Støt
Der er krig i Syrien og familier må flygte med deres ejendele på ryggen og børn under armen
©Marko Djurica/Reuters

Siden konflikten brød ud i Syrien for fem år siden, er mere end ti mio. mennesker flygtet. Nogle er flygtet til Europa, men størstedelen bliver i nærområderne i håbet om, at de hurtigt kan vende tilbage til deres hjemland. Ventetiden er ikke kun lang og smertefuld. For mange er livet sat på hold, og hverdagen blevet en kamp om overlevelse. 

I en kælder i den jordanske by Irbid sidder 36-årige Enaam. For tre år siden flygtede hun fra Syrien sammen med sin dengang 9-årige søn Mustafa. Hun havde netop mistet sin mand, der blev dræbt på vej hjem fra arbejde. Han blev ramt af stykker fra en bombeeksplosion.

”Jeg var rædselsslagen for, at jeg også skulle miste min søn, så jeg tog, hvad vi havde i kontanter og flygtede til Jordan", fortæller hun.

Enaam og hendes søn er blandt de 700.000 syriske flygtninge, der er registeret i Jordan. Men FN vurderer, at mere end 1,2 mio. syrere befinder sig i landet, og Jordan anses dermed for at være et af de mest belastede nærområder. Det har medført, at myndighederne nu har lukket grænsen mellem Syrien og Jordan, og de fleste, der stadig befinder sig i det krigshærgede land, er tvunget til at betale menneskesmuglere eller finde andre grænseovergange for at komme ud af Syrien og i sikkerhed.

Kort over det urolige Syrien og de steder Jordan har taget imod de mange flygtninge

Lever blandt mug og rotter

Ud af de mere end 1,2 mio. syriske flygtninge i Jordan bor kun 20 procent i flygtningelejre. Resten bor ofte under usle kår i kældre, forladte bygninger og skurvogne, og selv om de er i sikkerhed fra krigens rædsler, er hver dag stadig en kamp om overlevelse. Det er Enaams kælder et tydeligt bevis på. Her er koldt og klamt. Skimmelsvampen hænger i store løse flager fra væggene, og næsten dagligt må de jage rotter væk fra det lille køkken.   

”Både min søn og jeg er begyndt at få luftvejsproblemer, men vi har ikke råd til transport frem og tilbage til lægen. Og vi har slet ikke råd til medicinen,” siger hun og forklarer, hvordan hun inderligt ønsker at kunne give sin søn bedre vilkår.

”Jeg var rædselsslagen for, at jeg også skulle miste min søn, så jeg tog, hvad vi havde i kontanter og flygtede til Jordan."

Enaam

”Han har store traumer fra Syrien og har brug for ekstra hjælp, både psykologhjælp og hjælp i skolen, og jeg kan ikke give ham det. Men han har også brug for at være sund og rask. Han er kun 12 år gammel, ” siger hun.

I perioder har Enaam tjent lidt penge som rengøringsdame, men i øjeblikket er der ikke noget arbejde at få. De lever derfor af almisser fra naboer samt madkuponer fra World Food Programme. En registreret flygtning i Jordan får hver måned madkuponer for cirka 200 danske kroner. 

Enaam og hendes søn bor i en fugtig kælder i Irbid hvor de begge er kæmper med luftvejsinfektioner Enaam og hendes søn håber at kunne vende hjem til Syrien en dag
Enaam er flygtet ud af Syrien for tre år siden med sin søn

Udsættes for chikane og trusler

Men det er ikke kun mangel på mad og penge, der skaber utryghed. Som enlig kvinde er Enaam et let offer for fysiske og seksuelle overgreb, og hun fortæller også, hvordan både hende og sønnen er blevet antastet på gaden flere gange. Hun har også været udsat for, at mænd banker på deres dør og kommer med ubehagelige kommentarer. Mændene tilbyder penge eller transport i bytte for seksuelle ydelser. Et par enkelte gange har der været brug for at tilkalde politiet.

”Jeg er heldig, at der aldrig er sket mig noget, og at jeg har gode naboer, som hjælper mig", siger hun og fastslår, at selv om livet her er hårdt, er hun dybt taknemmelig for, at hun og sønnen kom væk fra Syrien i tide. 

Tvunget til at blive voksen

40 kilometer øst fra Irbid ligger Za’atari-lejren. En af verdens største flygtningelejre. Her bor mere end 80.000 syriske flygtninge. Størstedelen kommer fra den syriske region Dara’a – lige på den anden side af grænsen.

I Zaatari-lejren bor 80.000 syriske flygtninge
©Mandel Ngan

15-årige Wala’a er et af de mange børn, der vokser op i lejren. Hun kom hertil i 2012, og dengang troede familien, de hurtigt ville vende hjem igen. Men troen er nu skiftet ud med fortvivlelse og frustration.

”Den værste dag i mit liv var, da vi kom hertil. Jeg var 12 år gammel, men jeg blev hurtigt tvunget til at være voksen. Her kan man ikke få lov til at lege og være barn særlig længe. Det er ikke velset, at jeg render rundt i gaden og er sammen med mine venner. Her er heller ikke meget privatliv, og det handler mest om at passe ind. Jeg føler mig faktisk mere som en på 20 end på 15 år, ” fortæller hun.

Wala'a er 15 år og har boet i Za'atari lejren siden 2012
©Hans Bach
Wala'a bor i Za'atari lejren med sin søster efter at være flygtet fra Syrien
©Hans Bach

Livet i Za'atari-lejren

Za’atari-lejren blev oprettet i juli 2012, efter konflikten i Syrien for alvor eskalerede. I begyndelsen boede de fleste under faldefærdige presenninger, og der var langt fra mad til alle. Forholdene førte hurtigt til voldelige opgør, men med tiden er lejren kommet under kontrol.

©Khalil Mazraawi

De fleste presenninger er i dag skiftet ud med skurvogne, og hver familie får udleveret ca. 200 danske kroner per person om måneden. Pengene kan bruges i den lange handelsgade midt i lejren, der på sarkastisk vis har fået navnet Champs Elysees. Her sælges alt fra tøj, gryder, gasbeholdere og medicin til kød, grøntsager og husholdningsartikler. Men her er også små kaffebarer, hvor der flittigt ryges Shisha (vandpibe).

Hvorfor bor kun 20 procent i flygtningelejre?

I en flygtningelejr er man fange i sit eget liv, og selv om Za’atari-lejren med årene har opbygget nogle bedre forhold, så huser lejren langt flere flygtninge, end der er plads til. Det er ikke tilladt at forlade lejren, og størstedelen har derfor ikke sat en fod uden for, siden de kom hertil for snart fire år siden.

Azraq vs. Za'atari

I 2014 åbnede Azraq-lejren, ikke langt fra Za’atari. Her er plads til op mod 130.000 flygtninge, men kun få dele af lejren er beboet. Myndighederne vil gerne have flere syriske flygtninge i lejrene. På den måde kan de mindske sort arbejde, da det er ulovligt for de fleste syrere at arbejde i Jordan. Men mange syrere frygter at ende i Azraq. De vil hellere leve et liv under jorden, selv om det betyder usle levevilkår, tiggeri og almisser fra lokalsamfundet.

Ligesom i Za’atari-lejren får en flygtning udleveret madkuponer hver måned, der svarer til 200 danske kroner. De penge skal bruges i lejren, hvor madpriserne kritiseres for at være skyhøje, og pengene derfor ikke rækker ret langt. Der er desuden mangel på mad og vand, og mange af nødhjælpsorganisationerne har endnu ikke fået tilladelse til at arbejde i lejren. 

FNs flygtningehøjkommissariat driver lejren, men de bakkes op af samtlige nødhjælpsorganisationer, der alle støtter med forskellige initiativer. Det kan være projekter, der skal skaffe flygtningene job i lejren eller projekter, der skal fremme sundhed og ernæring. Mange organisationer laver også SFO-lignende væresteder for børn og unge.  

”I begyndelsen var jeg rigtig ked af at være her. Men alternativet er meget værre."

Wala’a

”Da konflikten begyndte blev vores liv totalt forandret. Jeg gik fra at føle mig glad og tryg til hele tiden at være bange. Jeg var bange for at dø, og jeg var bange for, at der skulle ske min familie noget. Når jeg hørte skyderier og bomber, blev jeg så bange. Det var frygteligt,” siger hun. Særligt én dag husker hun tydeligt. Det var dagen, hvor to af hendes bedste veninder ikke kom i skole. Deres hus var blevet bombet.

Wala'a bor i Za'atari lejren med sin familie
©Hans Bach

”I dag kan jeg gå frit omkring og ikke være bange for at dø. Og det bedste er, at jeg kan gå i skole, ” siger Wala’a, der drømmer om at lære flydende engelsk, så hun en dag kan blive turistguide.

”Jeg vil forfølge min drøm, også selv om det kan virke umuligt lige nu på grund af krigen og den politiske situation her i Jordan. Men jeg vil blive ved med at tro på det, siger hun.

  

Når jeg bliver stor, vil jeg være….

I et lejlighedskompleks lidt uden for Amman bor 12-årige Waseem. Han bor sammen med sin mor, sin bedstemor, sin onkel og tante og deres tre børn samt to andre familier. I alt bor de 20 personer i en lejlighed på knap 80 kvadratmeter. 

Waseem bor i et lejlighedskompleks lidt ude for Amman med sin familie
©Hans Bach

”Vi får hele tiden at vide, at vi ikke må larme, ellers bliver naboerne bare endnu mere trætte af os, ” fortæller Waseem.
Lejligheden består af fire rum: En stue med to faldefærdige sofaer og et sofabord, to mindre værelser med madrasser stablet op langs væggen, et lille køkken og et toilet. Overalt hvor man træder er gulvet koldt, og det er tydeligt at mærke, at varmen ikke har været tændt i måneder.

Livet i Syrien

Waseem og familien flygtede fra Damaskus for snart tre år siden, og forholdene i den lille lejlighed står i stærk kontrast til livet i Syrien. Dengang ejede familien to succesfulde fabrikker, der bl.a. lavede mayonnaise, og familien hørte til den øvre middelklasse med gode uddannelser, store huse og et par biler i garagen. Men alting forandrede sig, da konflikten brød ud i 2011. Tilværelsen blev langsomt mere og mere usikker, og mange dage blev tilbragt bag nedrullede gardiner i frygt for angreb. Det sidste år kom Waseem og de andre børn heller ikke i skole.  

”Vi plejede altid at tage på picnic eller udflugt om fredagen, men det kunne vi heller ikke, ” husker Waseem og fortæller, hvordan han savner sine venner i Syrien.

Han fortæller også, hvordan alting forandrede sig den dag, hans kvarter blev invaderet af militæret.

”Jeg var hjemme og lege med nogle venner, og pludselig så vi, at der kom tanks kørende. De begyndte at skyde, og om natten flygtede vi hen til min onkels fabrik, hvor vi gemte os.” 

Waseem og hans familie levede et godt liv, før de blev nødt til at flygte fra Damaskus
©Hans Bach

Ramt af granatstykker

Waseem er vokset op hos sin onkel, da hans egen far døde af kræft for 10 år siden. Onklen hjælper med at genfortælle de voldsomme oplevelser fra Syrien og fortæller, hvordan hundredvis af mennesker gemte sig på fabrikken natten over. Næste dag valgte familien at flygte til et roligere område uden for Damaskus. Onklen lejede et lille landbrug, og planen var, at de kun skulle bo der midlertidigt og vende hjem, når urolighederne igen havde lagt sig. Men familien vendte aldrig hjem.

Kort tid efter blev onklen ramt af granatstykker på vej hjem fra moskeen. Han blev hårdt såret, og familien var nødsaget til at flygte til Jordan for at få han i behandling. Det hele gik så stærkt, at alt de fik med sig, var det tøj, de havde på samt 200 jordanske dinar, svarende til knap 1.800 danske kroner.  

Støt syriens flygtninge

Sms 'SYRIEN150' og støt med 150 kr.

Waseem bor i et lejlighedskompleks lidt ude for Amman med sin familie Waseem er 12 år gammel og flygtede med sin familie for 3 år siden Waseem og hans familie levede et godt liv, før de blev nødt til at flygte fra Damaskus Waseem bor sammen med sin mor, bedstemor, onkel, tante og deres tre børn Waseem bor sammen med sine tre kusiner efter de flygtede fra Damaskus for 3 år siden Forhåbentlig kan familien vende hjem når urolighederne har lagt sig

Fanget på en bjergskråning

På en frodig bjergskråning vest for Amman står en faldefærdig skurvogn. Den skiller sig egentlig ikke ud blandt de mange nybyggede luksusboliger med panoramaudsigt over Jordan-floden. I stedet minder den mest af alt om den slags vogne, som håndværkere bruger til pauser og toiletbesøg.

Men skurvognen huser ikke håndværkere. I stedet er den hjem for en lille syrisk familie bestående af 30-årige Ibraheem, hans hustru Asmaa og deres to små rødhårede børn Aseel og Hanén på henholdsvis tre og to år. 

Ibraheem og hans familie måtte flygte da den yngste var kun 12 dage gammel efter en hård hjemmefødsel
©Hans Bach

”Vognen var i langt værre stand, da vi overtog den. Men jeg har arbejdet rigtig meget på den, så når det regner, kommer der kun vand ind få steder,” forklarer Ibraheem, mens han viser rundt. Han fortæller, at vognen tilhører en rig jordaner, der ejer hele bjergskråningen. Han lader familien bo i skurvognen gratis. Til gengæld skal Ibraheem arbejde på hans marker. Mad får de fra venlige naboer.

”Vognen var i langt værre stand, da vi overtog den. Men jeg har arbejdet rigtig meget på den, så når det regner, kommer der kun vand ind få steder."

Ibraheem

Både Ibraheem og hans kone kommer fra det sydlige Syrien og er vokset op i et fattigt landdistrikt mellem Dara’a og den jordanske grænse. Størstedelen af deres familie befinder sig stadig i området, selv om der ofte er voldsomme kampe.

”Det er hårdt at vide, at de hver dag skal være i det helvede. Vi taler med dem på telefon så ofte, vi kan. Men det er dyrt, og forbindelsen er tit dårlig,” siger Ibraheem.

Voldsom hjemmefødsel

Sammen med sin kone kom Ibraheem til Jordan i 2013. De flygtede, da deres ældste datter Aseel var kun 12 dage gammel. Hun blev født hjemme, da det nærmeste hospital var blevet bombet. Men fødslen var langtfra problemfri. En svangerskabsforgiftning havde nær taget livet af både mor og barn, og begge havde akut brug for behandling.

Ibraheems forældre og hans søskende fik hurtigt skrabet de penge sammen, de kunne, og den lille familie rejste i sikkerhed i Jordan.

Ibraheem bor i en skurvogn med sin kone og deres to børn efter at være flygtet fra Syrien
©Hans Bach

”Vi tilbragte de første 14 dage i Azraq-lejren. Både min kone og Aseel fik lægehjælp og kom i behandling. Men forholdene gjorde dem kun mere syge, så vi besluttede at klare os på egen hånd,” fortæller han. Det betyder, at familien har valgt at leve ulovligt eller ’under jorden’, og finder politiet dem, vil de højst sandsynligt blive sende tilbage til lejren.

Frygter politiet

”Vi prøver at holde meget lav profil og være på god fod med alle heromkring. Vi bevæger os f.eks. aldrig ned til hovedvejen af frygt for politiet,” siger han og fortæller, at hans kone sjældent forlader skurvognen. Når hun gør, er hun iklædt fuld hovedbeklædning, hvor kun øjnene er synlige. Sådan var hun aldrig klædt i Syrien. 

”Vi føler os som andenrangs-mennesker, og livet er hårdt. Men det her er stadig bedre end i lejren. Jeg vil hellere beholde en smule værdighed og samtidig give mine børn mere frihed. Lejren er som et fængsel.”

Ibraheem

”Vi føler os som andenrangs-mennesker, og livet er hårdt. Men det her er stadig bedre end i lejren. Jeg vil hellere beholde en smule værdighed og samtidig give mine børn mere frihed. Lejren er som et fængsel, ” siger han og bliver tydeligt berørt. I Syrien sad han selv fængslet i flere måneder, mistænkt for at være aktiv modstander af den syriske leder Bashar Al-Assad. Han blev tortureret og truet med dødsstraf. En dag blev han pludselig løsladt uden forklaring, og han mener selv, det skyldes, han ”blot er var en lille fisk i havet. Der var større fisk, der skulle fanges. ”

Siden har han bedt til aldrig at ende i fangeskab igen. 

”Jeg har et ansvar for at passe på min familie, ” siger han. 

Støt via SMS Send 'Syrien150' til 1911 og støt med 150 kroner