Støt

"Konflikter er blevet som modeluner"

Verden var rystet, da billederne af sultende børn ramte tv-skærmene i slutningen af 60’erne. Krigen mellem Nigeria og udbryderstaten Biafra blev historiens første tv-transmitterede sultkatastrofe, og Biafra-børnenes blikke trængte dybt ind i den kollektive samvittighed. 

Men hvorfor gør de samme billeder ikke det samme indtryk i dag? Vi spurgte to mennesker, der har levet af at rapportere fra verdens brændpunkter.

Tekst: Jesper Olsen

På et tidspunkt blev det åbenbart for meget for præsidenten. Med et vredt blik på tv-skærmen ringede Lyndon B. Johnson til sin udenrigsminister og udstødte en beskidtmundet befaling:

”Få de negerbabyer væk fra mit tv!”

På skærmen kørte billeder af knoklede, hulbrystede børn, der sultede ihjel i tusindtal i udbryderstaten Biafra, som lå i krig med Nigeria. Biafra-krigen, der varede fra 1967 til 1970, blev verdens første tv-transmitterede sultkatastrofe, og Biafra-børnenes bedende blikke trængte dybt ind i den kollektive samvittighed.

”Folk havde aldrig set noget lignende,” siger mediejournalisten Lasse Jensen, der i mange år var vært på P1-programmet ’Mennesker og medier’.

”Man kan slette ikke forestille sig tv’s vækst i det årti. Det var første gang, man så levende billeder af udmarvede og sultende børn, og det var et chok, der udfordrede vores samvittighed. Billederne fik en kæmpemæssig impact og blev en folkelig mobilisator,” forklarer han. 

Læs om luftbroen til Biafra: ”Viggos vovehalse blev børnenes redning"

Omsorgstræthed

Lasse Jensen var selv udsendt til Biafra i 1969, og han husker levende synet af sultne børn med tyndt, rødt hår, udspilede maver og afpillede arme. Siden er der sket meget – både med mennesker og med medier. Den ene sultkatastrofe har afløst den næste i et uafladeligt flimmer af breaking bad news. Men det er, som om historierne gør mindre og mindre indtryk.

”Man taler om begrebet compassion fatigue. Fra at det før påvirkede os dybt at se døende, sultende børn på fjernsyn, så påvirker det os nu ikke i samme grad, fordi vi ser det hele tiden. Biafra betegnede formentlig et højdepunkt – et compassion peak. Pengene væltede jo ind hos nødhjælpsorganisationerne,” siger 71-årige Lasse Jensen.

Compassion fatigue – eller omsorgstræthed – er forskersprog for en forsvarsmekanisme, der sætter ind, når vi overmandes af samvittighedsnag eller magtesløshed over noget, der ligger uden for vores kontrol. Et følelsesmæssigt panser, der skåner os fra at blive alt for forstemte af bar medynk.

”Vi er ikke nødvendigvis blevet immune, men vi føler ikke det samme dybfølte chok over forfærdeligheden, fordi der er så meget af den hele tiden, 24/7 på 200 forskellige kanaler. Det bliver en flimrende strøm, som vi ikke kan sortere i,”

Lasse Jensen

”Konflikter er som modeluner”

Måske var det dét, der ramte Lyndon B. Johnson, da han, rigeligt ophængt af Vietnam-krigen, blev konstant konfronteret med de uskyldige ofre for en speget konflikt, som USA vægrede sig ved at gå ind i.

Lasse Jensen er sikker på, at Biafra-krigen var gået i glemslen, hvis det ikke havde været for tv-mediets magt. Omvendt tror han, at børnenes nødråb var druknet i dagens nyhedsstøj.

”Konflikter er blevet lidt ligesom modeluner. Der er mange konflikter, som vi kun lige hører kort om og så aldrig mere. Hvis der ikke er stormagter eller atomvåben involveret, og det ’bare’ er nogen, der slår hinanden ihjel af uklare grunde på den anden side af Jorden, skal der meget til, før man dækker det.”

Biafra-krigen var verdens første tv-transmitterede sultkatastrofe, og billederne af ’Biafra-børnene’ gik verden rundt. De led af proteinmangelsygdommen kwashiorkor, som viser sig ved tyndt, rødligt hår, skelettynde lemmer og opsvulmede maver.

Zapper sig i sikkerhed

En af dem, der tydeligt oplever konsekvensen af denne udvikling, er 39-årige Simi Jan.

Hun har siden 2006 rapporteret fra verdens brændpunkter for TV 2’s seere, og hun kan godt mærke, at menneskelig elendighed ikke er på mode.

”Vi er blevet mere kyniske, fordi vi bombarderes med så mange krige og konflikter. Jeg hører fra flere og flere, at de ikke ser nyheder mere, fordi det bare er den ene dårlige nyhed efter den anden,” siger Simi Jan.

I 1968 havde Lyndon B. Johnson ikke mange tv-kanaler at vælge imellem, og hver og én viste billederne af de sultende Biafra-børn. I dagens fragmenterede mediebillede er det anderledes let at zappe sig i sorgløs sikkerhed.

”Vi vil jo nødig have kaffen galt i halsen, så vi hopper bare over på ’X-Factor’, når vi ikke gider at forholde os til de udsultede børn, som giver os dårlig samvittighed,” siger Simi Jan.

Vigtige hvide mennesker

Selvom hun ærgrer sig over reaktionen, betragter Simi Jan den som naturlig. Derfor er hun også mere kritisk over for mediernes rolle i udviklingen.

For det første, mener hun, er katastrofeofre alt for ofte blevet reduceret til ansigtsløse tal og statistikker. For det andet har medierne i for høj grad ladet deres dagsorden diktere af, hvad de tror, folk vil have.

”Vi har så meget at vælge imellem i dag, og for tv-cheferne handler det om at få folk til at hænge på. Men hvordan kan vi egentlig være skråsikre på, hvad folk vil have? Jeg tror på, at der er en modbevægelse i gang, hvor folk også gerne vil have noget mere substans, fordi de hele tiden bliver stodfodret med alt muligt overfladisk på sociale medier, hvilket til sidst får dem til at lukke helt af,” siger Simi Jan.

Ikke sjældent har hun oplevet, at hendes indslag fra et konflikt- eller katastrofeområde er blevet kasseret i sidste øjeblik, fordi der lige var nogle hvide mennesker, som var lidt vigtigere.

”Så kan man stå et sted, hvor 30 mennesker har mistet livet, og man er blevet enormt berørt. Men historien kommer ikke i nyhederne, for nu var finanslovsforhandlingerne altså lige i den afgørende fase,”

Simi Jan

”Da blev jeg harm”

Det kan godt være, det er sådan, virkeligheden tager sig ud set hjemme fra de danske dagligstuer. Men i så fald, mener Simi Jan, er det et virkelighedsbillede, som medierne forstærker, når de fremkalder det igen og igen. Som når TV 2 vier tre tv-hold til 22 britiske ofre for terrorangrebet i Manchester i 2017, men ikke en sjæl til de 150 afghanske ofre for et bombeangreb i Kabul ugen efter.

”Da blev jeg meget harm. Jeg ved godt, at kynismen på redaktionen er sådan, at jo længere væk, desto flere døde skal der til, før det bliver en nyhed herhjemme. Så derfor er den uudtalte sandhed på redaktionerne, at britiske liv mere værd end afghanske. Men helt ærligt, her var det 22 kontra 150. Det var grotesk. For det bliver jo også den verden, vi viser for seerne; et forvrænget verdensbillede, der måske også er med til at fastholde nogle holdninger og fordomme,” siger Simi Jan.

Hun mener desuden, at mediernes kapløb om at være først med versalvenlige overskrifter til tider går ud over kvaliteten af dækningen, fordi det er lettere at begå fejl med en stram deadline hængende over hovedet. Og det hjælper ikke, at krigens interessenter har oprustet med en veritabel PR-armé, der ihærdigt forsøger at styre dagsordenen.

”Man siger, at sandheden er det første offer i en krig. Det har taget en fuldstændig sindssyg drejning, når selv en bevægelse som Taleban har en talsperson, jeg kan ringe til, og som sender sms’er, pressemeddelelser og mails ud. De ved, hvor vigtigt det er at påvirke journalister, og det samme gør dem, vi ellers holder med. Når jeg har været med Forsvaret i Afghanistan, har det nogle gange nærmest været som at være i Nordkorea, sådan som de forsøger at styre informationerne og fremhæver fantastiske glansbilleder.”

(Artiklen fortsætter under billederne)

©Katinka Haxthausen

Lasse Jensen vendte i 2001 tilbage til Nigeria for at lave filmen ’Jesus Christ Airlines’ om luftbroen. På øen São Tomé stod stadig de gamle, kasserede fly, der havde bragt livsvigtig nødhjælp til de sultende Biafra-børn.

©Privatfoto

Simi Jan er udenrigskorrespondent på TV 2, hvor hun siden 2006 har rapporteret fra verdens brændpunkter. Hun mener ikke, at udviklingen er gået den rigtige vej siden Biafra-krigen.

Ét stort rod

Den slags spin var Lasse Jensen forskånet for, da han i 1969 var i Biafra i to omgange, først for Ritzau og siden for Folkekirkens Nødhjælp. Veteranjournalisten er ikke i tvivl om, at det med årene er blevet ”mangefold” sværere (og farligere) at være udenrigskorrespondent.

”Billedet er langt mere kaotisk i dag. Biafra-krigen var vel en af de sidste konventionelle krige, hvor to stater kæmpede om et landeområde. I dag har du nogle asymmetriske krige, hvor du på den ene side har Taleban eller ISIS eller andre mærkelige terrorgrupper. Det er ikke til at finde ud af for almindelige mennesker. Det er bare ét stort rod,” siger Lasse Jensen.

Hvordan man gør det rod overskueligt for hr. og fru Danmark, er et spørgsmål, Simi Jan dagligt grubler over. Hun er kommet frem til to svar.

For det første gælder det om at ”menneskeliggøre historien”, at sætte ansigter på de tal, som er så svære at forholde sig til.

Præsidentens ordre

For det andet, mener hun, er det vigtigt at vise et andet, lysere billede af den tredje verden, så seerne ikke kun tvangsfodres med sult og elendighed.

”Jeg holder tit foredrag om mit arbejde, og det er altid interessant at møde hr. og fru Hansen. Ofte viser jeg et indslag, jeg har lavet om nogle pakistanske modeller, der viser hud og vrikker med røven. Og folk siger: Gud, det er slet ikke det, vi associerer med Pakistan. Nogle gange er det de helt banale ting, der åbner folks øjne og viser nuancer,” siger Simi Jan.

”Der er mange, der siger, at det er fedt at få nogle positive nyheder fra de områder. Det er jo også sådan, vi møder hinanden i øjenhøjde. Og opdager, at vi alle er mennesker, og at vi har mere tilfælles end det, der skiller os ad.”

Og Lyndon B. Johnson?

Som verdens mest magtfulde mand kunne han trods alt stille mere op end de fleste tv-seere. Og efter hans vredladne telefonordre begyndte USA faktisk at støtte nødhjælpsarbejdet underhånden med fly og andre midler, hvilket var medvirkende til, at Folkekirkens Nødhjælp og andre nødhjælpsorganisationer kunne redde op mod en million børn fra at sulte ihjel.

Så måske var det meget godt, at han ikke bare kunne zappe væk.

Køb retroplakaten Fly now - pray later og støt vores katastrofearbejde