Støt

Af Mathilde Utzon

2,4 millioner mennesker er lige nu på flugt fra deres hjem i Sydsudan. For mange af dem er det ikke første gang, de må flygte og efterlade alt, hvad de har. 32-årige Akuol Gak Awuol har prøvet det to gange. Hun har fundet styrken til at overleve borgerkrig, angreb fra løver, kidnapning af venner, sult og et liv på flugt fra sit hjem i Sydsudan. 

Akuol Gak Awuol blev vækket af de første skud. Den lille pige sov under åben himmel med sin familie i kvæglejren i Pajorm i det sydlige Sudan, da angrebet afbrød nattesøvnen og ændrede hendes liv i januar 1991.

Hun blev født syv år tidligere, den 5. maj 1984, og var hendes mors sjettefødte barn. Hun voksede op i en stor familie i den lille landsby Pawel. Den lignede en typisk sudanesisk landsby: Runde lerhytter med græstag var omsluttet af tætte indhegninger, der var lavet af grene og pinde. De indhegnede gårdspladser var placeret op ad hinanden, og på og omkring gårdspladserne var træer sporadisk placeret. Pawel lå i regionen Jonglei, som dengang lå i den sydlige del af Sudan. Et område, der senere skulle løsrive sig og blive til Sydsudan.

Akuol havde et forudsigeligt liv i udsigt som sudanesisk pige: En fremtid med at passe kvæg, få en mand, føde nogle børn og skabe en familie. Livet var uden større bekymringer. Hendes far sørgede som regel for, at børnene ikke var for sultne og havde tøj på kroppen.


Hendes far var en anerkendt mand i klanen og havde ni koner, hvilket betød, at Akuol havde ni kvinder, hun kaldte for mor. Et af højdepunkterne var, da hendes far skulle gifte sig med Akuols ”fjerde mor”. Til anledningen pyntede de voksne sig med koskind om armene og benene, og de havde smykker på, der var lavet af elefantstødtænder. De mest forfængelige gæster farvede deres hår gult i håbet om at imponere potentielle partnere af det andet køn. Metoden var at stille sig bag en ko og være klar til at skylle sit hår, når den tissede. Koens tis farvede håret gult.

Men den trygge barndom endte den nat i Pajorm i 1991. Her var Akuol, hendes forældre og andre fra Pawel på besøg i en kvæglejr, der lå i Pajorm – en landsby tæt ved Nilen. Akuol nød at være i kvæglejren. Der var masser af dyr, familien spiste fisk og drak mælk fra køerne. Livet var dejligt.

©Mathilde Utzon

Syv år og alene på flugt

Med frit udsyn til stjernerne lagde Akuol Gak Awuol sig til at sove en januarnat i 1991. Hendes forældre og de andre fra kvæglejren sov også under den åbne himmel i Pajorm. Området var bart uden træer men med højt græs. Græs, som kvæget og dyrene spiste i løbet af dagen.

Det var denne nat, Akuol blev vækket alt for tidligt.

”Vi hørte skud fra højre og venstre. Folk begyndte at løbe forvirret omkring. Nogle blev såret, mens andre blev dræbt. Folk løb, alt hvad de kunne væk fra flodbredden for at komme ind til skoven, så de kunne gemme sig blandt træerne”, fortæller hun. 

Lyden af desperate skrig og skud var ikke til at tage fejl af. Akuol var i livsfare, og det samme var hendes familie. Derfor flygtede hun. Men hun vidste ikke, hvilken retning hun skulle løbe i. Fra alle retninger kom der angreb fra oprørere.

”Vi hørte skud fra højre og venstre. Folk begyndte at løbe forvirret omkring"

Akuol Gak Awuol

Hun ved ikke, hvor mange oprørere, der var. Men de havde mange skydevåben, og hun husker, det var unge mænd, der stod bag angrebet.

Akuol og nogle af de overlevende slap væk fra den første bølge af angreb i kvæglejren. Gruppen blev dog hurtigt indhentet og beskudt på ny.

Mens hun løb mod buskadset for at komme i sikkerhed, mærkede hun pludselig, at hun blødte fra ansigtet. Hun vidste ikke, hvor kuglen var kommet fra. Hun fornemmede, hvordan blodet strømmede ud fra hendes højre øje. Hun var blevet ramt, og alt blev mørkt. Synet forsvandt.

Det svækkede syn og chokket gjorde hende desorienteret. Hun sank sammen og stoppede med at løbe. Men så greb en voksen hånd fat om hende. Den trak i Akuols hånd, så den syvårige pige kom på benene igen. Det måtte være hendes far, der kom for at redde hende, tænkte hun. Men hun tog fejl. 

©T.Karumba

Børn, der passer deres families kvæg i Sydsudan.

Ikke farens hånd

Resten af den nat, hvor Akuol og hendes familie blev angrebet, tilbragte hun i et buskads sammen med den voksne person, der havde reddet hende, og nogle af de andre fra kvæglejren, der også var løbet samme vej. Mens de ventede på, at solen skulle stå op, gemte de sig i det høje græs og håbede på, at oprørerne og deres kugler ikke ville finde dem. 

Det var først, da det blev morgen, at det gik op for Akuol, at hun ikke var blevet reddet af sin far. Det var en tilfældig kvinde, der havde taget hendes hånd. Kvinden hed Yar Arok Biowei.

Da hun tænkte tilbage på nattens hændelser, huskede hun, at alle var løbet i tilfældige retninger. Men hun undrede sig over, at hun kun havde set få løbe. Forklaringen fra de voksne i gruppen var, at de fleste enten var blevet såret eller dræbt. Tanken om, hvad der var sket med hendes forældre, hjemsøgte hende. Var de mon stadig i live?

"Du er også mit barn nu. Din familie er også flygtet, og de har måske taget et af mine børn med. Så bliv hos mig"

Yar Arok

Akuol kendte ganske vist Yar Arok Biowei fra kvæglejren, men hun var ikke Akuols forældre. Akuol følte sig helt alene i verden og kunne ikke andet end at lade sig overvælde af gråden. Hun havde svært ved at finde en grund til at blive ved med at leve. Yar Arok Biowei forsøgte at berolige hende.

”Yar Arok sagde til mig: ’Du er også mit barn nu. Din familie er også flygtet, og de har måske taget et af mine børn med. Så bliv hos mig.’”

Og fra den dag af blev Yar Arok Biowei plejemor for Akuol.

Bagholdsangrebets baggrund

Akuol Gak Awuol er ikke sikker på, hvorfor hun, hendes familie og resten af kvæglejren blev angrebet den nat i 1991. Yar Arok Biowei fortalte hende, at de blev ofre for bagholdsangrebet, fordi oprørerne ville stjæle deres køer, og fordi krigerne var udsendt af oprørslederen Riek Machar.

Han ledte en fraktion af løsrivelsesbevægelsen i den sydlige del af Sudan, og han ville afsætte John Garang, der på daværende tidspunkt var leder af løsrivelsesbevægelsen og oprørsgruppen the Sudan People’s Liberation Army (SPLA). Under løsrivelsesbevægelsens interne magtkampe mistede mange civile livet, som også var tilfældet, da Akuols kvæglejr blev angrebet.

Hvis Akuol troede, at angrebet var hendes livs mareridt, tog hun fejl. For nu var hun på flugt, hun var blevet flygtning. En flygtning, der skulle møde farer i alle afskygninger på vejen mod sikkerhed.

Akuol og gruppen af flygtninge bevægede sig kun om natten i retning mod byen Bor. På fødderne havde hun sko lavet af koskind, der fragtede hende igennem bushen i en stor bue uden om alle veje. På vejene kunne hun og resten af gruppen af flygtninge nemlig risikere at blive opdaget af bombefly, der patruljerede over vejene i dagslys. Bombeflyene tilhørte araberne.

Akuol var 30 dage om at nå til Bor, selv om den direkte afstand mellem kvæglejren og Bor var 150 kilometer. Det var hendes første mål under flugten. Bor var den første større by på ruten, og her var der måske nogle mennesker eller nødhjælpsorganisationer, der kunne hjælpe hende.

Araberne, som Akuol frygtede, ville bombe hende, var en muslimsk befolkningsgruppe, der dominerede den nordlige del af Sudan. Fra 1983 og frem til 2005 kæmpede muslimerne i nord mod en kristen befolkning i syd i det, der er kendt som den anden sudanesiske borgerkrig. Den begyndte, da araberne i nord ville indføre en sharialovgivning i hele landet. Det ville den kristne befolkning i syd med John Garang i spidsen ikke være med til og stiftede løsrivelsesbevægelsen Sudan People’s Liberation Army.

”Vi var konstant sultne. Vi spiste ikke for nydelsen skyld."

Akuol Gak Awuol

Borgerkrigen kom til at koste voldsomt mange menneskeliv. Det anslås, at omkring 2,5 millioner mennesker mistede livet i løbet af den anden sydsudanesiske borgerkrig, og at cirka fire millioner mennesker blev internt fordrevne, og to millioner mennesker ligesom Akuol Gak Awuol flygtede ud af landet.

Alt imens SPLA gik efter selvstændigheden fra nord, blev der også kæmpet langs regionale linjer internt i løsrivelsesbevægelsen – og her var og er der stadig kun bad guys. Ud over at forskellige fraktioner i SPLA dræbte civile og sendte dem på flugt, anvendte SPLA ifølge Human Rights Watch tortur, plyndring af landsbyer og børnesoldater i sin krigsførelse. Nogle af de samme metoder, som araberne fra nord også er kendt for at have anvendt.

Akuol flygtede altså ikke kun fra oprørere, der internt i løsrivelsesbevægelsen kæmpede mod hinanden. Hun flygtede også fra en blodig og brutal borgerig mellem nord og syd, hvor araberne patruljerede veje og bombede civile, der kom i vejen. 

©Mathilde Utzon

Akuol Gak Awuol

Løven tog Deng

For Akuol, Yar og gruppen af flygtninge handlede alt om at overleve. Derfor kæmpede de sig kun frem i bushen i ly af nattens mørke. Undervejs stødte de på vilde dyr som elefanter, giraffer og hyæner. Men det dyr, de frygtede mest, var løven. Ingen i gruppen havde nogen skydevåben til at beskytte sig med, og hvis de blev angrebet af en løve, måtte de forsvare sig med pinde og grene, de fandt på vejen.

For at beskytte sig mod løver og de andre vilde dyr, der jagede om natten, lavede de voksne et større cirkelformet bål uden om det område, de sov. Omkranset af bålet sov de voksne i én cirkel. Inderst med først de voksne og derefter bålet som beskyttelse sov børnene og de mest sårbare medlemmer af gruppen. Hvis dyr nærmerede sig, advarede de voksne resten af gruppen og forsøgte at smide grene mod dyrene.

Men én nat var det cirkelformede bål og grenene ikke nok. Akuol og gruppen var mellem Panyagor og Bor, da en løve gik til angreb. De fleste fra gruppen løb skrækslagne væk, mens nogle af de voksne prøvede at beskytte sig selv og gruppen. De fægtede med grene og forsøgte at smide pinde efter den aggressive løve. Men det lykkedes dem ikke at redde den otteårige Deng Biowei, som løven angreb. Med sit grædende bytte i gabet løb løven væk.

Det var det sidste, Akuol nogensinde så til Deng Biowei. 

Én frugt - en fødekilde

Løver og vilde dyr var langt fra bushens eneste trusler og udfordringer. Den eneste form for medicinsk behandling, de havde adgang til, var kogende vand med salt i. Det blev brugt til at rense Akuols sår omkring hendes sønderskudte øje og kind. Og lige så begrænset en adgang de havde til medicin, ligeså begrænsede muligheder for mad var der i bushen.

”Vi var konstant sultne. Vi spiste ikke for nydelsen skyld. Det handlede om at have nok mad til, at vi lige akkurat kunne overleve.”

Den ubehandlede frugt før den er renset og klar til at spise. Lalop-frugten skraldet. Det røde kød kan spises bade kogt eller ukogt. Skrællen og det resterende på frugten bliver brugt til at koge suppe. Skrællen fra til kerne inderst i frugten. Efter lalop-frugten er kogt, kan den brækkes op, og inden i er kerner, der kan spises. Frugten samlet i alle de stadier, som sydsudaneserne udnytter den.

De overlevede hovedsageligt ved at udnytte hver en dråbe, skal og lille stykke kød på en særlig frugt kaldet lalop. 

Hvis man blot spiste fem til ti af de inderste kerner og skyllede det ned med vand, så blev man tilstrækkeligt tilfredsstillet, husker Akuol.

Da nødhjælpen slap op

Efter en måneds udmattende rejse igennem bushen ankom Akuol til sit første delmål, som var byen Bor. Men i Bor var araberne, så derfor var det ikke sikkert at blive i byen, og hun var sammen med sin plejemor nødt til at fortsætte længere sydpå og rejse videre igennem det farlige og meget lidt farbare bush. Endelig i marts 1991, efter to måneder på flugt, fandt de hvile og beskyttelse, da de ankom til en FN-flygtningelejr i byen Gemeiza. Det var en stor lejr med hvide telte, hvor folk fra mange dele af den sydlige del af Sudan havde søgt om beskyttelse og mad for at overleve.

I lejren blev der delt hvide, rå majskorn ud. Hver person fik en kop med majskorn og nogle hvide bønner, hvilket lige nøjagtigt holdt sulten fra døren.

De blev i Gemeiza i fem måneder, men i august 1991 blev de nødt til at rejse videre, fordi nødrationerne slap op. FN’s lastbiler med mad og de mest basale fornødenheder kunne ikke længere komme frem til lejren, fordi konflikten stadig var markant, og vejene var blevet blokeret.

Nødhjælpen blev blokeret
©Mathilde Utzon

To venner blev kidnappet

Akuol og hendes plejemor gik nu sammen med en gruppe på omkring 100 flygtninge. Det var hovedsageligt kvinder og børn, der flygtede sydpå, og i deres gruppe var der kun få mænd til at forsvare dem. De fleste sydsudanesiske mænd kæmpede i borgerkrigen og var adskilt fra deres familier.

En tidlig morgen, da solen var ved at stå op, gik en af mændene forrest i flygtningegruppen. Han var far til to børn; pigen Nyan på tre år og hendes bror Deng på fem år. Nyan bar han på sine skuldre og viste samtidig gruppen vej gennem den ufremkommelige bush.

Uden varsel sprang en gruppe guerillakrigere fra murle-stammen pludselig ud fra deres gemmesteder og angreb dem. Akuol og hendes plejemor løb. Det samme gjorde de fleste kvinder og børn omkring dem. De skreg af frygt for at blive taget. Murle-stammen var kendt for at kidnappe børn, som de brugte til at passe på deres kvæg. Akuol var bange for, at hun ville blive det næste barn, murle-krigerne ville tage.

Men krigerne nåede ikke hen til Akuol. De angreb Nyan og Dengs far. Krigerne skød efter ham, mens han var fokuseret på at redde sine to børn. Idet han tog Nyan ned fra sine skuldre og gav slip, mistede han grebet i hende. Oprørerne havde skydevåben og bevægede sig for hurtigt til, at han kunne nå at redde sin datter og søn. Inden stammekrigerne forsvandt med Deng og Nyan, dræbte de børnenes far.

Akuol fandt aldrig ud af, om hendes to venner fra gruppen overlevede, eller om de blev adopteret ind i nye familier. Men hun vidste nu, at løver, oprørskrigere fra en SPLA-fraktion, murle-stammen og araberne fra nord kunne angribe hende, når det skulle være.

Flugtens mål var Uganda. Her ville Akuol og de andre flygtninge søge om asyl. Da de forlod flygtningelejren i Gemeiza, kunne Akuol og de andre flygtninge stadig ikke følge vejene. Araberne patruljerede vejene, og derudover havde SPLA lagt landminer ned i jorden i det område, de skulle passere. Flugtruten gik fra byen Mangalla til Ngangala og videre sydpå. Og selv om der ikke var mere end 60 kilometer i fugleflugt mellem de to byer, tog det Akuol og de andre flygtninge omkring 30 dage at komme frem til Ngangala med livet i behold.

Det sidste stykke af rejsen mod grænseovergangen til Uganda blev Akuol, Yar Arok Biowei og de andre flygtninge eskorteret af SPLA-soldater. Det praktiske ved deres beskyttelse var, at soldaterne vidste, hvor landminerne lå og styrede den store flygtningegruppe udenom. 

"Nu var jeg endelig ankommet til et sted uden krig, og det eneste jeg tænkte på, var, om mine forældre stadig var i live."

Akuol Gak Awuol

Stabilitet i ustabilitet

Efter otte måneders flugt og rejse igennem en livsfarlig bush midt i en krigszone ankom den nu otteårige Akuol til den ugandiske grænse i ét helt og levende stykke.

Som mange andre flygtninge havde hun ikke noget tøj på kroppen, da hun ankom til et råt og næsten ubehandlet bushlandskab, som nu skulle blive hendes hjem.  

”Nu var jeg endelig ankommet til et sted uden krig, og det eneste, jeg tænkte på, var, om mine forældre stadig var i live.”

Akuol blev sammen med Yar Arok Biowei, der fortsatte med at tage sig af hende. De blev placeret i flygtningelejren Alera i et område, der hedder Adjumani, som ligger i den nordligste del af Uganda. I lejren var de i sikkerhed, men lige uden for lejren var Uganda et farligt sted. Den nordlige del af Uganda var i starten af 1990’erne hærget af oprørere, der kæmpede i området. Derfor blev lejren beskyttet af ugandiske soldater fra militæret.

Flygtningelejren, som Akuol og hendes plejemor flyttede ind i, bestod af telte. Bushen og træerne i området skulle de selv fælde og fjerne for at kunne leve i området. De fik udleveret sukker og hvedemel, og hun husker, at de kunne komme langt for få penge på det lokale marked i lejren. Akuol begyndte også i skole. Her fandt hun mere stabilitet, end hun havde oplevet i lang tid.

I Uganda var der også endelig nogen, der kunne tage sig af Akuols vansirede ansigt og skudsår ved hendes højre øje og kind. Lægerne fjernede en ødelagt knogle omkring hendes mund, og en operation gjorde, at hendes ansigt nu kunne hele. Øjet var ikke til at redde. 

Overraskelsen

Fra ankomsten i september 1991 voksede Akuol op og blev teenager i flygtningelejren. Hun husker, at Yar Arok Biowei tog sig godt af hende.  

En helt almindelig dag i 2001 var den 18-årige Akuol i skole. Hun var nået til sjette klassetrin ud af syv, men den skoledag fik hun en nyhed, hun end ikke turde tro på. Beskeden var, at hendes mor, Rebecca Ayak, var kommet hele vejen fra Sudan for at hente sin datter hjem.

©Charles Lomodong

Gå ikke glip af de næste longreads

Men Akuol kunne ikke få enderne til at mødes. Det gav ikke mening, at hendes mor var kommet for at hente hende. For det første var der jo mange, der blev dræbt, da de blev angrebet i kvæglejren. Og de sidste ti år havde hun mistet håbet om at se sine forældre igen. For det andet var rejsen fra Sudan ned til Uganda lang, besværlig og dyr.  

Akuol pakkede sine ting sammen i skolen og begyndte at gå hjem til sit telt i lejren, hvor hendes mor åbenbart ventede på hende.

’De lyver for mig,’ tænkte Akuol, da hun var på vej hjemad mod lejren.

Men da den nu voksne Akuol på 18 år kom hjem til sin sektion i lejren, var der ikke flere skeptiske tanker eller følelser tilbage i hendes krop. Hendes mor stod lige dér. Stod og ventede på sin datter. De omfavnede hinanden med tårer trillende ned af kinderne. Da de var løbet tør for tårer, var det tid til at tale.

”Da jeg fik at vide, at du havde overlevet og boede i Uganda, måtte jeg bare rejse ned for at hente dig,” fortalte Akuols mor sin datter.

Akuols mor sagde bagefter, at hun kun havde to levende børn tilbage, og Akuol altså var et af dem. Akuol, der var sin mors sjettefødte barn. Moren ville have Akuol med hjem til Sudan.

©Mathilde Utzon

Et indhegnet boligområde for sydsudanesiske flygtninge i flygtningelandsbyen Nuymanzi i området Adjumani.

Akuol manglede et års skolegang, før hun ville afslutte 7. klassetrin og have en basal uddannelse. Det var vigtigt for plejemoren, at Akuol gjorde sin skolegang færdig. Men det hun nåede ikke. Akuol valgte at tage med sin biologiske mor hjem. Hun følte, hun var nødt til at være sammen med sin familie.

På trods af at Akuol ikke længere var en lille pige, og hun havde mistet mange af sine familiemedlemmer i borgerkrigen, var meget alligevel, som det plejede hjemme i Sudan.

I stedet for at komme hjem til sin landsby blev hun endda sendt direkte ud i en kvæglejr for at arbejde. Her fik hendes kommende mand, Bul Malek Gak, øje på hende. Det hele gik meget stærkt mellem de to. Selv om han allerede havde et par koner, forlovede de sig og flyttede sammen. Flerkoneri er ikke unormalt i den del af Afrika, så længe man kan betale en brudepris i form af køer for sin nye kone. 

©Mathilde Utzon

Højgravid Akuol Gak Awuol.

©Mathilde Utzon

Akuol Gak Awuols tredjefødte og ældste søn Deng Bul Malek. I dag er han 3 år.

Akuol var lettet over, at der var en mand, der ville have hende. Hun var bange for, at hun ikke kunne blive gift, og hun ikke ville få nogen børn, fordi hun manglede sit ene øje og ikke længere var smuk. Hendes far var imidlertid ikke synderligt imponeret over sin datters mand. Bul Malek Gak ville nemlig ikke betale en eneste ko for Akuol. Derfor svarede Akuol:

”Jeg har mistet mit ene øje. Og ham her vil gerne gifte sig med mig og have børn med mig. Jeg er nødt til at bo med ham for at kunne få børn,” forklarede hun sine forældre.

At manden ikke betalte nogen køer, betød, at Akuol, og de børn hun fødte, boede hos hendes forældre. Så kunne de hjælpe til der. Mens hun boede hjemme hos sine forældre, fødte hun sine første tre børn og ventede sit fjerde. Livet tilbage i det sydlige Sudan var roligt og godt.

©Mathilde Utzon

Akuol Gak Awuols mand, der hedder Bul Malek Gak. Billederne er taget i et fotostudie i Sydsudan.

©Mathilde Utzon

Akuol Gak Awuol i sit hjem i Bor i Sydsudan, inden hun flygtede for anden gang.

Den nye begyndelse

Særligt en dag kulminerede det gode liv hjemme. Efter næsten 30 års kamp for løsrivelse fra araberne i nord fik Sydsudan sin selvstændighed den 9. juli 2011. Akuol glemmer aldrig, hvordan selvstændigheden føltes som begyndelsen på et nyt liv, hvor hun kunne begynde at bygge op og ikke bare træde vande.  

”Vi var alle så lykkelige over at have fået vores selvstændighed fra araberne. Alle festede hjemme i landsbyerne”, fortæller hun.

Også i landets nye hovedstad Juba blev selvstændigheden fejret. Det sydsudanesiske flag blev hejst, mens folk dansede og festede i gaderne, og uniformerede soldater marcherede på lige rækker. Karavaner med biler dyttede. Partiet SPLM (Sudan’s Peoples Liberation Movement), der udsprang af SPLA, gik i regering med Salva Kiir som leder. Han blev landets første præsident. Ved hans side blev Riek Machar indsat som vicepræsident. 

Efter selvstændigheden kom lettelsen, håbet og drømmen om et sikkert liv med stabilitet og fred.

”Mit største håb var, at der ikke ville komme flere problemer. At det her var en ny begyndelse.”

Men de store forhåbninger stod på en usikker grund. Alliancen mellem præsident Salva Kiir og vicepræsident Riek Machar var mere en tikkende bombe end et samarbejde med fokus på fred og forsoning. 

Aftenen var som alle andre, da Akuol puttede sin børn Apajok, Ayen og Deng. Mørk, men med landets optimisme som et opmuntrende lys. Det var den 16. december 2013, der blev den sidste rolige aften. Hun kyssede børnene godnat, og da de for længst var faldet i søvn, lagde Akuol sig til at sove ved siden af sine forældre. Men ingen af dem fik lov til at sove igennem den nat.

Natten blev på få sekunder omdannet til et inferno af skud, lysglimt fra maskingeværer, og voksne og børn, der skreg og løb for livet. Det hele foregik uden for Akuol Gak Awuols lille lerhus i Bor.

Akuol Gak Awuol sprang op af sengen og greb ud efter sine børn. Men hendes ældste datter på 10 år, Apajok Bul Malek, var for hurtig. Hun var væk. Også Akouls mor var væk. De var løbet i en anden retning end hende.

Hun fik kun fat i sine to yngste børn, Ayen og Deng. De skulle væk, og der var ingen tid til at pakke en taske eller taget noget med. Da hun kom ud af sit hus, så hun, hvordan soldater brutalt skød og dræbte, hvem de kunne komme i nærheden af. I nattøj flygtede kvinder, mænd, børn og bedsteforældre for livet. For at komme væk fra kugleregnen løb nogle ned til Nilen. Mange kunne ikke svømme, men løb alligevel ud i vandet og druknede. Andre fandt både, de kunne sejle væk i.

Akuol kunne kun se kaos, ødelæggelse og anarki. Hun kunne ikke se sin datter. Nu var hendes datter på flugt alene uden sin mor, ligesom Akuol selv havde været det.

©Agnete Rishøj

Forladt vej i Bor cirka tre måneder efter borgerkrigen startede i Sydsudan. Billedet er taget i marts 2014.

På flugt uden mor

Akuols datter Apajok Bul Malek nåede ikke at overveje, hvordan hun kunne flygte sammen med sin mor og sine to søskende. Da hun pludselig blev vækket af skudsalver, der blev affyret og mennesker, der blev dræbt, var det eneste, hun tænkte på, at komme væk.

Apajok efterlod alt bag sig. Da hun kom ud af huset, kunne hun se, hvordan krigerne koldblodigt dræbte tilfældige mennesker, som grædende og skrigende løb for livet. Hun løb i samme retning som sin mormor. De løb sammen og holdt knugende fast i hinandens hænder. Men Apajok var for hurtig på benene, og da krigerne gik direkte efter dem, gav hendes mormor slip på Apajoks hånd.

Apajok havde ikke tid til at se sig tilbage. Mens hun løb, kunne hun høre, hvordan hendes mormor blev ramt af skud. Uden at vide med sikkerhed hvad der var sket med hendes mormor, slap hun forbi krigerne og gemte sig i et buskads. Her mødte hun en af sin mors veninder.

”Jeg kender din mor. Din mor er min veninde. Jeg skal nok tage mig af dig”, sagde kvinden til Apajok.

De var nødt til at gemme sig i bushen i to dage, før de kunne begynde en farlig flugt mod Uganda. De kunne ikke tage direkte tilbage til Bor, for nu var byen kontrolleret af en oprørsgruppe, der højst sandsynligt var ledet af vicepræsident Riek Machar. En oprørsgruppe, der senere kom til at hedde SPLM-IO (Sudan Peoples Liberation Movement – In Opposition). Og er den samme oprørsgruppe, der med al sandsynlighed angreb Apajok og hendes familie, mens de lå og sov i deres hus i Bor.

I forsøget på at finde en flugtrute væk fra oprørsgrupperne forsøgte Apajok og hendes mors veninde at tage til Panyagor, men der var også for farligt at tage hen. Riek Machars soldater over alt. Til sidst havde de ikke andet valg end at tage tilbage til Bor og forsøge at finde en båd, der kunne sejle dem væk fra det krigshærgede område. Uden at blive opdaget lykkedes det Apajok og morens veninde at komme ned til Nilens flodbred.

Derfra fandt de en båd, som sejlede dem til den lille by Gulyar. Her blev de i tre dage, hvorfra de rejste sydpå og ankom til Uganda i starten af februar 2014, halvanden måned efter angrebet på Apajok, hendes bedsteforældre, mor og søskende.

©Mathilde Utzon

Sønnen Deng Bul Malek.

©Mathilde Utzon

Akuol Gak Awuols søn Deng Bul Malek og datter Ayen Bul Malek.

Kampen om Sydsudan

Det var lykkedes den gravide Akuol Gak Awuol at flygte med sine to yngste børn. De kom om bord på en båd fra Bor til hovedstaden Juba. I hovedstaden Juba virkede det til, at næsten alle var på flugt ud af byen og ud af Sydsudan. Derfor var det nemt at komme hurtigt videre sydpå mod den ugandiske grænse. Uden de store problemer hoppede de alle tre på en tilfældig bil, der var på vej væk.

Akuol fik aldrig et klart billede af, hvad der startede borgerkrigen i Sydsudan i december 2013. Det er der heller ikke mange andre, der har. En forklaring, der optræder mange steder, er, at vicepræsidenten Riek Machar forsøgte at lave et kup mod præsident Salva Kiir. Resultatet blev, at Riek Machar flygtede ud af Sydsudan og først kom tilbage i april 2016 som en del af et forsøg på at få en fredsproces i gang. Han nåede ikke at være i landet i mere end to måneder, før SPLA/M og SPLM-IO bekæmpede hinanden igen. I skrivende stund er 1,7 millioner mennesker ifølge FN internt fordrevne, og 800.000 er flygtet ud af Sydsudan. 

©Agnete Rishøj

Efterladt og sønderbombet i Bor cirka tre måneder efter borgerkrigen brød ud i Sydsudan. Billedet er taget i marts 2014.

Den smertelige genforening

For anden gang i Akuols 29 år korte liv havde hun formået at flygte fra og overleve endnu et angreb. Hun reddede ikke bare sig selv, men også sine to yngste børn Ayen og Deng og sit ufødte barn, hun bar på. Alligevel kunne hun ikke få tankerne væk fra, hvad der var sket med hendes ældste datter Apajok.

”Jeg havde lyst til at tage tilbage og prøve at finde hende.”

Akuol og børnene ankom den 29. december til den ugandiske grænseby Elegu. Derefter ventede de lidt mere end to uger og fik derefter en permanent bolig i en flygtningelandsbyen Nuymanzi i området omkring Adjumani. Den 8. februar fik ventetiden en ende. Hun fik at vide, at hendes datter var ankommet til Uganda og havde søgt om asyl. Men der var ingen nyheder om hendes mor.

Så snart hun kunne, tog Akuol hen til det modtagelsescenter, som datteren Apajok var ankommet til. Lettelsen over at kunne holde sin datter igen og vide med sikkerhed, at hun havde overlevet flugten, var overvældende. Men med datteren kom også en nyhed, som Akuol længe havde frygtet at få. 

”Jeg hørte hende blive skudt og fik senere at vide, at hun var blevet dræbt”

Apajok

”Jeg hørte hende blive skudt og fik senere at vide, at hun var blevet dræbt”, fortalte Apajok til sin mor.

Lige så lykkelig og lettet Akuol var over at være blevet genforenet med sin datter, lige så ulykkelig var hun over nyheden om, at hun havde mistet sin mor. Samtidigt havde Apajok et ængsteligt spørgsmål til sin mor:

”Hvor er mine søskende,” spurgte hun.

Til datterens store glæde kunne Akuol fortælle hende, at de alle havde overlevet og også var i Adjumani i Uganda. Men både Akuols mor og far var blevet dræbt den december-nat, da hun blev angrebet for anden gang, så Akuol stod nu alene i Adjumani med sine snart fire børn langt væk fra sit hjem i Sydsudan. Det samme sted hun selv var vokset op. 

Akuol Gak Awuol bor på tredje år i Adjumani. Selv om hun ikke har meget tøj, har hun to kjoler med leopardprint. En af dem går ned til jorden og er gået op i syningen over brystet. Hun er højgravid med sit femte barn og bevæger sig alligevel med rank ryg.

”Den største forandring er, at jeg står alene med ansvaret for mine børn. Sidst jeg levede her, skulle jeg ikke tænke på at vaske tøj, lave mad og gøre rent.”

Hun bor med sine børn i et lille, firkantet lerhus med et græstag. Huset er nydeligt ryddet op indenfor, og i hver ende af huset står en seng. Fra loftet hænger et myggenet, og taget er tætnet med hvide madrationsposer fra World Food Programme. Huset er placeret inden for en indhegning med et par andre hytter, der har en fælles gårdsplads i midten. Gården er fejet sirligt, og Akuol har et lille, indhegnet citrontræ stående i midten, som hun har fået af Folkekirkens Nødhjælps partnerorganisation.

Alle husene er bygget af flygtningene selv med byggematerialer, de har fået af nødhjælpsorganisationerne. Det er en del af den ugandiske flygtningepolitik, der adskiller sig fra de fleste andre steder i verden.

I Uganda får flygtningene et lille stykke jord, som de kan dyrke og skal bygge et hjem på. På den måde ligner de områder, flygtningene bor i, mere landsbyer end lejre. Flygtninge kan frit bevæge sig rundt i landet og arbejde, hvor de vil. I Uganda bliver flygtninge i høj grad set som en ressource.

©Mathilde Utzon

Akuol Gak Awoul uden for sit hus med sine fire børn. Fra venstre: Ayen Bul Malek (7 år), Deng Bul Malek (3 år), Apajok Bul Malek (13 år) og Gak Bul Malek (1 år).

Drømmen om at flyve

Hverdagen i flygtningelandsbyen Nuymanzi, som Akuol og børnene bor i, går med at passe børn og forsøge at dyrke majs og andre afgrøder i den tildelte jord. Børnene går i skole om formiddagen, og om eftermiddagen, når de fleste praktiske opgaver er af vejen, finder Akuol tid til at blive undervist i engelsk.

Når hendes ældste datter Apajok ikke er i skole eller passer på sine yngre søskende, er det bedste hun ved at synge i kirkekoret.

Men livet som flygtning er ikke nemt. Dagligt skal Akuol leve med, at hun stort set har mistet hele sin familie i flere årelange borgerkrige i sit hjemland. Nogle gange bliver hun overvældet og græder ved tanken om, dengang Deng Biowei blev taget af en løve, og da Deng og Nyan blev kidnappet af murle-krigerne. Hun kæmper hver dag med at samle tankerne om nutiden og levere nok til, at hendes børn ikke går sultne i seng. Hun er glad for at leve i sikkerhed, men hun savner sine forældre og den hjælp, de plejede at give hende med børnene.

”Der ikke er nogen oprørere her, og der er heller ikke konstant krig her. Derfor vil jeg søge om at blive ugandisk statsborger”, fortæller hun med et urokkeligt udtryk i øjnene.

Akuol Gak Awuol kan ikke forestille sig nogensinde at vende hjem igen. Det skyldes manglende udsigt til stabilitet og uddannelse, de mange års krig, sult og sygdomme. Og så har hun ikke længere nogen familiemedlemmer tilbage i Sydsudan. 

©Mathilde Utzon

En flygtningelandsby i området flygtningelandsbyen Nuymanzi i den nordligste del af Uganda i et område kaldet Adjumani.

En af de vigtigste grunde til, at hun ikke vil hjem igen, er, at det kun er de færreste og rigeste, der har mulighed at uddanne deres børn – og det har Akuol ikke, som situationen er nu i Sydsudan. Hun vil heller ikke tage af sted igen. For hvad nu hvis det samme kunne ske, som skete for hendes plejemor Yar Arok Biowei?

Efter Akuol Gak Awuol tog med sin mor hjem til Sydsudan i 2001, blev nogle af de flygtninge, der boede i Adjumani, sendt til Vesten. Hendes plejemor Yar Arok Biowei er flyttet til enten Australien eller USA. Akuol kan ikke huske hvor. Nu er Akuols største håb for fremtiden at give sine børn en fremtid uden flugt, sult og at være i en konstant uvis venteposition.

”Min største ønske er, at vi kan få lov til at flytte til Australien eller et andet sted, hvor mine børn kan få en uddannelse,” siger hun.

Hendes ældste datter Apajok Bul Malek er ikke i tvivl om, hvilken uddannelse hun går efter.

”Jeg vil gerne være pilot”, siger hun og forklarer hvorfor:

”Så kan jeg komme hurtigt væk og tage min familie med, hvis der kommer nye problemer”, fortæller den 13-årige pige med funklende øjne fulde af håb. 

©Mathilde Utzon

Sådan gjorde vi

Alle oplysninger omkring Akuol Gak Awuols liv er fortalt til Mathilde Utzon. Informationerne i historien bygger primært på Akuol Gak Awouls udlægning af sin historie, og er derefter suppleret af en lang række andre kilder, der også har forklaret om de historiske forhold og udvikling i Sudan og Sydsudan. Mathilde Utzon har tilbragt en uge i Adjumanis flygtningeområde, hvor hun brugte en stor del af tiden med Akuol Gak Awuol og hendes børn.

Mathilde Utzon

Det er Folkekirkens Nødhjælps korrespondent i Afrika, Mathilde Utzon, der har mødt den sydsudanesiske flygtning Akuol Gak Awuols og fået lov til at tage med på hendes lange rejse. Mathilde Utzon har siden april 2016 være bosat i Uganda, hvorfra hun rapporterer om nødhjælpsarbejde med bl.a. flygtninge i Afrika.