag uden en voksen ledsager. Mor har lovet, at de må få én næste år, siger Chann. Det bekræfter moderen, at hun håber på.

Vi spørger moderen om drengene. Hendes øjne klarer op. Hun beskriver Sophat som en bordbombe af legesyge og temperament. Storebror Chann er den mere tænksomme og indadvendte af de to. Det er ham, der kan lide at fordybe sig i sin fantasi, sine skolebøger og sine tegninger.

Vi spørger Chann, om han vil tegne os en tegning. Han vil tegne to. Den første, tegnet med sikker streg, forestiller en smilende, smalskuldret, skjorteklædt mand med englevinger og en glorie om hovedet. Det er ’den flyvende mand’, forklarer Chann. Han bruger sine vinger til at flyve til månen. Kan Chann godt lide månen? ”Ja.” Hvorfor? ”Fordi den er varm.”

Den anden tegning, lavet med sirlige linealstreger, forestiller et hus med to tremmevinduer, dobbeltdør og et fladt, bølget tag. Det er Channs drømmehus, siger han, og det har en seng til hver beboer og er fyldt med guld. Guld er det ultimative statussymbol i Cambodja, hvor enhver bemidlet m/k gerne stolt fremviser sin velstand gennem forgyldte krummelurer og forsiringer, der udmåler kontrasten til de trøskede træhuse og sammenkrøllede blikskure, som ofte indrammer de pompøse villaer.

©Andreas Bro

Chann og Sophat bor i et slidt rækkehus med ét værelse og én seng. 

©Andreas Bro

De elsker at lege med hinanden og de andre børn i kvarteret.

Da far blev blind

Der er ikke meget guld i Chann og Sophaths nuværende hjem. Faderen, Sokhem på 39, som står og smiler åndsfraværende i døråbningen, bærer dog et (utvivlsomt falsk) guldur på sit håndled. Han tager sig i det hele taget ret cool ud i røde shorts og lilla skjorte med opkæmmet hår og kobberfarvede solbriller.

Da han tager solbrillerne af, bliver han straks mere forhutlet at se på. Det højre øje er permanent sammenknebet til en sort stribe, der anstrenger sig for at linde på et nedsænket øjenlåg. I venstre øje er blikket fjernt.

Indtil for få år siden arbejdede Sokhem som bygningsarbejder. Lønnen var ikke just fyrstelig, men den slog til, fordi den blev suppleret af bijobbet som lydmixer til lejlighedsvise aftenarrangementer i den lokale pagode, der kunne indbringe 10-15 dollar pr. aften. Dengang behøvede moderen ikke at arbejde.

Nu er det Sokhem, der går hjemme, mens hans kone pukler fra klokken 4 til 13. For et par år siden begyndte han nemlig at få vrøvl med synet. Han gik til lægen og fik at vide, at det venstre øje var udtørret, og at skaden skyldtes pesticider, som han havde været eksponeret for tidligere i sit liv. Han er i dag halvblind på øjet. Højre øje virker, men ser kun i en tynd stribe på grund af det nedsænkede øjenlåg.

Han har fået at vide, at en klinik muligvis ville kunne behandle tilstanden, men i korruptionsplagede Cambodja er det med lægehjælp som med folkeskoler: Officielt er det gratis, men uden bestikkelse, ingen behandling. Og faren har også andre skavanker, kropslig slitage efter et hårdt og fattigt liv i en søskendeflok på 10, der som så mange andre cambodjanske søskendeflokke ikke blev begunstiget med basal skolegang.

”De skal have et bedre liv, end jeg har haft”

Sokhem har ondt af sin kone over, at hun alene skal forsørge familien. Han hjælper hende så meget han kan, hvilket ikke er meget. Spørger man ham om fremtiden, trækker han resignerende på skuldrene. Livets genvordigheder har gjort indhug i hans mod, sin egen lykke har han tilsyneladende afskrevet. Dog nærer han et håb for sine to yngste sønner, så længe familien kan fastholde dem i skolen med hjælp fra Mith Samlanh, der bekoster nogle af skoleudgifterne.

”Jeg vil have, at de skal komme på high school og få en eksamen. De skal have et bedre liv, end jeg har haft,” siger han.

Hans sønner tynges tydeligvis ikke af hverken nutidens bryderier eller fremtidens bekymringer, men udviser tværtimod den barnlige livskrafts unikke evne til at spire og trives i selv det goldeste miljø.

Her og nu er deres utøjlelige energi imidlertid omsider udtømt. Segnefattigt har de slængt sig i to havestole uden for huset. De sivtynde arme hænger slapt ned langs siderne, og det ser ud, som om det svimler for Sophats øjne. Vi tager vores afsked og bliver sendt af sted med et snarrådigt ønske fra Chann.

”Næste gang I kommer, så tag en cykel med til mig!” siger han med et skævt smil til de hvide ngo-medarbejdere.

Vi fortæller hans mor, at hun har en kvik søn.

NB: Af hensyn til familierne er alle navne anonymiseret. Vi kender familiemedlemmernes rigtige navne.

Mød Bopha >
Læsehesten Bopha mangler en dukke. Hendes far mangler et hus.

Sakun kom væk fra gaden >
Sakun arbejder i dag for den organisation, som hjælp ham væk fra gade. 

Følg børnene sikkert videre >
Som HÅB-fadder kommer du helt tæt på børnene. 

Bliv HÅB-fadder i dag