Det startede med et stationært proteseværksted i byen Mawlamyine i det sydøstlige Myanmar, hvor fem frivillige fysioterapeuter blev efteruddannet som proteseteknikere. Siden er en lastbil blevet ombygget til mobil proteseklinik – komplet med ovn, vacuummaskiner og de andre redskaber, som skal til for at lave benproteser.
Med den mobile proteseklinik er det muligt at nå ud til de områder af Myanmar, hvor flest mennesker har brug for proteser. Det er områder, som tidligere har været ramt af væbnede konflikter, og hvor mange har mistet ben til landminer.
Lokale materialer
Indtil videre er der i den mobile og den stationære klinik tilsammen støbt 77 benproteser og 42 træningsproteser. Træningsproteserne hjælper dem, som får lavet en protese, men at lære at gå igen.
Bjarne Ussing er programme manager for Folkekirkens Nødhjælp i Myanmar og fortæller om et af proteseværkstedets principper:
”De materialer, vi bruger til at lave proteser, bliver købt så lokalt som muligt, nemlig i Thailand. På den måde undgår vi at skulle betale unødigt høje fragtomkostninger, og vi sikrer at så mange mennesker som muligt, kan få hjælp i form af et nyt ben.”
Lige ret til proteser
Myanmar menes at være det tredje mest minerede land i verden. Det er stort set umuligt at få et job, når man mangler ét eller begge ben, så muligheden for at kunne brødføde sig selv og sin familie forsvinder også, hvis man er uheldig at træde på en landmine.
Men selvom mange af dem, der får proteser er mineofre, er filosofien i proteseværkstedet, at alle har lige ret til proteser – hvad enten man har mistet et ben eller er født uden.
Udfordringer for fremtiden
De fem frivillige bandagisters arbejde i det mobile proteseværksted drejer sig ikke kun om at udforme proteser, der er holdbare og af høj kvalitet. Det er mindst ligeså vigtigt at modtagerne trænes i at bruge den nye protese, så vedkommende får størst mulig gavn af den.
”Det kræver at patienten besøger proteseværkstedet fire-fem gange, hvor der skal trænes og justeres. Først dér er bandagisternes arbejde helt færdigt. Det betyder, at protesebilen ikke kan køre videre med det samme, men skal blive et længere stykke tid hvert sted.” siger Bjarne.
Nyt hold under uddannelse
For bedst at kunne udnytte potentialet i den mobile proteseklinik, er Folkekirkens Nødhjælp nu ved at efteruddanne endnu et hold frivillige fysioterapeuter. På den måde kan nogle varetage den nødvendige træning og tilpasning, når selve protesen er skabt, og andre kan køre til næste destination og begynde konstruktionen af benproteser dér.
Fakta om proteseværkstedet
Proteseværkstedet er en del af Folkekirkens Nødhjælps arbejde i Myanmar og foregår i samarbejde med den lokale partner The Leprocy Mission Myanmar.
Mobile proteseklinikker som denne har stor succes i Thailand og på nær ovnene er det stort set samme procedure, der bruges. Hvor man i de Thailandske proteseværksteder bruger elektriske ovne, er man pga. begrænset adgang til elektricitet i Myanmar tvunget til at bruge gasovne.
