Støt

Nepal kæmper efter jordskælvet

Af Anne Mette Futtrup

©Kishor Sharma

Overalt i Nepal har voksne og børn netop fejret nytår og er trådt ind i det nepalesiske år 2073. De håber på et roligt år med styrke og godt helbred. For de er i gang med den største kamp i mands minde: at genopbygge deres liv og land efter, at et jordskælv på 7,8 Richter ramte Nepal for nøjagtig et år siden. Det værste siden 1934.

Hvordan bygger man et liv og et land på ny? Erstatter man bare det, der er gået i stykker for at vende tilbage til status quo? Nej, mener Folkekirkens Nødhjælp. Man indlemmer elementer af forbedringer i alle indsatser, så det status quo, der var før jordskælvet, bliver løftet til det bedre.

Men det er ikke nemt i et af verdens fattigste lande, hvor offentlige institutioner og strukturer er skrøbelige, og hvor mange mennesker bor i ufremkommelige bjergområder, der bedst kan nås til fods. Når der støder regionale politiske problemer til, som da Nepals vigtigste handelspartner, nabolandet Indien, kort efter jordskælvet indledte en blokade og dermed lukkede for næsten al import af brændstof, blev det endnu vanskeligere at bygge op igen. Her kan du møde nogle af de mennesker, som kæmper sig vej tilbage. For nogle har kampen båret frugt, mens andre stadig sidder fast i katastrofens klør.

©Kishor Sharma

I udkanten af landsbyen Makaisingh langt oppe i de ufremkommelige bjerge nordvest for Nepals hovedstad Kathmandu har Ram Krishna Adhikari bygget sit hønsehus til 80 kyllinger og en god håndfuld haner. De larmer en del denne tidlige morgen, så folk, der går forbi på stierne mellem de små jordlodder bag Makaisinghs hovedgade, kan høre de galende og gokkende fugle, selvom hønsehuset står i udkanten af byen. Larmen generer nu ingen. Folk synes, det er dejligt, at Ram Krishna Adhikari er blevet kyllingefarmer.

Et stykke fra Makaisingh i landsbyen Furkedada rejser 12-årige Kabita Chepang sig fra sin bænk i klasselokalet og spørger sin lærer om lov til at gå på toilettet. Hun har ikke noget imod at skulle på wc i skoletiden, for det nybyggede toilet er fint og rent, og man kan skylle efter hver gang. Kabita lukker omhyggeligt blikdøren efter sig med slåen, da hun er færdig, og gør sig umage med at vaske sine hænder med sæbe – også mellem fingrene.

©Kishor Sharma

Devalci Silwal Nalang har som de andre lokale konfliktmæglere set, at krisetider ikke kun styrker folks sammenhold. Følgerne af et jordskælv kan også skabe uvenskab og ufred.

Oppe i Nalang-området kigger 19-årige Anil Nepali over mod borgerhuset. Han har set de første 20 minutter af den volleyballkamp, der er i gang på banen foran skolen, og som har trukket masser af publikummer. Men nu skal han mødes med otte andre mænd og kvinder for at drøfte, hvordan det går med at løse de konflikter mellem naboer og i familier, der er opstået efter jordskælvet. De ni fremmødte er lokalsamfundets konfliktmæglere og samles indimellem for at supervisere hinanden og dele deres erfaringer.

©Kishor Sharma

Ovre på en anden bjergskråning, lige uden for landsbyen Meidan, render en gruppe mænd i rask trav ned af en stejl bjergskråning sidst på eftermiddagen. De fleste har bare tæer i klipklapper eller sanddaler og springer af sted i fuld fart, mens de snakker og griner og ser ud til slet ikke at bemærke de røde myrer, som ellers godt kan lide at kravle lidt op ad forbipasserende ankler og slå til. Mændene er på vej ned til en af de enorme vandtanke, som de har bygget sammen med Folkekirkens Nødhjælp og tekniske eksperter.

Ram Krishna Adhikari, Kabita Chepang, Anil Nepali og mændene i Meidan slikker stadig sårene efter det jordskælv, der ramte netop deres landsbyer for nøjagtig et år siden. Men de gør mere end det. De skriver nødhjælpshistorie. For de er alle beviser på, at når mennesker selv bestemmer, hvad de har allermest brug for under en krise, kan nødhjælp gøre meget mere end hjælpe i nødens stund. Den kan udvikle et samfund.

 

3 faser hjælper nepalesere tilbage på fode

Folkekirkens Nødhjælps arbejde i Nepal efter jordskælvene sidste år har været inddelt i tre faser og er foregået i fire områder; distrikterne Dhading og Gorkha (som var epicenter for det første jordskælv 25. april) nordvest for hovedstaden Kathmandu, og områderne Lalitpur og Bhaktapur tæt på hovedstaden:

Fase 1: 25. april-15. juni 2015: Folkekirkens Nødhjælp (FKN) gik straks i gang med arbejdet på dagen for det første jordskælv. Denne første fase stod på akut nødhjælp; uddeling af fødevarer (blandt andet ris, linser, kikærter, olie og salt), telte og presenninger og drikkevand. Desuden installerede FKN nødtoiletter og tilbød psykosocial hjælp til folk i chok og nød.

Fase 2: 15. juni-15. oktober 2015: Fokus var nu på at bygge permanente toiletter og sikre permanent adgang til drikkevand, uddele pakker med hygiejneartikler – f.eks. sæbe, spand, tabletter til at rense vand etc. og fortsætte det psykosociale arbejde. Nu blev der også uddelt kontanter, så folk kunne bygge midlertidige boliger og købe fornødenheder, da det almindelige handelsliv igen var i gang.

Fase 3: 15. oktober 2015-30. april 2016: Nu satte Folkekirkens Nødhjælp ind med hjælp til at genskabe folks levebrød, så de kunne komme tilbage på fode og klare sig selv. I denne fase har familier fået penge til at investere i f.eks. landbrug eller forretning. En række personer i alle landsbyer er udvalgt af naboerne og uddannet til at kunne mægle i de konflikter, som kan opstå under vanskelige forhold. I denne fase blev også uddelt penge til indkøb af tæpper og andet, der kunne hjælpe mennesker gennem vinteren.  

 

Kontanter og selvvalg giver langtidsholdbar business  

Lørdag den 25. april 2015 kl. 11.56 sad Ram Krishna Adhikari og hans kone Nanda ved spisebordet og spiste nationalspisen dahl bat med ris, kål, tomater, store radisser og kylling. Pludselig lød en lyd fra jordens indre - dunkende, dyb og uhyggelig, hele huset rystede, og ægteparret sprang op og løb udenfor. Her så de et hus i tre etager styk for styk kollapse, så kun stueetagen til slut var tilbage.

©Kishor Sharma

Hele huset rystede, da vi styrtede ud. Uden for stod vi sammen med alle naboerne og kunne intet gøre,” fortæller 45-årige Ram Krishna Adhikari, der her sidder med sin kone Nanda foran det hus, der indtil 25. april kl. 12.56 sidste år var på tre etager.

Indtil jordskælvet ramte, havde ægteparret ernæret sig som agerbrugere. Det har aldrig været nemt i det bjergrige område, hvor vand er en knap ressource, og hvor høsten på de små jordlodder og smalle terrasser i bjergskråningen derfor typisk har været lige så knap. Økonomien i familien rakte kun lige til den daglige kost og de tre børns skolegang.

Erstatte eller forbedre?

Folkekirkens Nødhjælp og den lokale partner ECO Nepal havde længe arbejdet med udviklingshjælp i Makaisingh og en lang række andre meget fattige landsbysamfund i Dhading og Gorkha-distrikterne nordvest for hovedstaden Kathmandu, som blev meget hårdt ramt af jordskælvet.  

Derfor kendte medarbejderne familierne godt og så hurtigt, at en del havde brug for hjælp til at komme på fode igen. Ofte vil hjælp til genopbygning af menneskers levebrød bestå af en erstatning for det, som en familie har mistet. Det kan f.eks. være nye redskaber eller nye frø til at tilså marken.

Men Folkekirkens Nødhjælp valgte en anden og mere innovativ tilgang: Uddeling af kontanter, så folk selv kunne vælge, om de ville fortsætte som agerbrugere, eller kaste sig ud i nye muligheder.

Gennem samarbejde med de lokale myndigheder og de konkrete landsbyer blev der nedsat arbejdsgrupper bestående af mindst 20 mennesker fra lokalsamfundet. Disse grupper fik nu mandatet til at uddele penge til enten kooperativer skabt i kølvandet på jordskælvet eller til de familier, der havde størst behov for hjælp. Ram Krishna Adhikaris familie var en af dem. Naboen Rishi Ram Adhikaris familie var en anden. Og den ældre dame Min Kumari Shrestha, der ejer byens lille butik på hovedgaden, var en tredje.

Forretningsplan for fremtidssikring

Men det var ikke nok bare at blive udvalgt. Først skulle de udarbejde en forretningsplan med et realistisk budget, som skulle vise, at virksomheden kunne blive langtidsholdbar.

”Jeg havde længe ønsket at blive kyllingefarmer, fordi der er stor mangel på vand i området, og det er vanskeligt at leve af at dyrke grøntsager. Der er godt nok mere prestige i at have geder, men jeg tror mere på kyllinger. De klarer sig med mindre mad og vand. Før jordskælvet købte jeg nogle enkelte kyllinger og gav mig til at bygge et hønsehus. Men så ramte jordskælvet, og hønsehuset gik i stykker,” fortæller 45-årige Ram Krishna Adhikari. Han har boet hele sit liv i Makaisingh, er gift med 42-årige Nanda og sammen har de tre børn. Datteren er gift og flyttet til en nabolandsby, de to sønner går i skole i Kathmandu.  

”Jeg havde længe ønsket at blive kyllingefarmer, fordi der er stor mangel på vand i området, og det er vanskeligt at leve af at dyrke grøntsager. Der er godt nok mere prestige i at have geder, men jeg tror mere på kyllinger"

Ram Krishna Adhikari

Med hjælp fra medarbejdere i ECO Nepal satte Ram Krishna Adhikari sig til at skrive en forretningsplan. Pengene ville han, som alle andre i programmet, få udbetalt ad to omgange, ca. 450 kr. ad gangen. Ved at planlægge to betalinger i stedet for én samlet, gav det Folkekirkens Nødhjælps team mulighed for at justere programmet, hvis noget ikke fungerede efter hensigten. Det gav også modtagerne af pengene mulighed for at investere anden portion i en anden form for forretning, hvis første model ikke lykkedes.

Ram Krishna Adhikari er tilfreds med sit valg. Da han denne formiddag et år efter jordskælvet træder ud af hønsehuset med en spand fyldt med æg, smiler han glad og konstaterer, at selvom indtægterne stadig er begrænsede, er det er bedre at være kyllingefarmer end grøntsagsbonde.

©Kishor Sharma
©Kishor Sharma

 

Drømmer om eksklusive kyllinger

Hver måned samler han cirka 1800 æg i hønsehuset, som kan sælger for godt 50 øre stykket. Indimellem tager han kyllinger med ned til den store vej i dalen, hvor han sælger dem til en grossist, som slagter fuglene og sælger dem videre. Ram Krishna får ca. 15 kr. for en seks måneders kylling, og de penge investerer han i ny-udrugede småkyllinger til ca. 5 kr. stykket og sække med foder.

©Kishor Sharma

”Jeg er ved at undersøge nye muligheder, f.eks. hvordan jeg selv kan sælge mine kyllinger på det lokale marked, og hvordan jeg kan begynde at udruge nogle af æggene. Jeg håber også på med tiden at kunne opdrætte en mere eksklusiv og dyr type kyllinger, som er udruget lokalt og ikke industrielt. Det tager et helt år, før sådan en kylling er udvokset. Og den kan sælges for op mod 2000 rupees (ca. 125 kr.),” forklarer Ram Krishna Adhikari.

 

”Kunne I mærke det?,” siger Ram Krishna Adhikari, da han træder ud af hønsehuset. Han henviser til den svage fornemmelse af bevægelse i jorden, som når en lastbil kører forbi.  ”Det var et lille jordskælv. Vi har oplevet flere hundrede små jordskælv, siden det store sidste år.”

©Kishor Sharma

 

Kontanter er nytænkning

”Vi tror på, at mennesker, der har brug for hjælp, selv bedst ved, hvad de konkret har behov for. Derfor tror vi på, at vi ved at uddele kontanter i nogle projekter kan hjælpe mennesker bedst. Vores opgave som en ansvarlig samarbejdspartner er at give mennesker støtte og teknisk hjælp til at investere i det, som de har behov for.”

Sådan siger Andrew Pearlman, der gennem det seneste år har ledet Folkekirkens Nødhjælps arbejde i Nepal efter jordskælvet.  

Folkekirkens Nødhjælp har valgt at uddele kontanter til mennesker, der skal skabe et livsgrundlag på ny. Også i forbindelse med bygning af midlertidige huse og mindre renoveringer af skadede huse, er der uddelt kontanter i stedet for materialer. Det har givet folk mulighed for selv at bestemme, hvilke materialer, de ville købe.

Pengene bliver bragt til de svært fremkommelige egne af en bank, der står for sikkerhed og opbevaring. Og kontanterne bliver uddelt fra det lokale myndighedskontor.

Teknologisk nytænkning gennem systemet MAGPI har givet Folkekirkens Nødhjælp mulighed for at samle elektronisk data om modtagerne og derved spare tid og penge og samtidig sikre, at data er korrekt.

Selvvalg skaber nyt og bygger ovenpå

Ram Krishna Adhikaris naboer lidt længere oppe ad den smalle sti mellem Makaisinghs små jordlodder og huse har valgt geder for deres penge. Ægteparret Rishi og Kamala Adhikari havde en lille opsparing og kunne derfor lægge knap 100 kr. oveni de 450 kr. og købe to fine geder.

”Geder er altid en god forretning. Men man skal gerne have nogle stykker. Nu har vi seks geder i alt, og den sorte ged, som vi kalder Kali, skal snart have kid. Vi tror, der er tre,” siger Rishi Ram Adhikari og griber ud efter et af de andre kid for fotografens skyld.

Mens Rishi Ram Adhikaris kone Kamala binder græsser og smågrene op i bundter under et lille overdække, så gederne kan spise et skyggefuldt sted, fortæller hun, at de allerede har solgt to kid for i alt cirka 340 kr.  

©Kishor Sharma

Rishi Ram Adhikari har udvidet sin besætning med flere geder gennem hjælpen efter jordskælvet. Han regner med, at den større besætning vil øge hans omsætning og familiens muligheder.

Købmanden har stadig problemer

Helt så godt går det ikke hos den ældre dame Min Kumari Shrestha, der ejer byens lille butik på hovedgaden. ’Hovedgaden’ er måske så meget sagt om den smalle sandede og hullede vej, der fører op til landsbyen langt oppe i bjergene, og som kræver både firhjulstræk og selvsikker chauffør.

På en bred træbænk uden for butikken sidder hun let sammenfalden. Gennem 40 år har hun haft butikken, hvorfra hun i dag sælger kiks, ris, sukker, nudler og lidt trætte grøntsager.

”Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre for at forbedre min forretning. Hver gang jeg har samlet 1200-1500 rupees (75-100 kr.), går jeg til markedet og køber ind til butikken. Men så der jo lang tid, før jeg har penge igen. Min plan har altid været, at butikken skulle være en succes. Men jeg kan hverken læse eller skrive, og det gør det svært for mig. For 40 år siden kom mange kunder hver dag og købte te, som jeg lavede der,” siger Min Kumari Shrestha og peger over på et gasblus, som ser ud til at have stået ubrugt hen længe.

©Kishor Sharma

Min Kumari Shrestha er omkring 70 år og har svært ved at holde spindelvævet ude af hjørnerne. Hun ser heller ikke, at grøntsagerne er rynkede, og at kikspakkerne ligger hulter til bulter. 

Hendes mand er en ildsjæl i lokalsamfundet. Han samler folk om forskellige lokale projekter som f.eks. at renovere en lokal bro, og han giver ud af det, han har, hvis folk mangler. Hans kone synes imidlertid, at han burde koncentrere sig lidt mere om hjemmet og butikken. Hun er analfabet og har derfor brug for ham til at føre kassebøger og vurdere, hvor langt pengene kan række.

”Hver morgen går han ned mod byen for at hjælpe folk. Og hver aften kommer han hjem igen. Men han lytter ikke til mig,” siger hun.   

Sammen med Folkekirkens Nødhjælps partner ECO Nepal arbejder hun nu på at finde en ny forretningsmodel og inddrage manden, så næste portion af kontanter bliver investeret langtidsholdbart.    

Årelange genopbygning

Mens den Nationale Genopbygnings Myndighed (NRA) stadig arbejder på at udvikle en plan for genopbygning i landet, ligger halve og hele huse der, hvor de faldt. Regeringen har vurderet alle skader, kategoriseret dem, opfordret familier til at vente med at genopbygge, indtil man er klar med planen – og har lovet familier, der mistede deres hjem i jordskælvet, 200.000 rupees (knap 13.000 DKK) til at bygge et nyt hus for.

Ingen har set noget til de 200.000 rupees. Derfor bor familier stadig i de midlertidige boliger, som de selv har opført med hjælp fra organisationer, blandt andre Folkekirkens Nødhjælp.

”Ja, vi venter på pengene,” siger Ram Krishna Adhikari, kyllingefarmer fra Makaisingh, Gorkha. ”Men vi tror ikke meget på det. Hvor skal vores fattige land få alle de penge fra?”

Han er ikke alene om sin tvivl. De fleste svarer, når de får spørgsmålet, at de ikke har hørt et ord om de penge, siden regeringens folk var rundt og vurdere skaderne for mange måneder siden.

Internationale donorer har længe været klar med støtte til genopbygning. Men den nepalesiske regering har ikke besluttet endnu, hvordan en genopbygningsplan skal se ud og rulles ud. Derfor står cirka fire mia. dollar og venter på at komme i sving.  

©Kishor Sharma

Den midlertidige skolebygning med det nybyggede jordskælvssikre toilet ligger yderst på bjergsiden.

Jordskælvsikring under kummen

Kabita Chepangs lærer nikker og giver den 12-årige pige lov til at smutte på toilettet i timen. Hun går målrettet mod den nybyggede toiletbygning med to toiletter og udvendig håndvask.

Vi er i landsbyen Furkedada i Gorkha, der blev meget hårdt ramt under jordskælvet. Skolen styrtede sammen, og børnene har nu klasselokaler i midlertidige bygninger opført til formålet. Bygningerne er åbne i begge ender og har buede tage, så de ligner enorme rør skåret tværs igennem.

©Kishor Sharma

”Vi kommer nok til at være i de midlertidige bygninger de næste 4-5 år. Jeg tror ikke, at landet kan nå at genopbygge det hele på kortere tid,” vurderer skoleinspektøren.

Men toiletterne er opført for at blive. Folkekirkens Nødhjælp satte straks efter jordskælvet ind med et massivt hygiejneprogram og omfattende byggerier af jordskælvssikrede toiletter.

Derfor kan Kabita Chepang og hendes klassekammerater trygt gå på rene og pæne toiletter og vaske deres hænder med sæbe.

Hygiejnefortalere går fra dør til dør

Shreesha Nepali er den person i Furkedada, der har lært skolebørnene at vaske hænder grundigt og på den rette måde. Hun er en af mange såkaldte ’hygiejne-promotors’, der af Folkekirkens Nødhjælps partner er uddannet til at undervise landsbybeboerne i god hygiejne. Det er ikke en let opgave, fordi den personlige hygiejne er en privat sag for folk i landsbyerne her, forklarer den spinkle unge kvinde.

”Mange af de sygdomme og problemer, vi har her, opstår på grund af dårlig hygiejne"

Shreesha Nepali

”Jeg går fra hus til hus og taler med familierne om personlig hygiejne, om hvor vigtigt det er at vaske hænder med sæbe, før de laver mad, når de kommer hjem fra marken, og når de har vasket deres babyers numser. Vi taler også om, at man skal skylle både sig selv og toilettet efter, man har brugt det. Vi taler om at klippe negle, at vaske hår og at gå i bad. Og så taler jeg med kvinderne om menstruation.  De fleste piger går ikke i skole, når de har menstruation, og mange vasker ikke de stofstykker, som de bruger som bind. De skyller dem bare og tørrer dem i solen. Jeg forsøger at forklare vigtigheden af at koge dem og vaske med sæbe, før de bliver lagt til tørre i solen,” fortæller hun.

Ringe hygiejne er et stort problem

Her fra Chepang er der tre timers gang til den nærmeste sundhedspost, som er en minimal udgave af en sundhedsklinik. Mange landsbybeboere har aldrig været hos en læge.

”Mange af de sygdomme og problemer, vi har her, opstår på grund af dårlig hygiejne. Derfor har vi også hængt plakater op mange steder, hvor folk kan se tegninger, der fortæller, hvordan man kan undgå sygdomme ved at holde sig selv og sine omgivelser rene,” siger Shreesha Nepali.

Flere toiletter på vej

Toilettet ved skolen i Furkedada er blot en af 214 toiletter på skoler, som Folkekirkens Nødhjælp har været med til at bygge. For at kunne imødegå eventuelle jordskælv i fremtiden er alle toiletter bygget efter dessiner, der kan klare sig i rystelser. Det gælder også de i alt vil 4000 toiletter ved private huse, som er ved at blive bliver bygget. Nogle hårdt ramte landsbyer ligger dagsrejser til fods fra alfarvej. Derfor har Folkekirkens Nødhjælp måtte flyve materiale op i bjergene til disse isolerede landsbyer med helikopter.

©Kishor Sharma

Shreesha Nepali besøger 15 husstande dagligt for at tale med landsbybeboerne om hygiejne. Når hun har været alle igennem, begynder hun forfra. Det er ikke nemmere her at ændre vaner end andre steder i verden.

©Kishor Sharma

I mange landsbyer og landområder i bjergene i Dhading og Gorkha-distrikerne, som begge blev massivt ramt af jordskælvet, står nu nybyggede toiletter, som er bygget efter et design, der bedre modstår jordskælv i fremtiden. 

 

I Aaidada, et lille lokalsamfund på den yderste bjergkant, bor Lal Singh Gurung sammen med sin gravide kone og sin gamle far.

”Både mit hus og toilettet ved siden af blev jævnet med jorden under jordskælvet. Huset er nu bygget op igen, og toilettet er ved at blive bygget,” fortæller Lal Singh Gurung, der står og kigger på, at tre lokale murere, der alle er undervist af Folkekirkens Nødhjælps partner i at bygge efter de nye jordskælvssikrede dessiner, er ved at lægge sidste hånd på toilettes septiktank.

Lokale murere bygger toiletterne

Selve hullet til septiktanken er 180 cm i diameter og 2,10 m dyb. Nederst i hullet støbes bunden, og hullet er indvendigt beklædt med sten. Hullet er rundt, fordi det er mere stabilt end firkantede, som man brugte før jordskælvet. Stenene, der beklæder septiktanken indvendigt, stammer fra et af de huse i landsbyen, der styrtede sammen i jordskælvet.  

Ved siden af septiktanken bliver selve toilethuset bygget. Først støbes soklen af cement – dobbelt så stor som tidligere - med afløb ind i septiktanken og med et stå-toilet nede i selve cementen. Så bygges vægge og tag af blikplader.

Man regner med, at toilettet kan holde i 15 år.

I krisetider hænger konflikter faretruende lavt

Rundt om bordet i borgerhuset i Nalang tager ni mennesker plads og sludrer hyggeligt med hinanden. De seks kvinder og tre mænd mødes jævnligt for at tale om de udfordringer, som de møder – og løser, når de går rundt i landsbyerne og tilbyder deres hjælp.

Den psykosociale assistance, som Folkekirkens Nødhjælp og partnere straks satte i gang efter jordskælvet bestod hovedsageligt af en-til-en-samtaler og gruppesamtaler med lærere, studerende og kvinder. Imidlertid viste det sig, at konflikter mellem landsbyer, mellem naboer og i familier opstod som følge af den nødhjælp, som blandt andre Folkekirkens Nødhjælp bidrog med.

Naturlig misundelse

Når en landsby fik ny vandforsyning, fordi den hidtidige var tørlagt, ville nabolandsbyen, som måske nok stadig havde en vandforsyning – men en dårlig en af slagsen, også gerne have en ny. Når naboen havde fået hjælp til at renovere sit hus, ville andre også gerne have hjælp, selvom deres huse måske ikke var helt så skadede og derfor ikke var berettigede til hjælp. Og mellem familiemedlemmer opstod problemer, når den voksne søn i huset var registreret som overhoved, men brugte nødhjælpskontanterne på en anden måde, end resten af husstanden ville have valgt.   

Derfor gik Folkekirkens Nødhjælp og partnere i området i gang med at udvikle et program, der kunne udvælge og uddanne lokale konfliktmæglere, som skulle rådgive og mægle ved de problemer, der opstår på grund af misundelse.

©Kishor Sharma

Devalci Silwal Nalang har som de andre lokale konfliktmæglere set, at krisetider ikke kun styrker folks sammenhold. Følgerne af et jordskælv kan også skabe uvenskab og ufred.

Myndighederne vil også have hjælp

Nu sidder Nalangs ni lokale konfliktmæglere som så mange gange før ved mørke borde i det hvide borgerhus over for skolen og drøfter deres oplevelser:

”I begyndelsen var der stor skepsis. Kan disse helt almindelige mennesker fra vores eget område, og som vi kender, virkelig løse vores problemer, spurgte folk sig selv. Men efterhånden som problemerne bliver færre, går det op for alle, at denne model faktisk virker,” siger Devalci Silwal Nalang.

Hun fortæller, at konfliktmæglerne har stået for rollespil i skolerne, at de har uddelt plakater og andre materialer, der fortæller om konfliktløsning. Og desuden har de lokale myndigheder henvendt sig og spurgt, om også myndighederne kan få lov at sende bud efter konfliktmæglerne, hvis der bliver behov.

Kriser giver konflikter

Nabin Aryal Nalan rejser sig for at dele sine oplevelser:

”Lige efter jordskælvet sidste år, opstod mange konflikter mellem ægtefæller. De var bange for flere jordskælv, de frygtede, at de ikke havde mad nok, mange mænd drak, og der var mange problemer med hustruvold,” fortæller han og forklarer, at han og kollegerne nu mægler i en del af de ægteskabelige problemer. 

”Nogle familier har vi besøgt igen og igen. I en familie var svigerforældrene og sønnen altid efter svigerdatteren, som ikke måtte få mad, og som også blev slået af de andre"

Nabin Aryal Nalan

”Nogle familier har vi besøgt igen og igen. I en familie var svigerforældrene og sønnen altid efter svigerdatteren, som ikke måtte få mad, og som også blev slået af de andre. Den sag var mange af os involveret i.  Først nægtede svigerforældrene, at det skete. Og bare at få mand og kone til at tale sammen var svært. Sådan en sag løses jo ikke hurtigt. Men vi arbejder på det. Jeg synes også, at jeg har lært mig selv bedre at kende gennem de konflikter, som jeg har forsøgt at løse,” siger Nabin Aryal Nalan.

Mægling inspirerer til uddannelse

En ung 19-årig dalit, Anil Nepali, er meget glad for, at han fik muligheden for at blive konfliktmægler i sin egen landsby:

”Man kunne tro, at folk ikke vil mægles af mig, fordi jeg er dalit. Men jeg har rejst rundt i hele distriktet og oplever ingen problemer. Min far har altid været en slags mægler, når folk var uenige i landsbyen. Jeg ville gerne gå i hans fodspor. Undervisningen var meget spændende, og jeg synes, det går godt, når jeg er ude som konfliktmægler. Derfor er mit håb, at jeg kan få råd til at læse en bachelor, så jeg kan blive lærer eller socialarbejder.” 

©Kishor Sharma

Anil Nepali på 19 år føler sig lige så respekteret for sit arbejde med konflikter som de ældre mæglere. Og han har ingen problemer mødt, selvom han er dalit, kasteløs, og dermed traditionelt tilhører en marginaliseret gruppe.

Landsbyerne fik egne konfliktmælgere
  • Folkekirkens Nødhjælp annoncerede på plakater og gennem oplæg efter folk fra landsbyerne, som var interesserede i at få undervisning i konfliktmægling og påtage sig hvervet som konfliktmægler. Særligt marginaliserede – f.eks. kvinder og dalitter (kasteløse) – blev opfordret til at søge.
  • Sammen med de lokale myndigheder blev kandidaterne screenet ud fra forskellige kriterier for at sikre, at kandidaterne var de rigtige.
  • Særligt udvalgte undervisere med en akademisk grad i lokal konfliktmægling, der er en forholdsvis ny disciplin i Nepal, blev hyret til at undervise kandidaterne.
  • De uddannede konfliktmæglere blev inddelt i grupper, som forud for hver mægling drøfter fremgangsmåden og lader de involverede personer være med til at beslutte, hvem der skal mægle – og om mægleren skal komme fra landsbyen eller en anden landsby.

60 procent af konfliktmæglerne er kvinder, kasteløse og andre marginaliserede.

Teknisk snilde serverer drikkevand til bjerglandsbyer

Solen skinner varmt på gruppen af mænd, der her sidst på eftermiddagen smutter hjemmevant fra landsbyen Meidan ned gennem den tætbevoksede bjergskråning. For det utrænede øje ligner stien mere en smal stribe bar gylden jord mellem planter og træer på skråningen end en egentlig vandresti.

Trods varmen er luften er frisk, for vi er langt oppe i et bjergområde i distriktet Dhading små 100 km nordvest for Nepals hovedstad Kathmandu. Området er svært tilgængeligt. Nok fører en vej herop nede fra dalens asfalterede ditto, men ligesom bjergvejene op mod Makaisingh og kyllingefarmeren i Gorhka-distriktet er der brug for kraftig firehjulstræk og en trænet chauffør til at bestige de sandede, hullede, smalle bjergveje, som hænger helt ude på kanten.

Tørlagte landsbyer

Gruppen af mænd er alle medlemmer af Dhuseni Community Drinking Water Users Commitee, Dhuseni Drikkevandskomité. De skal tilse det byggeri, som de alle går og glæder sig over: Et spritnyt vandanlæg bestående af to store vandtanke, vandrør og et pumpesystem, som pumper vandet dels fra den nederste tank til den øverste og derfra op til vandhaner i tre landsbyer på bjergskråningen ovenfor.

Har de da ikke drikkevand i landsbyerne? Det havde de frem til dagen efter jordskælvet 25. april sidste år.  

”Da min kone morgenen efter jordskælvet gik hen til landsbyens fællesvandhane for at fylde sin 25 liters vandbeholder, kom der ikke en dråbe ud af hanen,” fortæller Khil Bahadur Bhandari, der er præsident for Drikkevandskomitéen og en af de mænd, der er på vej ned mod de store tanke. I to nabolandsbyer var hanerne også tørlagte. I alt 205 familier havde pludselig ikke adgang til drikkevand.

©Kishor Sharma

Drikkevandskomiteen med gruppens præsident Khil Bahadur Bhandari i jakke i front har været involveret i alle byggeprojektets faser. Fra de fandt kilden, til tankene blev bygget, og frem til nu, hvor vandet snart kan tappes i landsbyen. 

Vanskelige geologiske vilkår

Det viste sig, at den vandkilde, som de eksisterende vandledninger var koblet på, var blevet tørlagt under jordskælvet. Skælvet havde skabt så store forandringer i de geologiske forhold, at vandkilderne havde flyttet sig – i dette tilfælde flere hundrede meter ned af den stejle og ufremkommelige bjergskråning.

I et hvert land vil det være problematisk, at et område pludselig mangler vand. Men under en naturkatastrofe i et af verdens fattigste lande med svag offentlig administration og mangelfulde offentlige strukturer, er vandmangel i dette svært fremkommelige område en katastrofe i sig selv.

Heldigvis kendte befolkningen i landsbyerne terrænet godt og vidste, at der var en kilde 40 minutters gang nede ad skråningen. Den blev nu familiernes redning.

”Vi havde ikke noget alternativ end at gå den tur mange gange hver dag. På så stejl en skråning uden stier er det vanskeligt at bære mange liter ad gangen. Vi havde også det problem, at vandet løb så langsomt ned ad en klippe, at vi måtte holde en kop helt tæt på klippen, fylde den og hælde den i vanddunken. Det tog timer at skaffe vand på den måde. Vi gik af sted første gang kl. 4 om morgenen, men alle skulle jo have fra samme kilde, så køen var lang, fortæller Khil Bahadur Bhandari.

Teknologisk udfordring

Folkekirkens Nødhjælps partnerorganisation FAYA, der allerede før jordskælvet arbejdede i området, drøftede den uholdbare situation med landsbybeboerne. Sammen travede de rundt i området og banede vejen i bevoksningerne med machetter for at finde andre brugbare kilder.

Det fandt de. Og med en teknologisk løsning, der hver dag pumper 12.000 liter vand fra først den ene tank tæt på selve kilden til en anden længere oppe i terrænet og videre derfra til fællesvandhanerne i landsbyerne lykkes det nu at skaffe drikkevand til de 205 familier, som mangler. Andre steder i området har man udviklet andre modeller for vandforsyning, men dette blev det mest teknologisk udfordrende af alle Folkekirkens Nødhjælps projekter i forbindelse med jordskælvet.

Komiteens medlemmer arbejder for sagen

Terrænet gør det umuligt at fragte færdigbyggede tanke eller plastiktanke op fra dalen. Derfor skulle materialerne bæres op i bjergene, så de to cementtanke kunne støbes på stedet. Ved den nederste blev også støbt en rektangulær cementkasse med tre rum med henholdsvis sten, grus og et filter, der filtrerer vandet.

Alle husstande i landsbyerne er repræsenteret i Dhuseni Drikkevandskomité eller i det hold af arbejdsmænd, som udfører arbejdet efter vejledning af ingeniører. Nu håber de bare, at et evt. nyt jordskælv ikke skaber nye problemer.

©Kishor Sharma

Læs flere longreads

Tørken i Etiopien
Tedesh er hårdt ramt af klimaforandringerne, men hjælpen kom til dertil fra uventet kant.

Døden bor i jorden 
Om hvordan en 40 år gammel krig stadig koster liv i Laos, der kendes som bombernes land.

En kamp for overlevelse
Kom helt tæt på nogle af de 10 mio. syriske flygtninge, der er ofre for konflikten i landet.

Gå ikke glip af de næste longreads