Støt

Det hele eksploderede, den dag Aase sked på gulvet

©Freya Ingrid Morales

Af Nikolaj Albrectsen & Nikolaj Søndergaard

Derfor bør du læse med: For 10 år siden blev den første ged lagt under juletræet. Læs historien om politianmeldelse af hovedrollen, om statsministeren som gedepasser, og om hvordan geden gik fra ingenting til at være altafgørende i nødhjælpsarbejdet.

Da chaufføren åbnede dørene i varevognen, puttede hun sig i halmen. Aase var ikke meget for at komme ud i vinterkulden på Københavns Hovedbanegård. Ud skulle hun dog og over til sin ventende ledsager, Henrik Stubkjær. Det var en kaotisk morgen for ham. En stor dag ventede. Han skulle hente Aase og få hende op ad en snoet trappe til tv-studiet og besøge Go’ Morgen Danmark. Aase var vant til at gå på trapper derhjemme på gården, men hun var så nervøs, at hun nu måtte bæres. Omgivelserne var nemlig nye for Aase, for Aase var en ged. Hun skulle være en del af en tv-udsendelse, og det var langt fra dagligdagen på gården hos tv-kokken Camilla Plum, der havde udlånt hende. Derfor var Aase nervøs, og det blev ikke bedre, da hun og Henrik Stubkjær kom op til første etage.

Situationen gav det åbenlyse resultat, som geder udleder, når de er usikre:

”Aase var så nervøs, at hun små-sked hele tiden, og en ung mand gik og samlede det op. Jes Dorph var morgenvært den dag, og han var lidt bange for Aase. Det var morsomt at følge, for han skulle ikke for tæt på hende,” husker Henrik Stubkjær.

Besøget for Aase og mændene i Go' Morgen Danmark
©Folkekirkens Nødhjælp

Besøget for Aase og mændene i Go' Morgen Danmark

Han var generalsekretær for Folkekirkens Nødhjælp, og koblingen mellem en ged og Go’ Morgen Danmark var ikke kendt for danskerne dengang. Han var i studiet med geden og to politikere for at promovere det nye nødhjælpskoncept: Giv En ged.

Aase var en ret stor ged, så Henrik Stubkjær havde knoklet for at få hende op ad vindeltrappen, men så snart kameraet lyste rødt, og interviewet var i gang, opførte Aase sig pænt og spiste blot et enkelt æble, mens hun blev passet på af Lars Løkke Rasmussen. Han var indenrigsminister og en af to politikere, der var med i studiet for at fortælle om kampagnen.

Lars Løkke fik ansvaret for gedepasningen, fordi Venstre jo var et gammelt landbrugsparti, husker Henrik Stubkjær. Det klarede han godt. Men hvad de fire gæster ikke vidste, var, at den optræden d. 15. november 2006 gik så godt, at det hele endte med at eksplodere få timer senere hjemme på Folkekirkens Nødhjælps kontorer i en decideret telefonstorm.

©Kaspar Wenstrup

Geden giver håb

Langt derfra og flere måneder senere fik ægteparret MacNoel og Patricia Banda en besked, som, de håbede, ville ændre deres liv.

Ægteparret boede i landsbyen Samuel i Malawi – et af verdens fattigste lande – og sult var en tilbagevendende begivenhed i det lille samfund. Få år tidligere døde begge MacNoel Bandas forældre under sådan en periode med mangel på mad. Fattigdommen var med andre ord afgrundsdyb, men nu fik familien at vide, at de ville blive de heldige modtagere af en af de allerførste geder fra Folkekirkens Nødhjælps nye kampagne.
”Det var med Guds hjælp,” fortalte MacNoel Banda til en journalist fra Magasinet Udvikling, der kort efter besøgte landsbyen. Hans kone Patricia Banda supplerede:

”Vi ville aldrig selv have været i stand til at købe en ged. Vi er fattige og kunne aldrig have sparet op til en. Vi havde ikke forventet at få en ged selv ti år fra nu.”

I forvejen havde familien modtaget nogle nye afgrøder af Folkekirkens Nødhjælps lokale partnerorganisation, som de kunne så i deres jord. Den mere varierede kost havde forbedret deres livsvilkår en smule. Men en ged kunne måske for alvor skabe fremgang for familien, tænkte de.

Geden kunne hjælpe familien med gødning til deres marker, så de kunne få flere og bedre grøntsager og mere majs. Men mest af alt håbede de, at geden ville parre sig med en af landsbyens hangeder og få kid, som de kunne sælge videre og dermed få penge til at sende de tre børn i skole, når de blev gamle nok.

”Hvis den bliver passet rigtigt, kan den give to eller ligefrem tre kid. Så har vi både til os selv og til at sælge,” sagde MacNoel Banda.

Om dette ønske ville blive til virkelighed, var endnu ikke til at sige dengang, da geden kun lige var kommet ind i familien Bandas liv. Men det ville vise sig næsten ti år senere, da parret fik besøg igen.

Udviklingen i år 1

Tilbage på premieredagen i Danmark i november 2006, og et par måneder inden de første geder havnede i Malawi, gik alvoren hurtigt op for Henrik Stubkjær. Besøget i Go’ Morgen Danmark havde givet danskerne ged på hjernen. 

"Fra den morgenseance eksploderede det til alle medier, og folk begyndte at købe gavekortet"

Henrik Stubkjær

Telefonerne ringede konstant den første dag med folk, der ville købe en ged, og internethandlen var større end nogensinde.

Interessen var overvældende.

”Geden havde en utrolig betydning, lige da den kom frem. Det var det, hele Danmark talte om. Geden placerede Folkekirkens Nødhjælp i danskernes bevidsthed og hukommelse. Det gav folk et billede af, hvad langsigtet ulandsbistand betød. Fra den morgenseance eksploderede det til alle medier, og folk begyndte at købe gavekortet,” siger Henrik Stubkjær.

Kampagnen var dog ikke en, Folkekirkens Nødhjælp selv havde siddet og udviklet på idémøder.

”Ideen til ’Giv En ged’ er tyvstjålet fra Oxfam i England, som havde lavet et koncept, der hed Oxfam Unrapted og lancerede det tilbage i 2004,” siger Kim Skytte, der dengang var fundraiser i Folkekirkens Nødhjælp og en af de bærende kræfter bag kampagnen.

Han fik øjnene op for Oxfams arbejde i efteråret 2005, og da var det allerede en succes i England.

Næsten 17.000 det første år

Folkekirkens Nødhjælp greb gedeideen, og da organisationen efter et års forberedelser lancerede kampagnen, åbnede den med et brag.

"I nogle af de sidste dage op til jul var der kø ud af genbrugsbutikkerne og ud på gaden"

Kim Skytte

Et brag, der virkelig gav logistiske udfordringer. For hvor skulle alle de geder hen?

”Vi solgte næsten 17.000 geder. Det var jo langt over det, vi havde forventet. Det kom bag på os, vi fik sved på panden, for vi havde lovet at give en ged hvert gede-gavekort, der blev solgt. De kunne ikke tage 17.000 i Malawi men kun 2.500, så vi spurgte i alle lokalkontorer i de lande, vi arbejder i,” fortæller Henrik Stubkjær.

Derfor gik en stor del af arbejdet det første år med at forsøge at fordele gederne, for troværdigheden skulle være i top, fortæller han. Det var nødvendigt, at når en dansker havde købt et gede-gavekort, blev der givet en ged til en afrikansk familie.

Årsagen til, at Aase og gederne blev en umiddelbar succes, var tydelig for folkene bag. Det var nyt, og det var noget, danskerne forstod, mener Kim Skytte.

”Det nye i konceptet var, at man puttede nødhjælp i en webshop. Vi gjorde det til et fritskrabet produkt, som folk kunne købe, ligesom man kunne købe en Bodum-kande. Selvom det var online-baseret, var gede-gavekortet så populært, at vi solgte gavekortene fysisk i København og i Aarhus. I nogle af de sidste dage op til jul var der kø ud af genbrugsbutikkerne og ud på gaden, hvor folk stod for at købe gavekortet. Det var helt vildt”.

Sådan virker Giv en ged

1

Du køber et gavekort og giver det til en, du holder af

2

For pengene køber vi en ged fra det lokale marked og giver den til en fattig familie.

3

Det førstefødte kid skal gives til en anden fattig familie, så endnu flere kan få glæde af gaven.

4

Ved at sælge det næste kid kan pengene f.eks. bruges til mad, en cykel, medicin eller til at bygge et nyt hus.

5

Ét gavekort kan være med til at give en fattig familie muligheden for selv at bekæmpe fattigdom og skabe et værdigt liv.

Udviklingen over tid

Den svære 2’er er et begreb, der lever i kulturkredse, men også inden for kampagner. Alle nødhjælpsorganisationer havde kunnet se 2006 være et jubelår for Folkekirkens Nødhjælp, og så ville de være med. Derfor fik geden ny konkurrence, og man kunne ikke bare sende Aase i studiet med Jes Dorph igen.

”Det næste år kom 5-6 andre organisationer med, og det er måske det, der fundraisingmæssigt er det svære; nemlig at holde den kørende. Vi fik omkring 10 millioner kroner det første år, og det næste år var det halveret,” fortæller Henrik Stubkjær.

Derfor faldt antallet af solgte geder også markant efter år 1. Men ideen med at give konkret nødhjælp i gave var så revolutionerende, at den fortsatte i årene efter med at være en vigtig del af de sidste måneder frem mod jul. Også selv om man måtte indse, at man næppe ville nå et 2006-niveau.

De efterfølgende år dalede succesen målt i kroner år for år, inden det i 2009 nåede et punkt, der blev konstant i årene efter.

Det var altså konkurrencen og den faldende nyhedsværdi, der ifølge Henrik Stubkjær var med til at sænke gedens udbredelse. Men på andre fronter oplevede generalsekretæren alligevel, at geden gnavede sig vej til overskrifter i medierne og danskernes bevidsthed.

”Aase er en helt”

En dag lå et brev på Henrik Stubkjærs kontor. Sådan et var ikke sjældent, men klagen inden i var alligevel ny for ham.

Brevet kom fra en kvinde, der hed Aase. Hun skrev til Henrik Stubkjær, at det slet ikke var i orden, at de havde brugt en ged i studiet, som de havde døbt Aase. Det hed hun jo selv.

”Jeg måtte skrive tilbage, at vi ikke havde døbt hende Aase, men for os var Aase altså en helt.”

I den første tid kom kritikken af kampagnen i flere former. Brevet blev leveret kort efter Aases optræden på tv, men tv-debuten gav også et andet problem.

To dage efter besøget hos TV 2 ringede Kim Skyttes telefon. En betjent var i den anden ende.

”Kender du noget til den ged, der var med i Go’ Morgen Danmark,” spurgte hun.

Det måtte Kim Skytte erkende, at han gjorde. 

©Mikkel Østergaard
©ACT/Paul Jeffrey

Det viste sig, at geden Aase var blevet politianmeldt af Dansk Gedeavlerunion, fordi den ikke var korrekt øremærket. Normalt skal geder have gule øremærker, men det var tydeligt i tv, at Aases ører ikke havde det.

Politiet tog det meget alvorligt, husker Kim Skytte. De var på besøg på gården flere gange, og det endte med, at Camilla Plum blev idømt en bøde, for det var hendes ged.

Udover Aases manglende øremærker var der også offentlig kritik af selve kampagnen. En kritik, der henover årene fandt vej til flere aviser. Blandt andet i 2007, da Lars Engberg-Pedersen, der i dag er seniorforsker i global regulering ved DIIS, skrev, at der var tre årsager til, at ”Giv en ged-kampagnerne er af det onde” i Information.

Kritikken gik især på, at ’Giv en ged’ skabte et misvisende billede af, hvad langsigtet nødhjælpsarbejde er, og det blev gjort for banalt, når danskerne kunne købe en ged.

En kritik, som Henrik Stubkjær tit mødte. Og han skulle igennem årene svare på kritik fra flere sider – ofte om, at man gjorde nødhjælpsarbejde til et produkt og alt for banalt.

"Der var folk, som syntes, det var for pjattet"

Henrik Stubkjær

Men det var angreb, som Henrik Stubkjær følte, han med stor sikkerhed kunne afvise. For konceptet var tænkt godt igennem:

”Alt nyt, og det var et nybrud, har nogen svært ved. Derfor kommer kritik som en rygmarvsreaktion. Der var en kritik fra nogle af de andre, vores kollegaer, som syntes, det var pop, men to år efter var de selv med. Jeg var aldrig anfægtet af den kritik, for vi ramte noget, der var rigtigt, og vi fik fortalt rigtig mange historier – også på vores hjemmeside –  og fik rigtig meget anerkendelse,” siger Henrik Stubkjær.

Han nævner selv humoren i kampagnen som en vigtig del, men det var ikke alle, der mente, at der kunne være humor med i nødhjælpsarbejde:

”Der var folk, som syntes, det var for pjattet. Men det var jeg rolig omkring, fordi vi havde lavet et stort oplysningsarbejde bagved, og vi havde arbejdet med vores partnere og lavet et kæmpe forarbejde. Og det passede jo ind i projekterne, vi kørte i forvejen i Malawi og rettede sig mod den fattigste del af befolkningen. Derfor var det så vigtigt at have maskineriet bag ved.”

©Andreas Hagemann Bro

Genfødsel de seneste år

Blæsten fra kritikerne væltede aldrig Aase og de andre geder omkuld. Tværtimod. Konceptet fortsatte - trods de første års nedgang - med at sende tusinder af geder til verdens fattigste mennesker. Og efter seks år vendte udviklingen, og 'geden’ kom pludselig ind i langt flere danskeres hjem igen. Det skete i 2014 og 2015, da Folkekirkens Nødhjælps ambassadører, Martin Buch og Rasmus Botoft, nærmest relancerede geden.

Det gjorde de med deres karakterer fra ”Snobberne”, hvilket også blev bemærket i den danske medieverden:

”Snobberne har givet Giv en ged-kampagne nyt liv på sociale medier,” lød en af overskrifterne om skuespillernes arbejde i 2014, og året efter nåede en julekalender med de to fra Cambodja ud til mange hundredetusinde danskere på internettet. Derfor er flere geder som Aase også blevet sendt ud til familier rundt om i verden de seneste to år. Her er salget mere end fordoblet i forhold til 2013 – året inden Snobberne overtog geden.

"Forandrede vores liv"

Og nu, 10 år efter Aase nervøst stillede op på live-tv, er i alt flere end 50.000 geder blevet givet til fattige familier.

Og hvis I tror, en ged er noget, der kun virker på kort sigt, er MacNoel og Patricia Banda i Malawi beviset på det modsatte.

For 10 år efter de var nogle af de første personer, der modtog geden, mærker familien stadig den store betydning.

”Den forandrede vores liv,” siger MacNoel Banda.

I dag har familien tre voksne hungeder og to små kid. Der har været flere nyfødte gedekid gennem årene, men de er blevet solgt, så de fire af parrets fem børn kan gå de seks kilometer i skole hver morgen. Og når den yngste datter bliver gammel nok, skal hun samme vej.

”Men nu er det også ved at koste os for meget, så vi har besluttet, at vi ikke vil have flere børn,” siger MacNoel med en grin.

Patricia med sit barn på ryggen
©Andreas Bro

Patricia med sit barn på ryggen

Familiefaren læner sig op ad væggen i den hytte, som familien byggede cirka fem år efter, de modtog den første ged. Ved hans side sidder konen Patricia Banda og ammer parrets yngste datter. Huset har bliktag på, hvilket også er noget, der var utænkeligt, inden de modtog geden, for det er meget dyrere end de stråtag, de fleste i området har.

Familien er stadig ikke rig. Lige nu er der tørke, og det rammer alle. Men det havde været langt værre uden gederne til at skaffe familien en indtægt, som de kan købe fornødenheder for. Og det, som familien har opnået på de næsten ti år, der er gået, siden de modtog geden, fylder MacNoel Banda med en helt særlig følelse:

”Vi er stolte. Vi startede med en enkelt ged, og da den fik kid, købte vi fornødenheder og skolegang til vores børn. Så vi er virkelig stolte, fordi vi har formået at give vores børn det, de har brug for.”

Ikon af en ged til Giv en ged kampagnen

  
Køb en ged
Når du køber en ged, får du et gavekort som bevis for købet, som du kan give til en, du holder af.
  
Så køber vi en ged på det lokale marked og giver den til en af verdens fattigste familier, som får gavn af den.

Flygtningenes danske bedstemor
81-årige Anni Kanafani fra Valby har viet sit liv til at hjælpe flygtningebørn i Libanon.

Tørken i Etiopien
Tedesh er hårdt ramt af klimaforandringerne, men hjælpen kom til dertil fra uventet kant.

Se alle longreads 
Få overblikket over alle de mange longreads, Folkekirkens Nødhjælp har skrevet.