10-årige Anastasija bor i en boksehal: ”Jeg savner mit gamle liv”

Sammen med sin søster, bror og mor er 10-årige Anastasija Timosjenko blandt de 350 internt fordrevne, der bor på et shelter i Lviv, Ukraine. Familien er væk fra mange af krigens rædsler. Nu består deres liv af kortspil og YouTube på sengen i hjørnet af en boksehal.

Omkranset af gran og løvtræer i en af Lvivs ældste parker ligger Lviv Universitets idrætsinstitut. Indtil for nylig var idrætsinstituttet et samlepunkt for mange af Lvivs idrætsaktiviteter. Slidte blå, gule og røde markeringer på trægulvene i sportshallerne viser, at Lvivs indbyggere flittigt har dyrket basketball, fodbold og gymnastik. I dag huser faciliteterne 350 internt fordrevne fra krigen i Ukraine, og markeringerne på gulvet er nu skjult af kufferter og senge.

Blandt de mange mennesker bor 10-årige Anastasija Timosjenko sammen med sin mor, to store-søskende og deres hund, Mona. Hun har i ti måneder kaldt et hjørne af boksehallen på første etage sit hjem. Der bor hun sammen med omkring 40 andre mennesker kun adskilt af lagener, der fungerer som vægge for at give en fornemmelse af privatliv.

”Derhjemme kunne vi stå op om morgenen uden at høre råb og skrig. Her står vi ofte op til et eller andet skænderi eller konflikt. Nogle gange er det, fordi der er kommet en, som er fuld, eller nogle gange kommer forældrene op at skændes. Det gør det svært at sove,” siger Anastasija.

Anastasija læner sig op ad ribber, hvis maling skaller af. Det område i hallen, som familien Timosjenko i ti måneder har kaldt hjem, er cirka ti kvadratmeter. Sengene fylder næsten al pladsen. De er heldige, fordi de bor i hjørnet og i det mindste har én væg. De fleste andre i hallen må klare sig med lagener til at markere, hvor ét hjem starter og et andet ophører.

”Jeg bliver nervøs, når der er råberi, voldsomme skænderier og slåskampe. Det er så uhyggeligt. Og sidst, nogen sloges her, var da en gammel mand kom herind fuld. Jeg blev så bange, at jeg begyndte at græde,” fortæller Anastasija.

Far er ved fronten

Mens Anastasija kalder Kramatorsk i det østlige Ukraine for sit rigtige hjem, var hjem for resten af familien oprindeligt Donetsk. Familien flygtede for snart seks år siden fra Donetsk på grund af krigen i Østukraine og slog sig ned i Kramatorsk. Nu er de for anden gang flygtet i eget land. Selvom Anastasijas mor, Julia, helst ville være blevet i Kramatorsk, hvor børnene gik i skole og havde fået en hverdag, blev det hurtigt klart, at de var nødt til at flygte igen. Kampene tog til, og de tog fra Kramatorsk i april 2022 – én dag tidligere end planlagt.

”Dagen efter, vi tog fra Kramatorsk, blev hovedbanegården ramt af missiler. Missilerne ramte perronen. Det var vores plan, at vi skulle tage af sted den dag, hvor missilerne ramte, men vi valgte at tage af sted én dag tidligere. Hvis ikke vi havde gjort det, havde vi måske ikke været her i dag,” siger Anastasijas mor, 35-årige Julia Timosjenko. Missilangrebet dræbte 60 mennesker – heraf syv børn – og over 110 personer blev alvorligt sårede.

Familien tog samlet afsted fra Kramatorsk. De vidste ikke hvortil. De havnede i Lviv og i den boksehal, der skulle vise sig at blive familiens tredje hjem i Ukraine. Efter et par måneder blev børnenes far indkaldt til at tjene ved fronten i krigen.

”Jeg så min far sidste gang for fem måneder siden. Jeg ved ikke, hvor han er. Jeg ville ønske, at alle kunne komme tilbage til deres hjem. Og at min far kommer tilbage fra krigen,” siger Anastasija.

Savner Minecraft og Counter Strike

Da Anastasija først kom til sportscentret, var det meget beskedent indrettet. Det var stadig i de tidlige dage af krigen. Der var ikke madrasser nok, og familien manglede næsten alt. I dag har de fået et fælles køleskab, mikrobølgeovn og vaskemaskine. Det er dog alt sammen til deling mellem centrets flere hundrede beboere.

”Vi kom bogstaveligt talt med én sportstaske, børnene og vores hund. Det var alt. Førhen levede vi som en almindelig familie. Min mand arbejdede, jeg arbejdede, og børnene gik i skole. Vi havde et hus, og vi tjente godt,” siger Julia.

Efter de ankom til centret, har Julia sparet op for at kunne købe de ting, som familien ikke fik med fra deres hjem. Faren sender også penge af sin løn i Ukraines væbnede styrker til familien. Det er dog ikke alt, som de har fået råd til endnu. Anastasija savner i særdeleshed sin computer.

”Jeg plejede at spille Minecraft. Det er mit yndlingsspil. Og jeg elsker også at spille Counter Strike. Det ser vildt sejt ud på computeren, at man kan skyde,” siger Anastisija og tager en pause. Hun fortsætter: ”Du kan gå ind på forskellige servere og tale med andre. Men jeg kan ikke spille det her.”

Venner holder ikke altid kedsomheden for porten

Selvom det primært er voksne og ældre, der bor i sportshallerne, fik Anastasija hurtigt venner. Det begyndte, da hun drak te og juice med de andre børn på naboens seng. Nu er de altid sammen, fortæller Anastasija.

”Det, jeg bedst kan lide ved at bo her, er at være sammen med venner. Dasja, Diana, Irina og jeg spiller tit kort sammen. Vi kan gå en tur; gå i en butik. Vi lufter vores hund og leger med hende. Og så drikker vi te.”

Dagen er dog meget ensformig for Anastasija og hendes venner. Dagene byder ofte på en gåtur, et spil kort, YouTube på telefonen eller at kigge på butikker tæt på centret. Og det er kedeligt, mener Anastasija.

”Jeg savner vores liv i Kramatorsk,” siger hun stille.

Det er Anastasija ikke ene om. Resten af familien ønsker mere end noget andet at komme hjem igen. Men for Julia Timosjenko handler det om at skabe rammerne for et hjem for børnene, hvor end det hjem er.

”Jeg ved ikke, hvordan fremtiden kommer til at se ud. Jeg vil gerne hjem, hvor vi har vores hus. Men det kan ikke lade sig gøre lige nu. Mens vi bor her, kan vi indrette os så godt som muligt.”

---

Hjælp familier i nød

Vores arbejde i Ukraine er et eksempel på, hvor din støtte gør en forskel. Din hjælp gør os i stand til at rykke ud til de mennesker verden over, der har størst behov for bl.a. varme, mad, og husly.