I 2017 blev mere end 700.000 rohingyaer fordrevet fra Myanmar. Men bag historien om rohingyaerne findes en tilsvarende historie – nemlig den om 100.000 andre flygtninge fra Myanmar, der endnu ikke har kunnet vende hjem, selvom de første blev fordrevet allerede i 1984. De lever nu på fjerde årti som statsløse og illegale i lejre i Thailand.
I denne artikel møder journalist Bjørn Bang Jakobsen blandt andre Karsein, der har boet i en af lejrene i 30 år.
Få timer fra Phukets hvide sandstrande og Bangkoks glitrende skyskrabere ligger ni flygtningelejre. De er gemt væk i de thailandske bjerge på grænsen til Myanmar. Her bor karenerne – en overvejende kristen minoritet – der er flygtet fra Myanmars militær. De første søgte ly fra militærets overgreb allerede i 1984, og selvom drømmen om at vende hjem stadig lever, så genoplives karenernes traume, når de får beretninger om massakren mod Myanmars anden minoritet, rohingyaerne.
Flugten fra Myanmars militær
“Skudsalverne vækkede os midt om natten. Det var tredje gang på under et år, at vi måtte flygte.”
Karsein sender mig et stift blik og former hånden som en pistol, der peger mod tindingen.
“Da min bror fik en kugle gennem hovedet ude foran huset, var det slut,” fortsætter han.
”Jeg løb ind i huset og sagde til min kone, at vi måtte væk nu. På vej ud af byen så vi nedskudte kroppe overalt. Med min to-årige datter på armen løb vi ind i skoven. Derfra kunne vi se lysskærene fra den nedbrændte landsby. Vi gik gennem bjergene for at undgå at blive opdaget af militæret – hele tiden kiggede vi os tilbage. Vi gik i tre dage, inden vi nåede grænsen.”
Det lyder som en beretning fra de brutale overgreb, som rohingyaerne fra Myanmar blev udsat for i efteråret 2017. Men faktisk er det 29 år siden, at det burmesiske militær fordrev den nu 50-årige Karsein og hans familie.
Karsein tilhører en gruppe burmesiske flygtninge, der lever som statsløse i lukkede lejre i Thailand. Selvom han ikke er rohingya, så genopliver rohingyarenes brutale beretninger det traume, som han selv har båret rundt på siden flugten.
“Mange tror, at militærets overgreb på rohingyaerne er enestående, men Tatmadow (navnet på det burmesiske militær) har aldrig accepteret religioner eller kulturer, der afviger fra majoritetens overbevisning,” lyder det fra Karsein.
”Overalt i Myanmar bekriger militæret dem, der ser anderledes ud eller tænker anderledes end dem selv. De mennesker, der skød min bror, de mennesker, der brændte mit hjem ned, de regerer stadig i dag. Hvordan kan vi vende hjem til et sted, hvor militæret slagter rohingyaerne – det er vores brødre og søstre.”
Se også: Støt Folkekirkens Nødhjælps arbejde
Langt fra ferieparadiset Phuket
Bare 500 kilometer nordvest for Bangkoks skinnende skyskrabere lever flere end 100.000 flygtninge i en isoleret og radikalt anderledes del af Thailand end det, som tusindvis af danskere besøger hvert eneste år.
Flygtningenes Thailand – ja, faktisk hele deres verden – er begrænset til ganske få kvadratkilometer ude midt i bjergene, der rejser sig langs til grænsen Myanmar. Flygtningenes Thailand er indhegnet og ligger langt væk fra alt – bortset fra det sted de kommer fra. Kun grænsen og den politiske situation i Myanmar adskiller dem fra deres landsbyer, som ofte ligger under en times kørsel fra flygtningelejrene. Men efter 34 år er den mentale afstand enorm.
Over halvdelen af de flere end 100.000 flygtninge er kristne karenerne. Resten er enten muslimer eller buddhister.
Karenerne har en lang historie i bjergene mellem Myanmar og Thailand, og mange mener, at de var nogle af de første til at slå sig ned i det land, der engang hed Burma og i dag hedder Myanmar. Men historien gik sådan, at karenernes kamp for selvbestemmelse for mange førte til liv på flugt – på flugt fra frygten for at blive myrdet af Myanmars militær. En brutal national hær, som går under navnet Tatmadow og er domineret af de buddhistisk orienterede burmarere, den mest udbredte religion og etnicitet i Myanmar.
Aldrig kendt til andet end lejren
Der er en skærende melankoli i Karseins læderbrune ansigt. Hans markante ar på den højre side af halsen får en til at forestille sig uhyggelige ting. Men han taler ikke om sig selv, han taler om sine børn. Når han svarer på mine spørgsmål om sit eget liv som flygtning, svarer han – ligesom størstedelen af alle andre flygtninge – at han drømmer om, at hans børn kan få en uddannelse.
Pludselig holder Karsein hånden op og signalerer med sin finger, at det er hans tur til at stille et spørgsmål. Han kigger stift på mig med de våde mørke øjne.
“Undskyld hr. journalist”, siger han så høfligt. “Må jeg ikke spørge dig om en ting?”
Jeg nikker.
“Jeg har snart været her i lejren i 30 år, tre af mine børn er født her, og de har aldrig set andet end den her lejr – men de kan jo ikke leve hele deres liv her.”
Han sætter den ene fod hårdt i jorden og fortsætter, “hvor tror du, at vores plads er i den her verden?”
Der bliver stille mellem bambusvæggene, børn leger udenfor, og mine øjne leder febrilsk efter et sted at hvile sig. Efter nogle sekunder, der føles som minutter, erkender Karsein, at jeg ikke kender svaret på hans spørgsmål.
Borgerkrigen i Myanmar betegnes af mange som verdens længste borgerkrig. Illustrationen viser, hvordan antallet af burmesiske flygtninge I Thailand har udviklet sig, siden krigen brød ud i starten af 1980erne
Svært at få adgang
Efter halvanden times kørsel gennem bjergene uden at møde nogen form for civilisation ankommer vi til flygtningelejren Umpiem Mai. Det står hurtigt klart, at de thailandske myndigheder holder 100 procent kontrol med, hvem og hvad der kommer ind og ud af lejrene.
Vi viser vores besøgstilladelse, som vi har måttet ansøge om flere måneder i forvejen. Bommen går op, og vi bliver først vinket igennem af en muskuløs vagtpost. Vi kører frem, men lige som vi skal til at parkere bilen et par hundrede meter længere nede ad den smalle grusvej, kommer vagtposten løbende hen til os.
“Sikkerhedschefen vil gerne tale med jer, inden I får lov til at komme ind. Han venter på jer udenfor for lejren,” siger vagtposten.
Vi laver en elegant ottepunktsvending på den smalle vej, kører tilbage, stiger ud og hilser pænt sikkerhedschefen, hr. Rattanaka. Det er tydeligt at mærke på den lokale nødhjælpsarbejder Charoun, der til dagligt arbejder for Folkekirkens Nødhjælp i flygtningelejren, at det er vigtigt, vi ikke kommer i unåde hos sikkerhedschefen. Hr. Rattanaka taler i sin mobiltelefon og signalerer med en viftende hånd, at vi kan sætte os og vente ved et massivt teaktræsbord.
Vi sidder og venter pænt i nogle minutter, imens sikkerhedschefen griner højt ind i røret. Han ringer af og giver os hånden. Næsen er bred, håret nyklippet, tilbagestrøget, og hr. Rattanaka er iført en nyvasket skjorte med sorte mønstre.
Charoun introducerer mig og fotografen Kristian. Hr. Rattanaka kigger på mig og spørger: “Hvorfor er I så interesserede i de statsløses situation?” Jeg bliver lidt overrasket over det kontante spørgsmål og begynder at fortælle, at vi arbejder for Folkekirkens Nødhjælp, der har støttet de burmesiske flygtninge i årtier.
“Vores donorer er interesseret i at forstå, hvorfor disse mennesker stadig ikke kan vende hjem til Myanmar efter så mange år,” siger jeg.
Hr. Rattanaka nikker langsomt og smiler på en måde, som jeg har svært ved at aflæse. “Ville det ikke være bedre, hvis de statsløse kunne få lov til at lave noget i stedet for bare at gøre ingenting,” siger han. Jeg nikker. “Vi prøver at hjælpe de statsløse ved at give dem arbejde i markerne heromkring.”
I en halv time sidder vi og svarer på hr. Rattanakas spørgsmål, imens han skriver noter i håndfladerne, indtil hans hænder er helt overtegnede. Pludselig ringer hans telefon igen, han rejser sig og sender det samme smil som før. Efter lidt tøven forstår vi, at samtalen er overstået.
Vi møder Lay
Denne gang parkerer vi bilen foran hegnet og passerer vagterne til fods. På den anden side møder vi en helt anden virkelighed.
Det thailandske militær bevogter lejren udefra, men bag hegnet blander de sig ikke i livet i lejren. Thailand giver heller ikke nogen form for økonomisk støtte til lejrene. Indenfor er det flygtningenes verden, og det er de folk, der bor her, der løser hverdagens problemer.
Vi møder Karsein igen. Han tager aktiv del i lejrens forvaltning og forklarer, at de ni lejre for burmesiske flygtninge i Thailand rent økonomisk bliver drevet af organisationen The Border Consortium, der blandt andet støttes af Folkekirkens Nødhjælp.
De økonomiske midler, som The Border Consortium administrerer, bliver i høj grad investeret i aktiviteter og sociale tiltag, der forvaltes af flygtningene selv. Skoler, menigheder og sportsaktiviteter modtager økonomisk støtte for at kunne eksistere, men derfra er der meget lidt indblanding fra de internationale donorers side.
Efter at Karsein har budt os velkommen til lejren, viser han os over til den eneste murstensbygning i området. Det er kirken i Umpiem Mai. Her møder vi en ung fyr med kraftigt, skinnede mørkt hår, brune øjne, høje kindben og et vævet sjal om skuldrene.
“Jeg hedder Lay, og jeg er næstformand for ungdomsrådet her i Umpiem Mai,” siger han og afslører stolt, at han taler flydende engelsk.
“Lay vil give jer indblik i ungdomslivet her i lejren,” siger Karsein venskabeligt og beklager, at han må skynde sig at gå igen. “Der er møde i skolebestyrelsen om lidt.”
“Vi lever et pseudo-liv”
“Jeg er 19 år, og jeg blev født i den her lejr ligesom 65 procent alle dem, der bor her. Vi er en generation af børn og unge, der aldrig set verden udenfor. Hvad er jeg?” spørger Lay retorisk og peger på sig selv med tomlen.
Endnu et spørgsmål, jeg ikke kan svare på. Efter en lang kunstpause fortsætter Lay:
“Er jeg burmeser, fordi mine forældre flygtede fra Burma? Jeg er født i Thailand, men det Thailand jeg har adgang til, er begrænset til det lille stykke land mellem bjergene her.”
Han peger på de grønne frodige bjerge, der synes at fungere som et naturligt supplement til de menneskeskabte pigtrådshegn rundt om lejren.
Vi går ud af kirken, og Lay guider os op på et plateau, hvor vi kan se hele lejren. De små hustage, som er bygget med tørrede blade, giver en smuk farve, og der er i det hele taget noget fascinerende over en by, der er bygget af naturlige materialer.
“Næsten hele lejren brændte ned for tre år siden. Branden tog mere end 500 huse på under en time”, siger Lay, da han kan se, at jeg nyder udsigten.
“Det er ikke fordi her ikke er smukt,” fortsætter Lay. “Her er en ren luft, skoler og mad nok til de fleste – selvom madrationerne er faldet meget de seneste år. Men vores eksistens tjener ikke noget formål, så længe vi sidder her. Vi lever et pseudo-liv. Ja, jeg kan komme i skole og forfølge drømmen om at blive civilingeniør, men inderst inde ved jeg jo godt, at det kun er en drøm. Jeg kommer aldrig til at arbejde andre steder end oppe i markerne.”
Lay peger på de omkransende bjerge, hvor markerne snor sig ned af de solrige sydvestvendte skråninger.
“Og så skal jeg aflevere halvdelen af min løn til militæret, for at få lov til at arbejde i markerne,” tilføjer han.
“Jeg har ikke noget pas fra Myanmar, for jeg er jo født her i Thailand. Jeg har selvfølgelig heller ikke noget thailandsk pas, for her mener regeringen, at jeg er statsløs. Så hvad kan jeg gøre, andet end at knytte mig til det karenske folk,” siger Lay, imens vi slentrer ned af den mudrede grussti, hvor bambushytterne ligger side om side. Vi er i starten af monsunsæsonen, og det er begyndt at regne voldsomt.
Kampen om rigdomme
Karenernes konflikt med det burmesiske militær bliver ofte beskrevet som verdens længste borgerkrig. Krigen brød officielt ud i 1949, men havde ulmet længe inden da, og der er stadig ikke indgået nogen fredsaftale.
På vej mod Umpien Mai mødte vi Sally Thompson på hendes kontor i Bangkok. Hun er direktør for The Border Consortium, som driver flygtningelejrene i det nordvestlige Thailand i samarbejde med Folkekirkens Nødhjælp.
Sally Thompson opridser den borgerkrig i Myanmar, der har drevet hundredtusindvis af mennesker på flugt. “Da briterne forlod Burma, efterlod de tidligere koloniherrer et kludetæppe af autonome områder og etniske grupperinger, der hver især ønskede at holde fast i deres sprog, kultur og religion,” forklarer hun.
Da koloniherredømmet ophørte, blev fronterne hurtigt trukket op i hele Burma. Den største etniske gruppe, burmarene, ville centralisere magten, mens de lokale ledere i landets randområder arbejdede på at opretholde deres selvbestemmelse i delvist autonome delstatsregeringer. Det udmundede hurtigt i voldelige sammenstød mellem den nationale hær, Tatmadaw, og militante grupper, der i højere og højere grad kæmpede for fuld selvstændighed. Særligt Karenernes Nationalforsamling (KNU) viste sig at have en velorganiseret og kampklar hær.
Sally Thompson fra TBC fortæller, hvordan de årelange stridigheder har udpint civilbefolkningen i det østlige Myanmar og tvunget flere hundredetusinde mennesker til at forlade deres hjem.
”Militærets krige handler i høj grad om kontrol med landets mange naturressourcer. Regeringen og militæret sigter målrettet efter økonomisk vækst og har derfor brug for ressourcer som jadesten, rubiner og teaktræ, der i høj grad er til stede i det østlige Myanmar.”
Fordeling af Myanmars mange naturlige rigdomme har været årsag til konflikt i århundreder, og Sally Thompson genfortæller beretninger om massevoldtægter, henrettelser og slaveri.
”For langt de fleste flygtninge har det været et spørgsmål om at forlade Myanmar eller blive tvunget til at arbejde som slaver for den burmesiske hær, der bygger miner og nye veje i de områder, der traditionelt har været kontrolleret af karenerne.”
Flygtningelejrene er lukningstruede
Tilbage i flygtningelejren Umpiem Mai drejer vi ned ad en lille sti og går forbi en gris, der grynter rundt i en interimistisk indhegning.
Vi bliver mødt af en smuk kvinde i 50’erne. Hun har mørkt hår, høje kindben og en smal næse.
”Hej, jeg hedder Than Aye, og det er mine børn, Lah Poog Mi Dao,” siger hun peger på sin 20-årige dreng, der har tyndt mørkt hår og en naturlig form for solcreme, der ligner krigsmaling, i ansigtet. Hans søster, Mi Dao, er 17 år gammel. Hun har smalle, rare øjne og glat mørkt hår.
Lay har aftalt med den lille familie, at vi skal spise frokost sammen, så vi bliver inviteret indenfor i deres bambushytte, hvor der allerede er dækket op på et tæppe på gulvet.
Imens vi spiser frokost, fortæller Than Aye, at hendes mand gik bort for tre år siden på grund af en blodprop. Som enlig mor mærker hun tydeligt, at madrationerne er blevet mindre de seneste år. Det skyldes, at lejrene finansieres af internationale donationer, og i en verden hvor flygtningetallene nærmer sig niveauet fra Anden Verdenskrig, er der flere donorer, der flytter pengene til mere akutte kriser med større mediebevågenhed.
”Jeg kan ikke se nogen fremtid for mig og mine børn i Myanmar. Vi er ildeset af militæret, og hvor skulle vi bo? Vores hus er brændt, vores jord er konfiskeret, og UNHCR vil give os mindre end tusind dollar for at vende hjem. Det er jo langt fra nok til at starte et nyt liv og betale for mine børns uddannelse – her i lejren kan de trods alt gå i skole,” siger Than Aye.
Vi spiser stegte ris med æg og svinekød. Det smager herligt, og chilien får svedperlerne frem på panden. På væggen hænger der et stort billede af den thailandske kongefamilie – og jeg kan ikke lade være med at overveje det usandsynlige i, at flygtninge i Sandholmlejren ville dekorere deres midlertidige hjem med billeder af den danske kongefamilie.
Jeg spørger datteren Mi Dao, om hun drømmer om at flytte til Myanmar, hvor hendes mor kommer fra.
”Jeg tror, vi bliver nødt til at flytte til Myanmar, hvis donorerne bliver ved med at forsvinde – vi går ofte sultne i seng, men vi må ikke arbejde her i Thailand,” siger den 17-årige Mi Dao.
Madrationerne bliver mindre
Lay bryder ind i samtalen og fortæller, at den mængde af ris, som en familie modtager hver uge, er faldet med en tredjedel inden for de seneste tre år.
”Hvor meget skal forholdene forværres her i lejren, før I flytter?” spørger jeg.
Mi Dao kigger op.
”Dit spørgsmål er svært. Vi ved ikke, hvad der venter os i Myanmar, vi har kun hørt min mors historier, og det lyder ikke som et rart sted. Men omvendt er det udsigtsløst at fortsætte med at leve som statsløse. Jeg mener, vi har hænder, men vi må ikke bruge dem for myndighederne – så hvis madrationerne bliver ved med at blive mindre, bliver vi nødt at flytte herfra.”
Than Aye smiler til sin datter med våde øjne. Man mærker, at den 17-årige piges selvindsigt rammer hende hårdt.
”Vores status her i Thailand er et paradoks,” siger Than Aye og kigger op.
”Hvis I kører over til grænsen, vil I se, hvordan tusindvis af migranter fra Myanmar krydser floden hver eneste dag. Det thailandske militær ser på uden af gøre noget. Thailand har brug for billig arbejdskraft, og derfor lader de migranterne krydse floden, men fordi vi har status som statsløse, så må vi ikke arbejde uden for lejren eller gøre noget for klare os selv,” siger den enlige mor.
Migranter krydser floden
Efter frokosten er det begyndt at regne voldsomt i lejren, og de fleste har søgt ly i hytterne. Jeg bliver enig med fotografen Kristian om at udnytte regnskyllet til at køre en tur over til den grænseovergang, som Than Aye beskrev.
”Vær forsigtige med at filme derovre,” siger Lay og forklarer, at langt de fleste migranter krydser floden uden pas, fordi militæret stiltiende accepterer den strøm af arbejdere, der krydser grænsen.
Vi kører ned ad bjergene i retning mod Myanmar. Solen bryder frem igen, og varmedisen rejser sig over de frodige skovområder. En tung lugt af hash rammer os, da vi stiger ud af bilen. Der er heftig økonomisk aktivitet, og det er et grænseområde på den hårde måde. Det pibler rundt med folk, der er på vej den ene eller den anden vej. Der ligger brugte bleer i vejkanten, og nogle beskidte børn leger med en punkteret fodbold.
Venskabsbroen, som den nu engang hedder, krydser floden Moei, men næsten ingen benytter sig af broen. Hvis du vil krydse broen, skal du nemlig bruge et pas og visum.
Men lige nedenunder broen krydser de små både floden i minutdrift, for her er der ingen paskontrol. En overfart koster 20 bath – svarende til 4 kroner. Et visumkoster 20 gange så meget. Tungt bevæbnede soldater står og kigger på, og det hele føles som et bizart teaterstykke. Det er svært ikke at have forståelse for Than Ayes frustration over, at militæret vender det blinde øje til den illegale migrantstrøm, imens flygtninge er bundet på hænder og fødder i Umpiem Mai.
Der er mere end tre millioner burmesiske migrantarbejdere i Thailand.
For Sally Thompson er det et af de største paradokser i den flygtningekrise, hun har arbejdet med i 20 år. ”Den daglige migrantstrøm er et tydeligt tegn på, at de 100.000 mennesker, der sidder i flygtningelejrene, kunne bidrage til den thailandske økonomi, hvis man ville anerkende deres civile status – det er et enormt spild af ressourcer,” fastslår Sally Thompson.
Mange krydser grænsen dagligt for at arbejde på thailandske fabrikker eller i landbruget. Sally Thompson forklarer, at burmesiske migrantarbejdere oftest ikke har råd til at bo i Thailand, ”om dagen holder migrantarbejderne økonomien kørende i Thailand, og om aftenen rejser de hjem til Myanmar igen.”
Tatmadaw regerer på landjorden
Da Aung San Suu Kyi indtog rollen som regeringsleder i Myanmar i 2012, var der en stemning af spirende håb i hele Myanmar. Aung San Suu Kyi rejste verden rundt for at genintroducere Myanmar til verdenssamfundet, og turismen blomstrede.
Men i sensommeren 2017 begyndte internationale medier at rapportere om blodige fordrivelser af det muslimske mindretal rohingyaerne, der traditionelt boede i den nordvestlige provins Rakhine, der ligger på grænsen til Bangladesh.
Myanmar og Bangladesh er aldrig blevet enige om, hvorvidt rohingyaerne oprindeligt stammer fra Bangladesh eller Myanmar, men tilsyneladende var den burmesiske hær blevet enige med sig selv om, at rohingyaerne hørte til i Bangladesh.
Da fordrivelsernes omfang nåede op over 700.000 mennesker, stod det klart for alle, at Aung San Suu Kyis reelle magt var begrænset. Mange steder er det hæren Tatmadaw, der regerer på landjorden. Nu holder FN både regeringen og hæren ansvarlige den etniske udrensning, og Myanmar er i bakgear på vej ud af det gode selskab.
Ifølge Sally Thompson er rohingyaernes skæbne langt fra enestående.
”Vi får dagligt rapporter om kampe i provinserne Kachin, Shan og karenstaten. Dét, områderne har tilfælles, er, at de er domineret af etniske og religiøse grupper, der bliver set som modstandere af det buddhistisk dominerede militær, der kæmper for kontrol med områdernes naturlige rigdomme”.
Sally Thomsen understreger, at den politiske uro i Myanmar forværrer fremtidsperspektiverne for burmesiske flygtninge i Thailand.
”Tatmadaw har en historie, der er gennemsyret af brutalitet, og det betyder, at mange burmesiske flygtninge er dybt traumatiserede. De flygtninge, der sidder i Thailand, ved godt, hvad der foregår inde i Myanmar. De hører, hvordan militæret fordriver rohingyaerne og andre etniske grupper. Det hidtil usete omfang af vold og overgreb bekræfter dem blot i, at Myanmar ikke er et sikkert sted,” lyder det fra den mangeårige direktør for The Border Consortium.
Konflikten er endnu ikke løst
Solen hænger lavt over venskabsbroen, da vi kører derfra. Luften er tyk af tobak og os, og migranterne strømmer i begge retninger.
Tilbage Umpiem Mai møder Lay os bag hegnet. Vi sidder og drikker en kaffe, og han fortæller, at den eneste gang han forlod lejren for at tage arbejde inde i landsbyen, blev han arresteret af politiet. Han sad i detentionen i en uge.
”De thailandske fængsler er ret usle,” siger Lay og rynker på det ene øjenbryn.
Lay drømmer om at få et stipendium, så han kan komme til Bangkok og uddanne sig til civilingeniør.
”Okay så det her er min plan,” siger han og suger luft ind.
”Jeg vil uddanne mig til civilingeniør, og når der er fred i Myanmar, vil jeg vende tilbage til den landsby, som mine forældre kommer fra og være med til at bygge den op.”
Lay er et af de kvikkeste hoveder i Umpiem Mai. Særligt matematik er hans stærke side. Men chancerne for at få et stipendiat er alligevel forsvindende små.
”Jeg ved godt, at min drøm er urealistisk, men troen på det er det eneste, der holder mig oppe. Nogle gange indrømmer jeg overfor mig selv, at det ser sort ud, og at skolen her i lejren nok ikke fører mig nogen steder hen.”
Lay kniber øjnene sammen, og overbeviser så sig selv: ”Vi bliver nødt til at håbe, gør vi ikke?”
Vi tager afsked med Lay, Than Aye og hendes to børn. Deres verden er ikke ren elendighed. Den er sikker. Der er skoler. Der er stadig mad. Men de sidste år har flere store donorer mistet tålmodigheden og trukket deres støtte fra lejrene. Folkekirkens Nødhjælp og Danida er der stadig, men hvis flere donorer trækker sig, så lever deres verden på lånt tid. Men det problem, der gjorde, at de opstod, er stadig ikke løst. Borgerkrigen i Myanmar er ikke slut, og hvor efterlader det de 100.000 flygtninge i Thailand og en million rohingyaer, som Bangladesh tror, at de kan sende tilbage til Myanmar inden for kort tid – præcis ligesom Thailand troede om karenerne for snart fire årtier siden.
Midlertidig bolig i årtier
Under 1970’ernes krige i Cambodia og Laos flygtede store grupper ind over grænserne til Thailand. Derfor var de thailandske myndigheder betænkelige ved at åbne grænserne igen, da mange tusinde flygtninge fra Myanmar bad om sikkerhed i 1984.
Alligevel følte Thailand sig nødsaget til at åbne døren på klem. Men Thailand har aldrig ratificeret FN’s flygtningekonvention. Flygtninge i Thailand lever under status som statsløse eller illegale immigranter. De thailandske myndigheder har været forsigtige med aldrig at bruge betegnelsen flygtninge, da det ord kommer med forpligtigelser. På grund af deres status som statsløse har disse mennesker kun ret til at leve og opholde sig i flygtningelejren. Hvis en person forlader lejren uden tilladelse, risikerer han eller hun at blive fængslet eller udvist.
Thailand åbnede grænsen i 1984 ud fra den overbevisning, at de burmesiske flygtninge ville vende hjem igen efter få måneder. Men historien viser desværre, at kun ganske få flygtningekriser tager måneder. Næsten alle tager år – og det er de 100.000 burmesiske et godt eksempel på. Næsten fire årtier er der gået, siden de første slog ned i de i alt ni flygtningelejre i det nordvestlige Thailand.
De thailandske myndigheder holder strengt fast i den midlertidige status for flygtningene og deres lejre, som stadig kun består af små hytter bygget af bambus og tørrede blade. Det thailandske militær overvåger nøje, at flygtningene ikke bygger ‘permanente huse’, men kun bruger naturlige materialer. Permanent eller ej, så kommer der børn til verden i de her lejre. Børn bliver voksne her. Folk forlader verden i disse.
Denne artikel udkom i 2018 og blev opdateret i 2021.
