Støt

”Kreditkortet har fjernet frygten for, at mit barn dør”

©Mathilde Utzon

Et hvidt plastikkort, tomater, kartofler og et par træboder skal dæmme op for sygdom, fejlernæring og død hos børn. Et kreditkort til flygtninge har skabt et nødhjælpsgennembrud for familier på flugt fra krig. 

Af Nikolaj Albrectsen

Nattens enorme regnskyl har efterladt den ellers så tørre jord mudret og luften klæbrig som i et drivhus. Nyajuok Bituang er denne morgen en af de første, der har forladt sin hytte, gået ad smalle stier i lejren og ud på de åbne, våde jordstykker, der adskiller lejr og marked. Nu er hun her. Fletningerne sidder stramt i hovedbunden, og sjalet svøbt rundt om den spinkle krop. Overfor står en mand i grå undertrøje.

På bordet mellem dem ligger dét, Nyajuok er kommet efter, og i hånden er et hvidt kort, der skal skaffe hende sit ønske.

Kortet holdes op mod mandens telefon, og skærmen afslører, at Nyajuok er sparsommelig. 50 af møntfoden birr tilbage – omkring 14,50 kroner. Manden på den anden side tager et blylod frem og stiller det på vægten, mens Nyajuok rækker ud efter hendes første mål, der kommer på den anden skål i vægten: Tomater.

©Mathilde Utzon

Nyajuok handler ind på markedet. Et kilo tomater koster 10 birr, der svarer til knap 3 kr.

Langt fra så simpelt

Situationen kan virke simpel for de fleste rundt om i verden; et marked med en køber og en sælger, der tilbyder frisk frugt, grøntsager og kød. Men ikke her. I Gambella i det vestlige Etiopien, hvor der er fem flygtningelejre, er dette en revolution. Årsagen er det hvide plastikkort, Nyajuok holder i sin hånd. Smart card kaldes det. Kreditkort kan I sammenligne det med.

At Nyajuok, der er flygtet fra Sydsudan og nu bor i flygtningelejren Kule i Gambella, har penge på kortet, gør, at hun kan vælge både tomater, kartofler og gulerødder. En situation, der ifølge hende, er livsafgørende for hendes dreng, Bhan. Ellers ville han risikere at dø af fejlernæring.

Men for rigtigt at forstå, hvorfor det er så stort her i Gambella, hvorfor gulerødder kan være et spørgsmål om liv eller død, skal historien hoppe et par år tilbage.

Til før smart cardet og tilbage til Nyajuoks hjemby Malakal i Sydsudan. Der var der hverken gulerødder eller kreditkort, og Nyajuok vidste intet om ernæring og god kost. Hun vidste dog, hun var i livsfare, da Malakal en dag blev angrebet. 

Så sin bror blive halshugget

Nyajuok Bituang voksede op i Malakal i det nordlige Sydsudan. Dengang i december 2013, da uroligheder brød i det unge lands hovedstad, Juba, var hun blot en ung pige på 18 år, der passede sin skole og boede med sin familie. Fire måneder senere kom urolighederne rullende ind i hendes egen by.

Nyajuok husker, hvordan soldater fra Sydsudans militær, Sudan People’s Liberation Army, (SPLA) dræbte fjender og civile, og væltede ind ad døren i hendes hus, hvor hun var sammen med sin bror og hans kone. Soldaterne var dinkaer og i konflikt med nuere, som var broren og Nyajuoks stamme-baggrund. 

Dødsdommen

Herfra gik det stærkt. Brorens kone fortalte soldaterne, at broren behandlede konen dårligt, og at han i øvrigt var nuer. Meldingen var en dødsdom og metoden brutal, fortæller Nyajuok.

Soldaten lagde en stor machete på brorens nakke, førte den hurtigt gennem luften, og hovedet blev hugget af.

I dét øjeblik stoppede Nyajuok med at tænke. Hun havde før set folk blive dræbt, men da hendes bror blev halshugget for øjnene af hende, stoppede al tankestrøm, hjernen gik i stå. Tiden gik i stå. Hele hendes verden gik i stå.

©Mathilde Utzon

Nyajuok flygtede som teenager og havnede i Kule-lejren, der er en af fem flygtningelejre i det vestlige Etiopien.

Nyajuok slap af sted med livet i behold. Hun flygtede, da soldaterne lod hende gå. Først fem dage på brændende varm jord uden sko, inden hun fandt midlertidigt ly.

Efter to måneder havnede hun endelig i Etiopien i Kule-lejren i Gambella og kom i sikkerhed. 

Underernæring stoppet af kort

Da Nyajuok ankom til lejren, levede hun af madrationer fra FN's Fødevareprogram. Nyajuoks kæreste tilbage fra Sydsudan fandt hende i lejren, og i sit første år i lejren blev Nyajuok gravid. Siden har hun ikke set ham, fordi han tog tilbage til Sydsudan for at kæmpe som soldat i krigen.

Nyajuok fødte Bhan, men drengens første år var svært. Maden var knap, hun producerede for lidt mælk, og Bhan voksede ikke, som raske børn burde. Nyajuok levede i de gamle vaner fra Sydsudan, hvor man oftest spiste det samme ved hvert måltid, og Bhans sundhedstilstand blev værre og værre.

Indtil november 2016, hvor livet i lejren ændrede sig fuldstændig for den lille familie. Folkekirkens Nødhjælp løb projektet med smart cards igang. Her blev 800 gravide og ammende kvinder i lejren udvalgt. Nyajuok var en af dem. De fik alle et plastikkort, der blev det personlige bevis på en ny start – en begyndelse med friske råvarer, sund ernæring og oplæring i madlavning og et farvel til ensformig kost, fejlernæring og frygt for sygdomme.

©Mathilde Utzon

Markedet i Kule har åbent fra 9-16 alle hverdage. Når dagen er omme, låses mange af varerne ind i et rum, hvis ikke de er blevet for gamle.

Sælgerne ansøger om plads

Hver uge sætter Folkekirkens Nødhjælp et vist antal birr ind på deltagernes kort. Beløbet afhænger af familiernes størrelse. Kvinderne kan bruge kortene på markedet, der ligger i udkanten af flygtningelejren, hvor lokale sælgere står klar med smartphones.

Sælgerne, som ham i undertrøjen, Nyajuok handler hos, har alle ansøgt om at få en af de 16 boder på Kule-markedet, og alt, hvad de sælger, er friske råvarer, der er udvalgt af Folkekirkens Nødhjælp, så sælgerne kun sælger de bedst nærende grøntsager, frugt og kød. Blandt råvarerne er gulerødder og rødbeder, som hverken Nyajuok eller de øvrige kvinder kendte til før livet i lejren.

De mest populære varer i Kule
  1. Løg
  2. Tomater
  3. Kartofler
  4. Fisk
  5. Bananer

Tal fra januar og februar 2017

©Mathilde Utzon

Kokken er selv flygtet

En blå presenning foldes ud på den brune jord i skyggen fra trækroner over kvinderne. Nyajuok sætter sig og begynder skrællearbejdet. 21 unge mødre deles om at vaske service af og skrælle og skære i friske grøntsager, der er ankommet i plastikposer. Det er dagen inden, Nyajuok bruger sine sidste 50 birr på markedet, og hun er blandt dem, der ordner kartofler.

’Velkommen til Cooking Class,’ lyder det fra en rank dame, der bærer en neongul vest ud over sin fine kjole.

©Mathilde Utzon

Når kvinderne har været igennem en cookingclass, vil instruktøren Chol besøge dem i lejren og hjælpe dem videre med madlavningen.

Chol Wal Gaach er selv flygtning fra Sydsudan men har fået jobbet som underviser på grund af sin fortid som kok. Chol lærer kvinderne, der alle har et smart card, om næringsrigtig mad. For kvinderne er langt de fleste af råvarerne nye.

Derfor hjælper kurset dem til at udvide deres madkundskaber. Og det gør de så denne onsdag, hvor lange knive skifter hænder, og kvinderne koncentreret hakker kartofler, gulerødder og rødløg i små, fine stykker.

Lugten af varm kul i lejren

På skråninger ved siden af kigger børn interesseret med, og til højre for det blå underlag graver to kvinder fem små jordhuller med en omkreds som en fodbold. I hullerne hælder de kul fra en hvid sæk og skaber på den måde fem ildsteder, der er næste fase for de unge kvinder. 

©Mathilde Utzon

Kul kan kvinder ikke købe på markedet, så det køber de selv i lejren med penge, de typisk får ved at sælge dele af deres madration.

Flere af dem fortæller ligesom Nyajuok, at det her er helt nyt for dem, og det er afgørende at lære, hvad grøntsagerne kan give af ekstra næring til deres små børn. For ellers havde de bare fortsat som hjemme i Sydsudan, og det ville føre til fejlernæring og i værste fald død, samstemmer de.

Derfor stimler Nyajuok i sit beige sjal og resten af kvinderne sammen, da lugten af varm kul og lyden af svitsende olie breder sig i området. Kullet har gjort gryderne varme og olien spruttende, så nu samles grøntsagerne og kødet i gryden.

Resultatet nyder kvinderne 10 minutter senere siddende på det blå underlag, mens børnene fra bakken nærmer sig for at få en bid med.

Obligatoriske madlavningskurser

Ernæringsprojektet er aktivt i tre flygtningelejre i Gambella, og Nyajuok er blot en af 5.000 kvinder med børn op til to år, der får et kort og et madlavningskursus.

At lære kvinderne nye retter handler langt fra kun om at udvide den kulinariske horisont. Eller om at give deres små børn bedre ernæring. Noget, der ellers halter i flygtningelejre, hvor maden er knap, og hver flygtning kun får omkring 18 kilo mad om måneden af FN – en størrelse, der kan blive mindre i den kommende tid. De 18 kilo er primært majs, kiks og varer som salt, sukker og olie.

©Mathilde Utzon

Inden kvinderne begynder madlavningen får de også et kursus i hygiejne.

Kreditkortet har nemlig også en anden og helt afgørende effekt, som folk i projektet er stolte af, og som Nyajuok og veninderne omtaler som vigtigt:

At de selv bestemmer, hvad de vil have. Efter en flugt fra krig, natlige mareridt om halshugning og år på ensformige madrationer kan Nyajuok pludselig selv pege på lige netop dét, hun har lyst til og så købe det.

Tidligere, før kortet kom, solgte mange flygtninge deres madrationer med det samme for at få kontanter til at købe de varer, de hellere ville have. Nu sælger kvinderne langt mindre af den mad, de får tildelt hver måned.

Simpel teknik bag

Og teknikken bag er alt sammen banket ind i en telefon, og både sælgere og kvinderne får undervisning i smart cardet og brug af smartphones. Tanken bag er, at det skal sænke risikoen for korruption og snyd. Ingen kontanter at stjæle.

©Mathilde Utzon

Nederst på telefonen afsløres det, at Nyajuok har 50 birr tilbage. Hun får 150 birr hver uge.

Hver dag udleverer medarbejdere fra Folkekirkens Nødhjælp telefonerne, når markedet åbner, de hjælper med teknikken, hvis noget går galt, og når dagen er gået, indsamler de dem igen.

I midten af markedet, hvor Nyajuok handler to gange om ugen, står en hvid trækasse. En klageboks, som kvinderne kan bruge. Og det sker.

Temesgen Moroma, der er koordinator på smart card-projektet, så en dag en kvinde græde ved markedet. Hun græd, fordi hun forud for sin tur indkøbstur havde en balance på 150 birr på sit kort, og nu havde handlet kød for 40, men pludselig var balancen i nul. Den grædende kvinde og Temesgen Moroma fandt den lokale markedsmedarbejder, der kunne se al data, og ganske rigtigt; sælgeren havde tappet alle hendes penge, så hun fik pengene tilbage, og markedet fandt sig en ny sælger.

©Mathilde Utzon

Mandag er altid den mest travle dag: Det er den dag, der bliver fyldt penge på kortene.

Ikke alle er sparsommelig

Der er rift om boderne på markedet, fordi sælgerne her har flere stabile kunder end før, hvor de havde en butik i lokalmiljøet. Det negative for dem er, at der handles med kort og ikke kontanter. Hvis systemet er langsomt, har de ikke nogen penge, men på den anden side får de en mulighed for at spare op.

Og så er det ikke alle kvinder, der er lige så sparsommelige som Nyajuok, og det ærgrer sælgerne, der kan stå og vente længe på købere, når det er torsdag eller fredag, fordi flygtningene for længst er gået i nul på kontoen.

Penge på kortet
  • For at få et kreditkort skal moren have et barn i alderen 6-23 måneder.
  • Er familien på fem eller færre personer kommer der 150 birr(ca 43 kr) ind på kreditkortet hver anden mandag.
  • Er familien over fem personer, er beløbet 200 birr.(ca 58 kr)
  • Det seneste stykke tid har der dog været ugentlig genopfyldning af kort.
©Mathilde Utzon

Kortet sikrer Bhan en fremtid

Sådan er Nyajuok ikke. Det er derfor, hun nu slentrer hjemad efter at have brugt sine sidste 50 birr denne torsdag. Regnen i nat har efterladt det bakkede landskab fugtigt med pøler af regn spredt ud til alle sider, og de frodige bjergtoppe fremstår endnu grønnere end dagen inden. Nyajuok holder posen med varer i den ene hånd og hilser med den anden, da hun passerer to af sine veninder, der kommer hende i møde med hvide kort i hænderne.

Da Nyajuok er nået ind på vejen, hvor hytter viser sig, og det øde område har forvandlet sig til bysamfund, stopper hun kortvarigt op og søger ind under et af tagene. Hun skal have kul. Betaler for det med penge, hun har fået ved at sælge dele af sine madrationer, siger tak og sigter igen hjemad.

©Mathilde Utzon

Nyajuok på vej gennem Kule-lejren for at komme hen til sit hjem.

Producerede for lidt brystmælk

Udenfor på vejen får hun øje på en flok drenge, hvor den mindste forsøger at bære på en hund, der er så stor som ham selv, og fra en af nabohytternes stereoanlæg blæser amerikansk hiphop ud af de skrattende højtaler. Black and Yellow fylder landskabet i et par minutter, inden Nyajuok efter samlet 20 minutters gang når indenfor i sin egen lille gård og begynder at skrælle kartofler og gulerødder med sin niece. Børn kommer og går.

Også Nyajuoks eneste barn, Bhan. Og han er beviset for Nyajuok på, at kortet har været livsafgørende.

”Da jeg fik barnet, producerede jeg for lidt brystmælk, men efter jeg har fået bedre mad og ernæring, er der mere mælk. Jeg var bekymret for madrationen, fordi min mand ikke var her og kunne hjælpe. Før jeg fik kortet, frygtede jeg, at Bhan ville dø. Det gør jeg ikke mere.”

Droppede alle bekymringer

Bhans begrænsede og ensidige mad gjorde, at frygten for død eller fejlernæring voksede hos hende, indtil hun blev en del af projektet i november.

”Da jeg fik kortet, droppede jeg alle mine bekymringer, for nu er der muligheder,” siger hun.

©Mathilde Utzon

Nyajuok passer Bhan og får hjælp af sin niece, der også bor i lejren.

Nyajuok har gjort den færdige gryderet klar og serveret den på en tallerken sammen med det fladbrød, hun har bagt i en af hytterne. Bhan sidder på skødet af hende og spiser af maden, der både indeholder gulerødder og kartofler. Et scenarie, der syntes uvirkeligt for hende for et år siden, men nu har givet hende håb for fremtiden:

”Nu vil jeg bare opdrage mit barn så godt som muligt, selv om min mand ikke er her. Nu skal jeg ikke bekymre mig, om han får mad nok mere, selvom min mand ikke er her til at forsørge os.”

Flygtningenes danske bedstemor
81-årige Anni Kanafani fra Valby har viet sit liv til at hjælpe flygtningebørn i Libanon.

Tørken i Etiopien
Tedesh er hårdt ramt af klimaforandringerne, men hjælpen kom til dertil fra uventet kant.

Se alle longreads 
Få overblikket over alle de mange longreads, Folkekirkens Nødhjælp har skrevet.