Støt

Når et arbejde bliver vejen til et nyt liv

©Mathilde Utzon

Liv ændrer sig i krig. Når byer angribes, og børn, unge og ældre sendes på flugt. Sådan var det for 21-årige Thuok og Chol på 36, da deres hjem i Sydsudan blev angrebet. Nu er de flygtninge, men med hjælp fra Folkekirkens Nødhjælp er de også i arbejde. Det her er deres historie om et nyt liv som flygtninge, der kan ændre sig, når deres evner bliver brugt.

Af Nikolaj Albrectsen

Det siges, at man ikke bør bekymre sig, for størstedelen af ens bekymringer bliver aldrig til noget. Thuok prøvede at tænke sådan, indtil en dag hvor bekymringen blev til virkelighed. For en dag var de der pludselig. Smæld på smæld afløste hinanden i luften, der blev grå af røg fra eksplosionerne. Soldaterne drønede rundt i byen, folk løb skræmte fra deres huse – væk fra hovedgaden og ud i bushen for at undgå at blive dræbt. Det var regeringssoldater, der kom kørende ind i Malakal. En by i det nordlige Sydsudan, hvor oprørerne holdt til.

Døde kroppe faldt slapt om i gruset. Thuoks liv ændrede sig, da nat var blevet til dag, og kampene fortsatte. I den ene ende af byen havde Thuok gemt sig hele natten med tre af sine venner. Familien var blevet spredt under angrebet, så han og vennerne holdt sammen. Men skjulet var ikke godt nok. En gruppe soldater omringede de fire drenge og tog dem til fange. Thuoks frygt var enorm, for omkring ham så han lig på grusvejene.

©Scanpix

Folk på flugt fra Malakal i 2016 - år efter de første angreb i byen fandt sted.

I stedet for at dræbe vennerne kom soldaterne med et krav: Hvis drengene ikke talte et andet sprog end nuer, ville de blive dræbt. Thuok og drengene var fra nuer-stammen, der var den bærende stamme blandt oprørerne, mens regeringssoldaterne var fra den rivaliserende dinka-stamme. Sproget skulle afgøre drengenes skæbne. Thuok begyndte at tale på et helt tredje sprog. Hans mor er fra shilluk-stammen, og derfor kunne Thuok deres sprog, men det kendte soldaterne ikke. De ville dog ikke lade dem gå.

”De sagde til mig: ’Vi finder en, du kan tale med, og kan du ikke det, dræber vi dig. Vi dræber jer alle’. ”

Huse i brand

Langt væk fra Thuok og et andet sted i Malakal stod et hus i brand. Mange huse brændte, da regeringssoldater satte ild til dem og resten af byen. Men det her hus var ikke som de andre. I Malakal var der både mindre hytter med trange kår og huse med bliktag og vakkelvorne vægge. Det her var lavet på et solidt fundament, havde fire værelser, et gæstehus og en veranda. Men nu var det i brand, og kvinden, der plejede at bo derinde, flygtede ud.

Chol var i begyndelsen af 30’erne, da angrebet skete. Hun fik sine fire børn ud af det brændende hus, greb få ting i huset, inden hun begyndte sin flugt. På det tidspunkt vidste hun ikke, hvad der ventede familien, da soldaterne kom tæt på.

Gule veste

Tre år efter angrebet står Thuok Gatbiel og Chol Wal Gaach sammen i Kule, en flygtningelejr i det vestlige Etiopien, der deler grænse med Sydsudan. Begge har neongule overtræksveste på udover deres tøj. Thuoks gule, ærmeløse uniform dækker Manchester United-trøjen, mens Chol har en mørk, mønstret kjole på.

Overfor dem står 20 kvinder, der er pænt klædt på som Chol i karakteristiske, spraglede kjoler. Nogle bærer spædbørn på armen, andre har sendt deres lidt ældre børn et stykke væk, så de kigger med fra en jordhøj i skyggen fra en trækrone.

©Nikolaj Albrectsen

Chol Wal Gaach forklarer kvinderne om madlavning.

Thuok og Chol er ansat af Folkekirkens Nødhjælp, og de smiler, da flokken af kvinder griner i kor af en af Chols vittige kommentarer om gulerødder, som ingen af kvinderne har set før. Duoen er ansat til at lære kvinderne om hygiejne og madlavning, for kvinderne, der alle har små børn, er en del af et ernæringsprojekt, som skal sikre deres børn god ernæring.

Som Thuok og Chol står dér på en udtrådt græsplane i Kule, er det tydeligt, at deres skæbne har bundet dem sammen som flygtninge. Men begge ville ønske, at det ikke var endt sådan.

©Nikolaj Albrectsen

Chol og Thuok med gruppen af kvinder, der bliver oplært i både mad og hygiejne.

Livet i Malakal

Lang tid før livet i flygtningelejren, før en borgerkrig rev Sydsudan fra hinanden og vores hovedpersoner kendte hinanden, var Thuok blot en teenager.

Han voksede op i Malakal men blev sendt til Etiopiens hovedstad, Addis Ababa, for at læse engelsk på universitetet. Thuoks onkel arbejdede som statsansat politimand i Sydsudans hovedstad, Juba, og det var på hans opfordring og med hans økonomiske hjælp, at Thuok i 2012 fik muligheden for at uddanne sig.

Uroligheder brød ud i Juba

Den 16. december 2013 mødte onklen ind på sit kontor, som han gjorde hver morgen. Men udenfor havde hverdagen forandret sig. Der var optøjer. De første optræk til borgerkrig blev set i byen aftenen inden. Og hvad der skete uden for murene, væltede nu ind på onklens kontor, fortæller Thuok. Soldater, der var tro mod dinkaerne, stormede bygningen, og onklen blev slæbt ud på gaden med flere af sine kolleger.

Thuok genfortæller sagte, hvordan soldaterne dræbte onklen og satte ild til liget. Kollegerne omkring liget blev bedt om at spise resterne, og hvis de ikke gjorde det, ville de lide samme skæbne. Én forsøgte, men kunne ikke.

©Henrik Stubkjær

Salva Kiir opdækket af soldater tilbage fra 2010.

Thuok ved ikke, hvad der skete med alle onklens kolleger, men én af dem ringede hjem til Malakal og fortalte resten af Thuoks familie om angrebet. Det var de første dage af borgerkrigen, af den interne stridighed mellem regeringen på den ene side med SPLA og Salva Kiir som regeringsleder og oprørerne SPLA-IO og Riek Machar på den anden side. Machar dominerede i nord, hvor Malakal lå. Konflikten brød ud få år efter landets selvstændighed og har siden været omdrejningspunktet i borgerkrigen i Sydsudan.

Derfor måtte Thuok rejse hjem fra Etiopien. Støtten til uddannelsen stoppede, og i stedet blev drabet på hans onkel et evigt minde om, at alt var ændret i det unge land.

Samlede sårede op

Chol var et andet sted i sit liv, da urolighederne brød ud i landet. Hun var etableret hjemme i Malakal med sin mand og fire børn. Før det havde hun boet i Egypten med sine to brødre, hvor hun blev udlært og siden arbejdede som kok. Målet var at tjene penge nok, så brødrene kunne tage til USA.

Da det lykkedes, rykkede Chol tilbage til Malakal. Hun er en af de typer mennesker, der er fast i talen, og kigger direkte på én, når ordene flyder. Og det gør de uden tøven.

©Mathilde Utzon

Chols adgangskort fra et af sine møder som kvindetalsperson i Upper Nile State.

Hun siger, hun altid har kæmpet for kvinders rettigheder, og derfor engagerede hun sig også i dét, da hun kom hjem til det nordlige Sydsudan.

Hun blev udnævnt til kvindeleder i regionen for SPLA-IO.

”Det primære er at opmuntre kvinderne, fordi mange har mistet deres mand, så jeg vil give dem håb om at leve i fred og for ikke at se dinkaer som deres fjender, men at vi kan leve sammen, uanset om de er dinka eller nuer, ” siger hun om sin rolle, som hun stadig delvist har på trods af en tilværelse som flygtning.

Det var også sådan, hun mødte Riek Machar. Og sådan hun få måneder før angrebet i Malakal havnede i armygrøn uniform og stod på slagmarken. Her så hun, hvordan kampene mellem regeringshæren og oprørerne kostede mange menneskeliv – også civile. Hun hentede sårede fra frontlinjen og hjem til læger, der kunne tilse dem.

©Mathilde Utzon

Chol Wal Gaach fra sin tid, hvor hun hjalp sårede ved fronten.

”Jeg kunne ikke lade folk dø, og derfor samlede jeg dem op. Uanset hvem de var. Der fandtes ikke fremmede, når jeg så folk blive angrebet, ” fortæller hun.

Dengang i februar 2014 vidste hun ikke, at hun tre måneder senere, da hun var vendt hjem til sit hus og sin familie i Malakal, selv ville blive angrebet.

Tal eller dø

Tilbage hos Thuok og vennerne i Malakal overvejede soldaterne, der holdt drengene fanget, situationen. En af dem forlod Thuok og hans venner og gik ud i Malakal for at lede efter en, der kunne tale shilluk. Resten af dinka-soldaterne holdt stadig Thuok og de tre andre fanget. Håbet for Thuok var, at han kunne tale sig ud af sin dødsdom.

Men soldaterne kunne ikke finde en shilluk. I byen boede der primært folk fra nuer-stammen som Thuok og vennerne, men soldaten vendte tilbage med en kommandør.

”Hvad laver I? ”

Kommandørens spørgsmål var henvendt til soldaterne og ikke Thuok.

”De her er på Machars side, og derfor vil vi dræbe dem. Hvis de er nuer, dræber vi dem, men hvis de ikke er, lader vi dem gå, ” genfortæller Thuok om soldaternes svar til deres chef.

©Anders Paulsen

Når folk flygter, kan de tit havne i midlertidige FN-beskyttelseslejre som denne uden for Juba.

Han og vennerne var skrækslagne. De var nuer og fanget på femte time. Men kommandøren satte soldaterne på plads. Han fortalte, at de ikke bare skulle dræbe folk. Drengene var ikke på nogen side. De var civile.

”Vi har brug for civile i landet. Se ikke på dem som nuere eller dinkaer. De er sydsudanesere. Hvordan kan I dræbe det folk? ”

Drengene blev sat fri, men var ikke frie. De var på flugt.

Fire familiemedlemmer dræbt

I modsatte ende af byen kunne Chol kunne se sit hus brænde, og med sig havde hun kun nogle få billeder og enkelte tæpper. Soldaterne nåede ikke at fange hende, men langt fra alle var så heldige. Heller ikke blandt Chols nærmeste.

©Mathilde Utzon

Chol har stadig få billeder fra dengang hun var ung og boede i Malakal.

Mange af hendes familiemedlemmer boede i Malakal, da soldaterne stormede byen. Hendes tante, onkel og to fætre blev dræbt af soldaterne den dag, som blev Chols sidste i byen. Hun flygtede som så mange andre fra byen, der engang var hjem for 70.000 mennesker, men nu var en krigszone.

Chol var fra den dag, ligesom Thuok, på flugt.

©Anders Paulsen

FN opretter beskyttelseslejre for civile. Lejrene ligger lige uden for områder, hvor der er kampe. Som denne lejr uden for Juba. 

Flere veje fører til Kule

Drengene gik på støvede veje med lyden fra kampene i horisonten bag dem. Thuok og vennerne kom hurtigt ind bag barakkerne hos FN-basen i Malakal. I midlertidigt ly, beskyttet af soldater og hegn, mens kampene fortsatte på den anden side af mure og pigtråd.

Trygheden knustes to dage senere. Soldaterne angreb FN-området, der skulle beskytte de civile, så endnu engang måtte Thuok og vennerne løbe for livet.

Da drengene var kommet væk fra skudsalver og sårede soldater, begyndte syv dage på gåben. De gik mod Akobo, en by i den østlige del af landet. Undervejs mødte de soldater, der lod dem gå videre mod et nyt liv. De var jo civile, og det nye liv var i første omgang i Akobo, der ligger 250 kilometer fra Malakal. Her var vennernes forældre, men Thuok var stadig alene. Hans mor og søskende var flygtet nordpå og ind i Sudan til byen Karthoum. Hans far var i den sydlige del af Sydsudan og kæmpede som soldat. Så Thuok søgte i sikkerhed i Etiopien, der lå tæt op ad Akobo. Sådan havnede han i flygtningelejren i Kule.

©Mathilde Utzon

En af de større veje i Kule-flygtningelejren.

Chols vej var kortere og hurtigere. Med sine børn gik hun til en nærliggende by fra Malakal. To dage til fods med fire børn, men fra hun forlod Malakal, var hun ikke bange. Soldaterne blev i Malakal og jagtede ikke civile.

Efter de to dage blev Chol og hendes børn fragtet i en FN-bus hele vejen over grænsen til det vestlige Etiopien, hvor tre flygtningelejre ligger op og ned ad hinanden. Chol havnede i Kule. Her blev hun genforenet med mange medborgere fra Malakal. Og det var her, hun mødte Thuok.

Livet i Kule

I Kule kæmper jorden og træerne om ens opmærksomhed. Brune og grønne nuancer danner en kontrastfyldt duo, der sammen lader en overse toppen af hytter, der titter frem bag den tætte kulisse af trætoppe.

Området er enormt, og mellem mindre søer og gold jord ligger hytter tæt. Her er trange kår for triste skæbner. Nogle af de knap 50.000 flygtninge i lejren er driftige og har etableret små butikker, hvor de sælger alt fra kød og kul til gammelt elektronik. Andre er ikke.

©Mathilde Utzon

En af de driftige flygtninge, der har en butik i Kule.

Thuok og Chol ankom næsten samtidig i maj 2014, og Kule blev deres endestation i flugten. De måtte begge vænne sig til den nye status: Flygtninge. Et liv, hvor de er afhængige af FN-fødevarer og et privatliv, der var så fjernt fra livet i Malakal, Egypten og Addis Ababa.

Begge havde, og har stadig til dels, svært ved livet i lejren. De beskriver begge, hvordan livet før var komfortabelt. Livet var godt. Et liv, hvor de kunne drømme om en fremtid for dem selv og deres familie.

Hvordan genskaber de så lidt af det liv, der blev skudt i stykker, det der blev forladt hjemme i Sydsudan?

Ved at have noget at tage sig til, lyder det fra dem begge. Et arbejde. Et formål. Og det var sådan, at Thuok og Chol mødte hinanden.

Hygiejne og god mad

På en plet i skyggen fra store trækroner er der foldet en blå presenning ud. Varmen denne majdag i 2017 topper omkring de 35 grader, så træerne er en vigtig støtte, når man er aktiv i Kule. I de neongule veste står Thuok og Chol over for gruppen på 20 kvinder. Et umage makkerpar, der underholder og uddanner gruppen af unge mødre.

Gruppen er udvalgt til at være en del af et projekt, som Folkekirkens Nødhjælp står bag; de får mulighed for at købe friske fødevarer med et kreditkort på et madmarked i udkanten af flygtningelejren, og alle skal uddannes i at lave næringsfyldte retter. Og her kommer Thuok og Chol ind. Chol som kokken, der underviser i selve madlavningen, og Thuok som dels tolk for de forskellige personer men mest af alt som hygiejneunderviser.

©Mathilde Utzon

Inden kvinderne begynder madlavningen får de også et kursus i hygiejne.

Det er for at mindske risikoen for sygdomme i lejren og for at lære mødrene om bakteriebekæmpelse. Thuoks sprogfærdigheder har gjort, at han på få år næsten kender alle i lejren, fortæller han. Derfor har han også en afgørende opfølgningsrolle i jobbet; sammen med Chol går han rundt i lejren og ser til, at kvinderne husker sanitetsrådene, og Chol smager deres retter til og kommer med gode råd.

”Jeg fik jobbet, da Folkekirkens Nødhjælp spurgte rundt i lejren efter en, der var ekspert i madlavning. Mange kvinder kendte mig og min fortid, så de fortalte, at jeg var oplagt, ” fortæller Chol.

Drømmen om hjemlandet

For begge er det et vendepunkt i livet at have et arbejde, at tjene sine egne penge, at have noget at stå op til om morgenen.

Thuok har ikke kontakt til sine søskende eller mor. De er et sted i Sudan, og Thuok har ikke morens nye telefonnummer. I stedet har han fået sin far til lejren. Faren var udstationeret i den sydlige del af Sydsudan og kæmpede som soldat, da han blev ramt af tuberkulose og indlagt på hospitalet.

©Mathilde Utzon

Thuok har mistet kontakten til sin mor og søskende, efter de flygtede ind i Sudan.

”Da han var i Nimili, var jeg meget bekymret. Jeg vidste ikke, hvordan han havde det. Jeg hørte bare, at han led meget. Så jeg tog ud efter ham. ”

Nu er faren kommet til lejren, i bedring, men stadig ikke helt rask. Thuok arbejder videre, men det at have faren ved sin side minder Thuok om drømmen:

”Jeg vil gerne uddanne mig mere. Det håber jeg virkelig på. Min drøm er at blive læge. Folk lider uden for lejrene. Der er ikke nok læger, og mange overlever ikke de sygdomme, de får. Dér vil jeg hjælpe. Det er derfor, jeg vil være læge. ”

Sydsudan skal være smuk igen

Chol drømmer også. Det fortæller hun, da hun sidder på en plasticstol i midten af den åbne gårdsplads, der er rundt om hendes hytte. Her står to køer bundet, som Chol ikke tager notits af, da hun finder små plasticflasker frem. Chol er en af de driftige flygtninge. Kvæget er hendes, og hun har haft råd til dem, fordi hun blandt andet laver en form for parfume ved hjælp af animalsk fedt og olie, som hun sælger til kvinderne i lejren. Et projekt, hun tog med sig fra Sydsudan. Så selvom hun er en af de bedre stillede i lejren, drømmer hun om at være et helt andet sted.

©Mathilde Utzon

Chol har fem børn, som hun passer i lejren. Hendes mand er stadig i Sydsudan.

”Vi bor her; fem mennesker i ét rum. Alle kan se konsekvensen af krig. I Sydsudan boede jeg i mit meget smukke hus, jeg havde privat sted til mine gæster, og nu er der ikke meget plads. Jeg savner mit gamle liv. ”

Hun og Thuok savner fred. De vil ikke være fremmede eller flygtninge mere. De vil hjem og håber, at krigen snart slutter. For de savner deres hjemland.