Støt

Guide: Sådan holder du en klimavenlig jul

©Thought Catalog

5 tips og idéer til at gøre julen lidt grønnere

I julen er vi rigtig gode ved hinanden. Men vi er samtidig rigtig hårde ved vores klima.

Klimaet betaler nemlig regningen for vores forbrugsfest, når vi lader julelysene stå tændt hele måneden, udveksler dyre julegaver og mæsker os i lækker julemad.

Men skal vi så spare gaverne væk og spise selleristeg med quinoa alamande til dessert?

Niks! Heldigvis behøver det ikke være kedeligt at holde en bæredygtig og klimavenlig jul.

Her er 5 tips og tricks til, hvordan du let kan gøre din jul lidt grønnere:

  1. Gør julebordet bæredygtigt
  2. Giv grønne gaver
  3. Tænk på transporten
  4. Genbrug gavepapiret
  5. Brug disse små hacks over julen

1. Gør julebordet bæredygtigt

Risalamande
©Rasmus Gundorff Sæderup

Julemaden er heldigvis ikke den værste klimasynder. For de flestes vedkommende består hovedingrediensen af flæskesteg og/eller and, som ikke har et nær så stort CO2-aftryk som oksekød.

Et vegetarisk ville være mere klimavenligt, men nu er det jo jul. Og problemet er ikke så meget den mad, vi spiser – men snarere den mad, vi ikke spiser.

Hver jul ender der mad for over en milliard kroner i skraldespanden. Fordi vi køber og laver meget mere mad, end vi kan spise.

  • Lav mad nok – men ikke alt for meget.
  • Sørg for at få sat resterne hurtigt i køleskabet, så de kan blive spist i dagene efter. For eksempel til julefrokosten eller som biksemad eller klatkager. Måske kan dine gæster også få noget med hjem.
  • Undgå madspilds ved at købr julemaden i en af vores Wefood-butikker. De sælger mad, som er blevet kasseret af supermarkederne, men som ingenting fejler. Og så er det tilmed meget billigere.
  • Vil du gøre en ekstra indsats? Så skift noget af kødet ud med en lækker julesalat - eller køb lokalt producerede fødevarer.
  • Spar på dit elforbrug ved at pakke gryden med risengrød ind i en dyne, når den har kogt i et par minutter, og lad den koge færdig på den måde. Steg på samme måde din flæskesteg i en gryde frem for i ovnen. Bruger du ovnen, kan du udnytte for- og eftervarmen til at holde den tændt så kort tid som muligt.

Find din Wefood-butik

2. Giv grønne gaver

Gaverne er julens største klimasynder. Ifølge den grønne tænketank Concito er produktionen af danskernes julegaver ansvarlig for omkring en million tons CO2-udledning hvert år.

Hvad kan du gøre i stedet?


  • Køb dine julegaver brugt. Det er klimavenligt at genbruge, og mon ikke også din bankkonto vil takke dig på den anden side af julen? Kig ind i en af vores over 100 genbrugsbutikker, hvor du kan finde tøj, sko, bøger, brætspil, cd’er, lp’er med mere.
  • Giv dig i kast med en hjemmelavet gave – måske strikkede grydelapper eller en perleplade, som er let at lave for de mindste?
  • Skal du bare ud og svinge tegnebogen? Så køb helst få ting af god kvalitet – eller måske en oplevelsesgave.
  • Giv en ged! Vores bæredygtige gavekoncept ’Giv en ged’ går kort fortalt ud på, at du giver et gavekort til én, du har kær. Selve gaven går til en fattig familie i form af fx en solcellelampe, der kan give nattelys, når en fattig landsbypige læser lektier.

Årets julegave er en ged

3. Tænk på transporten

©John Matychuk

Nogle af os rejser tværs over landet for at holde jul sammen med hele familien. Det udleder en masse CO2. Derfor:

  • Tag bus eller tog, når du og familien skal på julebesøg rundt om i landet.
  • Kan du ikke undvære bilen? Så pak den med så mange mennesker, som muligt. Måske er der en onkel, I kan samle op på vejen, så han ikke skal køre alene i sin egen bil?
  • Gå på GoMore eller en anden samkørselstjeneste og find én, der mangler et lift, eller en du selv kan køre med.
  • Tag cyklen, hvis det er muligt. Cyklen er det mest klimavenlige transportmiddel, men det er selvfølgelig svært, hvis du skal krydse Storebælt.

På den måde er du med til at sænke CO2-aftrykket pr. næse markant.

Hjælp klimaet

4. Undgå spild af papir – genbrug gavepapiret

©Nathan Lemon

Forventningens glæde er den største, siger man. Derfor skal en julegave selvfølgelig pakkes ind. 

Men det behøver ikke altid være i glitrende nyt gavepapir, som vi bagefter krøller sammen og kyler i skraldespanden.

Ved du, hvor meget gavepapir vi smider ud i Danmark hver eneste jul? 825 ton. Det er et unødvendigt papirspild, som belaster miljøet og klimaet.

  • Gem gavepapir, glat det ud og genbrug det. Det kan virke lidt besværligt, men du gør klimaet en kæmpe tjeneste.
  • Pak dine gaver ind i gamle aviser, blade, eller hvad du ellers har liggende. Eller kan du bruge FSC-mærket papir, som er lavet af bæredygtigt træ og genbrugspapir.
  • Overvej om du behøver det obligatoriske til-og-fra-kort. Hvad med at skrive din hilsen direkte på gaven?

5. Andre små julehacks

©Rawpixel

Lad os slutte af med en liste over andre ting, du kan gøre. Det kan virke som småting, men de kan gøre en stor forskel:

  • Lav dit eget, bæredygtige julepynt – og genbrug det. Lav for eksempel en perleged eller en kravleged.
  • Lav din egen, klimavenlige konfekt af lokale varer.
  • Når du skal vælge juletræ, er en rødgran den mest klimavenlige løsning, fordi der indgår færrest miljøbelastende kemikalier i produktionen. Et plastiktræ er det værste, du kan vælge, hvis du vil passe på dit klima.
  • Sluk lyskæderne, når du er på arbejde eller sover, i stedet for at lade dem stå tændt hele julen.
  • Husk byttemærker på gaverne, så de ikke ender som spildt, støvsamlende CO2. Og sørg for at få byttet de gaver, du ikke selv vil få brugt.
  • Julen er et godt tidspunkt at gøre lidt ekstra ud af affaldssorteringen, fordi vi smider en masse ud. Med en grundig affaldssortering og bionedbrydelige poser, kan du begrænse belastningen på klimaet.
  • Husk at genbruge dine bæreposer, når du slæber alle julevarerne hjem.

Rigtig glædelig og klimavenlig jul til dig og din familie!

Mangler du idéer til en nem og meningsfuld gave?

Lav en flot perleged sammen med dine børn og læg dem sammen med gavekortet
Find opskriften her >

Flet julehjerter sammen med dine børn og læg dem sammen med gavekortet
Find skabelonen her >

Lav en unik gede-rulling sammen med Jacinta og læg den sammen med gavekortet
Se videoen her >

Sådan bygger du en ged i Minecraft. 
Se videoen her >

Byg en legoged sammen med dine børn og læg den sammen med gavekortet
Find vejledningen her >

Klip kravlegederne ud sammen med dine børn og læg dem sammen med gavekortet
Find kravlegederne her >