Flygtning – for evigt?

Forestil dig et liv som flygtning uden udsigt til andet. Sådan er livet for mange palæstinensere i Libanon, hvor langt de fleste af de 450.000 palæstinensiske flygtninge er født. Deres familier flygtede dertil i 1948, da staten Israel blev oprettet, men selvom det næsten er 70 år siden, er de fortsat flygtninge. De ikke må vende hjem til deres oprindelige områder, og flere af hjembyerne eksisterer slet ikke mere.

Mange bor i dag i de 12 permanente, palæstinensiske flygtningelejre på tværs af Libanon. De er ikke blevet libanesere, og de har eller ikke fået samme rettigheder.

De har ikke samme adgang til det offentlige sundhedssystem eller libanesiske skoler, men er afhængige af hospitaler og skoler drevet af FN. De må ikke arbejde som eksempelvis læger, advokater eller ingeniører. Med få undtagelser må de ikke eje bygninger uden for de palæstinensiske lejre, som er gennemsyret af fattigdom. Får en libanesisk kvinde et barn med en palæstinenser, kan barnet ikke få libanesisk statsborgerskab.

Palæstinenserne er et b-hold i det libanesiske samfund og kan aldrig rykke op. Der er ingen udsigt til at vende hjem, men livet som flygtning holder liv i drømmen om Palæstina. En drøm, som manifesterer sig psykisk og fysisk i de palæstinensiske hjem gennem ejendele og minder.

Her kan du møde ni palæstinensere, der fortæller, hvordan det er at være flygtning – formentlig for evigt.

Amina Hassan Banat

87 år, bor i Burj el Barajneh-lejren

Jeg var 18 år gammel, da jeg kom til Libanon i 1948. Intet andet havde jeg med mig, end det tøj jeg havde på.

Nu gemmer jeg de her små glas med jord fra Palæstina, som min søn hentede til mig. Han bor i Danmark og har opholdstilladelse der, så han kan rejse til Palæstina. Han hentede både lidt jord tæt ved vores hjemby og i Jerusalem. Han tog det med til Danmark og så hertil.

Jorden dufter som mit hjemland, det er en velsignelse at have det i mit hus.

Vi var engang så mange mennesker, hele min familie, i det her hus. Nu er der kun mig.

Vi har ikke nogen jord her. I Palæstina havde vi alt. Persille, mynte, auberginer, tomater, kartofler. Vi havde vores jord.

Amina Al Masri

85 år, bor i Burj el Barajneh-lejren

Da kampene begyndte i 1948, forsøgte alle at få fat på våben og krudt. Jeg var 16 år, da vi var nødt til at flygte fra Palæstina.
Det her kobberfad er alt, hvad jeg har tilbage derfra. Man kan lave Moghrabieh, en traditionel palæstinensisk ret, i det. Den slags kobber har den unge generation slet ikke i dag. Jeg burde bruge det, men det skal renses først, og manden, der skulle pudse det, ville have 20 dollars for det. Og det har jeg ikke.

Se også: Sådan hjælper Folkekirkens Nødhjælp i Palæstina

Livet var skønt i Palæstina. Vi havde rent drikkevand, og vi fik alt fra vores jord i alle sæsoner. Om sommeren havde vi figner, vindruer, oliven, alt. Abrikoser og appelsiner. Jeg havde bare lyst til at omfavne jorden der. Her er der ikke plads, og jorden er ikke vores. Vi er nødt til at arbejde så hårdt for at overleve. Udover det her fad har jeg solgt alt, hvad jeg ejede.

Ethvert skridt i mit hjemland havde været bedre end at være her. Jeg beder ofte til, at jeg kan se Palæstina, før jeg dør. Men der er ikke noget at stille op.

Laila Ahmed Sabouti

43 år, født i Libanon og bor Burj el Barajneh-lejren

Jeg er født i Libanon, men mine forældre har altid fortalt mig om Palæstinas skønhed. Jeg gør som mine forældre og fortæller mine børn om det. Så de har kærligheden til landet i hukommelsen. Min søn lærer sange om Palæstina i skolen, og hvis han var her lige nu, ville han synge dem for dig. Børn er nødt til at kende deres rødder, for uden rødder er intet muligt.

Mit palæstinensiske ID-kort er ubrugeligt. Jeg kan ikke rejse med det, og her i Libanon gør det mig bare til en flygtning. Hvis tingene blev bedre i Palæstina, ville jeg rejse dertil med det samme.

Jeg købte den her traditionelle palæstinensiske kjole, fordi jeg havde lyst til at bære den. Den er behagelig for mig at have på. Jeg tager den på og går på markedet for at købe ind. Jeg ved faktisk ikke, om de går med den til daglig i Palæstina, men de går helt sikkert med den engang imellem.

Hala Marie

38 år, født i Al Buss-lejren i Libanon, bor samme sted

Det har taget os to år at få lov til at renovere mine forældres faldefærdige hus her i lejren, selvom de dårligt kunne bo her. Brudstykker af loftet var allerede faldet ned i hovedet på min mor på 75 år. Det var virkelig farligt. Men vi palæstinensere må ikke renovere husene i lejren uden tilladelse fra FN’s hjælpeorganisation for palæstinensiske flygtninge i Mellemøsten (UNRWA). Det tog dem to år at godkende vores ønske.

Hvis vi vil flytte uden for lejren, skal vi finde en libaneser, hvis navn vi kan bruge til at registrere boligen. Vi palæstinensere må jo ikke eje noget.

Jeg blev født i den her lejr af mine forældre, jeg voksede op her i lejren med mine forældre, og nu bor mine fire sønner her.

Det er meget besværligt og frustrerende. Jeg vil gerne tilbage til mit hjemland, for måske jeg kan genfinde min værdighed der.

Hossam Ali

49 år, født i Burj el Barajneh-lejren i Libanon

For et par år siden blev yngste min søn, Mohammad, syg med nyrerne. Hans ben svulmede op med væske, og hans knæ så forfærdelige ud. I flere måneder indsamlede vi penge blandt vores venner på Facebook for at få råd til en operation. Til sidst lykkedes det, og jeg gav ham én af mine nyrer.

Vi lå på hospitalsstue sammen i det hvide hospitalstøj. Vi beder til, at han aldrig får brug for dialyse, for det får vi aldrig råd til.

Min ældste søn er 25 år og uddannet ingeniør. Men fordi han ikke må arbejde inden for sit felt, bringer han mad ud. Han arbejder indtil midnat. Vores familie har brug for pengene, for jeg kan ikke finde et job.

Jeg blev født her i lejren, og jeg kommer til at dø her. Jeg tror ikke, vi nogensinde kommer tilbage til Palæstina.

Mustafa Ahmad

82 år, bor i Al Buss-lejren i Libanon

Jeg plejede at være fotograf, men i de seneste år er jeg begyndt at male i stedet. Nu maler jeg hele tiden. Med mit hjerte og mit blod. Og jeg maler altid Palæstina. Selvom det måske ikke ligner Palæstina for alle, der kigger på mine malerier, så er det Palæstina. Alle burde betragte mit smukke hjemland på den her måde.

Jeg maler Palæstina alle steder, hvor jeg kommer forbi. Det er som et digt fra mig selv og fra mit hjerte, der gør det muligt at se mit hjemland. Og jeg kan godt lide at se det på den her måde.

Her i Libanon er vi palæstinensere som fanger i et fængsel. Vi har ingen rettigheder eller noget at leve for. Sådan er det.

Rasmiyeh Abed

88 år, bor Al Buss-lejren

Jeg forlod Palæstina i 1948 som 19-årig. Min landsby Ghabsiye blev fjernet fuldstændigt dengang i 1948. Men de kunne ikke fjerne det store Jujube-træ fra jorden i byen, selvom de forsøgte med flere maskiner.

Det er så stort, og rødderne er så stærke. Min søster i Palæstina skaffede mig blade fra træet for et par år siden. De er et minde for mig nu, hvor byen er væk, men træet stadig står.

I 1982, da Israel angreb Libanon, blev mit hus her i lejren bombet og ødelagt. Vi havde søgt ly i kælderen og havde ingenting tilbage, da vi kom ud. Så hørte vi rygter om, at grænsen mellem Libanon og Israel var åben. At folk kunne rejse ind og ud. Vi tog chancen og kørte i vores bil ned for at besøge vores familie i Akka i Palæstina.

Jeg fik den her radio fra mine forældre. Den var tung, men min søn bar den for mig. Det er femten år siden, den sidst virkede, men den er et minde for mig om mine forældre, som nu er døde. De her ting betyder så meget for mig.

Mahmoud Yousef

80 år, bor i Mashoud-samlingen

Jeg begyndte at samle på ting, da jeg var 16 år – i 1963. I dag er mit bibliotek, dokumentationscenter og museum åbent for alle og gratis. Alle omkring 3.000 genstande handler om eller kommer fra Palæstina.

Unge mennesker er interesserede i at høre om fortiden og vores liv i Palæstina. De vil huske Palæstina. Folk er kommet forbi og har foræret mig det hele løbende. Jeg elsker hver en ting, som var det et stykke af mit hjerte.

Vores mål er at vende hjem og bo i vores hjem, at bo i Palæstina fredeligt sammen.

Hvorfor skal jeg være flygtning for evigt? Jeg har ikke nogen identitet. Jeg lever i vildrede. Som flygtning. Uden et hjem. Intet land i verden vil acceptere mig. Jeg ankommer til alle lande som flygtning. Som en tyv. Illegalt. Det er pinligt at leve sådan et liv.

Hvis blot jeg kunne leve som et menneske som alle andre. Ligesom andre mennesker taler jeg, jeg drikker og spiser, jeg respekterer andre. Hvorfor kan jeg ikke leve som andre?

Samer Ahmad

50 år, født i Burj el Barajneh-lejren i Libanon, hvor han bor

Jeg er uddannet ingeniør, men jeg arbejder ikke som ingeniør. Jeg arbejder frivilligt for en kampagne, som hedder ’Right to Work’.

Jeg tog til Algeriet for at blive uddannet som kemiingeniør, fordi jeg gerne ville til Golfen og arbejde i olie- og brændstofindustrien. Men før jeg blev færdig i 1992, kom Golfkrigen mellem Irak og Kuwait, og fordi Yasser Arafat havde støttet Saddam Hussein, forbød Golf-landene palæstinensere at rejse dertil for at arbejde. Så jeg måtte rejse tilbage til Libanon.

I Libanon fortalte alle mig, at jeg ikke kunne arbejde som ingeniør, fordi jeg er palæstinenser.

Nu har min kone og jeg en lille forretning, hvor vi sælger traditionelle palæstinensiske ting. Broderi og den slags. Sådan tjener vi vores penge.

I dag har jeg glemt alt om kemisk ingeniørarbejde. 26 år er lang tid uden at have arbejdet med det, så jeg husker ingenting nu. Jeg forsøger ikke at tænke over det, for jeg har ikke lyst til at fortryde alt og blive ked af det hele.