Bona

Bona bor i et rustent blikskur og må dele sin fisk med fluerne. Men det eneste, der bekymrer ham, er, at han er dårlig til fodbold.

©Andreas Bro

Hjemmet ligner noget, der er løgn.

Det ser ud, som om nogen har tømt en metalcontainer i vejkanten, hvorpå indholdet har lagt sig i en mikado af rustent, krøllet bølgeblik – bøjet og knækket på bedste beskub og flikket sammen til noget, der skal forestille et hus.

Her bor ægteparret Soriya og Kiri sammen med deres seks børn samt et enkelt barnebarn. De modtager os gæstfrit med affable smil på det lille stykke jord foran ’huset’.

En kraftig røget lugt emmer fra en sort smedejernsgryde, hvor Soriya – en 51-årig kvinde med kruset sort hestehale – er ved at koge majskolber til os. Under et myggenet hænger en hængekøje, som er syet af hundredvis af gulnede vaskemærker taget fra nakken på de billige T-shirts, der sælges på alle gadehjørner her i den fattige forstad til Cambodjas hovedstad Phnom Penh.

Vi bliver budt indenfor, hvis man ellers kan blive det i et hjem uden vægge, døre og vinduer. Jeg må bøje nakken for ikke at støde panden mod bliktaget. Faderen, der har deltagende øjne og et huldsaligt smil, klukler. Han synes, vi er meget høje alle sammen. Selv er han 163 centimeter, selvom han tager sig højere ud med sin spinkle, skjorteklædte figur og sine høje, skarpe kindben.

©Andreas Bro

Bonas yndlingsspiller er Chan Vathanaka fra Cambodjas landshold. Han er nemlig god til at drible. Det er Bona ikke, indrømmer han.

En drøm om at drible

Kernen i konstruktionen er et hovedhus, som udmærker sig ved at have et hævet trægulv. Omkring det er en håndfuld hjørner og aflukker skudt planløst frem som uskønne udvækster, efterhånden som familien er vokset. Her er der intet gulv; blot nogle trøskede, hullede bræddesenge beklædt med tynde tæpper, der kun i ringe grad blødgør den smertefulde liggeoplevelse.

En af sengene tilhører Bona. Han er den yngste af de seks søskende – en klejn dreng på 11 år med vågne katteøjne.

Når Bona ligger dér under den åbne stjernehimmel, drømmer han om at blive lige så god til fodbold som Chan Vathanaka, den bedste spiller på Cambodjas landshold.

”Han er god til at drible. Det er jeg ikke,” siger han med moden selverkendelse.

Bona vil være den første til at indrømme, at han ikke selv er nogen gudsbenådet fodboldspiller. Når han spiller sammen med de andre drenge fra nabolaget, forvises han evindeligt til forsvaret, og det er sjældent, han scorer mål. Men som han tappert, næsten selvudslettende erklærer med en hæs, tonløs stemme:

”Når bare holdet vinder, er jeg glad.”

Så meget skal Bona dog have: Hvad han ikke har i medfødt talent, har han til gengæld i flid.

”Men hvis mor siger, jeg skal arbejde, så gør jeg det,”

Bona

Der går ikke en dag, uden at han tilbringer timer ude på de omkringliggende græsmarker, hvor han øver sine driblinger sammen med nabodrengene. Fodbold er det bedste han ved, det eneste han har lyst til at lave, og når han ikke spiller fodbold, kan han bedst lide at se på andre spille fodbold. Stod det til ham, skulle han aldrig lave andet end at spille fodbold resten af livet.

”Men hvis mor siger, jeg skal arbejde, så gør jeg det,” tilføjer han pligtskyldigt.

”Gør du da altid, hvad din mor siger?”

”Ja.”

Hjælp udsatte børn som Bona - bliv HÅB-fadder nu > > >

På flugt fra folkemordet

Hans mor, Soriya, gør en bydende håndbevægelse mod en af bræddesengene. Jeg tager plads og leder hvileløst efter en komfortabel siddestilling, mens hun sidder roligt over for mig med benene dinglende fra kanten og hænderne foldede i skødet.

Hun fortæller, at hun har boet her i huset siden 1979, da hun var på Bonas alder. Efter nogle omflakkende år i provinsen vovede hendes fattige forældre sig tilbage til Phnom Penh, da Pol Pots frygtede kommunistparti De Røde Khmerer, der havde udryddet en fjerdedel af Cambodjas befolkning på fire år i et af verdenshistoriens værste folkemord, blev væltet.

39 år senere er en ny generation rykket ind i blikskuret, men lidelseshistorien er ved at gentage sig. Ligesom sine forældre er Soriya fattig. Ligesom dem har hun ingen uddannelse. Og ligesom dem kæmper hun for at sende sine børn i skole og skaffe dem mad på bordet.

Så længe solen skinner, går det. Ikke godt, men lige. Så kan hun samle kompost i skoven og sælge det videre, og familien kan fiske i nogle nærliggende småsøer. Men i regnsæsonen, der løber fra maj til september, oversvømmes skovene og søerne, så der hverken kan samles kompost eller fanges fisk. Her kan moderen kun tjene småpenge på at sælge kød og grøntsager uden for den lokale fabrik.

Kiri, hendes mand gennem 26 år, arbejder ikke. Han var i mange år ansat som bygningsarbejder, men hans ryg er bukket under for det fysisk krævende arbejde, og med kun en 8. klasse på CV’et har han ikke formået at finde et nyt job. Så familien forsørges alene af Soriya, der i regntider tjener helt ned til 2,75 dollar om dagen. På de dårligste dage må blikskurets ni beboere deles om én fisk til middag.

©Andreas Bro

14-årige Sreypek drømmer om at blive lærer og øver sig ved at lære alfabetet til børnene i kvarteret. Her er hun sammen med sin nevø.

Don’t be sad

I dag er ikke sådan en dag.

I dag banker solens stråler ned på den støvede landevej, hvor Bona løber rundt i klipklapper og tjatter til en flettet bambusbold med sin tumling af en nevø halsende efter sig. Og der er fisk nok i det plastikfad, som Sreypek, Bonas storesøster, står bøjet over, tilsyneladende uden at ænse den sværm af fluer, der summer ovenover. ”Don’t be sad,” står der i nakken af hendes bordeauxrøde T-shirt.

Sreypek er 14 år, den næstyngste i søskendeflokken. Hun har nået den alder, hvor forfængeligheden fødes. Da vi går hen for at tale med hende, skyder hun hoften lidt ud og anbringer hånden kropsbevidst i siden. Hun har moderens mund og næse og en lang hestehale, der lægger sig fladt langs forsiden af T-shirten, som gentager nakkens optimistiske budskab. På venstre ringfinger bærer hun en sølvring til 15 dollar – et astronomisk beløb på disse kanter – som hun har købt for sine egne sparepenge.

Sreypek går i 8. klasse. Hun elsker at gå i skole – og ikke ligesom sin lillebror, der bare godt kan lide at spille fodbold i frikvartererne. Sreypek holder af alt det faglige, af bøgerne og af sin lærer, som er ”sjov og forstående”. Med iver i stemmen og et spillende smil fortæller hun om en surprise, som klassen for nylig arrangerede i anledning af lærerens fødselsdag. De havde skillinget sammen til en kage og gemte sig med slukket lys i klasseværelset, da han kom ind.

Jeg får færten af, at hun måske er lidt smålun på den lærer. Han har i alle tilfælde inspireret hende til selv at blive lærer. Når hun ikke hjælper moderen med de daglige gøremål eller hænger ud med sin faste venindegruppe, øver hun sig gerne ved at lære det khmeriske alfabet fra sig til børnene i nabolaget. Også Bona, når han undtagelsesvist ikke er ude at spille fodbold.

”Så ville jeg ønske, at vi fik et bedre hus,”

Sreypek

”Han gider ikke rigtig. Han gør sjældent, hvad jeg siger,” fniser Sreypek, der af sine forældre beskrives som en kærlig og omsorgsfuld søster.

Hvis hun kunne få ét ønske opfyldt, spørger vi, hvad ville det så være? Hun tager en kort tænkepause.

”Så ville jeg ønske, at vi fik et bedre hus,” siger hun.

Ellers andet? freestyler tolken.

”Jeg havde jo kun ét ønske!” protesterer hun.

Hjælp udsatte børn i Cambodja - bliv HÅB-fadder nu > > >

Håb for børn

Også Sreypeks forældre drømmer om et nyt hus, og drømmen forekommer ikke længere helt så fjern som for få måneder siden. For nylig blev familien nemlig introduceret til Mith Samlanh, en lokal ngo, som med støtte fra blandt andre Folkekirkens Nødhjælp hjælper gadebørn og dem, der risikerer at blive det.

Ligesom forældrene frygtede Mith Samlanh, at Bona og Sreypek – som det skete for deres ældre søskende – ville være nødt til at droppe ud af skolen før tid, fordi forældrene ikke havde råd til at bekoste deres skolegang. Og at familiens økonomiske trængsler ville tvinge dem ud i børnearbejde eller betleri.

Derfor har Mith Samlanh nu spændt et økonomisk sikkerhedsnet ud under familien. De betaler for skolematerialer til Bona og Sreypek, og de har foræret forældrene en lille hønseflok, der trisser klukkende og galende rundt mellem benene på os, som forhåbentlig kan give familien en ny indkomstkilde. Der er også planer om at installere en solcelle i bliktaget og at finde en elevplads til to af de ældre søskende.

”Før var det hele håbløst,” siger Soriya, moderen. ”Jeg forventede ingenting af livet. Men nu kan børnene blive i skolen, og de er flittige og glade for at studere. Jeg har fået håbet for deres fremtid tilbage.”

©Andreas Bro

Når det er allerstrammest, lever familien for under 3 dollar om dagen.

”Jeg er åbenbart ret klog”

Vi har sat os ved et rundt, rustikt træbord ude foran huset. De dampende majskolber er stillet frem på et fad. En ram lugt bæres herover fra de fluebefængte fisk. Faderen Kiri sidder her også, han er ved at reparere sit barnebarns yoyo med sine sortneglede fingre. Stadig med et varmt smil mejslet på det kantede ansigt.

Han spørger, hvor gammel jeg er, synes jeg ser påfaldende ung og urynket ud. Men jeg har så heller ikke haft et nær så hårdt liv som ham. Hans livsforløb flugter med hans kones – født i provinsen, stor søskendeflok, fattig barndom, fattig voksendom, fattigt liv. Men ligesom hende håber han på bedring, nu hvor Mith Samlanh har rakt familien en hjælpende hånd.

”Jeg var meget bekymret for børnene før. Jeg var bange for, at de skulle droppe ud af skolen ligesom deres forældre og søskende. Nu håber jeg, at de kan komme i gymnasiet – måske endda på universitetet,” siger han.

Vi taler om hans yngste børn. Om Sreypek, som er flittig og opvakt, og som forleden kom hjem og proklamerede, at nu var hun blevet nummer ét i en test, så forældrene måtte hellere betale for en gymnasieuddannelse, for hun var ”åbenbart ret klog”. Og om Bona, der ”bare spiller fodbold”. Sommetider med sin far, der godt kan lide at spille med sine sønner.

Superkraft

Lige nu har Bona fundet nogle nabodrenge at spille med. De okser rundt på en tør, flejnskaldet græsmark bag ved det faldefærdige hus.

Bona ser ikke meget til bolden. Han er iført en fransk VM-replikatrøje, men da jeg i et ophold udfritter ham om den, ved han ingenting om hverken VM i Rusland, Frankrigs fodboldlandshold eller sin T-shirt. For ham er det bare en T-shirt, en praktisk genstand til at have på eller til at klippe vaskemærket ud af og lave hængekøjer af.

Det er ikke den eneste kulturkløft imellem mig og Bona, skal det vise sig. Da jeg spørger ham, hvilken superkraft han helst ville have, ser han uforstående ud. Superkraft? Hvad er det?

Tolken hjælper ham på vej: Du ved, superhelte, ligesom Superman og Batman.

Bona er stadig blank. De navne siger ham ingenting.

”Okay,” prøver tolken, ”hvilken særlige evne ville du gerne have?”

Så tager en tanke form inde bag drengens brune øjne.

”Så vil jeg være god til fodbold,” siger Bona besluttet.

”Lige så god som Chan Vathanaka!”

NB: Af hensyn til familierne er alle navne anonymiseret. Vi kender familiemedlemmernes rigtige navne.

Mød Bopha >
Læsehesten Bopha mangler en dukke. Hendes far mangler et hus.

Sakun kom væk fra gaden >
Sakun arbejder i dag for den organisation, som hjælp ham væk fra gade. 

Følg børnene sikkert videre >
Som HÅB-fadder kommer du helt tæt på børnene. 

Bliv HÅB-fadder i dag