Støt

Døden bor i jorden

Af Nikolaj Søndergaard

©Nikolaj Søndergaard

En krig, der blev udkæmpet for mere end 40 år siden, koster stadig mennesker livet og gør andre invalide i et af verdens fattigste lande: Laos. 

Følg Nikolaj Søndergaard på hans rejse til ’Bombernes Land’, og mød ofrene i nationen, hvor der stadig gemmer sig ti gange flere ueksploderede bomber i jorden, end der bor mennesker

Døden fra himlen

I flere kilometers højde krydser det store B-52 bombefly grænsen til Laos. Vi er i slutningen af 1960’erne, Lyndon B. Johnson er amerikansk præsident, og i Danmark hitter Keld Heick med ’Vi skal gå hånd i hånd’, mens Jens Otto Krag netop har tabt valget til Hilmar Baunsgaard. Her i Sydøstasien raser Vietnamkrigen, og Laos – Vietnams neutrale naboland mod vest – er genstand for et af verdenshistorien største bombardementer.

Over et udvalgt stykke af den tætbevoksede jungle, åbner piloten flyets bovluge og frigiver flere end 20 to meter aflange rør, der i frit fald begiver sig mod skoven nedenunder. Pludseligt flækker alle rørene ned langs midten og brækker over i to dele. Fra hvert eneste rør falder 665 små runde kugler alle på størrelse med en tennisbold, og de spreder sig over himlen i en sky. De vejer alle lidt over 400 gram, og omkring en femtedel af vægten udgøres af en dødelig last af ren sprængstof. Da bomberne når jorden, har de spredt sig over et areal på mange tusinde kvadratmeter, hvor stort set alt tilintetgøres i øresynderrivende brag.

 Sådan ser det ud, når klyngebomber kastes og frigiver hundrede eller tusindevis af små bomber, der regner ned fra himlen:

Imens er flyet allerede på vej videre tilbage mod basen, og piloten kan kun håbe, at bomberne har uskadeliggjort deres mål af nordvietnamesiske tropper, der benytter Laos som en rute mod syd. Men nogle af bomberne gjorde ikke. Adskillige blev ikke aktiveret i luften, som de skulle, og eksploderede derfor ikke, da de ramte jorden. De ligger nu tilbage. Forfejlede, men intakte, ustabile og dødsensfarlige. Der bliver de liggende.

Dette er et enkelt af de 580.000 bombetogter, som amerikanerne gennemfører i Laos fra 1964 til 1973. Det svarer til, at en flyladning bomber bliver kastet over Laos hvert ottende minut, 24 timer i døgnet – i ni år!

Ligesom i Vietnam er der kræfter i Laos, der kæmper for et kommunistisk styre, og i sin indædte kamp mod kommunismen støtter amerikanerne aktivt den siddende konge. Samtidig bruger nordvietnamesiske tropper og Vietkong den såkaldte Ho Chi Minh-sti gennem Laos som forsyningslinje mellem Nord- og Sydvietnam, og den rute vil amerikanerne til livs for enhver pris.

Det er derfor, de kaster de mere end to millioner tons bomber over det lille neutral land – i alt et ton bomber per indbygger på det tidspunkt. Mange eksploderer ikke, da de rammer jorden, og det anslås, at 80 mio. af dem fortsat ligger tilbage mere end 40 år senere i 2016. Klar til at dræbe.

580.000 bombetogter på ni år. Denne animation viser hvert enkelt bombetogt, amerikanerne gennemførte i Laos, som en farvet prik på et kort over landet. En rød prik betyder bombardement med klyngebomber, og en grøn prik betyder bombardement med store bomber på op til flere hundrede kilo.

Døden fra jorden

Mandag den 16. november 2015 

Mr. Phone står der skrevet med kridt på tavlen. 36 år. Han var ved at grave ud til et hegn, fremgår det, da han stødte på en ueksploderet bombe, der gik af. Han blev såret i maven, øjet og begge ben. ’Dead’ står der i en parentes.

Jeg er netop ankommet til Xieng Khouang-provinsen i det østlige Laos med min lokale kollega fra Folkekirkens Nødhjælp Khampasong Xayavong. Jeg skal være her i fire dage for at danne mig et indtryk af det problem, som, jeg har hørt, er et af de største i denne fattige provins: ueksploderet ammunition fra Vietnamkrigen.

Det er kun få timer siden, jeg er ankommet, og vi besøger en lokal organisation, der blandt andet forsøger at registrere ofrene for bomber. Det er på en kridttavle hos dem, jeg ser Mr. Phones navn. Det er den første påmindelse om, at der er mennesker i Laos, der dør som ofre for den krig, der blev udkæmpet længe inden, de blev født.

"Det der er en 500 punds-bombe - og der er en 250’er"

Khampasong Xayavong

At bomber i alle størrelser er enormt udbredte, fandt jeg ud af allerede på den korte gåtur fra mit hotel og her hen. Khampasong og jeg var kun nået få meter op af gaden, da jeg så de første bomber.

”Det der er en 500 punds-bombe,” sagde Khampasong Xayavong og pegede.

”Og der er en 250’er.”

Vi var ikke på en kampplads, men stod foran en lille café på hovedvejen i denne mellemstore provinsby. De kæmpemæssige bomber, der har navn efter deres vægt, udgjorde ganske enkelt et dekorativt rækværk på cafeens terrasse.

 

I Laos bruges gamle bomber som rækværk, plantekasser og udsmykning. Se nogle af de forskellige steder, man kan se kreativ brug af bomberester i hovedbyen i provinsen Xieng Khouang.

Syn som dette går igen overalt i byen. Kæmpemæssige bomber lavet til at sprede død og ødelæggelse blandt fjender af USA bliver brugt som blomsterkasser, rækværk eller ganske enkelt pynt, som var det det mest naturlige i verden. For mig, der er født og opvokset i et vilakvarter i Danmark, er det alt andet end naturligt. Jeg er vant til lamelhegn fra Silvan og ligusterhække og ikke metalhylstre fra klyngebomber. Men her er bomberne på en og samme tid et mareridt, der hver måned koster menneskeliv, og en del af hverdagen, der i de forgangene 40 år er blevet en hel naturlig del af bybilledet.

Mr. Phones navn står side om side med 13 andre navne på mennesker, der er kommet til skade her i området i løbet af året. Han er omkommet ti måneder inden mit besøg. Jeg ved ikke mere om ham, end hvad jeg kan læse på tavlen og regne ud baseret på de få oplysninger, der fremgår: Han var en mand midt i 30’erne (på det tidspunkt har de fleste mænd her familie), og han omkom, mens han var midt i noget helt dagligdags arbejde.

©Nikolaj Søndergaard

I Xieng Khouang viser en tavle en oversigt over ofre for bomber i indeværende år. Registreringen af ofre i det meget fattige land er dog mangelfuld, og ingen af de ofre, denne skribent møder, er at finde på tavlen

Og det er det, der slår mig mest, når jeg ser på navnene på tavlen. De er næsten alle mennesker, der er kommet til skade, mens de har foretaget sig helt almindelige ting; børn der har leget og bønder, der har gravet i marken eller har tændt bål i haven.

Eksplosionen i haven

Tirsdag den 17. november 2015

”Braget var så højt, at jeg troede, de alle fire måtte være døde,” siger Sot Philavong.

10 måneder inden mit besøg stod familiemoren og passede familiens lille butik i vejkanten, mens hendes mand, to sønner og nevø var 30 meter der fra i baghaven for at arbejde. To af børnene badede i familiens lille fiskedam, mens Sot Philavongs mand og familiens ældste søn Tulaporn på ti var ved at gøre en del at haven klar til at så afgrøder.

Ved huset gik smågrisene i svinestien og gryntede, og alt åndede fred og idyl. I Laos er der ikke noget, der hedder genbrugsstationer, hvor man kan komme af med affaldet, så for at komme af med de gamle grene og blade og skaffe plads til nye afgrøder tændte de bål. Det blev tændt i et hjørne af haven, familien ikke tidligere havde brugt til afgrøder, men hvad de ikke vidste var, at der kort under jordoverfladen gemte sig en ukendt bombe. Varmen fra bålet trængte langsomt ned til den.

”Braget var så højt, at jeg troede, de alle fire måtte være døde”

Sot Philavong

Både Tulaporn og hans far stod få meter fra bålet fuldt optaget af arbejdet. Pludselige gik bomben af, og Tulaporn faldt til jorden. Blod kunne ses komme fra hans mave. Hans far, der på mirakuløs vis var uskadt, bar ham op mod huset. Oppe i butikken ved hovedvejen havde Tulaporns mor hørt braget, og hun løb alt hvad hun kunne ned mod haven.

Hendes søn var blevet båret væk, inden hun nåede der ned. De tililende naboer stod ved et krater i jorden og fortalte hende, at hendes søn var blevet ramt.

”Jeg var bange for, at han skulle dø,” siger hun.

©Nikolaj Søndergaard

Sot Philavong var bange for, at hun havde mistet både sin mand, to sønner og nevø, da hun hørte et gigantisk brag fra haven, hvor de fire befandt sig. Kun Tulaporn kom noget til.

Hun fandt ham i huset. Såret i den nederste del af Tulaporns mave blødte ikke voldsomt i starten, men nu blev det værre, og det gjorde ondt. Drengen blev kørt til hospitalet.

Det viste sig heldigvis hurtigt, at han var uden for livsfare. Men fragmentet kunne lægerne ikke fjerne. Det lå for tæt på en stor blodåre til at lægerne turde operere.

”Han har det stadig i maven,” fortæller hun, da jeg besøger familien ti måneder efter ulykken.

Ved siden af Sot Philavong sidder Tulaporn selv tilsyneladende rask. En lidt stille og meget genert dreng i den hvide skjorte, der udgør en del af hans skoleuniform. På venstre hånd bærer han et blåt armbåndsur med tegneseriefigurer. Når han ikke går i skole, hjælper han ofte i familiens butik, ligesom han gjorde inden ulykken. Han tager mod pengene, når kunderne køber alt fra sodavand og æg til vatpinde og sæbe. Men ikke alt er som før.

Han spiller ikke fodbold med sine venner mere, som han ellers gjorde ofte inden ulykken. Der er nemlig en fare for, at metalstumpen i maven kan gøre skade, hvis Tulaporn ikke passer på.

”Det er for vildt. Bolden kan jo ramme mig i maven,” siger han så stille, at hans stemme næsten lyder som en hvisken.

Familien er bange for, at metalsplinten i Tulaporns mave kan skade hans organer med alvorlige konsekvenser, forklarer Sot Philavong. Derfor må den ellers tilsyneladende raske drenge holde sig fra ’vilde’ aktiviteter.

Mød 10-årige Tulaporn, der stod kun få meter fra det sted, hvor en bombe eksploderede i familiens baghave

Tulaporns liv

Tilfældet med Tulaporn er langt fra enestående. Der anslås, at mellem 40 og 70 procent af alle bomberelaterede uheld i Laos sker ved, at et bål får en bombe til at gå af. Det bekræftedes også af kridttavlen i Xieng Khouang dagen inden, hvor jeg havde lagt mærke til, at syv af de 13 ofre var kommet til skade netop i forbindelse med afbrænding.

Da jeg forlader familien er det derfor også med en vis følelse af afmagt. Rydning af de mange millioner af bomber er uhyre dyrt, og selv med tilstrækkelige ressourcer vil det tage årtier at rydde hele landet. Samtidig nytter det ikke noget at forsøge at forhindre mennesker i at lave bål. Laos er et af verdens fattigste lande, og de fleste i landbefolkningen laver stadig mad over åben ild. Afbrænding er også den mest almindelige måde at komme af med sit affald på. Så hvordan forhindrer vi ulykker som Tulaporns?

De perfekte budbringere

Onsdag den 18. november 2015

Små bænke står på rad og række under pavillonen, og de første nysgerrige børn er kommet til for at se, hvad der mon foregår. Jeg står i skolegården på den lokale skole i byen Nangong, hvor to usædvanlige lærere har fået lov at overtage undervisningen et par timer. De er begge karseklippede og klædt i et stort stykke orange stof. De er buddhistiske munke, og de er kommet for at fortælle om bomber.

©Nikolaj Søndergaard

Selvom man er en højt respekteret religiøs skikkelse, kan man godt bruge humor, når man skal have børn til at lytte efter. Munken Phommar Houangsamone får ofte børnene til at bryde ud i latter, selvom emnet for dagens undervisning er alvorligt

Skoleinspektøren griber mikrofonen og beder i en bestemt tone eleverne om at komme nærmere og sætte sig. Som ud af ingenting myldrer de pludselig frem fra alle sider i deres kridhvide skjorter. Bænkene i skyggen under pavillonen bliver hurtig fyldt op, men stadig bliver børnene ved med at komme gående over skolegården bærende på endnu flere skolebænke. Middagssolen bager ned, og da pavillonen er fyldt op kryber de resterende elever sammen i den begrænsede skygge fra en busk. På få minutter har mere end 400 skolebørn taget plads foran munkene.

Jeg har brugt de foregående dage på at møde overlevende ofre for bomber – hvor et af dem var Tulaporn. Nu skal jeg se, hvad Folkekirkens Nødhjælp gør for at afhjælpe det problem, jeg har været vidne til.

”Hvad gør man, når man ser ueksploderet ammunition?” spørger munken Phommar Houangsamone.

Der lyder spredte råb fra de mange børn til svar.

”Hvad? Ja, vi fortæller det til de lokale myndigheder, vores forældre eller andre voksne,” fortsætter munken.

”Hvis vi rører ved det, slår på det eller prøver at skille det ad, vil det eksplodere, som I kan se her.”

©Nikolaj Søndergaard

 

©Nikolaj Søndergaard

Munken peger på en planche, hvor en illustration viser en bombe eksplodere. Et andet billede viser en dreng, der er ved at samle en klyngebombe op. Der er et stort kryds hen over. Børnene sidder stille og lytter.

”Munkene er højt respekteret i samfundet. Når munkene taler, så lyttes der,” forklarede lederen af munkeorganisationen LBD Achaan Atthipatay en uge tidligere, hvor jeg mødte ham i hovedstaden Vientiane.

  

Det er netop derfor, at Folkekirkens Nødhjælp har allieret sig med munkene for at sprede budskaber, der kan redde liv og lemmer. Nogle måneder inden mit besøg har mine kolleger i samarbejde med lokale myndigheder og med støtte fra EU givet munkene vigtig viden om det eksplosive problem og om, hvordan de underviser børn i emnet.

De fortæller blandt andet, at man aldrig bør tænde bål et sted, hvor man ikke ved, hvad der gemmer sig under jorden. Og hvis man gør, skal man lave en ekstra forhøjning af jord, så varmen fra bålet ikke kan trænge ned til en ukendt bombe neden under. Det råd kunne have reddet Tulaporn, tænker jeg.

“Vi munke bør ikke bare være i templet. Vi vil være med til at løse problemer i samfundet. Det er en del af den buddhistiske tradition”

Achaan Atthipatay

Se her hvordan det ser ud, når to buddhistiske munke i traditionelle klæder underviser børn i faren ved bomber i Laos.

 

“Vi munke bør ikke bare være i templet. Vi vil være med til at løse problemer i samfundet. Det er en del af den buddhistiske tradition,” sagde Achaan Atthipatay.

Han sammenlignede den buddhistiske pligt til at hjælpe med at gøre verden til et bedre sted med det kristne budskab om at hjælpe sin næste. Det grundlag, som Folkekirkens Nødhjælp er bygget på.

At munkene virkelig er nogen, der bliver lyttet til, ser jeg med egne øjne på skolen i Nangong. Munkene viser blandt andet en informativ video, og børnene sidder helt opslugte og følger hovedpersonerne komme lidt for tæt på de farlige eksplosiver. Der går et sus gennem forsamlingen, når en bombe sprænger.

©Nikolaj Søndergaard

En informativ plakat fortæller blandt andet, at man ikke må bruge en metaldetektor til at finde bomber med. Laos er så fattigt et land, at det kan være fristende for nogle at lede efter gammelt metal fra bomber, som de kan sælge. På grund af faren er det faktisk ulovligt at eje en metaldetektor i Laos uden tilladelse

Hele seancen slutter af med en lille quiz, hvor de heldigste af børnene kan vinde farveblyanter og hæfter – hvis de da kan svare rigtigt på spørgsmål om sikker adfærd.

Da munkene siger farvel forsvinder de mange børn næsten lige så hurtigt, som de er kommet. Jeg når lige at fange 11-årige Noy Saysamone.

“Det var ret underholdene, og så lærte vi en masse,” siger hun.

Mennesker og frygt

Mandag 23. november 2015

Jeg sætter mig på et sæde i metroen med min taske ved siden af mig. Det er nu fem dage siden, jeg forlod Xieng Khouang-provinsen, og jeg er som så ofte før på vej hjem fra arbejde. Dagen efter vores besøg på skolen, fløj jeg tilbage til Vientiane, og efter et par dage i hovedstaden gik turen via Bangkok tilbage til København. Hjem til hverdagen.

Jeg tænker på Laos og Xieng Khouang; et helt fantastisk område med noget af den smukkeste natur, jeg har set, de sødeste mennesker, jeg har mødt, og så en lurende dræber lige under jordoverfladen. Den jord, der burde være en kilde til liv, bringer død og sorg.

©Nikolaj Søndergaard

Et udstillingseksemplar af en BLU-26 klyngebombeenhed, hvor sprængstoffet er blevet fjernet af professionelle. Da den blev kastet fra en flyver under vietnamkrigen indeholdt den 85 gram sprængstof af typen cyclotol, og lå i en form for rør med 664 bomber af samme type. Den runde form gør den særligt spændende for uforsigtige og nysgerrige børn

I metroen er der mennesker som mig selv på vej hjem fra arbejde, der er studerende på vej fra universitetet, og der er ikke mindst forældre, der netop har hentet deres børn. Jeg ved, at også danske forældre har bekymringer på deres børns vegne. Men jeg kan ikke lade være med at tænke, at de er heldige, at de ikke skal leve med frygten for, at deres børn finder en granat på vej hjem fra skole.

Og skærer man ind til kernen af bombeproblematikken i Laos og de mange øvrige problemer, den medfører, er netop ordet frygt helt centralt.

”Det er ikke i orden, at mennesker skal gå og være bange hele tiden,” som en kollega i Laos sagde til mig.

Opgaven er ikke kun at redde mennesker fra at dø eller blive lemlæstet. Den er også at redde alle de andre fra den konstante frygt, som bomberne er kilden til. Indtil bomberne er helt væk om mange, mange år kan vi ikke fjerne frygten helt, men vi kan give mennesker redskaberne til at se frygten i øjnene. Med problemets enorme omfang er der dog desværre ingen tvivl om, at Vietnamkrigens sidste offer slet ikke en gang er født endnu.

Jeg mødte i alt fire overlevende ofre for bomber under mit besøg i Laos, hvor drengen Tulaporn var en af dem. Du kan se hvor både han og de øvrige bor, og læse om deres ulykker ved at klikke på ikonerne

Læs flere longreads

Nepal kæmper efter jordskælvet
En fortælling om, hvordan et land kæmper for genopbygning efter det værste jordskælv siden 1934.

En kamp for overlevelse
Kom helt tæt på nogle af de 10 mio. syriske flygtninge, der er ofre for konflikten i landet.

Tørken i Etiopien
Tedesh er hårdt ramt af klimaforandringerne, men hjælpen kom til dertil fra uventet kant.