Støt

Militærpoliti fra syv distrikter er mødt op. Klokken er to om natten. De har allieret sig med næsten 400 civile, som alle er bevæbnet med økser og hammer. Ved daggry slår de til. Nødblus og gummikugler flyver igennem luften. 

"Det føles som en krigszone, da bulldozerne bliver sat ind, og de jævner vores huse med jorden. Vi mister alt: Vores hjem, vores forretninger, vores skole og vores marked”.

Sådan fortæller 29-årige Srey Vann om den nat i 2009, hvor hun og hendes familie bliver sat fra hus og hjem, fordi deres jord er værdifuld, og familien ikke er magtfuld nok til at beholde den.

Srey Vann og hendes naboer får ikke engang tid til at samle deres ting. Hendes nabolag, Dey Krahorm, ligger midt i Cambodjas hovedstad, Phnom Penh. Et firma vil overtage jorden, men uden at betale kompensation.

Firmaet tvinger de næsten 1.000 familier væk og river deres hjem ned for at sikre sig, at de ikke kan flytte tilbage. Oplevelsen forandrer Srey Vanns liv. Hun sætter sig for at skabe forandring i Cambodja.

©LICADHO

Aktivisten Srey Vann kæmper for rettigheder for Cambodjas indbyggere

Del og hersk-strategi

Siden Cambodjas Premierminister Hun Sen kom til magten for mere end 30 år siden, har hans Cambodian Peoples Party (CPP) regeret landet ud fra en klassisk del og hersk-strategi: Han har givet materielle goder til eliten, som ellers muligvis ville udfordre styret, og kontrolleret alle andre gennem frygt, vold og arrestationer.

Strategien har holdt oppositionen nede indtil det nationale valg i 2013, hvor Cambodian National Rescue Party (CNRP) rejste sig som oppositionsparti og en reel trussel mod Hun Sens magt. Truslen har været godt hjulpet på vej af de nye muligheder i de frie, sociale medier. Premierminister Hun Sen blev ved magten, men fik sin smalleste sejr nogensinde og tabte helt uhørt 15 sæder i nationalforsamlingen.

Oppositionen red på en kraftig bølge af unge vælgere, som partiet flittigt rakte ud til via de sociale medier. CNRP var langt foran regeringspartiet i sin brug af især Facebook.

Sociale medier som magtfuldt værktøj

Partiet ansatte blandt andet unge cambodjanere til at følge deres formand og næstformand rundt før, under og efter valget, så de kunne skrive om det på Facebook, og partiet fik unge medlemmer til at oprette Facebook-sider for deres valgkredse for derigennem at invitere til politiske møder og forsamlinger. Via de sociale medier fik CNRP ikke kun kontakt til de unge, men hele familier, som de ellers ikke havde kunnet nå.

I dag, tre år efter, er de sociale medier kommet helt i forgrunden i cambodjansk politik og samfundsdebat.

Regeringspartiet har indset, hvilke muligheder der ligger i brugen af de sociale medier og har integreret dem som en del af sin politiske værktøjskasse.

Premierminister Hun Sens officielle Facebook-side har i dag mere end fire millioner følgere, som han dog er under anklage for at have købt en betydelig del af på filippinske og indiske klik-farms - en klik-farm er en virksomhed, hvor store gruppe af lavtlønnede arbejdere bliver betalt for at simulere online trafik ved f.eks. at like bestemte Facebook-sider. Premierministeren bruger sin side til at regere landet. Han annoncerer politikker, der hurtigt bliver til fakta på jorden, og han tager beslutninger baseret på feedback fra brugerne. Han poster også selfies og billeder af sin familie, og han har givet sig selv titlen ”e-premier” for at understrege, at han er online.

Gå ikke glip af de næste longreads

Styret har ikke kun fået øje på mulighederne, men også udfordringerne - eller truslen - fra de sociale medier.

Det blev blandt andet tydeligt, da en studerende i statskundskab ved navn Kong Raya i marts 2016 blev idømt 18 måneders fængsel for at have opfordret til ”colour revolution” på sin Facebook-side. "Colour Revolution" er normalt betegnelsen for en ikke-voldelig bevægelse, der kæmper for et regime-skifte. Kong Raya blev kendt skyldig i at begå kriminalitet, og retten sendte dermed en slet skjult advarsel til de unge, der bruger deres ytringsfrihed på de sociale medier. En frihed, de er garanteret i den cambodjanske grundlov.

Politivold bliver foreviget

Det er ikke kun den politiske elite, men også civilsamfundet og Cambodjas NGO’er, der har taget de nye medier til sig. Særligt Twitter og Facebook bliver brugt til at dele videoer og billeder, der dokumenterer blandt andet overtrædelser af menneskerettigheder, politivold og illegale aktiviteter som korruption og jordtyveri. Folkekirkens Nødhjælps partner LICADHO er førende blandt de NGO’er, der bruger de nye medier aktivt for at gøre både den almindelige cambodjaner og den internationale verden opmærksom på de overgreb på menneskerettigheder, som dagligt finder sted i landet.

Da firmaet kom og ville have jorden, vi boede på, tog jeg kampen op sammen med de andre unge i mit nabolag

Srey Vann

De nye medier er blevet et af de mest magtfulde værktøjer til at udbrede uafhængig information og til at debattere og udvikle netværk. I 2015 alene steg antallet af Facebook-brugere i Cambodja med 66,5 procent.

Modsat de statskontrollerede medier er de sociale medier ikke beregnet til monologer, men dialoger, hvor alle, uanset rang, i teorien kan bruge sin demokratiske ret til at ytre sig og forsamles. Det er nyt i et land som Cambodja.

Særligt Facebook har givet cambodjanerne en uafhængig kanal til at dele nyheder og få information på deres nationalsprog, Khmer. Før Facebook havde de stort set kun adgang til de statskontrollerede medier (radio, TV og aviser) eller nyheder på fremmedsprog. 

Da Srey Vann blev aktivist

Den nat, da bulldozerne kom og fjernede Srey Vanns hjem, ændrede alt sig for hende. Det var der, i januar 2009, hun blev aktivist, efter hun med vold blev tvunget ud af sit hjem i Dey Krahorm af det firma, der ville overtage jorden.

”Jeg vidste egentlig ikke, hvad det ville sige at være aktivist. Det var ikke på den måde et bevidst valg. Men da firmaet kom og ville have jorden, vi boede på, tog jeg kampen op sammen med de andre unge i mit nabolag”, forklarer hun.

Firmaet var ejet af en lokal rigmand, som stod i ledtog med myndighederne, mener Srey Vann. I begyndelsen fik beboerne tre valgmuligheder: Hver familie kunne enten tage imod et beløb svarende til 53.000 kr. eller få et jordstykke på 40 kvadratmeter, der lå 20 kilometer uden for byen.

Den tredje mulighed var at blive boende, hvor de var. Pengene, de fik tilbudt, rakte ikke engang til at købe et nyt stykke jord i byen. Tog de imod tilbuddet om et jordstykke uden for byen, skulle de bo i små garagelignende huse uden strøm eller nogen form for kloakering. Oven i det ville de ikke kunne forsøge sig selv, med mindre de ville tage arbejde i den nærliggende tøjfabrik, som ejes af det samme firma, der satte dem på gaden. De valgte alle sammen at blive boende.

©LICADHO

Sikkerhedsvagter anholder en aktivist, der protesterer i november 2015 over myndighedernes manglende håndtering af en oversvømmelse.

Tilbuddet om at blive boende var dog ikke reelt. Firmaet ville have beboerne væk og tyede til chikane og intimidering, da de ikke flyttede sig frivilligt. Nabolaget blev udsat for ildspåsættelser og blev hærget af hyrede tyvebander. Firmaet gjorde også, hvad de kunne for at spille beboerne ud mod hinanden ved at tilbyde nogle større kompensation end andre.

Myndighederne forsøgte samtidigt at vende folkestemningen imod beboerne ved at bruge de statskontrollerede medier til at sprede falske rygter om, at nabolaget var plaget af prostitution og narkotika. Kommunen sørgede for, at de ikke fik fjernet skrald længere, husker Srey Vann.

”Jeg var ung og uerfaren og følte, at vi stod meget alene i vores kamp. Heldigvis fik jeg kontakt til LICADHO. Jeg fik nogen, jeg kunne ringe til. De kom og var hos os, sov hos os og støttede os i vores kamp. De kom også med deres kameraer og smartphones, og pludselig var der nogle, der fortalte historien fra vores side. De hjalp os lægge en strategi og lærte os om ikke-voldelig modstand og solidaritet. Vores fællesskab voksede i styrke”.

Men efterhånden som tiden gik, gav flere og flere familier op og tog imod kompensation enten i form af penge eller jord. Til sidst var der kun lidt over 100 familier tilbage på jorden. I januar 2009 blev området ryddet.

Det er for farligt at gøre det alene. Når jeg filmer, ser jeg ikke, hvis noget flyver gennem luften, eller en situation eskalerer

Srey Vann, aktivist

Srey Vanns familie plejede at drive en lille kaffesalon fra deres hus. De var fattige, men de kunne forsørge sig selv og havde et godt liv. Med tvangsudsættelsen mistede de både deres hjem og deres forretning.

Umiddelbart efter udsættelsen boede Srey Vann og flere af de andre beboere i LICADHO’s kontorer i Phnom Penh. Efterfølgende lejede hun og hendes mor sig ind et sted et par måneder, inden de købte et skur i et urbant slum-område tæt ved kontorerne. Srey Vann fik job som rengøringsdame hos en koreansk familie og tjente, hvad der svarer til 400 danske kroner om måneden.

”Efter et halvt år ringede LICADHO og tilbød mig en projektstilling i seks måneder. Jeg var bekymret, for jeg kunne ikke tale engelsk, og jeg har ingen uddannelse. De kaldte mig gadeklog og modig og tilbød at træne mig, fordi jeg kan identificere mig med de lokalsamfund, de arbejder i og omvendt. Så jeg greb chancen og sagde ja”, fortæller Srey Vann.

Aktivist Cheng Srey Vann holder tale i Cambodja
©LICADHO

Cheng Srey Vann holder tale ved en af markeringer af årsdagen for udsættelsen, de tidligere beboere har holdt

Sådan arbejder en aktivist

LICADHO er en af Cambodjas ældste og førende menneskerettigheds-organisationer og har været Folkekirkens Nødhjælps partner siden 2000. Organisationens primære opgave er at overvåge og fremlægge bevis for overtrædelser af menneskerettigheder i Cambodja.

Munke, ofre for jordtyveri, bloggere og aktivister bliver trænet i at bruge video til at skabe opmærksomhed og fungerer dermed som en katalysator til sociale bevægelser, der i sidste ende skaber forandring. Video er et magtfuldt værktøj, når det bruges effektivt. Des flere historier, der kommer ud, des flere stemmer der bliver hørt, des sværere er det for styret at fratage folk deres rettigheder.

Træningen er teoretisk såvel som praktisk, og målet er at gøre aktivisterne i stand til selv at skabe forandring. De lærer at vinkle en historie, at bruge kameraet optimalt, at redigere og at passe på deres egen sikkerhed, mens de filmer. Til sidst lærer de, hvordan de distribuerer deres videoer og billeder optimalt. For Srey Vann var den proces svær i begyndelsen. Hendes film blev rystede og skæve. 

©LICADHO

”Nu ved jeg, hvordan man gør, og jeg går med forrest for at kunne filme, hvad der sker. Vi er altid af sted to og to. Jeg filmer, mens min kollega holder øje med, hvad der sker omkring os. Det er for farligt at gøre det alene. Når jeg filmer, ser jeg ikke, hvis noget flyver gennem luften, eller en situation eskalerer”, fortæller Srey Vann.

Flyvende objekter er ikke den eneste fare, Srey Vann bliver konfronteret med som aktivist. Myndighedernes tendens til at stramme grebet om aktivisterne og møde protester med vold har været stigende siden det nationale valg i 2013.

I flere tilfælde har LICADHO dokumenteret, at en blanding af militærpoliti, uropatruljer og para-politistyrker, der er iklædt sorte hjelme og udstyret med knipler, har brudt fredelige demonstrationer op med vold og er gået målrettet efter menneskerettigheds-aktivister, fagforeningsfolk, journalister og observatører. Aktivisterne er løbende ofre for groft misbrug af det juridiske system som tilfældige tilbageholdelser, juridiske trusler og falske anklager.

De personlige risici ved at stå frem er store, og myndighederne anklager folk, der protesterer, for at true den nationale sikkerhed og stabilitet eller for bagvaskelse, som stadig er en alvorlig ting i Cambodja.

 Tvangsudsættelsen fra vores gamle hjem har knust mit hjerte og brudt min familie og nabolag op

Srey Vann

En klassisk trussel fra regeringsmagten er, at Khmer Rouge kommer tilbage, hvis Premierminister Hun Sen ikke er ved magten, og så vil Cambodja igen ende i borgerkrig. Det er en trussel, der aftager i styrke, som tiden går, men som stadig finder hæfte i Cambodjas ældre befolkningsgrupper, der husker tiden under Pol Pot.

Det må ikke ske igen

Srey Vann gør det samme, som LICADHO gjorde i hendes nabolag og rækker hånden ud til ofre for overtrædelser af menneskerettighederne. Mange føler sig alene, så Srey Vann fortæller dem sin historie, så de forstår, at mange cambodjanere oplever det samme som dem. Hun hjælper dem med at tackle de udfordringer, der følger med en tvangsudsættelse. Det kan være trusler, intimidering, manglende solidaritet og vendekåber. Og hun giver dem mulighed for at få fortalt deres historie i andre kanaler end de statskontrollerede medier.

”Folks bevidsthed om myndighedernes propaganda stiger efterhånden, som de sociale medier bliver mere udbredte. Jeg ser det, jeg filmer det, og jeg er med til at forandre det,” siger hun med stolthed i stemmen.

Srey Vann har brug for lokalsamfundene og de for hende. Hun tror på, at de sammen kan skabe forandring.

”Tvangsudsættelsen fra vores gamle hjem har knust mit hjerte og brudt min familie og nabolag op. Jeg oplevede det som et kæmpe svigt fra myndighederne. Jeg vil ikke have, at det skal ske for andre. Jeg er et vidne, og jeg vil have, at verden skal vide, hvad der sker i mit land. Mine film er meget forskellige fra den officielle historie om Cambodja. De viser uretfærdigheden, uligheden og volden”.

©LICADHO

De seneste års oplevelser har forandret Srey Vann.

”Jeg har fået mod til at kæmpe for min ret. Jeg har fået troen på, at det er muligt at skabe forandring. Jeg kan ikke forestille mig, at jeg nogensinde holder op med at være aktivist. Heller ikke selv om jeg en dag får en kaffesalon igen. Det vil jeg stadig gerne. Men aktivisme vil altid være et element i mit liv nu”, siger hun.

Der er varslet nye tider i Cambodja, idet flere og flere som Srey Vann finder modet til at sige fra og bruger de muligheder, der er i de nye medier til at dele deres viden og finde ligesindede. På trods af de omfattende overgreb er der en voksende modstandsdygtighed blandt cambodjanerne.

Gang på gang vender folk som Srey Vann tilbage til gaden, hvor de trodser trusler og vold og risikerer – eller gennemlever – fængselsdomme for at kræve deres ret.

De næste lokalvalg skal finde sted om et år, og i 2018 venter det nationale valg. Regeringspartiet strammer grebet og lovgivere, Facebook-brugere, bloggere, og menneskerettigheds-observatører er blevet arresteret, en embedsmand fra FN er blevet anklaget for bestikkelse, og en politisk analytiker bliver sagsøgt for bagvaskelse af regeringspartiet. LICADHO vurderer, at mere end 20 mennesker er blevet uretmæssigt fængslet i denne valgperiode som følge af deres politiske aktiviteter.

De kommende år vil vise, hvor forandringerne fører landet hen, og om Cambodja vil få det demokrati, som dets forfatning garanterer. Indtil nu har Premierminister Hun Sen svaret på protesterne med stramninger, og intet tyder på, at han har tænkt sig at vige pladsen frivilligt. 

Gå ikke glip af de næste longreads